Trump klarer demens-test

Det Hvide Hus’ læge: Trump er ikke dement

Den amerikanske præsident gjorde det ”overordentlig godt” i kognitiv test.

Trump klarer demens-test
Offentliggjort

Mange har sat spørgsmålstegn ved Donald Trumps tankekraft. Altså ikke hans intellektuelle vingefang, hans menneskekundskaber eller hans koncentrationsevne, men simpelthen stillet spørgsmålet:

Er den amerikanske præsident dement eller på anden måde mentalt syg?

Nu kan Trump trække på skuldrene ad demensrygterne. Han har nemlig klaret en kognitiv test med Det Hvide Hus’ læge med bravour.

”Der er overhovedet intet, der indikerer, at han skulle have nogen kognitive problemer. Jeg har overhovedet ikke fundet nogen grund til at tro, at præsidenten har nogen som helst problemer med sin tankevirksomhed,” sagde Ronny L. Jackson, der har fungeret som huslæge i præsidentboligen siden 2013.

Jackson gav Trump 30 ud af 30 point oven på en ti minutters prøve, der er udformet med henblik på at identificere begyndende demens. Præsidenten blev blandt andet bedt om at fortælle navnet på flere dyr, tegne et ur med viserne stillet på forskellige klokkeslæt og efterligne tegningen af en terning.

Trump havde selv bedt om at foretage prøven, Jackson bedyrede, at han ikke selv ville have taget initiativ til den, da han i sine daglige samtaler med præsidenten har fundet ham, ”meget skarp” og ”meget velformuleret”.

Testen, som Trump gennemførte, er ikke en psykologisk test, og den vil derfor ikke kunne få de kritikere, der fremfører, at præsidenten har en narcissistisk personlighedsforstyrrelse, til at tie.

LÆS OGSÅ: Amerikanske psykologer: Trump er en ond narcissist

Og heller ikke de kritikere, der mener, at det er underordnet om, der er en fysisk eller psykologisk forklaring på Trumps ualmindelige opførsel, for eksempel en opinionsskribent i Washington Post i går:

”Man kan have rædselsfuld dømmeevne, være illoyal og grusom og uden nogen af de nødvendige karaktertræk for at fungere som præsident og alligevel være i stand til at skelne en ko fra et næsehorn eller til at stille et urs visere korrekt. Man kan være så ignorant, at man lader sig manipulere af den sidste person, man snakkede med, og stadig være i stand til at tegne en terning. Kort sagt, ved vi ikke mere om, hvad Trumps dysfunktionelle opførsel skyldes, end vi gjorde for en uge siden.”

LÆS OGSÅ: Donald Trump møder først på arbejde klokken 11 om formiddagen

LÆS OGSÅ: Uffe Ellemann mødte Trump i 1991: "Han var uinteresseret i alting og vidste ikke meget"

LÆS OGSÅ: Naser Khader: "Jeg erkender, mailen ikke får topkarakter"