Umut Sakarya: “Når jeg tænker på døden, tænker jeg på alle de ord, man ikke fik sagt”

Den tyrkiske kok Umut Sakarya blev for alvor landskendt sidste år, da han på nationalt tv både boltrede sig i et badekar med brun sovs og deltog i ‘Vild med Dans’. Det var forkærligheden for stegt flæsk, der bragte ham på tv, og det er også den, han gerne vil huskes for, når han dør. Nyt afsnit af podcasten ‘Jeg er lige død’ er ude i dag.

Umut Sakarya: “Når jeg tænker på døden, tænker jeg på alle de ord, man ikke fik sagt”
Offentliggjort

Selvom kokken Umut Sakarya er født i Tyrkiet, lever han i dag af at servere noget af det mest danske, man kan komme i nærheden af - nemlig stegt flæsk. Han elsker svinekød og har gjort det til en af sit livs missioner at få hele Danmark til at gøre det samme.

Det fortæller kok og indehaver af restauranterne ‘Guldkroen’, ‘Guld to Go’ og ‘Guld Kebab’, Umut Sakarya, i det nye afsnit af podcasten ’Jeg er lige død’ med Daniel Hoff.

I podcasten afslører den 29-årige kok også for første gang, at han arbejder på at etablere en national ‘Stegt Flæsk Dag’ på sin fødselsdag d. 1. september.

“Prøv at tænk. ‘National stegt flæsk-dag’ blev startet af en tyrker. Det er da en sjov historie! Og det er faktisk et eftermæle, jeg ville elske at have. For så bliver man mindet om mig, hver gang det er d. 1. september. Også når jeg ikke er her mere,” lyder det fra den rundkindede kok.

Netop tanken om at have sat nogle aftryk i verden, som har en betydning for andre mennesker, er noget af det, der optager Umut Sakarya mest, når det kommer til hans forhold til døden.

“Folk skal ikke græde til min begravelse, for jeg er jo hverken kommet i paradis eller helvede. Jeg er der bare ikke mere. Men jeg har forhåbentlig skabt nogle minder hos folk, der stadig vil være der, når jeg er død.”

Og der skal ikke spares på noget til Umuts begravelse og efter sigende forgyldte gravsted. De nære venner og familie, der er inviteret, skal forkæles så meget, at der ikke er en krone tilbage, når det er slut, fortæller han.

“Jeg giver så rigeligt i livet, så når jeg er død, er kontoen lukket. Der kommer ikke mere ind, men der kommer heller ikke mere ud.”

Lige såvel som at Umut ikke vil gemme på sine penge, nægter han også at holde sig tilbage, hvad angår ord. I podcasten fortæller han, hvorfor det er vigtigt for ham at åbne munden, inden det er for sent.

“Når jeg tænker på døden, så tænker jeg ikke på, at jeg ikke skal være på jorden mere. Jeg tænker på ord og de ting, man ikke har fået sagt.”

Umuts store mund har dog også sommetider bragt ham i uføre. Han fortæller, at det blandt andet er årsagen til, at han i dag ikke på talefod med sin storebror.

“Jeg har det sådan, at hvis der er nogle mennesker, jeg ikke taler med, ville jeg så kunne tilgive mig selv, hvis jeg ikke rakte en hånd ud? Lige med min storebror ville jeg ikke. Så derfor har jeg rakt en hånd ud til ham,” afslutter Umut Sakarya.

‘Jeg er lige død med Umut Sakarya’ kan nu lyttes på Egmonts podcastapp Talk Town. Her kan du også finde flere afsnit i serien, hvor værten Daniel Hoff har besøg af bl.a. L.O.C, Jesper Buch og Uffe Elbæk. Der udkommer nyt afsnit hver onsdag.