Sommerepisode af Arbejdstitel: Med Silas Adler, Rune Skyum-Nielsen og Sebastian Quistorff på Prolog
I denne episode er Arbejdstitel rykket ud af studiet for at markere sommerens komme. Vi afslutter en stor sæson med en ekstra lang episode, der blev optaget på kaffebaren Prolog i selskab med designer Silas Adler, forfatter Rune Skyum-Nielsen og barista Sebastian Quistorff. Her faldt snakken på udlandsrejser, Nicklas Bendtner, Kødbyen og alt derimellem.
Foto: Frederik Lentz Andersen
Hver eneste optagelse af Arbejdstitel er en højspændt udveksling af indsigt, holdninger og ideer om afsnittets emne. Og selvom de to værter kommer vidt omkring, er der som regel altid noget, de glemmer at få med på optagelsen. Det får de muligheden for her.
Oliver:
Der er noget bittersødt over sommeren. Man har ventet på den siden oktober, og nu den er her, bruger jeg stadig størstedelen af min tid foran computeren. I år har jeg dog en mission om at være mere aktiv end nogensinde. Det gælder både sommeraftener i venners lag og fysisk aktivitet. Løb, tennis, lange cykelture lands strandvejen.
Jeg kommer helt sikkert ikke til at lykkedes. Jeg kunne altid have gjort mere. Spist en middag til i de lyse nætter eller nået endnu en tur i vandet. Sommeren er en hedonistisk trædemølle: der er altid noget mere, man kan opleve. Og så higer man efter den næste ting.
For at parafrasere en filmklassiker: Sommeren er fuld af kedsomhed, længsel og dårlig samvittighed. Og den er slut alt, alt for hurtigt. For jeg elsker den. Og jeg har lyst til, at den aldrig skal stoppe.
Kristoffer:
“Jeg ville ønske, det aldrig blev sommer, så sommeren altid var på vej,” skriver Henrik Nordbrandt. Sommeren er fuld af forventninger, der skal indfries, og af håb om lange aftener, tidlige morgener, varmt vejr, store middage og små øjeblikke. Og jeg er snart verdensmester i dansk sommer, for jeg når det hele og mere til, og når næsten at få nok og bede om efterår, når vi kommer langt nok ind i september.
Der er intet andet sted end Danmark, jeg vil være om sommeren. Juni, juli og august er belønningen for at stå igennem en blæsende oktober-november og en uendelig vinter, og jeg æder det hele råt. Jeg flår ingredienser op af jorden og spiser dem med minimal tilberedning. Jeg viser børnene, at man sagtens kan køre ned og bade kl. 22, hvis man har lyst. Jeg står op kl. 05 og cykler mens verden vågner.
Jeg vil aldrig sove om sommeren, for hele døgnet råber på min opmærksom, og jeg lader mig opsluge uden ende. Her på en af årets længste dage er det svært at forestille mig, at det nogensinde kan blive mørkt igen.