Nyt afsnit af Knud Romers podcast: ”Min bedstemor blev dræbt i en trafikulykke, da jeg var lille. Siden da led jeg af pavor nocturnus: mørkeræd”

Knud Romer er ved at blive blind. Derfor har han inviteret en række danskere ind i mørket, for hvordan møder vi hinanden og snakker sammen, når lyset er slukket. I dette afsnit har han besøg af Kirsten, der har været søgende hele sit liv, indtil hun fandt sit kald.

Nyt afsnit af Knud Romers podcast: ”Min bedstemor blev dræbt i en trafikulykke, da jeg var lille. Siden da led jeg af pavor nocturnus: mørkeræd”
Offentliggjort

Vi er taget hjem hos Knud Romer i dette afsnit, da gæsten beskæftiger sig med noget særligt sårbart, nemlig den mørke del af livet, når vi kommer nærmere enden.

Tidligt i sit liv oplevede Kirsten, hvordan det er at miste en person, man holder af, da hendes bedstemor blev dræbt i en trafikulykke.

”Jeg mistede hende fra den ene dag til den anden, da jeg var 10. Dengang havde man en idé om, at børnene skulle skånes, så jeg så hverken hende eller var med til hendes begravelse. Jeg havde et kæmpe savn efter hende, for hun var en af mine primære omsorgspersoner, som jeg var meget tilknyttet til emotionelt,” fortæller hun.

Tabet var med til, at hun mistede evnen til at falde i søvn om aftenen og var bange for mørket. Kirsten udviklede pavor noctorus – også kendt som søvnrædsel: hun var simpelthen bange for at sove.

”Jeg kunne ikke falde i søvn, men så satte jeg mig i vindueskarmen og kiggede ud i nattehimlen. Jeg husker det som om, at jeg pludselig fik øje på det univers, og så blev jeg lille, og så begyndte jeg at tænke,” fortæller hun, og det bragte hende ud af mørke- og søvnrædslen.

Samtalen med Knud Romer er delt op i to episoder, og i denne første del fortæller Kirsten om sine unge år. Da hun var bare 15 år, rejste hun et helt år til Japan.

Hun passede ikke ind i teenagelivet, da hun kom tilbage – og blev assistent for den store tyske forfatter Walter Kempovski. Hun fandt forståelse og fred i klosteret hos Mariadøtrene og overvejede at blive nonne. Men det skulle gå helt anderledes:

”Jeg var så træt og lå og sov i det fri, ude ved diget. Alle disse tanker. Det eneste sted, man kan blive af med dem, er i det praktiske liv.”

Du kan høre første del af samtalen i Talk Town eller i toppen af denne artikel. Du kan også høre de tidligere episoder af ’Velkommen i mørket’ her.