Han var genert som barn og troede, han skulle være skrivende journalist. Nu analyserer Hans Redder dansk politik for hundredtusinder af tv-seere

Det er ikke, fordi jeg, siden jeg var fem år gammel, har kunnet formulere mig frem til, at jeg ville være journalist. Men jeg har omvendt heller aldrig kunne forestille mig, at jeg kunne være landet andre steder. Begge mine forældre er journalister, så jeg er vokset op med en avis til morgenmad og hele det miljø inde på livet. Jeg har altid interesseret mig meget for politik og haft en kærlighed til journalistik og nyheder. Jeg kan blive fuldstændig opslugt af en nyhed, og sådan har det været, lige siden, jeg var barn. Jeg kan stadig opleve denne her barnlige glæde ved, at nu sker der noget nyt, og jeg skal vide alt, jeg kan om det. Jeg ender ofte i de mærkeligste kaninhuller.

Jeg var egentlig ikke specielt god til at gå i skole. Jeg havde svært ved at læse en bog, hvis jeg ikke syntes, den var interessant. Men evnen til at interessere mig helt ekstremt meget for det, der interesserer mig, har virkelig hjulpet mig i politisk journalistik, fordi det – med en kliché – bliver mere end et job for mig. Det når til et punkt, hvor jeg har svært ved at slippe det. Når jeg er på ferie og skal læse en bog, er det ofte en bog, der på en eller anden måde har noget med politik at gøre, og når jeg skal flade ud på sofaen derhjemme, ender jeg også altid med at se en eller anden politisk dokumentar.

Folk, der ikke kender arbejdsgangen på Christiansborg, spørger tit, hvordan min typiske arbejdsdag ser ud. Det er ret svært at svare på. Noget af tiden går selvfølgelig med at sidde i studiet og gå til møder som alle mulige andre. Jeg bruger også rigtig meget tid på at drikke kaffe med folk og snakke uformelt med kilder og andre der ved, hvad der foregår. Jeg bruger også meget tid på at læse. Nyheder, bøger, rapporter.

Karriereudvikling består i høj grad af tilfældigheder. Muligheder byder sig, og griber man dem, eller griber man dem ikke? Jeg startede med at skrive netartikler på TV 2 for omkring 10 år siden. På et tidspunkt sagde nogen op, og min daværende chef Anders Langballe spurgte mig, om jeg ikke kunne tænke mig at lave tv. Det havde jeg aldrig for alvor tænkt over. Jeg er uddannet som skrivende journalist med praktik på Information og tænkte, at jeg da var skrivende journalist. Langballes henkastede bemærkning gjorde, at jeg fik et par vagter måneden efter og blev bidt af den måde at lave journalistik på. Mange af dem, der fyldte meget på min redaktion, da jeg var yngre, var der pludselig ikke mere. Knud Brix og Thomas Funding for eksempel. Og så pegede pilen på en eller anden måde på mig. Nogle gange tænker jeg over, at det er gået rigtig hurtigt de sidste par år.

Som barn var jeg genert og havde svært ved at gå til eksaminer. Jeg studser nogle gange selv over, at jeg nu kan tale foran et kamera med 700.000 seere uden at blive nervøs. Det skyldes nok, at jeg grundlæggende føler mig tryg ved det fagområde, jeg taler om. Jeg er ikke bange for at blive afsløret i ikke at have noget på tøj på. De første gange, jeg var på tv, var jeg da nervøs for at klappen skulle gå ned, og at jeg skulle ende i ’Natholdet’, men det forsvandt hurtigt. For 10 år siden havde jeg aldrig kunnet forestille mig, at jeg skulle være sådan et navn, der er kendt fra tv, og som alle mulige har en holdning til.

I takt med at jeg har fået mere ansvar, arbejder jeg nok mere. TV 2’s nyhedsmaskine er en maskine, der aldrig sover. Hvis jeg sagde ja til alt, kunne jeg jo sidde på arbejdet 18 timer i døgnet, men det gør jeg selvfølgelig ikke. Jeg snakker løbende med mine kollegaer og mine chefer om, at det skal finde et niveau, hvor man selvfølgelig har travlt, men også kan være i det. Og det går godt. Jeg arbejder meget, men jeg sidder ikke med en opfattelse af, at jeg arbejder for meget.

Jeg har min familie og to små børn, og det er ikke, fordi jeg snakker vildt meget politik med min kone. For mig er det også et åndehul at dykke fuldstændig ned i et eller andet emne, der ikke er direkte relateret til mit arbejde, men så ofte viser sig at være noget, jeg alligevel kan bruge i en eller anden sammenhæng. Politik kan på den måde godt føles som et åndehul for mig, selvom det i et eller andet omfang stadig er relateret til mit arbejde.

Mit job er sjovest, når der virkelig sker noget stort, og jeg er med til at formidle noget, der er danmarkshistorie, til seerne. Fx da rapporten om minksagen kom, og Mogens Jensen blev væltet. Det var en dag, der var vildt interessant at dække. Når jeg føler, jeg er med til at klæde folk på til at forstå dynamikkerne i politik, er det sjovt. Breaking-historierne er selvfølgelig én ting, men jeg har også beskæftiget mig meget med meningsmålinger på et ret nørdet plan. Jeg har forsøgt at klæde folk på til at forstå et værktøj, der fylder meget i dansk politik. Hvordan skal man forstå dem? Hvad er faresignalerne? Sådan noget, synes jeg, er fedt at lave.

Jo mere jeg er på skærmen, jo mere bliver jeg genkendt på gaden. Mit forhold til det er ret afslappet. Stort set alle, jeg nogensinde har oplevet sige noget til mig ude i virkeligheden, er venlige, søde og nysgerrige – og kommer lige med en sjov bemærkning. Omvendt er det meste af det, jeg oplever på sociale medier, denne her skidtspand, som sociale medier ofte er. Det er en sjov kontrast, fordi den er så stor.

Jeg tager oftest toget til arbejde fra Køge, hvor jeg bor, og jeg kan huske, at det var ret specielt, da mundbindskravet blev droppet i offentlig transport. Da jeg havde mundbind på, var der ingen, der kiggede og kom med kommentarer. Det handler nok også om, at mange for alvor lærte mig at kende i forbindelse med coronakrisen. Man kunne jo se på TV 2’s seertal, at alle danskere fulgte med i de her pressemøder, hvor jeg var meget på. Der er selvfølgelig mennesker, der er langt mere kendte end mig, men når jeg går en tur med min kone og mine børn en søndag formiddag, så kan jeg godt ønske, at der var lidt færre, der kiggede og lige havde en sjov bemærkning.

Jeg kan godt blive skudt i skoene, at jeg er politisk farvet, men grundlæggende har jeg ikke noget behov for at brokke mig over det. Jeg synes faktisk, det er sundt, at folk har en holdning til det, jeg laver. Den stilling, jeg har, er ikke en stilling, man som udgangspunkt skal være populær i. Politisk journalistik er jo også i sin natur kritisk og ikke nødvendigvis elsket, for politisk journalistik skal også kunne ødelægge den gode stemning. Det, jeg har svært ved at håndtere, er alle de konspirationsteorier, folk får bakset sammen, om, at man nærmest har en alliance med et parti for at få et andet parti ned med nakken eller er en del af et coronakomplot. Jeg kan godt blive overrasket over, at der er så mange, der spiller med på de der absurde konspirationer.

Det er en uheldig tendens, at politikere har bedre og bedre mulighed for at undgå journalister ved alene at formulere sig via deres egne sociale medier. Omvendt synes jeg ikke, at modsvaret fra mediebranchen er at græde over det. Vi skal insistere på at lave vores journalistik uanset hvad og finde nogle veje omkring det. Det er en ny virkelighed, og den forsvinder ikke nogen vegne, uanset hvor træls, vi synes, det er. Så det er ikke en klagesang fra min side. Politikere har jo ikke pligt til at stille op til et givent interview. Men i den politiske journalistik er vi tvunget til at tænke over, hvordan vi udøver vores journalistik, når det bliver sværere at få politikerne i tale. Det er ikke fordi, politikerne aldrig stiller op. Men der er en udfordring især med ministre, og når det drejer sig om dårlige sager.

Den vigtigste dyd i politisk journalistik er nysgerrighed. Hvis ikke man som politisk journalist reelt er nysgerrig på, hvad der foregår, og sammenhængene i det man rapporterer om, så bliver det for nemt og forsimplet. Jeg har været på Borgen i omkring 10 år, så jeg kan godt fornemme de cykler, det hele kører i. Valgperioder, ministre der får møgsager på nakken, svære finanslovsforhandlinger, der pludselig løser sig og så videre. Det kan hurtigt blive for rutinepræget, hvis ikke man bevarer sin nysgerrighed på at forstå sammenhængene.

Hele forløbet omkring coronakrisen har været interessant for mig personligt, fordi jeg aldrig har lavet noget, der har betydet så meget og været så konkret for så mange danskere. Jeg kan huske en af de dage, hvor der blev indkaldt til pressemøde, og rygterne gik på, at der kom et udgangsforbud. Det var det, alle snakkede om, for der var udgangsforbud i andre lande på det tidspunkt. Hele Danmark sitrede efter det svar, for det ville jo have enorm indflydelse på folks liv. Gennem vores kilder fik vi bekræftet, at der ikke ville komme et udgangsforbud. I bund og grund er det jo en lidt mærkelig historie: At stille sig op og fortælle, hvad der ikke sker. Alligevel gik jeg på skærmen og fortalte, at TV 2 erfarer, at der ikke ville komme et udgangsforbud. Det var syret og interessant, fordi vi virkelig havde en opfattelse af, at alle danskere ventede på ét svar i deres tilværelse, og det svar kunne jeg levere til dem.

Når jeg går ud og siger, at ’jeg erfarer noget’, er jeg ikke i tvivl. Både min egen og TV 2’s troværdighed står på spil. Vi har selvfølgelig altid diskussioner om, hvornår man er sikker nok, før man er helt sikker. Vi har nogle kriterier i forhold til, hvor mange kilder, der skal bekræfte en information, og hvor tæt på magten, de skal være, men vi tager aldrig chancer. Der er vi altid helt sikre. Det er på ingen måde værd at sætte sin troværdighed på spil for at komme først med en nyhed.