Hvad er Westgate-centret for et sted, og hvorfor valgte al-Shabab-militsens lige dette butikscenter til et af sine mest blodige terrorangreb nogensinde? Euromans Jeppe Villadsen er tidligere Afrika-korrespondent og forlod Nairobi få timer før angrebet.
DET VAR IKKE ET UVENTET angreb. Langt fra. Da den somaliske al-Shabab-milits i weekenden gik til angreb på det eksklusive indkøbscenter Westgate i Nairobi og dræbte mindst 67 mennesker og sårede flere hundrede, var det forudset. Og oplagt.
Siden al-Shabab for 3-4 år siden skruede op for sin terrorvirksomhed i Østafrika, har Nairobis miljø af expats (internationalt udstationerede) talt om, at Westgate-centret var det oplagte mål. Man ventede nærmest på det.
For at forstå hvorfor, behøver man bare at kaste et blik på listen over omkomne:
- En kendt indisk radio- og tv-personlighed.
- En canadisk diplomat.
- En peruviansk læge, der arbejdede for Unicef.
- En australsk arkitekt.
- En canadisk-indisk forretningsmand.
- En kendt ghanesisk forfatter.
- En nevø til Kenyas præsident.
For bare at nævne nogle stykker. Westgate-centret er altid pakket med expats i alle afskygninger: FN-folk, diplomater, ngo’er, forretningsfolk og medfølgende ægtefæller blandet med repræsentanter fra den kenyanske overklasse – både den sorte og den velhavende indisk-kenyanske elite. Det er Westgate. Et stykke kosmopolitisk global landsby midt i Afrika.
I DE PAR ÅR, jeg selv boede i Nairobi, var centret min flugt ud af kontinentet – et dagligt eller ugentligt fix af friktionsløs europæisk service. Det var her, jeg købte mit surdejsbrød og serranoskinke. Her jeg så den nye James Bond i biffen, før den havde haft dansk premiere. Her jeg købte køkkentøj og madrasser til min alt for store og alt for tomme bolig. Og her jeg har drukket spandevis af americanoer, mens jeg arbejdede trådløst på min laptop.
Hver gang, jeg vender tilbage til Nairobi, plejer jeg altid at smutte forbi Westgate, om ikke andet for at få en brunch med friskpresset mynte-ananasjuice og benytte mig af det hurtige internet. Det var også planen at lægge vejen forbi, da jeg i ugen op til weekendens blodige terrorangreb tilfældigvis var i Nairobi, men jeg nåede det ikke. Mit fly hjem afgik ved få timer før angrebet fandt sted.
I Afrika syd for Sahara og nord for Sydafrika er Westgate top of the pops. Men centret er bare et i en sværm af store nye butikscentre og shoppingkomplekser, der skyder op overalt i Afrika de senere år. Afrikanerne elsker deres storcentre. Jo større, jo bedre. Det handler om at slippe væk fra varme og støvede gader. Om bilkøer fra helvede, der gør det attraktivt at samle alle ærinder på et sted. Og så – paradoksalt nok – om sikkerhed: at gøre sine indkøb og gå på café gemt bag trygge mure og sikkerhedsvagter.
Men de sikkerhedsforanstaltninger, der findes i Westgate og tilsvarende eksklusive oaser i Kenya, sigter på at holde mindre bevæbnede tyvebander fra døren – ikke sværtbevæbnede og dødforagtende terrorgrupper som al-Shabab. For en organisation som al-Shabab, der deler Al-Qaedas forkærlighed for meget spektakulære og symbolladede terroraktioner, er stedet tværtimod en magnet. Her hjælper de par forkølede sikkerhedsvagter med metaldetektorer ved hovedindgangen og de israelske sikkerhedsfolk, der angiveligt skulle patruljere centret i civil, ikke stort.
NÅR GIDSELSTAGNINGEN OG KAMPENE udviklede sig så langvarigt, som de gjorde – det tog tre døgn at nedkæmpe angriberne – hænger det også sammen med Westgate-centrets arkitektur. Butikscentret ligger som et kæmpemæssigt sandfarvet ørkenfort. Næsten uden vinduer og med meget få indgange. Indenfor er bygningen et stort åbent atrium med stejle rulletrapper. Kort sagt: nemt at indtage, nemt at forskanse sig i.
For al-Shabab handler aktionen først og fremmest om at bevise, at organisationen stadig findes og skal tages alvorlig. Og så er det hævn over, at Kenya i gennem et par år har ført krig mod terrorbevægelsen på somalisk jord. Der er dem, der siger, at Kenya først og fremmest er gået militært ind i Somalia på grund af olie. Det er gået meget under radaren, men Somalias samlede olie reserver – til vands og til lands – menes at kunne løbe helt op i 110 milliarder tønder. Det er på størrelse med Kuwaits samlede reserver.
I dag er al-Shabab mere presset end nogensinde. Organisationen er trængt op i et hjørne af verden, mens den skrumper og radikaliseres. Svagere, men også farligere end nogensinde. Som iagttagere har gjort opmærksom på: Et desperat al-Shabab er farligere end et stærkt.
I Nairobi frygter man allerede for et næste angreb.
FACEBOOK Bliv ven med Euroman
