Nyt afsnit af 'Danmarkshistoriens største helte og skurke': Denne gang om formentlig det eneste folkemord i Danmark

I Euromans nye podcast-serie kortlægger vært Asger Juul via en række gæster de værste skurke og bedste helte gennem tiden. I denne anden episode er det dog ikke en enkeltperson, men et helt folkefærd, der ændrede danskernes DNA for evigt.

Nyt afsnit af podcasten 'Danmarkshistoriens største helte og skurke': Denne gang om formentlig det eneste folkemord i Danmark
Offentliggjort

”Når vi taler om et folkemord, må der jo være tale om skurke.”

Sådan forklarer lektor på Globe Institut ved Københavns Universitet, Morten Erik Allentoft, hvorfor han vil rubricere Yamnaya-folket som værende slyngler. Det gør han i et nyt afsnit af Danmarkshistoriens største helte og skurke, hvor tidligere Radio 24syv-vært, Asger Juul, har invitereret en række gæster ind for at gøre os klogere på vores historie. I første afsnit kunne man høre tidligere formand for Folketinget, Mogens Lykketoft, pege på Kong Christian 8. som en, for mange ukendt, helt.

Men i denne nye episoder vender vi blikket mod nogle skurke. Det er godt nok 5.000 år siden, at Yamnaya-folket kom til norden, men deres aftryk kan stadig tydeligt ses i vores DNA. Yamnaya var et nomadefolk, der kom fra kaukasiske steppe, og som var nogle af de første til at tæmme hesten.

De bevægede sig nordpå, og selvom der ikke er nogen skriftlige kilder fra den tid, kan vi alligevel se tegn på, at deres fremfærd har afgørende betydning for danskerne. Yamnayaerne var et stort og stærkt folk, og man har fundet flere massegrave fra den tid, hvilket tyder på, at der har været meget uro i perioden.