Jakob Engel-Schmidt: "Jeg ved, at den er gal. Jeg ved godt, at jeg stadig har kokain i blodet"

Fortæl, hvad der sker natten til 4. juli 2017.

”Jeg har været inde i byen og hente min bil, fordi jeg skal bruge den næste dag. Det er sommerferie, og dagen forinden har jeg været i byen og taget kokain. Jeg spiser noget mad inde i byen, og den bliver lige efter midnat, da jeg kører hjem ad Lyngbyvejen. En af mine baglygter virker ikke, så jeg bliver stoppet af politiet. Da ved jeg godt, at den er gal. Jeg ved godt, at jeg stadig har kokain i blodet, og jeg ser forsiden af Ekstra Bladet for mig.”

Hvad tænker du?

”Skal jeg trykke på speederen og prøve at stikke af? Ej, det skal jeg ikke. Så jeg stopper bilen.”

Går der et sug gennem kroppen?

”Ja, adrenalinen pisker rundt, da jeg holder ind til siden. Politiet vil gerne se mit kørekort, og det viser jeg dem. Jeg siger, at jeg er træt, og at jeg gerne vil hjem. Jeg ville gerne kunne gengive hele den debat, jeg har med betjenten, men det kan jeg ikke. Men jeg er i hvert fald ikke samarbejdsvillig og meget lidt høflig. Det har jeg undskyldt for efterfølgende. Jeg er en ekstremt presset mand, der godt ved, at mit liv er ved at ændre sig radikalt. At alt det, jeg har arbejdet for i de seneste 10 år, er ved at blive totalt smadret. Lige så meget respekt jeg har for dansk politi, lige så lidt er de i stand til at holde sådan noget internt. Hvis jeg får en bøde eller mister kørekortet, så ved Ekstra Bladet det efter tre minutter.”

Du afviser at blæse i en ballon, ville det have hjulpet, tror du?

”Ja, det skulle jeg bare have gjort, for jeg havde ikke drukket for meget. Men jeg reagerer hverken rationelt eller hensigtsmæssigt. Jeg kommer med på stationen, hvor de tager en blodprøve, og så bliver jeg løsladt igen.”

Ved de godt, hvem du er?

”Det tror jeg nok, jeg har jo givet dem mit kørekort.”

Ikke alle politifolk følger nødvendigvis med i politik, men har du en fornemmelse af, at de ved det?

”Ja, det tror jeg, de gør. Men igen, jeg kan ikke give dig et fyldigt referat. Jeg har været i en eller anden form for choktilstand. Når jeg taler med andre, der har været i chok, synes de, det lyder latterligt, men det var jeg altså. Så tog jeg en taxa hjem.”

Hvad tænker du, da du sidder i taxaen?

”At mit liv er forbi. Det er et fortærsket udtryk, men det er det, jeg tænker. At alt er forbi. Og det kommer også til at præge mit liv det næste stykke tid. Jeg lukker mig inde. Endnu mere.”

(Jakob Engel-Schmidt begynder at fortælle om sin baggrund.)

”Jeg har altid været den i familien, der var mest ambitiøs. Ham med de største armbevægelser, der aldrig lagde skjul på, at der var ting, jeg gerne ville nå. Jeg er vokset op i Birkerød som den ældste af fire børn. Min far er pottemager, og min mor er korrespondent. Vi havde ikke mange penge, jeg gik for det meste i genbrugstøj, men vi manglede aldrig noget. Jeg har haft en utrolig lykkelig barndom med nogle forældre, der prioriterede en stor familie frem for charterferier. Den gamle Opel Kadett kunne lige nøjagtigt snegle os op til sommerhuset i Rørvig, som har været i familien i generationer. Det var virkelig en meget lykkelig opvækst med sunde værdier, hvor jeg tidligt blev givet ansvar for mine yngre søskende og for at tjene mine egne penge.

Jeg har altid været relativt entreprenant. I løbet af børnehaveklassen og 1. klasse begyndte jeg pludselig at spise ret meget i skolen, troede mine forældre. Men det var fordi, jeg solgte halvdelen af min madpakke til Mads. Hans forældre havde mange penge, men de var ikke så gode til at smøre madpakker. En dag opdagede en af pædagogerne, at jeg havde omkring 300 kroner liggende i småmønter i min skoletaske.

Jeg fik min første avisrute, da jeg var 10 år og sparede op til den Nintendo, jeg ønskede mig, og som vi ikke havde råd til. Da jeg blev 12, blev jeg fyret, fordi EU indførte en regel om, at man skulle være 13 for at arbejde. Der var altså nogen, der bestemte, at jeg ikke længere måtte tjene mine egne penge, og det, syntes jeg, var mærkeligt, og jeg ville finde ud af hvorfor. Dér blev min politiske interesse sået. Jeg fik så en ny rute, så snart jeg fyldte 13. Det var ikke, fordi politik fyldte så meget derhjemme. Min far ville aldrig sige, hvad han stemte, min mor stemte radikalt, indtil jeg blev aktiv, så stemte de begge to på mig. Jeg tror, de syntes, det var deres pligt, for vi er virkelig ikke altid enige. Men jeg var den eneste i de små klasser, der så TV-Avisen hver aften.”

Hvordan havde du det i skolen?

”Min psykolog har sagt, at hvis jeg var født i dag, ville jeg have fået en let ADHD-diagnose. Jeg kunne overhovedet ikke sidde stille, og jeg havde nogle kvindelige føle-føle-lærere, der slet ikke kunne trænge ind til mig. Jeg havde det godt med kammeraterne, men jeg hadede at gå i skole. Der var en lærer, der sagde: ’Det er godt, din far er så dygtig med hænderne, for med dit hoved bliver du aldrig til noget.’ Det bed sig selvfølgelig fast, for det skulle hun fandeme da ikke bestemme. Men så fik jeg en ny lærer, der hed Klaus. Han blev min klasselærer i 6. klasse, og det ændrede alt stort set fra den ene dag til den anden. Det er også derfor, jeg har interesseret mig så meget for uddannelsespolitik, for hvis man motiverer folk ordenligt, kan man skabe en interesse og en lyst til at lære noget. Jeg gik fra at være umulig til relativt dygtig på meget kort tid. Begyndte at skrive mine egne noveller. Jeg fandt glæden ved at lære noget og fandt ud af, at jeg ikke var så dum.”

Hvad gjorde du så?

”Jeg skulle nok være taget på Handelshøjskolen, men alle mine venner skulle på gymnasiet, så det gjorde jeg også. Vi havde det skidesjovt, og jeg elskede det.

I lang tid troede jeg, at jeg skulle være advokat, men da jeg fandt ud af, at det ikke var helt som i tv-serierne, ville jeg være soldat. Vi boede tæt på et gammelt militærområde, og det med de meget faste rammer tiltrak mig. Jeg kom til session og trak 600-et-eller-andet og søgte ind på reserveofficer-uddannelsen. Inden jeg skulle starte, arbejdede min ven Andreas og jeg et halvt år som postbude. På det tidspunkt var jeg allerede aktiv i VU, men opholdet i Post Danmark skærpede mit politiske kompas. Den første uge var vi langsomme, vi skulle lige lære det, men derefter blev vi ret hurtige, og der gik sport i, hvem der kunne blive færdig med sin rute først. Til sidst kunne vi være færdige omkring 12.30. Så en morgen, da vi mødte, stod fællestillidsmanden og ventede på os. Beskeden var, at hvis ikke vi kunne indordne os og komme hjem efter 14.30, ville nogle af kollegerne blive fyret. ’Så nu tager I en måned, hvor I kommer hjem på posthuset efter klokken 15.’ Hvad gør man så? Vi fandt den hyggeligste bager og sad der hver dag klokken 13 og drak kaffe og spiste gammelt wienerbrød i to timer.”

Så hvis du ikke var ægte liberal på det tidspunkt, så blev du det?

”Så blev jeg det. Det var nogle rigtig søde kolleger, men de havde ikke fokus på virksomheden. Så var der mere effektivitet i hæren. Her blev den flabede Jakob Engel-Schmidt også fortalt, hvor skabet skulle stå. Det passede mig rigtig godt, jeg lærte meget om ledelse, om at træffe beslutninger og løse en opgave. Jeg blev nr. 2 på sergentskolen og ville være gået videre til officersskolen, men skulle vente et helt år, fordi jeg var for ung, og det havde jeg ikke tålmodighed til. I stedet begyndte jeg på Handelshøjskolen. Sideløbende var jeg stadig meget aktiv i VU og blev landsformand i 2009.”

Drømte du på noget tidspunkt om at blive formand for Venstre?

”Nej, jeg har altid vidst, at der var folk, der var dygtigere og mere inkluderende end jeg. Jeg har altid været skarp, når jeg har debatteret, og jeg deler vandene. Men det er ikke nogen hemmelighed, at jeg altid har drømt om at blive minister. I 2011 var jeg 100 stemmer fra at komme i Folketinget, men kom ind i 2013, da Gitte Lillelund Bech stoppede.”

Hvordan var det at komme i Folketinget?

”Det havde jeg det faktisk lidt blandet med. På sin vis var det en gave, og jeg er meget taknemmelig for den tid, jeg har haft derinde. Men man starter på bagerste række ligegyldigt hvilket talent, man har, og jeg syntes nok, det gik lidt langsomt til at begynde med. Det at være folketingspolitiker er et håndværk, hvor man er nødt til at lære det parlamentariske spil, lære forretningsgangen og opbygge en forståelse med de andre politikere. Jeg kastede mig ud i alle kampene med det samme. Der var sikkert nogle, der syntes, det var meget godt gået, men helt sikkert også nogle, der syntes, jeg var for meget.

Da Lars Løkke kom i problemer med endnu en bilagskrise i 2014, var jeg en af dem, der blev bedt om at forsvare ham. Der var nogle måneder i træk, hvor telefonen ringede fra 05.45 til midnat, og det sled hårdere på mig, end jeg ville være ved. Jeg kunne bare have sagt nej, men det gjorde jeg ikke. Jeg har aldrig været bange for en politisk slåskamp, og jeg ville bevise, hvad jeg kunne. Ved valget i juni 2015 gik Venstre voldsomt tilbage, og jeg kom heller ikke ind. Det blev jeg meget frustreret over. Især når folk fortalte, at de gerne ville have stemt på mig, men ikke kunne, fordi jeg havde forsvaret Lars Løkke. Jeg syntes virkelig, verden var urimelig. Jeg fik hurtigt job som uddannelsesdirektør på Niels Brock og begyndte der 1. september 2015. Men i februar 2016 blev Ulla Tørnæs minister, Morten Løkkegaard kom til Bruxelles i stedet for hende, og jeg fik hans plads i Folketinget.”

Hvordan så dit liv ud i den periode?

”Når jeg tænker tilbage, så var det dér, at grundlaget for min stressdiagnose blev lagt, for jeg havde virkelig givet den gas på Niels Brock, og da jeg kom tilbage i Folketinget, gav jeg den også gas der. Der var tilmed en kort overgang, hvor jeg havde begge job samt en plads i byrådet i Lyngby. Jeg slappede aldrig af. Jeg var med til forhandlinger, udvalgsmøder, med i delegationer, tog imod besøgende på Christiansborg, og så var jeg ret aktiv i medierne.”

Hvorfor havde du så travlt?

”Jeg ville udnytte den chance, jeg havde fået. Vise, at det var en kæmpefejl, at jeg var røget ud af Folketinget. Jeg blev ved med at få mere travlt i takt med, at jeg fik mindre overskud. Glæden ved de ting, jeg plejede at elske, forsvandt. Glæden ved en god debat, at kæmpe for noget lovgivning, at tage rundt og besøge Venstre-foreninger i Jylland og komme sent hjem, eller tage ud og spise med vennerne. Alt sammen føltes som en sur pligt, og jeg havde svært ved at overskue det. Det, der før havde givet mig energi, drænede mig. Jeg sov dårligt om natten, var træt om dagen, og så begyndte jeg at aflyse ting.”

Hvad sagde din kæreste?

”Vi boede ikke sammen på det tidspunkt, ellers havde hun nok opdaget det.”

Hvad med dine venner?

”Jeg er et ærekært menneske og god til at opretholde en facade. Og var virkelig dårlig til at indrømme, at jeg havde et problem. Det er noget af det, jeg har lært af alt det her. Håber jeg.”

Så hvis de spurgte om noget, benægtede du, eller spurgte de slet ikke?

”Min ven Andreas fandt ud af, at jeg havde det skidt, og vi talte også om stress, men der var ingen, der fandt ud af, hvor skidt jeg egentlig havde det. Normalt ville man gå til sin HR-chef og sige: Jeg har brug for tre måneders pause. Det gjorde jeg ikke. Politik er en savanne kun med rovdyr, og jeg tænkte, at hvis jeg viste svaghed, ville min karriere være ødelagt. Jeg turde ikke indrømme, at jeg ikke kunne klare det. Jo længere jeg kom ud i tovene, desto dummere beslutninger tog jeg. Et halvt år forinden ville jeg aldrig have drømt om at tage hårde stoffer, men jeg havde brug for at få noget energi. Jeg havde brug for at slippe væk. Jeg var på vej ud i et alvorligt misbrugsproblem.”

Hvornår tog du kokain første gang?

”I løbet af foråret 2017. Det er desværre alt for nemt at skaffe kokain i København. Jeg blev ofte tilbudt det, når jeg var i byen, og jeg vidste godt, hvor jeg skulle gå hen. Det blev et frirum for mig. Det gav mig energi, og det fjernede mine bekymringer. Det var fantastisk de første par gange, og så får man lyst til det igen. Det er svært at slippe. Jeg havde aldrig troet, at jeg havde potentialet for et misbrug. Misbrug er ikke et ord, du har lyst til at bruge om dig selv. Det er et forfærdeligt ord, og det har taget mig lang tid at kunne tale om. Men sandheden er, at jeg var på vej ud i noget, der kunne være endt rigtigt slemt.”

Natten til 4. juli bliver du så stoppet af politiet på Lyngbyvejen, de tager dig med på stationen og tager en blodprøve. Du ved, at du har kokain i blodet, at du formentlig mister dit kørekort, og du er overbevist om, at historien på et eller andet tidspunkt bliver lækket til pressen. Du sidder i taxaen og tænker, at dit liv er forbi. Taler du med nogen, efter du kommer hjem?

”Overhovedet ikke. Jeg fortæller INGEN om det. Jeg overvejede, om det var tid til at emigrere, eller om jeg bare skulle ringe til medierne og få det overstået med det samme. Men jeg ender med at isolere mig. Og så på et tidspunkt begynder jeg at tænke i udveje. Jeg klynger mig til et håb om, at det måske alligevel aldrig kommer frem.

Hvad nu, hvis jeg dropper ud af Folketinget og finder noget andet at lave, kan jeg så slippe væk fra det her? Hvis jeg ikke er en offentlig person, er der vel ikke nogen, der har en interesse i at smadre mig? Og så dropper jeg ud af Folketinget og starter som udviklingsdirektør på Niels Brock. Jeg opgav min livs store drøm, fordi jeg havde opført mig som en idiot. Det jager mig den dag i dag, og det vil jage mig, til jeg dør, at jeg gjorde det.”

Skulle du være blevet?

”Ja! Jeg skulle i den grad være blevet. Og så skulle jeg have ringet til dem, jeg stolede på i Venstre, og bagefter skulle jeg have sat mig ned blandt nogle journalister og sagt: ’Nu skal I høre. Jeg har været hårdt ramt af stress, jeg har gjort noget virkelig dumt, og jeg har også gjort noget ulovligt. Nu tager jeg nogle måneders orlov for at få det bedre, og så må vælgerne stemme mig ud næste gang, hvis de ikke vil have mig.’ Jeg tror ikke, jeg var lykkedes med det, for jeg er ikke sikker på, at mit parti havde accepteret det, men det burde jeg have prøvet.”

Du synes, du stak halen mellem benene?

”Ja, og det er ikke den, jeg plejer at være. Men jeg var simpelthen så flov, og jeg skammede mig virkelig meget. Og jeg tænkte, at hvis jeg får et job igen på Niels Brock, kan det være, at jeg får lov til at være i fred, og så kan det være, at jeg kan komme tilbage igen en dag.”

Hvordan var det at starte på Niels Brock?

”Det var hårdt. Jeg havde ikke den helt store motivation.”

Hvad sagde du til folk, der spurgte, hvorfor du valgte at forlade Folketinget til fordel for Niels Brock?

”Jeg tror ikke, folk forstod det, og jeg tror heller ikke, jeg var god til at forklare det, men jeg gemte mig bag nogle politiske frustrationer, som delvist var reelle nok. Jeg var ordfører på uddannelse og var træt af regeringens uddannelsespolitik. Det hele handlede om nedskæringer, vi er et land uden naturressourcer, så det, synes jeg, er uklogt. Jeg var tvunget til i nogle interview at forsvare noget – fx stop for dobbeltuddannelser – som jeg dybest set ikke mente var særligt hensigtsmæssigt.”

Hvad svarede du, når folk spurgte, hvorfor du ikke brugte din bil?

”At jeg boede ved siden af stationen i Lyngby, og at Niels Brock ikke havde noget sted, jeg kunne parkere. Men der var ikke så mange, der spurgte, for det giver jo ingen mening at køre ind af en trafikramt Lyngbymotorvej.”

Undrede din kæreste sig heller ikke?

”Det har vi faktisk ikke talt så meget om, men det tror jeg ikke.”

Så du stadig dine gamle venner i den periode?

”Ja. Den del af mit liv kørte faktisk okay. Jeg var holdt op med at gå i byen, holdt op med at tage kokain og havde lidt mindre ondt af mig selv. Det gik bedre i den periode, men af og til blev jeg også konfronteret med rygter om, at jeg havde været ude i noget promillekørsel eller havde fået taget kørekortet. Hver gang sagde jeg bare: De havde nok skrevet om det, hvis det var rigtigt. Ekstra Bladet hev også fat i mig på et tidspunkt i løbet af det efterår og sagde, de havde hørt rygterne. En dag i februar ringede de så og sagde, at de gerne ville have min kommentar til, at jeg havde kørt med ulovlige stoffer i blodet. Det var eftermiddag, jeg havde lige spillet squash med en kollega fra Niels Brock, og de ville bringe historien samme aften.”

Hvad tænkte du?

”At mit liv, som jeg kender det, er forbi.”

En gang til?

”Men denne gang er det rigtigt. Før var det en frygt, nu er det rigtigt.”

Hvad sagde du til journalisten?

”Jeg sagde: ’Mit liv er forbi, hvis du bringer den historie.’ Jeg ringede også til redaktøren og bad på mine grædende knæ, om han ikke nok vil lade være med at bringe den. Det var de jo ligeglade med, og det kan jeg også godt forstå. Objektivt set skal sådan en historie skrives. Sådan er det. Jeg blev citeret for at sige, at det er mit livs fejltagelse, og at jeg er meget ked af det. Det værste for mig var, at jeg ikke havde fortalt det til nogen. Hvis bare jeg havde forberedt mine nærmeste på det, ville det have været mindre slemt.”

Hvem er den første, du ringer til?

”Min kæreste. Hun er selvfølgelig dybt skuffet. Hun valgte at blive hos mig, men jeg ville ikke have bebrejdet hende, hvis hun var gået. Der går sjældent en dag, uden jeg tænker på det svigt, jeg har udsat hende for. Jeg ringede rundt til omkring 60 mennesker den aften, hvor jeg vidste, at det ville komme på nettet og på forsiden dagen efter. Det er det hårdeste, jeg har gjort nogensinde.”

Kan du huske reaktionerne?

”Folk var kede af det på mine vegne.”

Var der nogen, der blev vrede på dig?

”Det kan godt være, men så opfattede jeg det ikke. Jeg var fokuseret på at få afleveret beskeden, fået fortalt, at jeg var ked af det, at jeg fortrød det og så videre til den næste. Jeg tror, min kredsformand var den, der var mest fordømmende. Han valgte jo også at gå i tv bagefter og cutte alle bånd til mig. Ikke, at jeg ikke forstår ham.”

Læste du historien, da den kom på nettet?

”Ja. Jeg læste det meste af det, der blev skrevet. Desværre.”

Hvad skete der i dagene efter?

”Jeg lå bare derhjemme. ’Efter forståelse med Niels Brock stoppede jeg med øjeblikkelig virkning’, som det hedder i den aftale, der blev lavet, og som jeg ikke kan kommentere yderligere. Jeg mistede også det job, jeg havde på TV 2, hvor jeg sad i et fast panel, og min kreds sagde, at de aldrig ville have noget med mig at gøre igen. Jeg var på forsiden fem dage i træk, så den første uge ringede medierne for at få en kommentar, og der var rigtig mange, der ringede eller skrev og bakkede mig op. Du kan fx se den her fra Mette Fredriksen. (Jakob Engel-Schmidt viser opbakkende sms fra den daværende oppositionsleder og nuværende statsminister). Der var mange, der udtrykte, at de var kede af det. Det rørte mig utroligt meget, og det gør det stadig, når jeg kigger på beskederne. Jeg har gemt dem allesammen. Der var flest af de søde beskeder, men der var også andet. Efter den første uge var det kun de nærmeste, der ringede. De var der for mig hele tiden, og det er jeg dybt taknemmelig for. Men at blive eksponeret, latterliggjort og kritiseret langt ned under gulvbrædderne gjorde noget ved mig.

Når man går og frygter noget, så siger folk tit, at når det så sker, så er det ikke så slemt alligevel. For mig var det meget værre. Det var meget værre, end jeg nogensinde havde forestillet mig. Jeg mistede min værdighed, min selvrespekt, min selvtillid og mit selvværd. Jeg siger ikke, at jeg ikke havde fortjent det, men oplevelsen af at ligge derhjemme og blive smadret, den var brutal.

(Jakob Engel-Schmidt tager sin dagbog frem)

Dette er fra min dagbog: ’Jeg lukkede mig ned og lukkede mig inde. Min verdens nordpol og sydpol blev distancen mellem soveværelset og sofaen foran tv’et, og min kontakt til omverdenen var nemlig.com eller Just Eat.’ Jeg har set stort set alt, hvad der var på Netflix i den periode. Da jeg endelig turde gå udenfor igen, følte jeg mig som en fremmed i et fremmed land, følte folk kiggede på mig, og at alle i hele verden tænkte, jeg var en idiot. Jeg var bange for at tale med folk. Jeg købte en hættetrøje og en kasket, blev næsten manisk og udviklede en form for social angst. Venstre sørgede heldigvis for, at Morten, min psykolog, kontaktede mig med det samme. Han dukkede op efter et par dage. Uden ham ville jeg være gået helt i hundene.”

Tror du det?

”Ja, det tror jeg faktisk. Han sagde: ’Du kan vælge at tage livet af dig selv, emigrere, eller du kan vælge at tale med mig.’ Det valgte jeg så at gøre. Det eneste, jeg havde tilbage, var de mennesker, der holdt af mig, ellers var jeg totalt nøgen. Min identitet havde ligget i mit arbejde, og min karriere var slut. Det var også hårdt for min kæreste, hun blev konfronteret med det på arbejde. Folk spurgte, hvorfor hun ikke havde lagt mærke til noget. Det var simpelthen så urimeligt, for der er intet at udsætte på hende. Det er bare mig, der har været en idiot.

Efter en måned var der en cykelhandler i Lyngby, der ringede og sagde: ’Rygtet vil vide, at du har mistet dit kørekort. Jeg har en billig knallert 30, hvis du er interesseret.’ Der kunne jeg ikke lade være med at smile. Jeg kan også huske en dag, da jeg gik ned i Lidl for at handle, og en ældre dame kom hen: ’Jeg er simpelthen så ked af det, der er sket for dig, og du må love mig at komme videre.’ Tårerne begyndte bare at trille ned ad kinderne på mig. Sågar journalisten fra Ekstra Bladet ringede. ’Jeg er ked af, hvordan det er gået dig, vi havde skrevet historien lige meget hvad, men du skal vide, at du er en rar og dygtig fyr, og du må love mig at komme videre.’ Det var pænt af ham og i den bedste mening, men lige i det øjeblik føltes det ikke rigtigt. I starten så jeg min psykolog to gange om ugen á to timer. Det var fuldstændig udmattende. Når jeg havde talt med ham, gik jeg i seng og sov 12 timer.”

Hvornår begynder du at få det bedre?

”Da det blev lunere i vejret. Februar og marts var de sværeste. I slutningen af april hentede en af mine venner mig, og så kørte vi en tur. Han fortalte mig nogle ting fra sit liv, der satte tingene lidt i perspektiv. Den slags oplevelser, hvor folk fortalte mig om dengang, de selv havde haft problemer og var kommet videre, fik jeg flere og flere af. Det hjalp mig også at lave en lang liste med ting, jeg var bekymret for, og ting, som jeg troede, at folk syntes om mig, og give den til min psykolog. Så talte vi om det, og jeg fik sat et mere realistisk billede på.

Når noget går galt, er der en forsvarsmekanisme i én, der skyder skylden på andre. Man prøver at finde en forklaring, så man kan rense sig selv. Men i mit tilfælde var den eneste, der var noget i vejen med, mig selv. Jeg bad ikke om hjælp, tingene udviklede sig, og jeg fortalte ikke sandheden. Det har taget mig lang tid at kunne sige de tre ting. At anerkende, at det var mig selv, der var årsagen til det her. Så det hjalp først rigtigt, da jeg kunne komme af med mine frustrationer. Og hvordan gør man det, når det er én selv, der er årsag til det? Min psykolog sagde, jeg skulle finde mig et råbetræ. Et råbetræ? Det er fuldstændig vanvittigt. Jeg boede dengang tæt på en stor kirkegård med en park til, og på ydertidspunkterne er der ikke nogen mennesker. Så jeg udvalgte mig et træ og gik hen og råbte ad det. Det virkede for mig.”

Hvad råbte du?

”Hvorfor fanden har du opført dig så åndssvagt? Hvorfor er du så stædig, at du ikke tror, du har brug for hjælp, hvorfor fanden har du ikke fortalt det til nogen, hvorfor har du smidt din karriere væk? Du har ødelagt alt i dit liv, Jakob, og hvad skal der blive af dig? Er du nogensinde nogen, der vil ansætte dig? Hvordan kunne du svigte så mange mennesker?”

Hvornår tænkte du første gang, at du havde det godt igen?

”En dag i slutningen af maj var jeg ude og fodre ænder med min niece. Hun var kun et halvt år på det tidspunkt, og vi blev meget tætte i den periode. Vi så hinanden flere gange om ugen, og det var befriende at være sammen med hende. Solen skinnede, og jeg husker meget tydeligt, at det var første gang, jeg syntes, livet var værd at leve igen.”

Hvad har du lært om dig selv?

”Jeg skammer mig allermest over, at jeg ikke fik fortalt mine omgivelser om, hvor slemt jeg havde det, og hvor meget jeg havde brug for hjælp. Så jeg har lært, at det er ok at bede om hjælp. Jeg har lært, at jeg har nogle skyggesider, som har gjort mig bange for mig selv. Jeg har den risiko, og det er jeg pinligt opmærksom på hver eneste morgen, når jeg vågner.

Jeg har lært, at jeg har brug for sunde vaner. Jeg tror også, at jeg er blevet et mere rummeligt menneske, og det ironiske er, at jeg bilder mig ind, at jeg ville være en dygtigere politiker i dag, end jeg var for få år siden.”

Vil du gerne tilbage til politik på et tidspunkt?

”Det ved jeg faktisk ikke. Så skulle det være på en anden måde, og det ved jeg ikke, om man kan. Jeg er meget glad for og dybt taknemmelig for at være her hos Rud Pedersen. Jeg skrev altid ’Aldrig færdig, altid på vej’ i mine valgfoldere. Det kan godt være, at jeg ikke er færdig, men jeg er ikke lige så meget på vej mere. Jeg sætter virkelig pris på at have den tilværelse, jeg har i dag.”

Men du ville stadig hellere have været det hele foruden, ikke?

”Jo. Jeg skal stadig leve med at have svigtet de folk, der var tæt på mig. Det trækker en meget lang hale, og de fleste mennesker, jeg møder, har en holdning til det, jeg har gjort. Nogle mener, jeg er blevet smadret for meget i medierne, andre at jeg er en idiot, men de fleste har en holdning til det. Og det er træls at starte de fleste samtaler med folk, man ikke kender, med den del. Det er irriterende. Jeg har så også lært, at når folk spørger, hvordan jeg har det, er det de færreste, der vil have et svar. De fleste håber bare, at det går godt, så man kan komme videre.

Jeg er ikke glad for, at jeg mistede mit kørekort, heller ikke, at det blev lækket til Ekstra Bladet, men jeg er meget taknemmelig for, at politiet stoppede mig den dag. Det lyder lidt juhu-agtigt, men det er jeg faktisk, for det kunne være endt meget værre.”

Hvad vil du give af gode råd til andre?

”Jeg har ikke fundet de vises sten, men det værste, jeg gjorde, var at isolere mig. Hvis man åbner sig, oplever man, at folk faktisk er villige til at hjælpe og tilgive, så længe man er ærlig. Det ville jeg ønske, at jeg havde været.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg, Portræt og Oplæste artikler