Hvad skal vi gøre ved beboerflugt og butiksdød i de små byer? Ingenting, siger Thomas Rohden

THOMAS ROHDEN VIDSTE UDMÆRKET, hvad han lavede, da han hang en bunke af sine egne valgplakater op foran den kinesiske ambassade i København under regionalvalget i november sidste år. ”Stop samarbejdet med Kina,” stod der over et billede af Rohden og et stort tibetansk flag.

Få timer senere var plakaterne væk, tyvstjålet af de ømskindede kinesere, mente Rohden, der politianmeldte ambassaden for tyveri. Dagen efter kunne Den Uafhængige dokumentere, hvordan en vagt fra ambassaden fjernede kopier af selvsamme valgplakat, mediet selv havde hængt op.

Historien blev smurt i tykke lag ud over dagspressen: ”Ung politiker kritiserer med valgplakaten som højhelligt virkemiddel Region Hovedstadens samarbejde med den kinesiske Jiangsu-provins, og kineserne bryder med dansk lov og blander sig i det danske valg.”

Sådan tog Thomas Rohden flere opmærksomhedsstik hjem i en hektisk valgkamp og endte – med et tilsvarende stift fokus på den vaklende psykiatri, der siden er blevet politisk allemandseje – med et kanondebutantvalg og en plads i regionsrådet i Hovedstaden.

Nu, knap et år efter, vil han også i Folketinget, og dosmersedlen vækker genklang fra den seneste valgkamp: Der skal indføres en høj og ensartet CO₂-afgift (”Hvis vi på klimaområdet fortsætter de næste tre år som de seneste tre år, så har dansk politik fejlet på det, hele sidste valg handlet om”), vi skal have en mere Kina-kritisk udenrigspolitik, vi skal styrke psykiatrien (”Det var åbenbart en massakre, der skulle til, før der rent faktisk var politisk stemning for at gøre noget ved psykiatrien”), og så skal vi tage et opgør med det, han kalder provinspopulismen, hvor uddannelsespladser flyttes fra København til landets yderområder.

Hvis man kaster et blik ned over dit cv, vil man se, at du har læst statskundskab i København, du har været ungdomspolitiker, og du har arbejdet som politisk konsulent; det hele skriger radikal politiker. Hvordan er du anderledes end de 179, der sidder i Folketinget i dag?

”Man kunne vende den om og tage min barndom: Jeg er opvokset på en nedlagt landejendom i Sønderjylland med en far, der var mekaniker, og en mor, der var kok …”

Det lyder som en Søren Pape-kampagne.

”Ja, og jeg er også opvokset på mine forældres gård. Nogle gange bliver jeg forvekslet med en, der kommer fra den privilegerede del af Danmark lidt nord for København, og jeg har ikke noget imod mennesker, der er det, men det er noget andet, jeg er rundet af. Hvis man går tilbage og ser på dem, jeg har gået i folkeskolen med, så er det jo ikke advokater og ph.d.er. Jeg vil ikke være en af de der politikere, der fortæller om min frygteligt hårde barndom, for sådan en havde jeg ikke, jeg havde en utroligt let barndom, men at jeg lige blev radikal stod sådan set ikke i sol, måne og stjerner, da jeg rendte rundt på et nedlagt svinelandbrug hjemme i Sønderjylland.”

Du går blandt andet til valg på at stoppe udflytningen af uddannelsespladser fra København, og du kalder tiltag af den karakter for provinspopulisme. Handler det ikke mere om, at du sidder i et københavnsk elfenbenstårn og har glemt dine egne jyske rødder?

”Det synes jeg ikke. Jeg bryder mig generelt ikke om den der krig mellem København og Jylland. Jeg har boet de seneste seks år af mit liv i København og føler mig som københavner, men de første 20 år af mit liv boede jeg det sted i Jylland, hvor busserne kommer en gang hver anden time. Så jeg kan sgu godt se, hvad det er for nogle udfordringer, der er der. Jeg kan også godt forstå, at man i nogle yderkommuner har brug for hjælp til at håndtere, at de unge mennesker flytter derfra, og at man har en masse gamle mennesker, man stadig skal tage sig af. Jeg kommer bare ikke til at sige, at staten skal gå ind og lave et designersamfund, hvor man bestemmer på individets vegne, hvor det helst skal bo.”

Thomas Rohden

Født i 1996, opvokset i Aabenraa, bosiddende på Islands Brygge i København. Uddannet bachelor i statskundskab fra Københavns Universitet. Var medlem af Radikal Ungdom fra 2014, og blev siden kampagneleder for partifællerne Lotte Rod og Andreas Steenberg. Har ved siden af det politiske virke arbejdet som konsulent i Graca PA og SMVdanmark. I november sidste år blev han valgt til regionsrådet i Region Hovedstaden med 8.046 personlige stemmer – 23. flest i hele Danmark. Har nu helliget sig politikken på fuld tid med en målsætning om at komme i Folketinget ved det kommende valg.

Så I vil bare lade det stå til?

”Urbaniseringen er jo global, og jeg er selv en del af den. Jeg tager konsekvensen af min egen politik. Jeg flyttede fra en lille by i Jylland til København for at studere, fordi det ville jeg gerne. Og det er der rigtig mange, der gerne vil, og det, synes jeg, man skal have lov til. Så er der socialdemokratiske ministre, der har gjort præcis det samme som mig. Jesper Petersen kom lidt nordfra, hvor jeg boede i Sønderjylland, og tog også turen til storbyen for at læse, men nu synes han, at det skal andre lade være med. Der er jeg konsekvent i forhold til, hvad jeg selv har gjort, og hvordan jeg synes, et samfund skal bygges op. Jeg ville gerne læse i København på et af Europas bedste universiteter, og den mulighed skal andre mennesker også have.”

Når du siger, at det bare må gå sin gang, overlader du så ikke et kæmpe spillerum til partier som Danmarksdemokraterne, Dansk Folkeparti og så videre?

”Jo, men der er to ting her: strategi og politik. Strategisk kan det godt være, at hvis vi ikke udflytter en masse uddannelser fra København, så kan Danmarksdemokraterne tage en halv procent af stemmerne fra Socialdemokratiet i provinsen, det kan jeg ikke udelukke. Rent politisk mener jeg bare, at vi ikke skal lave et designersamfund, men at vi skal bruge de gode universiteter, vi har i byerne. Det er et politisk synspunkt.”

Så rent politisk er det det rigtige at gøre at lade urbaniseringen gå sin gang, også selvom prisen er butiksdød, dårlige muligheder for offentlig transport og så videre i de mindre byer?

”Butiksdød er der jo mange steder…”

Der er mere i de små byer.

”Jo, men spørgsmålet er: Hvad er Danmark skabt for? Er det skabt for, at vi skal bevare det, eller er det skabt for, at vi skal skabe de bedste muligheder for de mennesker, der bor i landet? Og hvis de mennesker, der bor i landet, hellere vil bo i København end i Aabenraa ligesom mig, så er det ikke min opgave som politiker at umuliggøre, at de kommer til at bo i København.”

Så lad os vende blikket mod det store udland: Du er formand for Dansk Kina-Kritisk Selskab. Hvorfor?

”Problemet med Danmarks håndtering af Kina som stormagt er, at vi er ved at få en stormagt i verden, der er styret af et grusomt diktatur, og i stedet for at stå op for de værdier, vi har, ytringsfrihed, frihandel, menneskerettigheder og demokrati, lader vi os kue og sælger ud af vores egne principper, fordi vi er bange for Kina. Kampen om de værdier, der skal præge verden i fremtiden, er, med undtagelse af klimakampen, den vigtigste globale kamp, der kommer til at være i min levetid.”

Kan man være lige så Kina-kritisk, når man sidder i Folketinget?

”Det er et godt spørgsmål. Jeg har bygget mange af mine ting på aktivisme, fx ved at tage ud til debatarrangementer og sætte Tibet-flag op eller spørge den kinesiske ambassadør i Danmark, hvorfor han forsvarer et regime, der har en million mennesker i koncentrationslejr. Det er måske ikke helt sådan, jeg kommer til at arbejde, hvis jeg sidder i Folketinget.”

Hvad ville der ske, hvis du fortsatte den mere aktivistiske linje, der måske er lidt atypisk for folketingsmedlemmer?

”Jeg har været formand for en civilsamfundsorganisation, og den måde, vi har kunnet gøre opmærksom på os selv, har været ved hjælp af aktivisme. Det er jo ikke, fordi det er det sjoveste at gøre, men fordi det er et middel til at gøre magthavere opmærksomme på problemerne. Hvis jeg sidder i Folketinget, er jeg selv magthaver. Så tror jeg også, der er nogle mere effektive måder at arbejde på. Jeg har venner og bekendte, der sidder i fængsel i Hongkong. Folk, der er flygtet derfra med familier og børn, og det ligger så dybt indgroet i mig, at selvom der sikkert masser af gange vil blive lagt pres på mig i Folketinget for, at jeg skal holde min kæft, så vil Kina-kritikken aldrig være noget, jeg kommer til at slippe.”

I januar 2021 afleverede du i Debatten på DR et brev til udenrigsminister Jeppe Kofod. Brevet var fra Hongkong-aktivisten Ted Hui, der var i Danmark og gerne ville mødes med Kofod, men det ville Kofod ikke af hensyn til vores diplomatiske bånd til Kina. Det var jo et veltilrettelagt og meget effektivt stunt, du lavede, men havde du også afleveret det brev, hvis udenrigsministeren fx hed Martin Lidegaard?

”Så tror jeg bare, jeg havde fået Martin til at mødes med Ted Hui.”

Det er jo ikke sikkert, at han ville det.

”Næ. Men i forhold til Ted Hui-sagen vil jeg sige, at hvis jeg havde siddet i Folketinget, så havde jeg håndteret den sag på samme måde. Jeg havde også hjulpet ham med at flygte til Danmark. Det er ud over politik, synes jeg. Det er grundlæggende medmenneskelighed, at når du har mulighed for at redde manden fra at sidde i fængsel, så hans kone og to børn kan være sammen med ham, så må man lægge alt det andet til side.”

Har du nogensinde selv været i en situation, hvor du har måttet balancere mellem pragmatiske egeninteresser og idealistisk Kina-kritik?

”Jeg har besluttet mig for at gå planken ud. PET fortæller mig, hvor jeg ikke må rejse hen, fordi de vil have mig udleveret. Det er heller ingen hemmelighed, at jeg har arbejdet for folk i mit civile hverv, hvor jeg har fået at vide, at den og den virksomhed, jeg har kendt en direktør fra, ikke vil associeres med mig i offentligheden. Så jeg ved godt, at mine karriemuligheder er væsentligt indskrænkede. Jeg kan nok ikke få et job i Danfoss. Og det er bare sådan, det er, det har jeg ikke fortrudt. Og det er også min opfattelse, at mange af mine vælgere godt kan lide, at jeg bevarer mine værdier i de her sager.”

Hvornår bliver det i kroner og ører så dyrt for Danmark og dansk erhvervsliv, at en regering bør nedtone sin kritik af Kina?

”Jeg kan ikke lige se det for mig, og jeg mener grundlæggende, at vurderingen af de økonomiske konsekvenser ved at lægge sig ud med Kina er stærkt overdrevne. Selvom man er Kina-kritiker, kan man jo godt være en pragmatisk Kina-kritiker. Se fx på Taiwan. Der er jo ingen tvivl om, at Taiwan mener, at de er et selvstændigt land, de har deres eget pas, militær og politiske system. Men Taiwans regering beder jo ikke om, at Taiwan bliver anerkendt som selvstændig nation. De vil gerne have, at man langsomt arbejder mod at udvikle samarbejdet med dem, og det mener jeg også, man skal. Man kan både være Kina-kritiker på en hovedløs og på en smart måde, og Taiwan-sagen er et eksempel på det, fordi det ville eskalere situationen helt unødigt, hvis man bare gik ud og anerkendte dem som selvstændig nation.”

Problemet er vel, at vi ikke ved, hvordan Kina vil reagere på kritik. Vi eksporterede for 70 milliarder kroner i 2021 til Kina, og det kan man få meget velfærd for. Er det penge, vi i princippet skal være parat til at vinke farvel til?

”Australien har været Kina-kritiske i forhold til Xinjiang-provinsen og corona og blev bagefter ramt af nogle handelssanktioner, der har vist sig at være helt utroligt begrænsede. Og det har siden vist sig, at mange af de her vareeksporter bare rykker andre steder hen, for verden er et globalt marked. Når Kina ikke længere køber australsk vin, så køber de bare fra Sydafrika, og så er der nogen, der mangler sydafrikansk vin og i stedet køber australsk vin. Australien, Canada og New Zealand er alle blevet ramt af sanktioner, men de er altid utroligt sektorspecifikke og meget begrænsede. Vi skal huske, at kineserne har megameget brug for samhandel med os. Der er blevet kørt et eller andet billede op omkring, at hvis vi nu siger vores mening om Xinjiang-provinsen, så er der ikke noget, der hedder samhandel med Kina i fremtiden. Man må bare sige, at sådan har det ikke fungeret med de lande, der har kritiseret Xinjiang-provinsen, og dem har der været masser af. Kina kan godt lide at rasle med sablen og puste sig op, så vi hele tiden skal spørge os selv: ’Vil vi have, at Fru Nielsen skal have et ekstra bad, eller vil vi fortælle sandheden om Xinjiang-provinsen?’ Spørgsmålet er bare, om det hænger sådan sammen.”

Til valget stiller du op i Københavnskredsen, hvor du blandt andet er oppe imod Samira Nawa, Ruben Kidde, Klaus Bondam og Carolina Magdalene Maier. I fik kun tre mandater i København i 2019. Hvordan ser du dine egne muligheder for at komme ind?

”Vi ligger et sted omkring to-tre mandater i København og mon ikke, Samira tager det ene ret sikkert. Så er det resten af feltet, der må kæmpe om det. Jeg fik et rigtig godt regionalvalg med lidt over 8.000 stemmer. Det valg, jeg har i bagagen, viser, at jeg kan spille med mod de tungeste drenge. Så må vi se, hvad vælgerne vil. Men jeg har en god følelse i maven.”