Han var genert som barn og troede, han skulle være skrivende journalist. Nu analyserer Hans Redder dansk politik for hundredtusinder af tv-seere

Det er ikke, fordi jeg, siden jeg var fem år gammel, har kunnet formulere mig frem til, at jeg ville være journalist. Men jeg har omvendt heller aldrig kunne forestille mig, at jeg kunne være landet andre steder. Begge mine forældre er journalister, så jeg er vokset op med en avis til morgenmad og hele det miljø inde på livet. Jeg har altid interesseret mig meget for politik og haft en kærlighed til journalistik og nyheder. Jeg kan blive fuldstændig opslugt af en nyhed, og sådan har det været, lige siden, jeg var barn. Jeg kan stadig opleve denne her barnlige glæde ved, at nu sker der noget nyt, og jeg skal vide alt, jeg kan om det. Jeg ender ofte i de mærkeligste kaninhuller.

Jeg var egentlig ikke specielt god til at gå i skole. Jeg havde svært ved at læse en bog, hvis jeg ikke syntes, den var interessant. Men evnen til at interessere mig helt ekstremt meget for det, der interesserer mig, har virkelig hjulpet mig i politisk journalistik, fordi det – med en kliché – bliver mere end et job for mig. Det når til et punkt, hvor jeg har svært ved at slippe det. Når jeg er på ferie og skal læse en bog, er det ofte en bog, der på en eller anden måde har noget med politik at gøre, og når jeg skal flade ud på sofaen derhjemme, ender jeg også altid med at se en eller anden politisk dokumentar.

Folk, der ikke kender arbejdsgangen på Christiansborg, spørger tit, hvordan min typiske arbejdsdag ser ud. Det er ret svært at svare på. Noget af tiden går selvfølgelig med at sidde i studiet og gå til møder som alle mulige andre. Jeg bruger også rigtig meget tid på at drikke kaffe med folk og snakke uformelt med kilder og andre der ved, hvad der foregår. Jeg bruger også meget tid på at læse. Nyheder, bøger, rapporter.

Karriereudvikling består i høj grad af tilfældigheder. Muligheder byder sig, og griber man dem, eller griber man dem ikke? Jeg startede med at skrive netartikler på TV 2 for omkring 10 år siden. På et tidspunkt sagde nogen op, og min daværende chef Anders Langballe spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at lave tv. Det havde jeg aldrig for alvor tænkt over. Jeg er uddannet som skrivende journalist med praktik på Information og tænkte, at jeg da var skrivende journalist. Langballes henkastede bemærkning gjorde, at jeg fik et par vagter måneden efter og blev bidt af den måde at lave journalistik på. Mange af dem, der fyldte meget på min redaktion, da jeg var yngre, var der pludselig ikke mere. Knud Brix og Thomas Funding for eksempel. Og så pegede pilen på en eller anden måde på mig. Nogle gange tænker jeg over, at det er gået rigtig hurtigt de sidste par år.