Nyt afsnit af ’Tomas og cheferne’ med CEOen i verdens største rekrutteringsvirksomhed

Mickey Maymann startede sin karriere i Adecco som praktikant i 2005. 10 år senere blev han administrerende direktør og CEO i den danske afdeling af den virksomhed, der er verdens største inden for HR-partner og rekruttering. Dette er fortællingen om, hvordan man kan arbejde sig op ad karrierestien uden nødvendigvis at behøve at rykke fra den ene virksomhed til den anden.

Nyt afsnit af ’Tomas og cheferne’ med CEOen i verdens største rekrutteringsvirksomhed
Offentliggjort

”Jeg har stor respekt for alle, der sidder i mellemlederroller, fordi der er et enormt pres nedefra fra medarbejderne og et enormt pres fra de ledere, man har over sig. Der er forskellige udfordringer på forskellige ledelseslag, men der hvor man bliver mest udfordret på sin personlige lederstil, er som mellemleder.”

Sådan fortæller administrerende direktør og CEO i Adecco, Mickey Maymann, der er gæst i fjerde afsnit af Talk Towns nye podcast 'Tomas og cheferne'.

I podcasten interviewer vært Tomas Zhang Mathiesen en række af Danmarks absolutte topledere. Han vil vide, hvad det kræver at blive en topleder, og hvordan man er en god leder.

Det gør Tomas Zhang Mathiesen, fordi han selv ønsker at blive topchef engang i fremtiden.

I første afsnit medvirkede adm. direktør i dagligvarekæden Irma, Søren Steffensen, mens fængselsinspektøren for Københavns Fængsler, Lea Bryld, var gæsten i andet afsnit. I tredje afsnit fortæller Peter Kjær Jensen, adm. direktør i PostNord Danmark, om at transformere en tabsgivende posttjeneste i en tid, hvor vi som nation sender færre og færre breve.

Går du ligeledes med de samme drømme om at blive topleder som Tomas Zhang Mathiesen, så lyt her på linket til 'Tomas og cheferne' og hør, hvordan toplederne i podcasten er nået dertil, hvor de er i dag.