”Han gjorde det forkerte, men med det rigtige resultat”

Skulle man nævne én dansker, der slap sejrrigt ud af den tyske besættelse af Danmark, ville det umiddelbare bud være vores ambassadør i USA, Henrik Kauffmann. I hvert fald på kort sigt – men nu skal vi ikke afsløre plottet i den bog og den film om Kauffmann, der udkommer i 2020.

Bo Lidegaard, historiker, tidligere diplomat og tidligere chefredaktør for Politiken, har skrevet bogen, som har fået titlen ’Uden mandat’ og været konsulent på filmen ’Vores mand i Amerika’, som skulle have haft premiere i biograferne i juni, men som på grund af corona er udskudt til efteråret.

Euroman fangede Bo Lidegaard til en samtale om ambassadøren, der i flere år kørte sin egen personlige eksilregering og kontrollerede det danske guld.

”Han fik den tanke at give amerikanerne base-rettigheder i Grønland, altså indgå en aftale med USA, som regeringen under ingen omstændigheder selv ville have indgået. Du skal huske, at han var ambassadør for et land, som var besat af Tyskland, og nu gav han USA lov til at bygge baser, som helt tydeligt skulle bruges til at flyve amerikanske militærmaskiner til Storbritannien. Det er den aftale, der ligger til grund for USA’s tilstedeværelse i Grønland i dag.

Aftalen medførte, at Kaufmann blev sigtet for højforræderi. Men det stoppede ham ikke, og i stedet kom han til at fungere som en slags enmandseksilregering, anerkendt af USA, som gav ham brugsret over Danmarks tilgodehavender i USA samt over Danmarks guld, der lå i New York, og indtægterne fra minedrift i Grønland. Det gav ham en økonomisk muskel, der tålte sammenligning med den danske stat.”

”Og det interessante er, at han vinder. Så snart krigen er slut, går han fra at være sigtet for højforræderi til at blive minister uden portefølje. Derefter kommer han til at spille en central rolle i dansk udenrigspolitik, og det er hans aktivisme under krigen, som sikrer, at Danmark i 1945 er med til at grundlægge FN i San Francisco.”

”Kauffmann er en mand, som i sit liv kom til at opleve nogle af de største højdepunkter i det 20. århundredes historie, en af de mænd, der kom til at præge verdensudviklingen, ikke mindst fra 1939 til ’59, hvor han som ambassadør i Washington blev afgørende for omverdenens syn på Danmark under krigen, vores skæbne efter krigen og vores stilling under den kolde krig.

Han var den eneste fremtrædende embedsmand, som fra første dag sagde fra over for samarbejdspolitikken, ikke bare som en protest, men som aktivt indledte en modpolitik.”

”Historien er nogle gange blevet udlagt, som om han var optændt af kampen mod nazismen, men det tror jeg ikke, han var. Dermed ikke sagt, at han var nazist, men han var realpolitiker, og han mente, at samarbejdspolitikken var det forkerte valg, når man så på, hvordan verden ville se ud efter krigen. Han mente med rette, at USA ville komme til at spille en langt større rolle, end man havde blik for i København.

Når man kan blive ved med at beskæftige sig med ham, er det, fordi han er så utroligt tvetydig. Den ene dag er han godt selskab, den anden dag tænker man, det der er simpelthen for tykt. Han var utroligt fræk, også på statskassens vegne, og han var ikke for fin til at berige sig selv undervejs. Der var en del af det, han gjorde, som bare ikke er i orden – også i hans privatliv.”

”Jeg har haft rigtig mange samtaler med Christina Rosendahl i de seneste år. Faktisk er ’samtaler’ et pænt ord for det. Det har været to forskellige sind, som skulle udlægge en meget personlig og dramatisk historie med meget plads til fortolkninger, og der har vores udlægninger ikke altid været ens, ikke mindst i forhold til det drama, som ender med at koste Kauffmann livet.

Jeg har været meget glad for det samarbejde. Christina har i sin film af naturlige årsager fokuseret mere på hans meget dramatiske personlige forløb, end jeg gjorde i min disputats, og det har inspireret mig til også at gøre mere ud af det i min nye bog.”

”Jeg tror faktisk, de fleste opfatter ham lidt som en helt. De fleste vil selvfølgelig være enige om, at en embedsmand skal være loyal over for den siddende regering – og endnu mere i en krisesituation. Det er helt uacceptabelt at modarbejde den, men det var præcis, hvad Kauffmann gjorde. Men samtidig var alle taknemmelige for, at han havde gjort det. Man kan sige, at han gjorde det forkerte, men med det rigtige resultat.”