Nyt afsnit af ’Under nålen’ med Simon Sears og Mikael Simpson

Tribal med delfiner, flag og Jesus på korset. I dette afsnit kommer værterne Tue og Tony vidt omkring, når gæsterne viser deres tatoveringer og giver os historierne bag.

Under nålen med Tue Blædel og Tony Scott
Offentliggjort

Vis mig dine tatoveringer, og jeg skal vise dig, hvem du er. Sådan er præmissen i vores podcast ’Under nålen med Tue & Tony’, hvor interessante danskere viser deres udsmykninger på kroppen og fortæller, hvorfor og hvordan de fik dem. Denne gang er det med musikeren Mikael Simpson og skuespilleren Simon Sears.

Mikael Simpson, der også er vært på P6 Beat, har rødder i både England og Danmark. Han har seks tatoveringer, blandt andet et Union Jack-flag og Dannebrog.

”At gå rundt med dem betyder mange forskellige ting alt efter, hvilket årstal det er. Det er meget syret. Jeg fik Dannebrog, fordi jeg ikke syntes, at Dansk Folkeparti skulle have patent på det. Sådan en pseudo-hipster som mig skal have også have love til at have det.”

En tatovering fortæller selvfølgelig ikke hele menneskets historie, men man får alligevel et godt indtryk af personen, når man hører om overvejelserne bag. Skuespilleren Simon Sears, der har fået sit store gennembrug med DR-serien ’Herrens veje’, fortæller, at han har et stort kors på underarmen med Jesus’ ansigt i midten.

Du kan høre hele historien bag den og alle de andre i dette tredje afsnit. Du kan høre den i iTunes. Og du kan også høre den på Spotify. Du kan selvfølgelig også bare høre den her i linket nedenfor. God fornøjelse. Næste afsnit kommer 27. februar.

Se, hvad vi ellers skriver om: Tatoveringer og Radio