Nyt afsnit af Sidelæns: Var krigen i Afghanistan virkelig det værd?

I det nye afsnit af Sidelæns taler vi med Martin Tamm Andersen, der tidligere har været udsendt til både Kosovo, Irak og Afghanistan. Var krigen i Afghanistan det hele værd? Var det bare forgæves? Og i hvor høj grad kan man hænge sin identitet op på en begivenhed, der i store træk bliver dømt som en fiasko?

Nyt afsnit af Sidelæns: Var krigen i Afghanistan virkelig det værd?
Offentliggjort

Siden George Bush efter terrorangrebene på World Trade Center den 11. september 2001 erklærede handlingen for en ‘act of war’, har der været vestlige soldater i Afghanistan. Det er der ikke længere, for man har netop trukket de sidste ud.

I halen af tilbagetrækningen skete det, der ikke måtte ske, men som alt for mange havde varslet om: Taliban overtog magten i landet, og alt det, man har forsøgt at bygge op gennem mange års indsats, er blevet tabt på gulvet på forfærdeligt kort tid.

De første danske soldater blev udsendt til Afghanistan i 2002. Siden har omkring 12.000 soldater og civile været i landet på forskellige missioner. En af dem er Martin Tamm Andersen. Du har måske set ham i den glimrende dokumentar 'Fjendeland', hvor han sammen med Nagieb Khaja rejser til nogle af de farligste områder i Afghanistan for at finde en af de talibanere, han engang kæmpede mod.

Dokumentaren er fra 2019. Men allerede dengang var der masser af mismod at spore i filmen. Havde det hele været forgæves? Var det det værd? Og var alt allerede tabt dengang?

Spørgsmålene er om muligt endnu mere relevante i disse dage, hvor Taliban på rekordtid har overtaget stort set hele Afghanistan, og alt det, vi kæmpede for, synes forgæves.

Lyt til samtalen med Martin Tamm Andersen i det nye afsnit af Sidelæns, som ligger øverst i denne artikel og på alle andre podcastplatforme.