I audiens hos Margrethe den tredje: Vestager strammer garnet om giganterne

DET FØRSTE, du skal vide, inden du møder Margrethe Vestager, Danmarks mest magtfulde politiker på den internationale scene, er, at det er svært at få lov til at møde hende.

”Et øjeblik,” siger Christina Holm Eiberg i telefonen. Hun er Vestagers kommunikationsrådgiver og håndterer henvendelser fra pressen. ”Jeg kigger i hendes kalender.”

Der er stille i telefonen. En svag susen i røret. Lyden af fingre på et computertastatur. Der går nogle sekunder, så er Christina Holm Eiberg tilbage. Hun har dannet sig et overblik over Margrethe Vestagers aftaler de kommende uger. Det ser presset ud. For at sige det ligeud. Alle dage er fyldt til randen med aftaler og møder. At træffe Margrethe Vestager på hendes hjemmebane på 12. etage i Berlaymont-bygningen i Bruxelles, hvor hun arbejder som konkurrencekommissær og som ledende næstformand for Europa-Kommissionen, hvilket i realiteten svarer til to fuldtidsstillinger, er ikke en mulighed så længe, pandemien står på. Men vent lidt, måske er der en åbning. Christina Holm Eiberg har fundet et hul. Om to uger er Margrethe Vestager på lynvisit i København, hvor hun har en række møder, inden hun rejser tilbage til Bruxelles mandag morgen. Mellem sine fire møder om fredagen er der en ledig time i kalenderen.

Det andet, du skal vide om Margrethe Vestager, er, at selvom hun gerne stiller op i medierne, når hun synes, det tjener et formål, så er der grænser for, hvad hun vil medvirke til. Når Vestager er hjemme i Danmark, bor hun i familiens lejlighed på Amager. Hun bor sammen med sin mand og parrets yngste datter. De to ældste døtre er flyttet hjemmefra. Jeg foreslår Christina Holm Eiberg, at interviewet med Vestager kan fortsætte i rolige omgivelser i hjemmet på Amager, når møderne i København er overstået. Christina Holm Eiberg svarer venligt, at dette ikke er en mulighed:

”Hun åbner ikke sit hjem for journalister.”

Jeg indvender, at det er en skam, for skal man lære mennesket Margrethe Vestager at kende, så giver det mening at se, hvordan hun bor. Om hun omgiver sig med Piet Hein-borde og Poul Kjærholm-stole, er ikke så vigtigt. Jeg er mere interesseret i de små, sære ting, man samler gennem livet, og som kan kaste lys på præstedatteren, der voksede op i Ølgod i Vestjylland og endte som en af landets mest indflydelsesrige og omdebatterede politikere.

Christina Holm Eiberg svarer venligt, at det kan jeg lige så godt glemme:

”Det er et princip, hun ikke viger fra.”

MARGRETHE VESTAGER går gennem København med hurtige skridt. Hun er i en ulden frakke og har en gul rygsæk på ryggen og har selskab af Christina Holm Eiberg, som tidligere har været rådgiver for Vestager, da hun var i dansk politik. Vestager kommer fra et møde hos Tænketanken EUROPA, der har adresse på Strøget i nærheden af Gammeltorv og Nytorv. Nu er hun på vej til fods mod Europa-Kommissionens danske repræsentation, der ligger i Gothersgade. Margrethe Vestager har sit kontor på fjerde sal i kontorbygningen, her arbejder hun, når hun er i Danmark.

Da Margrethe Vestager forlod dansk politik i november 2014 og rejste til Bruxelles for at arbejde som konkurrencekommissær, var der dem, der sagde, at de ville savne hende. Andre var lettede over, at de ikke skulle have mere med Margrethe Vestager at gøre. De havde lært hende at kende som lynende intelligent, analytisk skarp og som en hård forhandler, der var villig til at gå langt for at trumfe sin politik igennem.

I Bruxelles har Vestager de seneste syv år brugt sin muskelstyrke over for aktører, der i størrelse og indflydelse overgår alt, hvad hun har mødt i dansk politik. Hun har vakt international opmærksomhed, da hun gjorde det til en prioriteret opgave at udfordre nogle af verdens største, rigeste og mest magtfulde virksomheder. Hun har straffet virksomheder som Google, Facebook og Amazon, der alle har akkumuleret en omfattende viden om vores liv og vaner og har gjort en forretning ud af det. Margrethe Vestager mener, at firmaerne misbruger deres magt til skade for den menige borger, og hun har udskrevet bøder og skatter for milliarder af kroner. Alene Google har fået tre bøder på i alt 61 milliarder kroner for at have misbrugt sin dominerende position på markedet.

Donald Trump har kaldt hende for EU’s ’tax lady’, og han har udtalt om den danske kommissær, at hun formentlig hader USA mere end nogen anden person, han har nogensinde har mødt. Vestager, som aldrig har mødt Donald Trump, svarede i den anledning, at Trump har ret så langt, at hun er en ’tax lady’, men hun afviser, at hun skulle have et horn i siden på Amerika.

Jens Blom-Hansen er professor i statskundskab ved Aarhus Universitet. Han mener, at Margrethe Vestager har vist en ‘usædvanlig grad af uforfærdethed’ ved at udtage bøde- og skattesager mod store aktører.

”Hun er blevet en superstar i EU-kredse og i internationale kredse, langt mere end hun egentlig er det hjemme i Danmark. Hun tør tage nogle kampe, som andre nok har brug for at ruste sig til, fordi der er tale om nogle magtfulde aktører med mange advokater i ryggen.”

Henrik Kjerrumgaard var personlig rådgiver for Margrethe Vestager fra 2008 til 2014 og har fulgt hende på sidelinjen i årene efter. Han bemærker, at der er sket et skift i offentlighedens syn på Vestager, efter at hun blev konkurrencekommissær.

”I Danmark er hun blevet beskrevet som værende for hård og dominerende. Men det er sjovt, at da hun så blev EU-kommissær og udtog sager mod Google og Apple og sagde: ’I don’t give a fuck. De skal overholde loven’, så blev hun lige pludselig præsenteret som Jeanne d’Arc, der står fast på det vigtige og det rigtige.”

Henrik Kjerrumgaard sendte en sms til Margrethe Vestager, hvori han bemærkede det paradoksale i, at folk, der ikke tidligere kunne lide hende, er begyndt at rose hende. ’Nu driver du bare nogle sager, hvor majoriteten mener, at du repræsenterer det gode og ikke det onde,’ skrev han. Margrethe Vestager svarede, at hun var klar over ironien, fordi hun i bund og grund mener det samme, som hun hele tiden har gjort.

Henrik Kjerrumgaard sammenligner Margrethe Vestager med en fodboldangriber, som har fået succes, fordi hun formår at træde i karakter, når det er nødvendigt.

”Hun lærte af årene i Danmark, at lige gyldigt, hvor du stiller dig, så er der altid nogle, der gerne vil give dig en lussing. Det handler om ikke at lade sig bremse. Det er det, der gør hende til en god leder. Hun er en afslutter, som ikke er bange for at træffe beslutninger.”

MARGRETHE VESTAGER pendler regelmæssigt mellem Bruxelles og København. Når hun rejser fra Bruxelles, går turen gennem en lufthavn, som er lagt an på at håndtere et stort antal embedsmænd, politikere og statsoverhoveder, der har brug for at komme hurtigt gennem en lufthavn. Lufthavnen har en særskilt security-afdeling for europæiske VIP’er. Når de er kommet igennem security, går de ud til en ventede flåde af biler, som kører dem direkte ud til flyet. Når Margrethe Vestager lander i Københavns Lufthavn, skal hun gennem security som alle andre. Når hun kommer ud, venter en chauffør fra Europa-Kommissionens danske repræsentation.

Denne eftermiddag, en fredag i februar, er der få mennesker på Strøget i København. Når de forbipasserende får øje på Margrethe Vestager, sker der noget med deres ansigt. De får det samme udtryk, man ser hos mennesker, der genkender en skuespiller eller en sportspersonlighed. Først ser man genkendelsen i deres øjne, dernæst breder det sig til resten af ansigtet og sætter sig som en trækning i mundvigen.

I Europa-Kommissionens danske repræsentation i Gothersgade lukkes vi ind gennem sikkerhedsslusen og tager trapperne op til fjerde sal. Der er ingen grund til at stå for tæt i en lille elevator.

”Kan vi byde på noget?” spørger Margrethe Vestager, da vi træder ind på kontoret og lægger overtøjet fra os. På mødebordet står kaffe, te, små pyramideformede mælkebrikker og en skål med veganske vingummibamser i små poser med et billede af Europa-Kommissionens kompakte hovedsæde. Margrethe Vestagers danske kontor ligner de fleste andre kontorer, hvis man ser bort fra udsigten til Rosenborg Slot. Det eneste, der stikker ud, er en lille ø af strikketøj på skrivebordet. Margrethe Vestager har strikket, siden hun var barn.

Det seneste år har mange af Margrethe Vestagers møder fundet sted foran en computerskærm. I Bruxelles arbejder hendes medarbejdere i skiftehold på kontoret i et forsøg på at nedbringe smittefaren. Den fælles frokost i kantinen er aflyst.

”Vi har set, at produktiviteten har været stigende. Men nu kan vi mærke, at folk er virkelig, virkelig slidte. Man mangler alt det, der sker ved vandkøleren eller kaffemaskinen,” siger hun.

Da Margrethe Vestager tiltrådte som konkurrencekommissær, aflagde hun ed på, at hun vil arbejde uafhængigt af danske interesser. Som medlem af den magtfulde Europa-Kommission er hun ikke kun med til at fremsætte EU’s love, som dagligt påvirker EU’s 500 millioner indbyggere – hun holder også øje med, at medlemslande og virksomheder overholder reglerne. I 2019 blev Vestager valgt til en ny femårig periode som konkurrencekommissær. Samtidig steg hun i graderne, da hun blev udnævnt som ledende næstformand med ansvar for det digitale område under kommissionsformanden Ursula von der Leyen.

I sit daglige arbejde får Margrethe Vestager hjælp fra et såkaldt generaldirektorat med 900 specialiserede medarbejdere, typisk økonomer og jurister, der arbejder med statsstøttesager, konkurrencesager og godkendelse af fusioner og opkøb. Over generaldirektoratet finder man Margrethe Vestagers kabinet, der tæller 22 personlige rådgivere. Rådgiverne arbejder som en forlængelse af Margrethe Vestager. De repræsenterer hende på møder og taler på hendes vegne, fordi de ved, hvordan hun tænker.

”De er hammerdygtige. Jeg siger dig, der er lys bag øjnene,” siger Margrethe Vestager. ”De opfører sig som mine kloner hele vejen rundt.”

Kabinettet er sammensat efter EU-regler, som sikrer en ligelig balance mellem kønnene, en bred repræsentation af forskellige nationaliteter og en blanding af medarbejdere, som er hentet internt i organisationen, mens andre kommer udefra. Vestagers 22 rådgivere kommer fra Danmark, Polen, Slovakiet, Rumænien, Grækenland, Italien, Spanien, Tyskland og Østrig. Hun lægger vægt på, at medarbejderne har forskellige baggrunde og er forskellige af temperament.

”Folk er nødt til at være ret forskellige, fordi de ting vi arbejder med, er ret forskellige i deres karakter. Og for at få et hold til at fungere skal der være nogle, der buser på og kaster noget energi ind, men der skal også være nogle, der holder sig lidt tilbage og tænker to gange og overvejer, hvad der bliver sagt, og som spiller ind med noget, som kan noget andet. Engang i mellem stopper vi op for at vurdere den strategiske retning og holder øje med hele spillepladen for at undersøge, om der er noget, vi har overset. Og dér er det vigtigt for mig, at de forskellige temperamenter kan komme fuldt i spil, for ellers vil der være dele af spillepladen, vi ikke får set.”

NÅR MARGRETHE VESTAGER går ind i en elevator i kontorkomplekset i Bruxelles, er der folk, der træder et skridt til siden og retter ryggen. Der står respekt om den danske kommissær, og den er ikke blevet mindre, efter hun har fået posten som ledende næstformand. Blandt hendes nærmeste medarbejdere er der dem, der finder det unaturligt at være på fornavn med deres danske chef. Selv foretrækker Margrethe Vestager at være på fornavn, da hun mener, at det skaber et bedre arbejdsmiljø. Alligevel er der medarbejdere, der insisterer på at tiltale hende som commissioner eller madam eller endnu bedre: Madam commissioner.

”Det har jeg skullet vænne mig til, for jeg sætter virkelig stor pris på, at vi har et lavt magthierarki i Danmark. Jeg tror, magten bliver udøvet på en bedre måde, når man er tættere på hinanden. Så jeg trykker hele tiden imod. Men jeg skal også passe på, at jeg ikke overdriver det. Man skal bære sit embede og tage ansvaret på sig. Jeg er nødt til at respektere, at der er en grund til, at der er et hierarki. Uanset hvilken rådgivning jeg får, uanset at 100 mennesker har sagt til mig, at det her er det rigtige gøre, så ender ansvaret hos mig.”

Også på et andet punkt har Margrete Vestager lært, hvad det vil sige at arbejde i Bruxelles. Kort efter at hun begyndte som konkurrencekommissær, gik det op for hende, at den velkendte danske sarkasme og underspillede ironi, hvor afsenderen slipper afsted med at sige ét og mene noget andet i sikker forvisning om, at modtageren forstår budskabet, ikke virker blandt mange forskellige nationaliteter i Bruxelles.

”Vi danskere trækker nærmest vejret gennem sarkasme og ironi, men i Bruxelles synes de bare, at vi lyder lidt væmmelige. Den danske humor kan opleves som en stikpille, som giver en usikkerhed om, hvad vi egentlig mener.”

Efter få uger besluttede Margrethe Vestager sig for at lade ironien og sarkasmen blive i Danmark og skrue op for høfligheden, når hun ankommer til Bruxelles.

”Når mange forskellige mennesker med mange forskellige baggrunde skal fungere sammen, bliver det nødt til at være meget mere høfligt. Der er nogle helt andre bufferzoner. Man taler sammen på en meget mere respektfuld måde. De synes jo, at vi danskere er brutalt direkte. Vi synes selv, vi er kortfattede og to the point. Til et møde i Danmark ville jeg sige: ’Det er meget velkomment, at vi diskuterer det her, vi er kommet langt. På side 17 er der en fodnote, som faktisk ikke hører hjemme der, den forstyrrer billedet. Kan den ikke godt blive taget ud?’ Men sådan fungerer det ikke i Bruxelles. Her vil en af mine kolleger sige: ’Tillykke med det papir, vi har foran os. Tusind tak til alle, som har bidraget. Det er et velstruktureret, vellæst papir, den politiske timing er super, super god. Jeg glæder mig til det fortsatte samarbejde, når vi skal rulle det her ud. Der er en mindre ting på side 17, hvor fodnoten måske giver et lidt forstyrrende billede i forhold til kvaliteten af den tekst, der er i forvejen. Det skal vi måske se på senere.’”

Hvad var problemet med din direkte tilgang ved møderne i Bruxelles?

”Jamen, folk syntes ikke, der var nogen anerkendelse af alt det arbejde, der blev lavet. Og det kan da godt være, at der står noget på side 17, men der er jo 100 sider, og alt det gode arbejde skal man da først anerkende, og det mente jeg ikke, der var behov for. Jeg har skullet vænne mig til det, fordi det føles mindre effektivt. Men det kan jo godt være, at det faktisk er mere effektivt på den lange bane, fordi folk føler sig set og anerkendt og respekteret for det, de har lavet,” siger Margrethe Vestager. Hun læner sig frem og slår over i en hvisken: ”Og hvis der så skulle være en lille ting, som skal laves om, jamen, så gør vi bare det.”

Margrethe Vestager – kort fortalt

Født i Glostrup i 1968, opvokset i Ølgod i Vestjylland som den ældste af fire søskende. Forældrene var begge præster og aktive i Radikale Venstre. Margrethe Vestager blev student fra Varde Gymnasium i 1986 og cand.polit. fra Københavns Universitet i 1993. Samme år blev hun som 25-årig landsformand for Radikale Venstre. Hun var blandt andet fuldmægtig i Finansministeriet og specialkonsulent og senere sekretariatschef i Finansministeriet. Som 29-årig blev hun i 1998 undervisnings- og kirkeminister i Poul Nyrup Rasmussens regering. Vestager var den hidtil yngste kvindelige minister.

I 2007 overtog hun formandsposten fra Marianne Jelved. Ved folketingsvalget i 2011 blev Vestager udnævnt til økonomi- og indenrigsminister i Helle Thorning-Schmidts regering. Hun forlod dansk politik i 2014, da hun fik posten som konkurrencekommissær i Bruxelles. Her fik hun i 2019 forlænget sit mandat og blev samtidig af kommissionsformand Ursula von der Leyen udnævnt til ledende næstformand.

I 1994 blev Margrethe Vestager gift med Thomas Jensen, der arbejder som adjunkt. Parret har tre døtre. Den ældste, Maria, er uddannet læge, den mellemste, Rebecca, læser på London School of Economics, den yngste, Ella, går i 3.g.

TIL HVERDAG møder Margrethe Vestager klokken 8.30 på sit aflange kontor med udvendige metal-lameller i Bruxelles. Går hun hjem klokken 18, regner hun det for en kort dag. Døren ind til hendes kontor står åben med mindre, hun sidder i møde. Hendes kontor adskiller sig i sin indretning fra flere af de andre 26 EU-kommissærer, der har deres daglige gang i Berlaymont-bygningen. Det første, der møder en medarbejder, der træder ind på Margrethe Vestagers kontor, er et aflangt mødebord med Arne Jacobsens 7’er-stole i forskellige farver. Da Margrethe Vestager tiltrådte som konkurrencekommissær, fik hun ellers tilbudt at overtage møblementet fra kontorets tidligere ejermand, en kommissær fra Cypern: Tilbagetrukket på kontoret stod et stort skrivebord, ’en ørken af ædel træsort’, som Margrethe Vestager kalder det. Foran skrivebordet stod to stole, hvor medarbejderne kunne sætte sig og få foretræde for kommissæren.

”Det kan jeg slet ikke bruge til noget,” siger Margrete Vestager. ”For mig er det vigtigt, at mødet kan finde sted på en måde, hvor vi kan tale sammen, uden at jeg sidder i en eller anden ophøjet position, for så tror jeg ikke, at jeg får nok at vide. Så tror jeg, at jeg kun får et udvalgt billede.”

Heller ikke sofaarrangementet i hvidt læder i den anden ende af kontoret overlevede, da Margrethe Vestager flyttede ind. Men det er der en anden forklaring på. Kort inden hun ankom til sin nye arbejdsplads i 2014, havde hun på en friaften set et af Andreas Bos standup-shows i Helsingør. Her harcelerede komikeren over, at hver målgruppe efterhånden har fået hver sin tv-kanal.

”Han forestillede sig, hvordan det ville være, når naturisterne fik deres egen tv-kanal. Han fortalte med meget stor detailrigdom, hvordan de nøgne mennesker sad der i en hvid lædersofa, og så i reklamepausen skulle de ud at hente en kop kaffe, og så hører man den lidt svuppende lyd af død hud og levende hud, der slipper hinanden. Det var virkelig malende. Da jeg kom til Bruxelles, mødte jeg dem, der havde kontoret før, og de sagde: ’Åh, du er så heldig, vores tidligere kommissær havde sådan en god smag.’ Og inde på kontoret stod der så et kæmpestort hvidt lædersofaarrangement. Jeg kunne slet ikke have det. Jeg havde kun den der Andreas Bo sketch i hovedet. Jeg så nøgne mennesker sidde i sofaen, og jeg hørte for mig den svedige, svuppende lyd, når folk rejste sig fra den.”

Margrethe Vestager bad om, at den hvide lædersofa blev byttet med et sofaarrangement i grå uld, som også havde tilhørt den cypriotiske kommissær.

Hun har indrettet sit kontor med dansk billedkunst på væggen, og på en hylde står en omfattende samling af familiefotos. Der er også et foto af familiens hund, en golden retriever ved navn Karlo. Det har vist sig, at hundesnak kan være en glimrende måde at bryde isen, når Margrethe Vestager har gæster på kontoret.

I et hjørne, gemt lidt af vejen, står en skulptur, som vakte undren blandt Vestagers medarbejdere, da de så den første gang. Gipsskulpturen forestiller en fuckfinger, og Vestager måtte forklare sine medarbejdere, at den ikke var møntet på dem, men på hende selv.

”Der var nogen, der sagde fuck til mig engang, og det tager jeg med mig. Det har jeg ikke glemt.”

Margrethe Vestager fik skulpturen i 2013 som en hilsen fra en gruppe arbejdsløse bygningsarbejdere i 3F. Det var deres kommentar til dagpengereformen. Margrethe Vestager siger, uden tegn på ironi, at hun synes godt om skulpturen, fordi den er godt kunsthåndværk. Og så minder den hende om, at der altid vil være dem, der er uenige med hende.

”Magt er virkelig farligt at have med at gøre, det er så afhængighedsskabende, så man tror, det er løgn. Jeg tror, det er sundt at blive mindet om hver dag, at der er nogle, der er fundamentalt uenige med mig. Selv når jeg træffer beslutninger, som jeg synes, er fuldstændig rigtige og det eneste indlysende og velforberedte og ordentlige, vil der stadig være nogle, som er helt uenige. Det skal man have respekt for, og det skal man forberede sig på.”

Så fingeren er også udtryk for en strategi, der går på, at man skal huske at gennemtænke sin modstanders synspunkter?

”Ja, man skal have tænkt igennem, at en proces ikke slutter med en beslutning. En beslutning slutter en del af en proces, men den starter også noget andet. Hvis vi fx har siddet og arbejdet med et lovforslag, så er det klart, at der er en masse internt arbejde, og der er offentlige høringer og alt muligt andet, men i det øjeblik vi har sat pen til papir og sagt: ’O.k., det er det her, vi mener, det her er lovforslaget, det er det her, vi tager ansvaret for at lægge på bordet,’ så slutter det nok en proces, men det betyder også, at en ny begynder. Så skal lovforslaget gøres til virkelighed og ’ud og arbejde’ som en del af de rammer, der er for vores samfund. Og hvis man ikke har tænkt det igennem, og man tror: ’Pyh, det var det’, så bliver man virkelig overrasket. Og hvis man er overrasket, så er man ikke velforberedt på den diskussion, der kommer.”

FACEBOOK-STIFTEREN Mark Zuckerberg menes at være god for 100 milliarder dollars. Siden han udviklede det sociale netværk med en gruppe studiekammerater på Harvard University i 2004, er hans formue og indflydelse vokset år for år. I dag findes der over to milliarder aktive Facebook-brugere. Ofte ser man Zuckerberg i T-shirt og sneakers. Men da han ankom til Europa-Kommissionen mandag 17. februar 2020 for at møde Margrethe Vestager, var han i mørkeblåt jakkesæt, hvid skjorte og et slips i en Mærsk-blå nuance med hvide prikker.

’Stemningen ved mødet kan potentielt blive anspændt,’ skrev Ritzau forud for mødet med henvisning til, at Margrethe Vestager i 2017 havde udskrevet en bøde på 820 millioner kroner til Facebook for at have brudt EU’s regler. Bøden blev givet, fordi Facebook havde givet Europa-Kommissionen misvisende oplysninger, da kommissionen undersøgte Facebooks overtagelse af chatprogrammet WhatsApp. Margrethe Vestager kaldte bøden for ’passende og afskrækkende’.

I 2018 var den gal igen med Facebook. Mark Zuckerberg måtte stå skoleret over for Europa-Parlamentet, efter at det var kommet frem, at millioner af Facebook-brugeres personlige oplysninger var blevet lækket til det britiske analysefirma Cambridge Analytica. Oplysningerne kunne misbruges, hvis de kom i de forkerte hænder. Mark Zuckerberg beklagede flere gange, men kritikere har ham mistænkt for ikke at mene det.

Margrethe Vestager har længe holdt øje med Facebook. Hun mener, at der er et behov for at udfordre de store it-virksomheders dominans. Selv har Zuckerberg givet udtryk for, at han er interesseret i at diskutere en regulering af internettet. Derfor sagde Margrethe Vestager ja, da Mark Zuckerberg bad om at få et møde i Bruxelles. Da han trådte ind på Margrethe Vestagers kontor, var det i selskab med to rådgivere. Vestager stillede med samme antal medarbejdere. Antallet af mødedeltagere var aftalt på forhånd. Som regel vil de amerikanske virksomhedsledere gerne stille med så mange rådgivere og advokater som muligt, men Margrethe Vestager foretrækker, at de to parter mødes i et lille forum og med det samme antal deltagere ved mødebordet, og sådan bliver det.

Mark Zuckerberg trak en hale af journalister og fotografer efter sig, da han ankom til Europa-Kommissionen, men hvad der kom ud af mødet, ved kun få. Hvis man regner med, at Margrethe Vestager har tænkt sig at øse ud af anekdoter fra sit møde med den amerikanske virksomhedsleder, så tager man fejl. Da jeg spørger hende, hvad hendes indtryk var af Mark Zuckerberg, flytter hun på sig i stolen.

”Jeg refererer aldrig fra møder, fordi det er noget mærkeligt noget at give folk karakterer. Og jeg bryder mig heller ikke om, når folk gør det overfor mig.”

Hendes tone er ikke ubehagelig, det er blot en konkurrencekommissær, der markerer, at jeg bevæger mig ind på et område, hvor der ikke er noget at komme efter.

Man beskytter samarbejdet?

”Det handler om, at man kan have et møde, hvor man kan sige ting, som man har brug for at sige, men som ikke nødvendigvis bliver refereret. Der er offentlighed om, at mødet finder sted. Vi har et meget gennemsigtigt system. En stor del af min kalender er åben, så man kan se, at mødet finder sted, og man kan få en overordnet viden om, hvad vi snakkede om – vi snakkede om konkurrencesager eller digitalisering, eller hvad det nu kan være. Men typisk går jeg ikke i dybden, fordi jeg synes, det er vigtigt, at folk ved, at de kan komme og have et møde med mig, og de kan sige ting, og vi kan være uenige eller enige, uden at det står i avisen dagen efter. For ellers får jeg ikke noget at vide. Hvis man vil høre en hemmelighed, er man nødt til at kunne holde den.”

Margrethe Vestager siger om mødet med Mark Zuckerberg, at det var en ’bred dagsorden’, hvor parterne diskuterede, hvordan de store tech-virksomheder skal reguleres, og hvordan spillereglerne skal være.

”Det er interessant at høre, hvad de selv har tænkt på. Om de selv er startet i den retning, som de ønsker, at tingene skal gå,” siger Margrethe Vestager.

Kom der noget ud af mødet, du kunne bruge til noget?

”Der kommer altid noget ud af at møde folk. Det er ikke sikkert, at det var sådan: ’Nå, det var en god idé, det gør vi!’ Men man får en fornemmelse af, hvor folk er. Hvad svarer de på, hvad svarer de ikke på, hvornår svarer de uden om? Engagerer de sig rigtigt, eller siger de bare noget, som skal virke i forhold til deres branding, uden at der er handling bag? Jeg lærer altid noget, når jeg mødes med folk. Jeg skal ikke være venner med folk, om man så må sige, for lige om et øjeblik risikerer vi, at jeg skal sende dig et anklageskrift, fordi du har overtrådt konkurrencelovgivningen. Det skal ikke være svært for mig at gøre det, fordi vi lige pludselig er blevet venner over en fantastisk middag og en dyr flaske vin. Det går ikke. Jeg har ansvaret for, at vores lovhåndhævelse er upartisk og baseret på beviser og fakta. Jeg er nødt til at være præcis med det, jeg gør, fordi jeg vil ikke have, at nogen har en mistanke om, at der går politik i de sager, hvor det handler om at håndhæve lovgivningen.”

Føler du, at du og Mark Zuckerberg er tættere på hinanden eller længere fra hinanden oven på mødet?

Margrethe Vestager tænker sig om. Så siger hun:

”Det har jeg faktisk aldrig tænkt over. Jeg forsøger ikke at måle den afstand. Jeg har en holdning til Facebooks privatlivspolitik, som jeg synes, er meget begrænset. Jeg synes, det er vildt, hvad folk signer up til. Har du læst Facebooks terms of conditions? Jeg har ikke læst dem helt til bunds, for de er meget lange, men bare den første paragraf gør, at jeg tænker: ’Ah, det der med at man giver Facebook fri global licens til at bruge alt sit indhold, det synes jeg, er meget vidtgående.”

Synes du, det er skræmmende, den store magt Facebook har fået?

”Jeg synes, det er skræmmende, at vi som borgere tillægger dem så stor magt. Altså, der var også en verden før Facebook, og der findes mange andre services derude, man kan bruge, hvis man vil i kontakt med folk.”

Hun mener, at det er forståeligt, at mange mennesker ikke tænker over, hvor meget af deres liv de lægger i hænderne på tech-virksomhederne.

”Jeg synes, vi tager det meget let. Og så tænker jeg alligevel også: Hvor i himlens navn skulle folk vide det fra? Altså, der er børn, der skal køres til svømning, der er mad, der skal på bordet, der er ting, der skal forberedes til morgendagen, der er et liv at leve.”

Mark Zuckerberg takkede for mødet med Margrethe Vestager og forlod hendes kontor sammen med sine to rådgivere. Blandt Vestagers medarbejdere var der dem, der bemærkede, at Mark Zuckerberg virkede større, når man ser ham i fjernsynet.

Tiden er gået for i dag. Margrethe Vestager skal videre til et nyt møde i København. Men det er ikke slut. Christina Holm Eiberg har kigget i kalenderen. Hun har fundet endnu et hul. Om en uge mødes vi igen.

NÅR MAN SER Margrethe Vestager udtale sig i internationale medier, virker hun overbevisende. Hun hæver aldrig stemmen. Hendes blik er fast, kroppen forholder sig i ro, undtagen når hun bruger hænderne til at understrege en pointe. Hun formulerer sig i klare budskaber, som trækker overskrifter verden rundt. Men sådan har det ikke altid været. Som ung politiker på Christiansborg havde Margrethe Vestager svært ved at trænge igennem, når hun udtalte sig på vegne af Radikale Venstre. Sætningerne var lange og kringlede med indskud og forbehold og med en stor detailrigdom, som var det en embedsmand, der talte. Margrethe Vestager blev kaldt ’et gråt slotsspøgelse’ og ’det talende cirkulære’. Partiet klarede sig dårligt i meningsmålingerne, efter at Vestager i 2007 havde overtaget formandsposten fra Marianne Jelved. Men med årene hankede Margrethe Vestager op i partiet, hun lærte at formulere sig i medievenlige overskrifter, og som en af de første politikere, hvis ikke den første, åbnede hun en konto på Twitter. Hun har senere, i Berlingske, forklaret, at hendes måde at formulere sig på som yngre politiker hænger sammen med, at hun er genert:

”Sproget er en måde at gemme sig på, man kan skabe distance med sit sprog, og det har jeg gjort. Det hænger også sammen med at være kvinde og ikke ville træde for tydeligt frem. Men på et tidspunkt gjorde jeg op med mig selv, at jeg ikke vil gemme mig mere. Man må ud på isen. Men for mig har det været et arbejde at nå dertil.”

Margrethe Vestager siger i dag, at hun kan spore genertheden tilbage til sin barndom. Hun er født i 1968 og voksede op som den ældste af fire søskende i et præstehjem i den lille by Ølgod i Vestjylland. Familiens hjem var åbent for byens borgere, som bankede på køkkendøren og bad om at få en samtale.

”Den ene dag kunne man høre en bil i perlegruset om morgenen. Så var det en ung mand, der skulle melde, at han var blevet far i løbet af natten. Andre gange ringede telefonen sent om natten, og så var det nogen, der havde brug for én at tale med. Det sidder stadig i mig. En telefon, der ringer … jeg kan slet ikke have det. For der kan være nogen, der har brug for, at den bliver taget,” siger Margrethe Vestager, da jeg møder hende på kontoret i Gothersgade en uge efter vores første møde.

Med jævne mellemrum satte hendes forældre en annonce i byens avis og inviterede sognets borgere til åbent hus i præstegården med kaffe og hjemmebag. Forældrene holdt åbent hus flere dage i træk, og præstegården fik besøg af flere hundrede borgere. Margrethe hjalp til i køkkenet og sørgede for, at der var kaffe på kanden, og at traktementet blev serveret i den rigtige rækkefølge. Men hun holdt sig på afstand af gæsterne i stuen.

I Ølgod kunne man møde et udsnit af byens unge på diskotek Shakespeare, men ikke Margrethe Vestager. Hun befandt sig bedst på biblioteket, hvor hun sad i sit eget selskab og læste romaner. Men en dag i folkeskolen, hun husker, at det var i femte eller sjette klasse, tog hun ordet og sagde, at hun gerne ville repræsentere klassen i elevrådet.

”Det var en overvindelse. Men jeg opdagede, at der ikke skete noget ved det. Jo, jeg fik lov til at repræsentere klassen i elevrådet, men der var ikke en faldlem, der åbnede sig i gulvet, der var intet mørke, der opslugte mig.”

I elevrådet var Margrethe Vestager med til at få indført, at skolen fik en madbod, hvor elever, der ikke havde madpakke med hjemmefra, kunne købe rugbrød, yoghurt, frugt og en juicebrik.

”Det gik langsomt op for mig, at hvis man gerne vil ændre nogle ting, så er man nødt til at stille sig op på ølkassen, så folk kan se en. Det ændrer ikke på, at jeg stadig ikke har lyst til at være festens midtpunkt. Men jeg har det sådan, at hvis jeg arbejder med ting, jeg brænder for, så må jeg ud at stå et sted, hvor folk kan se mig.”

MARGRETHE VESTAGER regnes i dag for at være en effektiv kommunikator. Og hun er ikke bleg for at stille op i mere uhøjtidelige sammenhænge, hvis hun føler, at det kan være med til at udbrede kendskabet til hendes arbejde. Hun har blandt andet medvirket i ’Tæt på sandheden’ med Jonatan Spang på DR2. Han fortæller:

”Vi lavede en joke om, at Margrethe taper en mursten fast til en dankortterminal og smider den gennem soveværelsevinduet hos en af direktørerne for tech-giganterne – en såkaldt Margrethe-faktura. Jeg snakkede med de andre skrivere på showet, og alle var imponerede over Margrethes evne til at spille med. Rent fagligt leverede hun godt. Hun har en god timing.”

I ’Quizzen med Signe Molde’, også på DR2, har Margrethe Vestager medvirket sammen med Pia Olsen Dyhr fra SF. I Moldes quiz spiddes ugens begivenheder, og de to gæster skånes ikke. Da jeg genså programmet, kom det bag på mig, at Margrethe Vestager virkede urolig. Der var noget vagtsomt i hendes blik, som jeg ikke har set før. For første gang i lang tid var Margrethe Vestager ikke i kontrol. Den grundige, altid velforberedte Vestager anede ikke, hvad der ventede hende.

Jeg spørger Signe Molde, hvad der skete:

”Inden vi skulle ind i studiet, stod vi og sludrede, og Margrethe Vestager sagde, at hun var nervøs. Det overraskede mig. Det var dagen efter, at hun havde givet en kæmpe bøde til Amazon. Jeg tænkte, at det giver ingen mening, at hun er nervøs over at være med i en quiz, når hun kan stå og tordne mod gigantiske firmaer. Jeg tænkte, om hun brugte sin nervøsitet som et trick for at få mig til at behandle hende med fløjlshandsker. Jeg ved det ikke. Jeg sagde til hende: ’Du kan være helt rolig,’ vel vidende at jeg havde planlagt at gå til hende og drille hende.”

Quizzen gik fint. Margrethe Vestager og Pia Olsen Dyhr klarede sig igennem og svarede for sig efter bedste evne.

”Jeg har Vestager mistænkt for at have en stor gøgler inden i,” siger Signe Molde. ”Jeg tror, hun godt kan lide at fjolle og have det sjovt. Jeg synes, det er sejt, at vores magtfulde politikere stiller op til sådan noget. Kunne du se Erdogan eller Putin være med i sådan en quiz? Jeg er stolt af at bo i et land, hvor man kan lave satire, og hvor danske politikere stiller op.”

Margrethe Vestager har været med til at sætte ansigt på et EU, som for nogle virker fjernt og bureaukratisk. Men hvordan hun bor, og hvordan hun lever sit liv med sin mand og parrets tre voksne døtre, holder hun for sig selv. Det var, da Margrethe Vestager var ung, at hun lærte at sætte grænsen. Hun boede med sin mand, Thomas Jensen, der i dag arbejder som adjunkt, i en toværelseslejlighed i Vognmandsmarken på Ydre Østerbro i København. Det var et hjem med møbler og bøger over det hele. I soveværelset stod et klædeskab, en seng og et skrivebord. Da Margrethe Vestager stillede op som landsformand for Radikale Venstre som 25-årig i 1993, fik hun besøg i lejligheden af en journalist og en fotograf.

”Den dag, jeg lavede interviewet, lå der tøj til tørre over det hele. Jeg sagde til fotografen, at vi ikke kunne tage billeder i stuen, fordi der lå underbukser til tørre på radiatoren. Fotografen sagde, at det ikke var noget problem, for han ville skære billedet til, så det var et portræt af mig, og man kunne ikke se, hvor det var taget. Da billedet blev bragt i avisen, så man hele miseren og underbukserne på radiatoren. Vi tænkte: ’Det stopper her. Vi kommer ikke til at dele mere fra vores hjem.’ I takt med, at børnene er kommet til, forsøger jeg at sige, hvad jeg står for, hvad jeg brænder for, hvad jeg mener, hvad jeg gerne vil, hvem jeg er. Men vores børn har deres egen historie. At vi ikke stiller op i ’Vis mig dit køleskab’ eller ’Kender du typen?’, gør, at vi har et sted, som er vores, og som alle ikke behøver at forholde sig til.”

Hun tænker lidt. Så siger hun:

”Paradokset er tit, at det, som er privat, i virkeligheden er det, vi mennesker har mest fælles. Det er det, som er personligt, der adskiller os fra hinanden.”

ONSDAG MORGEN 15. juli 2020 var Margrethe Vestager til det ugentlige kollegiemøde med sine kommissærkolleger i Berlaymont-bygningen i Bruxelles. Kommissærerne har på Margrethe Vestagers opfordring vedtaget, at man lægger mobiltelefonen væk under mødet, fordi det virker distraherende, når kommissærerne ustandseligt tjekker deres telefoner for beskeder og nyheder. Alligevel havde Margrethe Vestager svært ved at samle tankerne under mødet. Hun vidste, at EU-Domstolen i Luxembourg samme dag ville offentliggøre sin dom i en sag, der var Margrethe Vestagers største til dato.

Fire år tidligere, i 2016, havde hun vakt opmærksomhed, da hun straffede Apple for at betale en forsvindende lille skat i Irland, hvor firmaet har sit europæiske hovedkvarter. Apple var i flere år sluppet afsted med at betale 0,005 procent i skat til Irland, som dermed havde givet det amerikanske selskab en ulovlig skattefordel til skade for den frie konkurrence mellem medlemslandene. Vestager afgjorde, at Apple skulle betale 100 milliarder kroner i skat til Irland. Apple appellerede sagen til EU-Domstolen, og nu ventede Margrethe Vestager den juli-formiddag fire år senere på at høre afgørelsen. En betjent trådte ind ad døren til kollegiemødet og afleverede et print af dommen, som kort forinden var blevet offentliggjort til de betjente, som har lov til at gå ind med materiale til kommissærerne, mens mødet er i gang.

Margrethe Vestager læste, at EU-Domstolen havde annulleret EU-Kommissionens krav fra 2016. Begrundelsen var, at det efter domstolens mening ikke i tilstrækkelig grad var blevet dokumenteret, at der var tale om ulovlig statsstøtte til Apple. Virksomhedens administrerende direktør Tim Cook udtalte snart efter, at han var tilfreds med dommen. Han sagde, at hans firma var stolt af at være ’den største skattebetaler i verden, da vi ved, hvor vigtig en rolle skattebetalinger spiller i samfundet.’

Jeg spørger Margrethe Vestager, om hun var skuffet over dommen.

”Det er meget sjovere at vinde i retten end at tabe,” siger hun.

Hvordan var din sindsstemning i den situation?

”Jeg var fly forbandet over det, fordi det er en super vigtig sag. Og jeg går meget op i retfærdighed på skatteområdet, for jeg synes ikke, det er rimeligt, at der er så mange, der betaler deres skat, og der er nogle få, der slipper. Det er både mærkeligt, at man ikke bidrager til det samfund, hvor man driver sin forretning, og det er så ulige konkurrence, som næsten tænkes kan. Virksomheder konkurrerer jo om kapital, om medarbejdere, om kunder. Så ud fra en åbenlys rimelighedsbetragtning synes jeg ikke, det er fair.”

Tænkte du, at I ikke havde forberedt sagen godt nok?

”Jeg tror ikke, vi kunne have gjort det anderledes. Vi havde endda forberedt en sekundær argumentation, således at hvis retten mod forventning ikke kunne følge os, så kunne vi sige: ’Jamen, det er faktisk også ulovligt på denne her måde.’ Det er ret almindeligt, at man har en sekundær argumentation. Så nej, jeg tror ikke, at vi kunne have …”

Margrethe Vestager tøver.

Hvordan tackler man en skuffelse, når man er Margrethe Vestager?

”Først og fremmest trækker man vejret helt nede i maven. Der er kun én ting, som virker i forhold til det, som er vigtigt for mig at finde ud af, nemlig hvordan kan jeg handle på det her, og det er at have ro. Hvis man begynder at løbe op og ned ad væggene, så tænker man ikke klart længere. Så det er at have ro på og finde ud af, hvad vi har med at gøre og så finde ud af, hvad kan vi gøre i denne her situation.”

Kaldte du kabinettet sammen og gav dine medarbejdere en orientering?

”Da kollegiemødet var færdigt, gik jeg op, og vi samledes. Mine medarbejdere havde i mellemtiden været i gang med at læse dommen. Vi fik sendt en udtalelse afsted, og så planlagde vi, hvad processen nu skulle være. Derfra havde vi to måneder til at beslutte, om vi ville anke dommen. Man kan ikke bare anke ud af det blå, man skal argumentere for, hvorfor vi mener, at der er juridiske grunde til at gøre det. Man kan ikke bare gå til en højere instans, fordi man er utilfreds. Så vi begyndte straks at forberede: Hvad skal der til, hvem skal vi have fat i, hvordan understøtter vi, at vi vil have den her sag prøvet én gang til.”

Var stemningen mat i kabinettet?

”Nej, den var mere frustreret energisk: ’Noget må gøres.’”

Går du forrest med det gode humør i sådan en situation?

”Jeg synes, det er o.k. at vise, at man er frustreret, hvis man kan veksle den frustration til handlekraft. For der er jo ikke nogen, der tror på, at man synes, det er en super situation, for det er det ikke, som sagt er det meget bedre at vinde i retten end at tabe. Så hvis man har tabt, må man gerne vise sine medarbejdere: Det er jeg frustreret over. Jeg havde håbet, at det gik anderledes, vi havde tilrettelagt det, så det skulle gå anderledes, det gjorde det så ikke. Det, synes vi, er træls lige nu. Og så skal vi videre. Hvis man ikke kan dele med andre, at ting ikke er, som de skal være, så kan man heller ikke få det sammenhold om at lave om på det. Vi troede virkelig, vi havde gjort, hvad vi kunne, for at vinde den sag. Vi fandt så ud af: O.k., sådan ligger landet, det er vi ikke tilfredse med, nu gør vi noget ved det.”

I årene inden kunne du nærmest gå på vandet. Du havde en kæmpe medvind …

”Ja, men jeg er altid super, super omhyggelig, fordi domstolene er uafhængige. Uanset hvor meget umage man gør sig, så ved man ikke, hvad domstolen vil sige. Så jeg har levet med, at der var en risiko for at tabe sådan en spektakulær sag som den der, og det gør måske, at jeg ikke surfer på bølgen, fordi jeg ved, at den kan knække på et tidspunkt. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det: Jeg står på stranden og registrerer, at bølgen er der, og det er flot og fint og dejligt, men jeg har stadig min egen zone, og den er god nok.”

Margrethe Vestager er ikke tilfreds med det sproglige billede, hun lige har givet.

”Det er meget klodset udtrykt,” siger hun.

Du registrerer, at der en bølge, men du vil ikke lade dig forføre af den?

”Jeg har ikke brug for at ride på den, fordi ting vil ændre sig. Højt at flyve, dybt at falde. Det er en kendsgerning. Det kan godt være, at i forhold til mediebilledet ser det flyvende ud, og det kan da godt være, at hvis nu jeg begår mange fejl og alt muligt andet, så vil medierne sige: ’Nu falder hun dybt.’ Men jeg ved jo, hvor jeg er. Fordi jeg havde et liv før, og jeg har et liv efter. Og det skal være mit.”

Efter at have nærstuderet dommen sammen med sine medarbejdere besluttede Margrethe Vestager i september 2020 at anke den til EU-Domstolens højeste instans. Der ventes at gå nogle år, før en endelig dom falder.

MENS MARGRETHE VESTAGER har travlt i Bruxelles, har det ikke undgået hendes opmærksomhed, at hendes gamle parti befinder sig i en krise. Morten Østergaard, der overtog formandsposten efter Vestager i 2014, har forladt Radikale Venstre, og i en meningsmåling i februar 2021 gik partiet tilbage fra 8,6 procent til 5,6 procent af vælgerne sammenlignet med valget i juni 2019.

”Det er træls,” siger Margrethe Vestager. ”Det er gode folk, det er et godt parti. Jeg synes, der er brug for dem. De skal nok komme tilbage igen.”

Savner du nogensinde dansk politik?

”Jeg savner menneskene. Der er mange mennesker, som jeg godt kan lide, som jeg kender godt og har kendt i mange år. Jeg savner ikke dansk politik som sådan.”

Det er et klassisk spørgsmål, som du har fået før: Kan du overhovedet forestille dig nogensinde at vende tilbage til dansk politik?

”Jeg har også et klassisk svar.” Margrethe Vestager slår en latter op.

Lad os høre det …

”Hvis jeg skal leve 40 år mere, så er det svært helt at udelukke det.”

Men alt andet end statsminister vil vel være et tilbageskridt for dig?

”Man skal ikke se på verden på den måde. Det kan være, jeg får en calling om 20 år og tænker, at det her, det må jeg kaste mig over. Og så får jeg en kreds i det lille parti, og så ser vi, om det kan bære.”

Andre spekulerer i, om Margrethe Vestager vil fortsætte til en ny toppost i europæisk regi, når hendes mandat som konkurrencekommissær udløber 31. oktober 2024. Men så langt vil Vestager ikke tænke.

”Jeg tror, det er afgørende for ens næste job, at man gør det job, man har, ordentligt. Fordi lige så snart man begynder at tænke: ’Hvad skal jeg gøre for at få det næste job,’ så er man ikke til stede længere i det arbejde, man har. Som sagt: Jeg har fået kam til håret. Det her job kræver min fulde opmærksomhed. ’Konen med æggene’ er altid til stede for mig som en skrækhistorie.”

Hun banker tre gange med knoerne på bordet.

”Man skal sælge æggene, inden de går i stykker.”

Christina Holm Eiberg kommer ind. Tiden er gået. Hun kigger på Margrethe Vestager.

”Du har et møde.”

Verden er en vildtvoksende have. Nogen skal luge ud og holde øje.

Christina Holm Eiberg kigger på mig.

”Jeg beklager.”