Nyt afsnit af Sidelæns: Hvad er Peter Sommers eget Champagne Supernova-øjeblik?

I det nye afsnit af Sidelæns besøger vi pladeaktuelle Peter Sommer til en snak om berusende koncertoplevelser, Skanderborg, Oasis og det slips, han kun har om halsen til de allervigtigste begivenheder i sit liv.

Nyt afsnit af Sidelæns: Hvad er Peter Sommers eget Champagne Supernova-øjeblik?
Offentliggjort

Peter Sommer er en af de eneste ægte rockstjerner, vi har i Danmark. Han er altid velklædt, han bliver ved og ved med at være ægte, og så laver han musik, som udvikler både ham selv og lytteren, og som man kan blive voksen til.

Peter Sommer har udgivet seks album og tre EP’er, lavet musik med gruppen Superjeg og senere med Simon Kvamm under navnet De Eneste To, som nåede at udgive to plader.

Den 3. september er Peter Sommer så igen aktuel. Det sker med pladen med den mundrette titel Peter Sommer Palle Hjorth Pro Tempore, eller bare PSPHPT. Pladen indeholder nøje udvalgte sange fra Peter Sommers bagkatalog, og blev indspillet i vinteren 2021 på Egeskov Slot sammen med blandt andre Mikael Simpson, Søren Huss og Davide Rossi.

Det skal vi snakke om i dette afsnit af Sidelæns, hvor vi er taget hjem til Peter Sommer. Det udvikler til en snak om både musikken, berusende koncertoplevelser set fra scenen, om Oasis, om tøj og stil, og om det slips han kun har om halsen til de allervigtigste begivenheder i sit liv.

Det nye afsnit er ude nu, og du kan lytte til det øverst i denne artikel og på alle de platforme, du normalt hører podcasts.