DEM, DER MØDER OP, bestemmer. Og hvis der er nogen, man altid kan regne med, så er det den enorme efterkrigsgeneration, som blev voksne samtidig med de første farvefjernsyn og den fri porno. De har været vant til at gøre deres indflydelse gældende hele livet, og nu dominerer de i stigende grad dansk politik. Mimrekortet er blevet trumf.
Ingen magthavere tør længere lægge sig ud med boomerne. Realpolitik handler nemlig om matematik – eller rettere, om vælgermatematik. Antallet af ældre i Danmark forventes at stige med 50 procent frem mod 2040, og allerede her i løbet af 2020’erne vil godt en tredjedel af befolkningen ende med at være over 60 år. Og da ældre bruger deres stemmeret mere aktivt, end de yngre gør, vil det faktiske flertal i en række af landets kommuner snart blive udgjort af pensionister.
ENHVER POLITIKER, der gør sig forhåbninger om at blive valgt, er ganske enkelt nødt til at tilgodese de ældre. Statsminister Mette Frederiksen (S) har hurtigt fornemmet det historiske omslag. De unge ministre gør alt for at fremstå gammelmodige og ængstelige.
Siden folketingsvalget i 2019 har de vælgere, som enten nærmer sig pensionsalderen, eller som for længst har trukket stikket, haft suveræn førsteprioritet. De to mest spektakulære beslutninger har således været målrettede forsøg på at tilgodese de ældre – og tilmed på demonstrativ bekostning af unge og yngre. Både i den økonomiske politik og i corona-bekæmpelsen.
GAMMELMANDSVÆLDET styrer. Mest symbolsk blev den tidligere pensionsalder først indført for de +60-årige, som har været mange år på arbejdsmarkedet, den såkaldte ‘Arne-pension’. Dermed trækkes godt 10.000 midaldrende personer ud af arbejdsmarkedet, men helt i tråd med den aldrende tidsånd lå løsningen lige for på Christiansborg: Ved at forringe dagpengesatsen til nyuddannede skal et tilsvarende antal unge presses hurtigere ud i arbejde.
Omprioriteringen fra unge til ældre er et varsel om den nye hoveddynamik i dansk politik: Epoken, hvor de erhvervsaktive i aldersgruppen fra 30 til 50 år kunne sætte sig igennem, ser endegyldigt ud til at være slut. Fremover vil sundhedspolitik og ældrevelfærd i stedet blive den udslagsgivende dagsorden, som både små og store partier kæmper indbyrdes om.
Det grå guld
Jo ældre, desto rigere. Når den gennemsnitlige dansker går på pension, råder han eller hun over en formue på 2,5 millioner kroner. Allerrigest er de 71-årige, mens de 30-årige har mindst at rutte med. Og udviklingen går stærkt i pensionisternes retning: I løbet af de seneste 20 år er pensionisternes månedlige rådighedsbeløb vokset med hele 83 procent – og dermed langt hurtigere end den mere beskedne fremgang for de erhvervsaktive, som tilmed også ejer en stadig mindre del af den samlede nettoformue i Danmark. Mere end 75 procent af værdierne ejes i dag af danskere over 60 år.
INTERESSEORGANISATIONEN Ældre Sagen har i dag over 915.000 medlemmer, og i modsætning til de blot få tusinde aktive i ungdomsbevægelser som fx Fridays For Future og Den Grønne Studenterbevægelse har alle de ældre selvfølgelig stemmeret. Og de møder op, når det gælder. I en åben tvist mellem pensionister og studerende er der ikke længere tvivl om udfaldet: Her i 2022 kan de velorganiserede, gamle studenteroprørere til enhver tid udmanøvrere de mere fragmenterede og flygtige millennials.
Corona-håndteringen har tydeligt udstillet styrkeforholdet: Beslutningen om at sende danske børn og unge hjem fra skoler og uddannelsessteder i månedsvis – netop for at beskytte de ældre mod pandemien – har nydt bred folkelig opbakning. Vælgerflertallet er mere end parat til lade hensynet til de ældste overtrumfe alt andet.
De politiske senfølger af corona-krisen tegner da også til at blive et yderligere ryk i retning af efterkrigsgeneration, babyboomerne. Omfordelingen mærkes allerede kontant: De stigende sundhedsudgifter i løbet af de seneste 10 år er hovedsageligt gået til aldersgruppen fra 65 til 90 år. Og skævvridningen vil kun accelerere.
TRE FAKTORER TVINGER politikerne til at tilgodese de ældre: ’flere’, ’mere’ og ’utilfredshed’. Udover i sig selv at stige voldsomt i antal vil kravene om øget pensionistvelfærd også blive drevet frem af den teknologiske udvikling og et fænomen, som den svenske sosse-statsministerTage Erlander allerede tilbage i 1960’erne døbte ’de voksende forventningers utilfredshed’.
Fagre nye behandlingsformer og dyr vidundermedicin kan ikke undgå at presse udgifterne i vejret. Men end ikke de voksende budgetter vil være nok til at tilfredsstille generationen, som opbyggede velfærdsstaten og samtidig fik råd til charterferier for sjov.
Enhver forbedring har de straks betragtet som en selvfølge, og debatten kommer prompte til at handle om den næste bølge af velfærdskrav. I virkelighedens politiske verden når man aldrig frem til et mætningspunkt af velfærd.
EFTERKRIGSGENERATIONEN, som udgør de bedst uddannede og mest velhavende pensionister i verdenshistorien, vil næppe helme med kombinationen af Arne-pension og lavere dagpenge til nyuddannede. Hjemsendelsen af skolebørn vil ej heller stå tilbage som blot en panikagtig skævert. Nej, de seneste to år har snarere fungeret som en støvet krystalkugle.
De skarpeste skillelinjer i fremtidens Danmark går ikke kun mellem land og by, mellem mænd og kvinder, eller mellem privat-ansatte og offentligt ansatte.
Generationskonflikten kløver alt. De næste mange valg bliver derfor ikke klimavalg, men ældrevalg. Seniorerne regerer fra nu af.
