I dette afsnit er vi igen på besøg hos Knud Romer og er rykket ind i hans bibliotek, som er henlagt i mørke. Vi fortsætter samtalen med diakonen Kirsten, som arbejder på hospice Sankt Lucas Stiftelsen.
”Hvordan er det at gå ind på daglig basis at blive konfronteret med vores endelighed og så gå ud og gå i Irma og hente børnene, uden at man ser alting gennem et prisme af forgængelighed og slut?” spørger Knud Romer.
”Jeg tror, det har taget min angst for livet og for døden at opsøge det grænseland, fordi det på en eller anden måde bliver så konkret, så virkeligt. Hvor det andet før har det været spekulation,” svarer Kirsten.
Knud Romer fortæller om en af sine gode venner, som fik konstateret kræft i flere dele af kroppen og kort efter blev erklæret terminal og henvist til hospice.
”Jeg kom ud til ham, og jeg må sige, det var ikke noget, jeg havde lyst til. Jeg var bange. Der kan man lære af de forestillinger, man gør sig om ting, man intet ved om. Alle mulige uacceptable, angstfyldte aspekter af en selv, som man projicerer over i noget, som ikke har noget med det at gøre. Når man vender ting ryggen i angst, så dæmoniserer man det jo automatisk. Så bliver man endnu mere angst, så danner man endnu flere forestillinger, så bliver man endnu mere angst. Det bliver en angstspiral! Og i det øjeblik, jeg trådte ind over dørtærsklen, faldt der en ro på,” fortæller Knud Romer.
”Da jeg gik derfra, fra hospicet, var jeg mindre bange. Jeg troede, jeg ville blive mere bange og skræmt fra vid og sans. Men jeg kunne jo se, jamen – her er det.”
I middelalderen tvang pesten folk til at se døden direkte i øjnene på en måde, som vi ikke oplever det i dag, og der blev nedskrevet en slags protokol for, hvordan man kunne imødegå døden på en ordentlig måde.
”Man havde kunstarten at dø – ars moriendi – af nød, fordi pesten hærgede, og man skulle hjælpe alle de her mennesker med at dø. Det tager Luther op i den brydningstid, som han er i, og siger: Når du er i livet, så skal du forberede dig på at dø. Og når du nærmer dig døden, så skal du tænke på livet, så skal du se på livet,” fortæller Kirsten.
Det er det, hun oplever blandt sine patienter i dag. Mange tror, at når man nærmer sig enden på livet, bliver de store spørgsmål taget op, og filosofien får plads. Men Kirsten oplever, at de ofte er forsonet med, at livet blev, som det blev, og patienterne på hospice fokuserer i stedet på de helt nære ting.
”Jeg havde en forestilling om, at når jeg skulle arbejde på hospice, så skulle jeg tale om, hvad er meningen med livet og alt det der. Men det er de færreste af vores patienter, der har kræfter og overskud til det. Det er som om, det er det nære, det er relationerne. Det er at komme ud og mærke vinden. Det, der er lige her. Lyden af tordenvejr, synet af de gamle træer, at se årstiderne skifte, lyset, der går gennem haven. Det er sådan nogle ting, der tæller og er vigtige. Og alle de andre ting, det er jo for sent at ændre på,” fortæller Kirsten.
Du kan høre første del af samtalen i Talk Town eller i toppen af denne artikel. Du kan også høre de tidligere episoder af ’Velkommen i mørket’ her.
