EU-korrespondent Ole Ryborg: ”Gudskelov er det ikke hver måned, der er topmøde”

Har du siddet i et fly og bedt for dit liv?

”Jeg har faktisk gjort det modsatte. Jeg sad engang i et fly mellem Bruxelles og København med voldsom turbulens og nærmest tænkte på, hvordan det ville være en lettelse, hvis flyet faldt ned. Jeg er i den besværlige situation, at jeg er registreret som arbejdstager i tre lande: Danmark, Sverige og Belgien.

Det betyder, at jeg skal indsende selvangivelser i tre lande hvert år. I den periode var jeg stadig så naiv at tro, at jeg sagtens kunne gøre det selv. Så det havde jeg gjort. Og det var en fejl. Skattevæsenet i Danmark, Sverige og Belgien tænker ens, det må jeg give dem, for på samme uge havde jeg modtaget tre breve fra alle tre lande, der alle var kommet frem til, at min egen vurdering af, hvor jeg meget jeg skulle betale i skat, var forkert, og at jeg var fuldt skattepligtig i samtlige lande.

Når skattevæsenet sender sådan et brev, så sender de jo også et girokort. Så jeg havde på én og samme uge modtaget girokort fra skattevæsenet på samlet 102 procent af min årsindkomst. Der sad jeg bare og tænkte, at hvis flyet faldt ned, ville jeg slippe for at skulle kæmpe mig igennem tre skattevæsener og forklare dem, at det, de gjorde, var forkert – og i øvrigt i strid med EU-forordning 1408/71, der forbyder, at du beskattes to gange for den samme indkomst i EU.”

Hvad ville du ønske, din mor havde fortalt dig?

”Jeg kom på Vejle Stadion med min far, fra jeg var helt lille, og jeg blev forelsket i Vejle Boldklub. Der kunne hun godt have advaret mig om, at det ville blive et meget svært kærlighedsforhold. Det er en evig forelskelse for mig, men det er også en meget stormombrust romance.”

Er du nogensinde kommet til skade på et dansegulv?

”Nej, det er jeg ikke, for jeg befinder mig ikke særlig tit på et dansegulv. Sidste gang, det skete, havde vi udlandsseminar på DR. Der var ingen ude at danse, alle stod i baren, og der tænkte jeg egentlig også, at jeg skulle stå. Men på mystisk vis skete der det, at der havnede to mænd ude på dansegulvet, og det var de ældste, mest stivbenede korrespondenter overhovedet: Steffen Gram og jeg.

Jeg synes selv, at jeg er en virkelig dårlig danser. Så snart jeg står der, føler jeg, at alle kigger på mig og konstaterer, hvor dårlig jeg er. Og når man så tænker over, at man er dårlig til at danse, så bliver man jo endnu dårligere. Jeg føler mig virkelig som en klovn på et dansegulv.”

Har du et ar, der fortæller en historie?

”Da jeg aftjente min værnepligt, var jeg hundefører på Flyvestation Skrydstrup. Jeg var del af et vagtkorps af hundeførere, der gik og holdt øje med, at der ikke var nogen, der kom og stjal vores F16-fly om natten. Når jeg havde vagt, skulle jeg skovle hundelort hos 40 schæferhunde, og det betød, at jeg var vant til at gå ind til store hunde, der kunne knurre og sådan noget.

Da jeg var færdig med min værnepligt, stoppede jeg som hundefører. Efterfølgende var jeg tilbage i Vejle, hvor jeg spillede i et rockband. Men det tjente jeg ikke mange penge på, så jeg havde også et job hos postvæsenet. Jeg var ude at køre med post, og så kom jeg til en havelåge, hvor der stod en stor rottweiler bag.

Jeg tænkte bare: ’Ja ja, jeg ved jo godt, hvordan man håndterer sådan en hund, jeg skal bare vise den, at jeg ikke er bange.’ Jeg åbnede havelågen, og hunden kom løbende hen mod mig. Jeg sagde ’flyt dig’, som vi gjorde på Flyvestationen, men desværre havde hunden ikke også været på Flyvevåbenets hundeskole, så den bed mig både i hånden og i maveskindet. Det har jeg stadig ar fra i dag. Der troede Ole Ryborg rigtig, at han som udlært hundetræner ikke kunne blive bidt af en hund, men der må jeg bare sige, at det kan man godt alligevel.”

Har du læst en besynderlig historie, om dig selv på nettet?

”For nogle år siden begyndte folk på sociale medier pludselig at kalde mig ’Tigerdyret’, når de omtalte mig. Jeg forstod det simpelthen ikke. ’Tigerdyret fra Bruxelles’ stod der. Det dukkede mere og mere op, og jeg tænkte: ’Hvad fanden er det, der sker.’ Jeg kunne virkelig ikke gennemskue det.

Så jeg blev nødt til at spørge én, der var yngre end mig. Vedkommende kunne så forklare mig, at jeg havde fået tilnavnet i radioprogrammet ’Monte Carlo’. Peter Falktoft og Esben Bjerre mente, at jeg talte lige så hurtigt som ’Tigerdyret’ fra ’Peter Plys’. Det var virkelig morsomt, og kælenavnet hang ved i flere år.

Da jeg fyldte 50 år, og aviserne lavede fødselsdagsportrætter, var overskrifterne også ’Tigerdyret fra Bruxelles’, og da jeg fik Berlingskes store journalistpris, og Uffe Ellemann skulle holde tale, stod han og grinede i skægget, som kun Uffe Ellemann nu kan gøre det. Og så annoncerede han, at prisen det år gik til Tigerdyret fra Bruxelles.”

Hvad er det bedste overlevelsestrick, du kender?

”Jeg har gjort det til lidt af en videnskab, hvordan man overlever et topmøde, der varer i lang tid. Sidste sommer skulle Mette Frederiksen og de andre EU-ledere forhandle en økonomisk hjælpepakke på grund af corona, og det topmøde varede fire et halvt døgn.

For mig som journalist er det altid sådan, at jeg starter med at lave optakt, inden topmødet begynder, og når EU-lederne er blevet enige, skal jeg rapportere om, hvad de er blevet enige om. Efter topmødet var slut, regnede jeg ud, at jeg på en periode på 177 timer havde fået 20 timers søvn. Resten af tiden var arbejde.

Du kan ikke overleve på kaffe, det smadrer dit fordøjelsessystem fuldstændig, når du skal drikke så meget kaffe. Så overlevelseskittet er egentlig ret banalt: Masser af mørk chokolade, belgisk selvfølgelig, rigelige mængder af nødder og frugt og færdigskårede grøntsager. Ved det seneste topmøde havde vi endda feltsenge på kontoret, fordi vi ikke vidste, hvornår stats-lederne kom ud, og vi var jo nødt til at være der, så vi kunne få en kommentar fra dem. Gudskelov er det ikke hver måned, der er topmøde.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Journalistik og Interview