Fra retro til metro: Statsminister Mette Frederiksen vil pludselig gerne tiltrække de unge og urbane vælgere

DREJEBOGEN ER HENTET frem fra gemmerne i Statsministeriet. Med stort set samme slaglinjer forsøger Socialdemokratiets formand, statsminister Mette Frederiksen, nu at slå ind på samme spor, som hendes forgænger på posten betrådte i 2008. Dengang lød det: ”Jeg skal være ærlig over for jer og bekende, at jeg har meget længe har hørt til dem, der var sådan lidt i tvivl om det der med klimaet.”

Som en omvendt klimasynder erkendte Venstres daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen, at han havde været ”fodslæbende” og ikke ligefrem havde tilhørt den ”energipolitiske avantgarde.” Pludselig skulle udtrykket være anderledes: Dengang skulle det gamle landbrugsparti gøres mere hipt og moderne for at kunne appellere til de yngre storbyvælgere.

Selv om missionen mislykkedes for Anders Fogh, og han aldrig fik rystet sit sorte image af sig, har Mette Frederiksen kastet sig ud i en mere eller mindre tragikomisk gentagelse af manøvren: ”Jeg var bange for, at vi ville sende virksomhederne ud af Danmark. Man kan også sige det på en anden måde: Jeg var bange for gule veste,” lyder det i en selverkendende video på Instagram.

I et slet skjult forsøg på at tækkes nøjagtig de samme unge og urbane vælgere er hun begyndt at skrue ned for makrelmadderne og håndboldretorikken for i stedet at tale henført om, at klimaet ikke er ”sekundært for mig og regeringen.”

STATSMINISTEREN OG S-regeringen har ”ikke længere et ’men’ i den grønne omstilling” og vil nu til at satse stort på CO2-neutrale indenrigsflyvninger hjem til hendes fødeby Aalborg i 2030.

Problemet for Mette Frederiksen, nøjagtig som det viste sig for Anders Fogh Rasmussen, er dog, at netop unge, studerende og veluddannede i de største universitetsbyer er ganske gode til at afkode reklamekampagner.

Når Socialdemokratiet eksempelvis lancerer en massiv kampagne på sociale medier med sloganet ’En fremtid, vi kan glæde os til,’ og vel at mærke snævert målrettet annoncerne til 18-45-årige i hovedstadsområdet, får det næppe de unge storbyvælgere til at glemme, at både udtrykket og indholdet i S-regeringens politik hovedsageligt har været specialdesignet til at appellere til provinsen, de ældre og kortuddannede.

Når først den bagudskuende retro-romantik har bidt sig fast, er det svært at omskrive den politiske fortælling til et nyt metro-eventyr. Når indenrigsminister Kaare Dybvad går til angreb på de grænseløse og individualistiske ”89’ere”, og når beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard kritiserer ”den absolut øvre middelklasse” på Østerbro for at være skyld i en stigende ulighed, fordi de køber varer hos Nemlig.com, trænger budskaberne stærkere igennem, end når regeringstoppen hovedkulds slår kontra.

Ligesom storbyvælgerne tilbage i 00’erne havde let ved at gennemskue, at Venstre vitterligt ikke havde været eller straks kom til at tilhøre den ”energipolitiske avantgarde,” er der heller ikke mange, som i dag begynder at opfatte Socialdemokratiet som et progressivt grønt parti, blot fordi Mette Frederiksen skriver i en kronik, at hun som barn ”købte regnskov, før jeg købte makeup.”

SIDEN KOMMUNALVALGET i efteråret, hvor Socialdemokratiet gik markant tilbage i de fire største universitetsbyer, har partiets egne interne vælgermålinger imidlertid vist, at den hidtidige provinspopulisme er gået for vidt. Noget må og skal gøres, hvis tilbagegangen i de tættest befolkede egne af landet skal stoppes. I stedet for københavner-bashing skal ministrene nu i gang med en større omgang storby-washing.

Hamskiftet er en vanskelig balanceakt. For socialdemokraterne ved udmærket, at både den strammere udlændingepolitik og en endnu hårdere boligpolitik med tunge betonbyggerier er to af hovedårsagerne til, at storbyvælgerne i dag skræmmes væk. Altså netop to af de flagskibsprojekter, som Socialdemokratiet bruger til at pleje vælgerne i såvel provinsen som i forstæderne, og derfor to monumentale mærkesager, som næppe ændres i substansen.

Storbyoffensiven må og skal ikke kompromittere landvindingerne ude i det, som har fået etiketten ’Produktionsdanmark’. For Mette Frederiksen er det således fortsat afgørende at placere sig tæt på Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken, vel vidende, at Socialdemokratiet dermed støder de unge og urbane fra sig. Og samtidig at holde fast i klassiske ingeniørplaner som Lynetteholmen i København og Limfjordsforbindelsen ved Aalborg, også selv om naturen atter fortrænges.

Når hverken strammerkursen, betonbyggerierne eller udflytningen af uddannelsespladser reelt står til forhandling, har partitoppen i Socialdemokratiet valgt at satse på, at en kommunikativ kombination af en grønnere klima-retorik og en mere finkulturel fremtoning vil være nok til at få de studerende, unge akademikere og den veluddannede middelklasse til at ændre syn på S-regeringen.

Symbolsk er Mette Frederiksen begyndt at anbefale litteratur til sine mange følgere på sociale medier – fra promovering af den grønlandske forfatter Niviaq Korneliussens prisvindende roman ’Blomsterdalen’ over chefredaktør på Information, Rune Lykkeberg, og hans seneste bog ’Samtaler om Shakespeare’ til Morten Papes nyeste roman ’I ruiner’.

Selvfremstillingen er ved at blive farvet mere kulørt, spraglet og åbensindet. Grønt og belæst. Men realpolitisk står menuen stadig på frikadeller frem for falafel.