Kan Dan Jørgensen redde klimaet?

27. juni 2019, København

Dan Jørgensen går tværs over Prins Jørgens Gård hen til Statsministeriet fulgt af en horde af journalister og kamerafolk. Det er netop blevet offentliggjort, at han er Danmarks nye klima,- energi,- og forsyningsminister.

Han holder ud i sit grønne slips:

”Jeg gik ind i politik på grund af det grønne. Det var Svend Auken, der tog mig under sine vinger. Det er en ret overvældende dag.”

Det er ham, manden fra Morud, der skal levere på regeringens altoverskyggende satsning. Ikke bare regeringens overlevelse afhænger i stor grad af ham. Han skal helst også redde resten af kloden.

I hele sit liv har han været mere end almindeligt optaget af naturen. I hele sit politiske liv har han studeret de dystre prognoser i FN-rapporterne og ventet utålmodigt på, hvornår det ville gå op for alle andre.

Nu taler verden ikke om andet.

Det er 15 år siden, Svend Auken sagde til ham, at det ikke var nok, han forsøgte at påvirke politikerne til at gøre noget for klimaet. Han var nødt til selv at blive politiker.

Nu skal han vise, at han kan gøre en forskel.

Det er 13 år siden, at han i sin første bog om klimaet stillede det meget afgørende spørgsmål: Hvordan skal vi redde verden?

Nu er det ham, der skal komme med svarene.

Som han selv formulerede det; en ret overvældende dag.

19. september 2019, Washington DC

Dan Jørgensen ser lidt træt ud, men han har også snart været vågen i et døgn. Han plejer at kunne sove på bagsædet af ministerbilen bare ved at lukke øjnene, men helt så nemt gik det ikke i flyet til Washington. Desuden var der også en del, han skulle forberede.

Som han står der i ankomsthallen i sine jeans og en lidt krøllet denimskjorte, ligner han ikke en mand, der tror, han kan overbevise nogen om noget som helst. Men det er lige, hvad han skal.

Dan Jørgensen er på en mission, hvor han skal brande Danmark som verdens mest klimaambitiøse land og få så mange som muligt til at følge trop. En fem-dages tur til USA, der kulminerer med FN’s klimatopmøde i New York. Første stop er University of Maryland, et par timers kørsel fra lufthavnen.

Godt tre timer senere sidder Dan Jørgensen og smiler i sit blå jakkesæt. Han har lige holdt et oplæg – og en hel forsamling i sin hule hånd. Han har fortalt om klimakrisen, om Danmarks målsætning om at ville reducere drivhusgasserne med 70 procent i 2030 (sammenlignet med 1990), og selvfølgelig var der også et billede af Svend Auken undervejs.

På første række sad Nathan Hultman, en tidligere rådgiver for præsident Obama, og på et tidspunkt vendte han sig mod hele forsamlingen og sagde noget á lá: Er I godt klar over, hvor stort det er, det Danmark har besluttet?

Nu sidder den danske klimaminister på dekanens kontor. Dekanen for University of Maryland hedder Bob Orr og har et ret afgørende bijob. Han er også rådgiver for FN’s generalsekretær, António Guterres, i alt, hvad der handler om klima. Han har inviteret Dan Jørgensen til en samtale om verdens tilstand. I mere end en halv time taler de om det kommende topmøde, og hvad de enkelte lande mon vil levere. António Guterres har efterlyst handling og ikke bare de sædvanlige skåltaler fra medlemslandene.

”Vi regner med dig, Dan,” siger Bob Orr, da han giver hånden til farvel.

20. september 2019, Washington DC

Dan Jørgensen har fået indhentet nogle, men langt fra alle de timer, han var bagud med sin søvn, for natten på The Watergate Hotel er ikke forløbet helt planmæssigt. Ved 01-tiden blev han vækket af en voldsom banken på døren. Dan Jørgensen steg ud af sengen og gik hen for at åbne. På den anden side stod en meget opløftet og festklar Patton Oswalt, bedst kendt som Spence fra komedieserien ’The King of Queens’.

Han var nok gået lidt forkert, blev de to enige om, og ministeren gik tilbage til sin seng.

Det er sen eftermiddag, og Dan Jørgensen har nået tre interviews, et møde med en republikansk senator fra Alaska, to møder med demokrater fra Repræsentanternes Hus, et hurtigt smut forbi en klimademonstration på Capitol Hill (Greta Thunberg var lige gået), et møde med en gammel ven fra Europa-Parlamentet, der i dag er EU’s ambassadør i USA, og nu sidder han i et tog på vej mod New York. Og fortæller Svend-anekdoter:

”Der er stadig mange i de her sammenhænge, der kan huske Svend, og jeg bruger ham jo aktivt i min fortælling om Danmark og vores ambitioner. Jeg mødte den kinesiske chefforhandler, Xie Zhenhua, i Abu Dhabi, efter jeg havde været minister i få dage. Jeg blev udnævnt om torsdagen og fløj derned om lørdagen. Den kinesiske forhandler er den mest populære mand i rummet, alle vil hen og snakke med ham, og da jeg bliver præsenteret for ham, kan jeg godt mærke, at han er vant til at blive introduceret for rigtigt mange mennesker. Da jeg så nævner Svend Auken, bliver han bare et stort smil. Anekdoten lyder, jeg har ikke fået den bekræftet, men historien går, at da Xie Zhenhua var til et af de forberedende møder før COP 15 i København, havde han ikke tid til at mødes med regeringen eller Connie Hedegaard, han ville kun se Svend. Svend sørgede så for, at han også mødtes med regeringen. Men det navn, som Svend har og dermed også Danmark, er en enorm fordel for os. Vi starter ikke fra scratch.

Der er også den fantastiske anekdote om dengang, hvor Svend kom med til et af de helt afgørende FN-møder, hvor store lande som USA, Kina og Rusland skulle samles for at lukke en aftale. Belgien havde EU-formandsskabet og var også med til mødet. Hvert land måtte kun have én embedsmand med hver. Belgien valgte Svend. Er det ikke fedt?” griner Dan Jørgensen.

Tænker du ikke tit, bare han havde oplevet det her: At se dig som klimaminister og opleve, at klimaet endelig har erobret dagsordenen?

”Jo, for fanden. Hver dag.”

Vidste du, da valget blev udskrevet, at det ville blive et klimavalg?

”Nej, slet ikke. Jeg har været interesseret i det her siden folkeskolen. Jeg begyndte at læse FN-rapporterne, da jeg kom i Europa-Parlamentet og blev chokeret. Jeg tænkte, lige om lidt går det op for folk, hvor galt det står til. Det kan ikke passe, at verden ligger inde med den her viden uden at gøre noget. Hvis der var et meteor på vej mod Jorden, og vi vidste, at det ville ramme os lige om lidt, ville man nok bruge noget energi på at finde ud af, hvordan man kunne skyde den ned. Vi har vidst det her så længe, og der er ikke sket noget. Siden 2004 har jeg sagt ’lige om kommer verden til at ændre sig, lige om lidt finder vi ud af, at det her er så stort et problem, at vi skal handle på det.’ Men der skete ikke noget, og på et tidspunkt blev jeg ramt af en … ikke apati, men jeg holdt op med at tro på, at vi ville få den grundlæggende ændring af den politiske dagsorden herhjemme.”

Kan du huske et særligt tidspunkt i valgkampen, hvor det gik op for dig?

”Fra dag ét var jeg sindssygt meget mere efterspurgt af medierne end normalt, fordi jeg skulle tage alle de grønne spørgsmål for Socialdemokratiet. Det var få dage, jeg ikke var i tv, og ofte var jeg det flere gange om dagen. Normalt kæmper jeg for at komme i tv bare et par gange i løbet af en hel valgkamp, fordi fokus primært er på partilederen. Og det var det, folk spurgte til, når jeg var ude. Jeg kunne mærke med det samme, at det var noget helt specielt.”

Hvad, tror du, gjorde udslaget?

”Jeg tror faktisk, de unge har haft en stor andel i det. Og så kan folk jo også se det, når de kigger ud ad vinduet: lange varme somre, hedebølger i Europa, ekstreme vejrfænomener, orkaner på steder, man aldrig har set det før. Klimaforandringerne er her nu.”

Hele dagen har du gået og sagt ’we need to be worldleaders in climate change’. Hvorfor er det så vigtigt, at Danmark bliver det?

”Fordi vi kun står for 0,1 procent af verdens udledning. Så hvis vi vil gøre noget, skal vi inspirere andre til at gøre noget. Vi skal vise verden, at vi kan gøre det, uden at det går ud over vores vækst, konkurrenceevne og livskvalitet, men at vi tværtimod bliver et rigere og bedre samfund af det.”

Regeringens succes afhænger i stor grad af dig. Bob Orr sagde i går, at FN regner med dig. Der ligger et ret stort pres på dig, hvordan har du det med det?

”Primært har jeg det godt med det. Det er det, vi vil, det er det, vi har sat os for, og hvis ikke de sagde det, ville vi have en meget længere vej at gå. Men selvfølgelig, når der er et pres, er der også altid en risiko for, at det kan gå galt. Jeg ser det nu primært som et klart udtryk for, at det, vi har sat os for, ikke er en umulig opgave, og at der er behov for, at nogle lande gør det, som vi gør og vil. Så jeg blev da glad, da han sagde, at generalsekretæren regner med os. Og se også den opbakning klimadagsordenen har fået derhjemme: Det grønne udvalg, det, at jeg som klimaminister har fået plads i Økonomiudvalget, og hele rammen for regeringen i forståelsespapiret. Området og jeg har fået en start og en opbakning som ingen anden minister. Så jeg er ikke nervøs, men det er selvfølgelig et svært job, og vi skal løse opgaver, som ingen har løst før. De fleste eksperter siger: Vi ved ikke endnu hvordan, men vi skal nok løse det. Dem med meget stor indsigt siger, vi kan fortælle jer, hvordan I skal finde 60, måske 65 procent med kendte virkemidler. Men vejen op til de 70 procent kender vi ikke endnu.”

Du gik til valg på en 60 procent reduktion.

”Ja.”

Så det var Radikale, SF og Enhedslisten og Alternativet, der fik jer op på 70 procent?

”Radikale sagde også 60, indtil de lige pludselig sagde 70. Jeg tror, at vi alle sammen kan se argumenterne for og imod at sætte så højt et tal.”

Man kunne også bare sige 80 procent?

”70 procent er jo ikke et tilfældigt tal. Det er det, Klimarådet siger, der skal til, for at leve op til Paris-aftalen. På den måde er det et ret godt mål. Og et usædvanligt mål. Normalt når man sætter mål i politik, beregner man det ud fra virkemidler og ressourcer, og så sætter man det lidt lavere for at være sikker på ikke at blive en fiasko. Her har vi sagt, hvad er det nødvendige? Hvad siger videnskaben, er det nødvendige? Så må vi bagefter finde ud af, hvordan vi når det. Det er ret vildt.”

Hvad så hvis I ikke når det?

”Jamen, vi når det. Det skal vi. Det er svært, det bliver dyrt, og vi skal være opfindsomme, men det kan lade sig gøre. Og jeg tør godt lægge hovedet på blokken.”

23. september 2019, New York

Dagene i New York har været en form for speeddating. I international politik handler alt om relationer, og der er kort tid til at gøre indtryk. Men rygterne om den danske målsætning om 70 procent er også nået til New York, og Danmark får den anerkendelse fra kollegerne, Dan Jørgensen havde håbet på.

Han har holdt møder med ministre fra Mexico, Spanien og Indonesien og fortalt dem om de fem danske ingeniører, der rejste til Kina og fandt ud af, hvordan man kunne skrue ned for kulkraftværkerne, når der var gang i vindmøllerne. Hidtil havde kulkraftværkerne buldret løs på fuld styrke, uanset hvor meget strøm vindmøllerne leverede. Men efter et års tid havde de danske ingeniører løst problemet, og dermed sparet kineserne for det, der svarer til 60 procent af den CO2, Danmark udleder på et år. Både den mexicanske og indonesiske minister vil gerne have besøg af de danske ingeniører. Dan Jørgensen har nået at hilse på den franske præsident Emmanuel Macron og fik mere end fem minutter med den tidligere amerikanske vicepræsident og nu aktive klimaforkæmper Al Gore.

Dan Jørgensen var 18 år, da han læste Al Gores bog ’Earth in the Balance’. Den gjorde et uudsletteligt indtryk på den unge mand fra Morud, der nu for alvor forstod, hvad klimaforandringerne betød. I New York var det Al Gore, der stod og tog noter, mens Dan Jørgensen fortalte om de danske ambitioner. Og så havde Bob Orr selvfølgelig introduceret ham for FN’s generalsekretær, António Guterres.

Han har holdt taler, hvor han har citeret både Martin Luther King og Kennedy, men mest af alt har han fortalt om Danmark. Om den nye havmøllepark på Horns Rev, hvor en enkelt omgang på en enkelt mølle kan oplade 1.317 iPhones. Om forrige søndag, hvor det blæste så meget, at de danske vindmøller producerede mere strøm, end vi kunne nå at bruge. Og selvfølgelig om regeringens ambitiøse mål. Han er blevet mødt med klapsalver, skulderklap, anerkendende blikke og sætninger som ”You and Denmark are leaders in this” og ”we need more Denmarks.”

Om en lille times tid slutter Dan-missionen i USA, og han skal hjem og fortsætte forhandlingerne om klimaloven.

”Nu skal det hele lige bundfælde sig, men jeg har en virkelig god fornemmelse i kroppen. Det har været ret vildt.”

1990’erne og 00’erne, Aarhus

Dan Jørgensen mødte Svend Auken i studenterorganisationen Frit Forum i Aarhus i 1997. Jørgensen var lige begyndt på statskundskab, Auken var en stærkt profileret miljøminister og i fuld gang med at opbygge det, den senere Venstre-statsminister Anders Fogh Rasmussen kaldte ’Aukens miljøimperium’. Det var ikke venligt ment, dengang var miljø- og klimakampen mest for hippier og de meget progressive.

Hver torsdag var der debat i Frit Forum, og Svend Auken kom ofte forbi og holdt sine ’flammende taler’ (Dan Jørgensens beskrivelse), selvom der måske kun var 20 mennesker, og han havde været til forhandlinger og møder på Christiansborg hele dagen.

”Jeg havde altid været betaget af ham, af hans viden og hans engagement, og så sidder han lige der og er miljøminister. Det var meget stort. For mig var Svend jo kongen.”

Dan Jørgensen havde været mere end almindeligt optaget af naturen, siden han var barn og kunne stille ministeren mere tekniske og detaljerede miljøspørgsmål end resten af forsamlingen. Spørgsmål, der formentlig gjorde indtryk på miljøministeren. I hvert fald blev Dan Jørgensen sammen med Lars Midtiby, der også var aktiv i Frit Forum og senere blev partisekretær for Socialdemokratiet, udvalgt til at stå for Svend Aukens valgkamp op til valget i 2001.

Lars Midtiby, der i dag er direktør i Danmarks Naturfredningsforening, fortæller om valgkampen:

”Dan og jeg kendte nærmest ikke hinanden på det tidspunkt, men det kom vi til, kan man roligt sige. Vi arbejdede sammen i døgndrift i tre uger. Det var sjovt og lugtede af rigtig politik for os. Vi havde fuldstændigt frie tøjler til at planlægge: ’Det gør I bare’.”

Valgkampen blev begyndelsen på et venskab med både Lars Midtiby og Svend Auken. Senere fik Dan Jørgensen et studenterjob på Christiansborg, og nogle gange blev han ringet op af Aukens sekretær: ’Svend skal til Aarhus i morgen, gider du ikke tage med?’

”Så kørte jeg ham rundt, og så sad vi jo og snakkede hele vejen. ’Nu kan jeg lige lære dig lidt om lavbundsjord’, og så kom der et foredrag om det.”

Indtil Dan Jørgensen kom i gymnasiet, var det fuldstændigt utænkeligt, at han skulle være andet end dyrlæge, men hans samfundsfagslærer fik ham overbevist om, at han skulle læse statskundskab. Da han begyndte på statskundskab, troede han, at han skulle arbejde for en grøn NGO, men Svend Auken fik ham overbevist om, at han skulle være politiker: ’Du skal ikke være sådan en, der prøver at påvirke sådan en som mig, du skal være sådan en som mig.’

Dan Jørgensen havde specialiseret sig i EU-stoffet, og derfor var det nærliggende at stille op til Europa-Parlamentet. Der skulle være valg i 2004 med tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen som spidskandidat for Socialdemokraterne.

Lars Midtiby husker den kongres, hvor Dan Jørgensen blev opstillet første gang:

”Han kom på listen som nummer fem. Hans reaktion var: ’Yes! Så bliver jeg sgu valgt’. Vi andre kiggede bare på hinanden. Socialdemokratiet havde aldrig fået valgt fem kandidater før. Dan har en virkeligt god selvtillid, men selvfølgelig også alt det, der skal til for at være en god politiker. Heriblandt et entertainer-gen. Han kan godt lide at være på. Mange sagde, at Nyrup blev kejtet, når der kom tv på. Jeg plejer at joke med, at Dan bliver underlig, når der ikke er kamera på.”

Både Lars Midtiby og Svend Auken blev helt centrale i Dan Jørgensens kampagne. Svend Auken var en del af sloganet ’Gør som Svend, stem på Dan’ og var også med på selve valgplakaten. Lars Midtiby mødtes med Dan Jørgensen hver morgen klokken 7 på kampagnekontoret (Frit Forums lokale) og planlagde dagens aktiviteter, inden han skulle videre til sit studenterjob hos advokatfirmaet Kromann Reumert.

2004 blev første gang Socialdemokraterne fik fem kandidater til Europa-Parlamentet, ikke mindst takket være de mere end 400.000 stemmer til tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen. Dan Jørgensen fik selv over 10.000 stemmer.

Det var Svend Auken meget magtpåliggende, at Dan Jørgensen fik afsluttet sit studie, inden han skulle begynde i Europa-Parlamentet, og i løbet af fem hektiske uger i sommerferien fik han skrevet det meste af ’Rationalistiske og reflektivistiske tilgange til europæisk integration – er en syntese mulig?’, som den mundrette titel på specialet lød.

I hele hans første periode i Europa-Parlamentet havde Dan Jørgensen de to tidligere socialdemokratiske formænd som sine nestorer. Svend Auken kom med gode råd over telefonen, nogle gange flere gange dagligt, og Poul Nyrup havde hans ryg i de svære forhandlinger i Bruxelles.

I 2009 var Dan Jørgensen rykket op på stemmesedlen som partiets spidskandidat. Han var stadig ung og relativt ukendt, og Ekstra Bladet kaldte ham ’Dan Hvem?’

”Det var da træls, for der lå et vist pres på mig. Det var selvfølgelig fedt at få den tillid, men det kunne også være gået galt, og hvis det var gået helt ad helvede til, ville det ikke være befordrende for resten af karrieren.”

Svend Auken nåede akkurat at se Dan Jørgensen blive valgt som partiets spidskandidat til Europa-Parlamentet i juni 2009 med 233.266 personlige stemmer. To måneder senere døde han af prostatakræft.

Første gang David Auken, der er ældste søn af Svend Auken, hørte sin far tale om Dan Jørgensen, var på hospitalet, kort før hans far døde.

Svend Auken havde sagt noget med ’mine drenge’, og David Auken troede, faren talte om ham og hans bror, men det gjorde han ikke. ’Mine drenge’ var Dan Jørgensen, Lars Midtiby og Bjarne Corydon.

”Det gav et stik i hjertet. Men når det er dem, kan jeg leve med det. Dan Jørgensen er jo næsten blevet familie, så det tolererer jeg. Men jeg håber ikke, han har et billede af min far hængende på sit kontor – det vil være for meget. Det kan hænge i en korridor, men ikke på selve kontoret. Så bliver det nærmest en afgudsdyrkelse.”

7. november 2019, Klimaministeriet

Det første man ser, når man træder ind på Dan Jørgensens kontor, er et knapt meterhøjt sort/hvidt foto af en cyklende Svend Auken.

Det næste er bunkerne af bøger. Og vender man sig mod døren, hænger et billede af Thorvald Stauning, Danmarks første socialdemokratiske statsminister. Dan Jørgensen er meget optaget af Socialdemokratiets historie og skrev i 2018 bogen ’Staunings arv’. Under billedet af Stauning står en sofa, der engang har tilhørt Nina Bang, Danmarks første kvindelige minister. (En sofa, man sidder meget oprejst i, og det er også meningen, for Nina Bang led af tuberkulose, fortæller han.) Sofaen er en gave fra Bangs familie.

Dan Jørgensen møder ind på kontoret de fleste dage mellem klokken 6 og 7 om morgenen. Som det første sætter han sig ved skrivebordet og tegner dagens mindmap. Det starter med en lille cirkel i midten af papiret, og herfra går der pile ud til dagens vigtigste punkter. Det er ikke en kalender, men en illustration af de områder, Dan Jørgensen skal fokusere på i løbet af dagen.

”Det vigtigste og sværeste i mit job er at bevare roen helt nede i maven og ikke blive ædt op af alle de beslutninger, der skal træffes. Min mest begrænsende faktor er tid, og derfor er det så vigtigt at have en struktur og et fokus. Første gang jeg var minister, var jeg mindre tjekket. Jeg brugte tiden i opposition til at tænke over, hvordan jeg kunne indrette min dag anderledes, hvis der blev en næste gang.”

Dan Jørgensen holdt seminarer i sit sommerhus, hvor han inviterede folk fra erhvervslivet, ligesom han mødtes med tidligere topembedsmænd, læste bøger om mindfullness NLP (neurolingvistisk programmering, en psykologisk metode inden for personlig udvikling), og han lærte at lave et mindmap.

Han bruger omkring 10 minutter på sit mindmap, og i løbet af de minutter når han at danne sig et overblik over, hvad dagen skal bringe.

”Der kommer mindst otte akutte ting hver dag, jeg ikke vidste, jeg skulle tage mig af, og de ting kan nemt komme til at fylde hele dagen, hvis man ikke passer på og er fokuseret på det, der er det vigtige. For mig har det hjulpet at gøre mig det klart fra morgenstunden.”

Resten af morgenen inden dagens første møder, bruger han på at læse stakke af papirer. Hvis der er tid til det, mediterer han også.

”Eller,” retter han sig selv, ”det er ikke rigtig meditation, men jeg har læst mig til nogle øvelser, der har en meditativ effekt på mig. Det minder om det, man bruger inden for sportspsykologi. Man starter med at visualisere, hvor man gerne vil slutte. I de her dage er det klimaloven, jeg visualiserer. Hvad indeholder den, hvor mange partier er med i den? Når man får så mange inputs, som jeg gør hver dag, hjælper det mig til at holde fokus og træffe de rigtige beslutninger. Det virker i hvert fald for mig,” smiler han.

Det eneste, han ikke har fået ændret i forhold til første gang, han var minister, er nattesøvnen. Det halter stadig med at få sovet nok.

Der er under en måned til, at COP’en, FN’s årlige klimakonference, begynder i Madrid den 2. december, og det bedste ville være, hvis klimaloven er forhandlet på plads, inden han rejser derned. Det er ikke uvæsentligt at kunne fortælle sine udenlandske kolleger, at man har vedtaget verdens måske mest ambitiøse klimalov.

Dan Jørgensen og hans folk håber at kunne være færdige 28. november. Men det er kun et håb, for der sker hele tiden ting, så forhandlingerne bliver udskudt. Også i dag. Venstre har kaldt Dan Jørgensen i samråd, fordi en pulje til at finansiere bredbånd ikke er kommet med i regeringens finanslovsforslag.

Som minister for både klima, energi og forsyning hører bredbånd under Dan Jørgensens ressort, og derfor har han måttet bruge morgenen på at forberede sig på samrådet. Det skal begynde 10.30, men Dan Jørgensen og rækken af embedsmænd må vente det meste af en halv time, mens nogle stressede teknikere prøver at få mikrofonerne til at virke.

Dan Jørgensen hører til de politikere, der mener, at man helt skal droppe tv-transmissionerne fra samrådene, fordi de har udviklet sig til at blive et show, hvor politikerne har mere travlt med at vise deres vælgere, hvor hårdt de tør gå til regeringen end at forsøge at forstå eller opklare baggrunden for beslutningen. I dette tilfælde hvorfor regeringen ikke har skrevet bredbåndspuljen med i sit finanslovsforslag.

Dan Jørgensen begynder med at læse et svar op, hvor der står, at regeringen bestemt er for udviklingen og udbredelsen af bredbånd, men at man afventer en evaluering fra et udvalg. Evalueringen skal fremlægges den følgende tirsdag, hvor forligspartierne bag bredbåndspuljen skal mødes igen, og derefter vil man tage stilling.

Efter nogle runder, hvor de samme synspunkter bliver gentaget mange gange, kigger Dan Jørgensen opgivende ud mod forsamlingen.

”Jeg misunder ikke nogen, der sidder derhjemme og ser det her.”

”Jeg er sikker på, at når kameraerne er slukkede, så kan vi også sagtens finde en model, hvor vi er enige.”

(Dan Jørgensen fortæller senere, at stemningen var en anden den følgende tirsdag, og bredbåndspuljen endte også med at komme med i finansloven.)

”Det her samråd var ikke anderledes end andre samråd, jeg har været til,” siger han på vej ud af lokalet.

”Rent drilleri og spild af tid og penge.”

Dan Jørgensen skal direkte videre til møde med de radikales Ida Auken. Den tidligere miljøminister og niece til Svend Auken arbejder tæt sammen med Dan Jørgensen. Makkerparret går under navnet DANIDA. De skal tale klimalov, men først har hun en liste med navne og numre på personer, der kan være nyttige for ham at kende til COP’en i Madrid i december.

På hendes kontor står en gyngestol, som hun har fået betrukket i den pink-radikale signaturfarve.

”Det er faktisk Svends gamle stol,” siger hun.

”Han ville vende sig i sin grav, hvis han så, hvilken farve den har fået,” griner Dan Jørgensen.

(Svend Auken har engang udtalt om radikal politik, at det var som at sømme budding op på en væg.)

”Ja,” smiler niecen.

”Han ville rotere af grin.”

17. november 2019, Instagram og Facebook

Klokken 20.13 på Dan Jørgensens Facebook-profil

”I et forhold med Katherine Diez”

Katherine Diez er influencer, debattør, klummeskribent og litteraturanmelder på Berlingske. Før hun blev kæreste med Dan Jørgensen, var hun mest kendt for en omdiskuteret klumme om datingmarkedet, hun havde skrevet nogle måneder forinden. At hun kun ville date højtuddannede fra den ’snakkende klasse’. Eller som hun opsummerede det:

”Hvis de ikke har de rigtige forfattere, værker og udgivelser – og har læst mindst 75 pct. af dem – bliver der ikke noget boeuf bourguignon.”

På Katherine Diez’ instagramprofil samme dag:

”Har man fulgt mig herinde, ved man, at jeg aldrig har holdt mig tilbage, når det kom til at dele ud af personlige – ikke private; der er forskel – fortællinger fra mit liv. Når jeg i den seneste tid har været mere SoMe-introvert end sædvanligt, findes der en ufattelig god grund: Jeg har mødt mit livs kærlighed. Og jeg har eksisteret kun i dén. I ham. Jeg har genlæst verdenslitteraturens største romantikere og først rigtigt fundet mening i dem nu; jeg har revideret min tro på meningen med livet, følt mig som Christopher Columbus i min opdagelse af det forjættede land og lært et nyt sprog: hjertets. Flydende. Altopslugende. Med schwung, overgivelse og inderlig, inderlig stolthed og lykke. Jeg tænker: Det er sådan her, Zeus må have haft det første gang, han løftede tordenkilen. Se, det fede ved kærligheden er, at man kommer til at formulere ”simple truisme” eller forstærkede klichéer som de dybeste indsigter, når den i virkeligheden kan portrætteres så sårende ligetil som ”jeg elsker ham”; han, som nat og dag holder mig i sine stærke arme og i samme åndedrag holder min angst for døren. Han, som har viet sit liv til politik, sine drømme og ambitioner for en bedre verden. Han, som tager af sted tidlig morgen og kommer hjem sen aften og stadig har mandsmod og styrke nok til at tøjle mig, sin sarte mimose og hendes længselssuk. Neil Gaiman skrev i ’the Sandman: The Kindly Ones’ 1996:

'Have you ever been in love? Horrible, isn’t it? It makes you so vulnerable. It opens your chest and it opens up your heart and it means that someone can get inside you and mess you up.'

Ja. Sådan er det. Men jeg har mødt mit livs kærlighed. Og jeg har mødt verdens kærligste, klogeste og mest idealistiske mand og menneske. @danj.klimaminister”

2. december 2019, Kirke Hyllinge

Dan Jørgensen havde sat dagen af til at forhandle klimalov, men forhandlingerne er udskudt igen, fordi regeringen først skal blive færdige med finansloven.

Derfor er han taget ud til sit sommerhus i Kirke Hyllinge, cirka en time vest for København, for at forberede sig til COP 25 i Madrid.

Hele langsiden af sommerhuset er glaspartier fra gulv til loft. Uanset om Dan Jørgensen ligger i sin seng, sidder i stuen i underetagen eller er i køkkenet, kan han se ud mod åben himmel, marker og lidt længere væk en sø.

På et lille bord ved siden af spisebordet og den lille pladespiller (med en Lis Sørensen-plade på) står ikke bare en eller to, men fire kikkerter.

’Fugle i farver’ hed hans første rigtige fuglebog. I hjørnet på første side har han skrevet sit navn, adresse og telefonnummer og ved siden af et lille felt med symbolforklaringer. Et kryds ud for fuglen betød, at han havde set den. Et kryds med et kors henover betød, at han nok alligevel ikke havde set den, hvis han nu skulle være helt ærlig. Som for eksempel nummer 127, vandrefalken.

Dan Jørgensen har været ornitolog, før han kunne stave til det, selvom han lærte at læse tidligt.

Hjemme på Møllevænget 3 i Morud, som landsbyen nordvest for Odense hed, havde de Lieberkinds Dyreleksikon. Dan Jørgensen brugte det ikke kun som et opslagsværk. Han læste de 12 bind, som andre læser romaner, fra ende til anden. Han lånte alle de fuglebøger, de havde i den kommunale bogbus, også dem på engelsk, der kunne bestilles hjem fra andre biblioteker.

Hvis telefonen ringede derhjemme klokken 6 en morgen, vidste alle i huset, at det bare var Helge, Dans biologilærer, som ringede for at sige, at han havde set en fiskeørn eller en anden bemærkelsesværdig fugl nede ved Langesø. Og så spurtede Dan Jørgensen derned på sin BMX-cykel.

Det hele begyndte med papegøjer.

Dan Jørgensen lavede sit eget voliere (bur, der er så stort, at fuglene kan flyve rundt i det) på værelset.

Hans far kørte ham ud på et savværk, og der fik han den bark, de havde skåret af træet og bankede det op på væggen. Han byggede også et lille vandfald med sten og cement og installerede en pumpe, så vandet kunne blive ved med at falde.

På et tidspunkt syntes Dan Jørgensen ikke, der var plads nok i hans voliere. Om han ikke måtte bygge et udenfor? Det måtte han da gerne, sagde forældrene. Men, sagde Dan Jørgensen, det ville jo være endnu federe, hvis papegøjerne selv kunne flyve fra det ene voliere i værelset til det andet udenfor? Nå ja, sagde forældrene, det kunne de godt se. Men så banker vi da bare hul i muren, og så fikser vi også lige en lem med et snoretræk, så du kan lukke papegøjerne ind og ud, mens du ligger i sengen. Det er ikke noget problem, Dan.

Dan Jørgensen havde en form for et fritidsjob hos genboen. Han var deres havemand, og de var hans reservebedsteforældre. Dan var også meget optaget af biotoper (et afgrænset område med et sammenhængende dyre- og planteliv, forklarer han), og sådan et kunne de godt tænke sig at have i deres have. Så Dan Jørgensen gravede et hul, lagde plastik ud, dækkede det til igen, så det så naturligt ud og fyldte det med vand. Dernæst steg han op på BMX’en kun iført badebukser og en dykkermaske i panden, og cyklede ned til søen. Dykkede ned på bunden og hev vandplanter op med alle de insekter, der fulgte med. Op på BMX’en kun iført nu våde badebukser og en dugget maske i panden, hjem til genboen og sætte planterne i deres nye vådområde. Sådan lavede man biotoper på Møllevænget i Morud i midten af 80’erne.

Med årene udviklede hans eget værelse sig til en mini-zoo med alt fra piratfisk til skildpadder og ørkenrotter. Hver morgen, også i weekenden, var Dan Jørgensen i gang med at fodre klokken 7. Til sidst var der ikke længere plads til ham selv derinde, og han måtte flytte ud af sit værelse.

Men det mest usædvanlige ved hans interesse for dyr og naturen var måske, at den ikke var så usædvanlig endda. For alle de andre fra Morud var også glade for naturen; de, der ikke havde papegøjer, var lystfiskere. Eller måske begge dele. Men der blev også tid til masser af fodbold og til at passe avisruten med Fyens Stiftstidende, som han læste hver eneste dag.

Mens Dan Jørgensen sidder og fortæller, spejder han hele tiden ud mod markerne. I dag er det kun de kedelige fugle: krager og måske nogle gæs. Ikke engang et rådyr eller en hare kan det blive til. Det er ellers ikke så få dyr, han har set heroppe, fortæller han. På en god dag behøver han ikke engang kikkerten for at se tårnfalkene.

”Jeg har også siddet i stuen dernede og set dvd, og så pludselig var der en ugle, der satte sig oven på foderhuset. Hold kæft, det var fedt.”

Mini-zoo’en blev først lukket omkring gymnasietiden, (han beholdt dog de to største og flotteste papegøjer i det store voliere udenfor) hvor den blev skiftet ud med fester og en interesse for det modsatte køn.

Dan Jørgensen har altid været god til det med damer. Det er ikke noget, han selv siger, men på en eller anden måde kommer det altid frem, når andre skal fortælle om Dan Jørgensen. Ikke som det første, men heller ikke som det sidste.

Også i valgkampen i sommer.

Da Socialdemokratiet skulle præsentere sit klimaudspil, stødte Mette Frederiksens valgbus til Dan Jørgensen ved den idylliske Langesø tæt på Morud. Den sø, som han hev vandplanter op af til biotopen hos genboen, og hvor han og hans venner har stået og fisket i timevis. Det meste af Morud var mødt op til begivenheden, og på et tidspunkt spurgte Mette Frederiksen:

”Er der nogen til stede, som ikke har gået i skole med Dan Jørgensen?”

Den lokale formand for naturfredningsforeningen skulle byde velkommen til pressen, til partiformanden og alle de andre fremmødte og sige nogle ord om Langesø inden den store fælles gåtur rundt om den. Naturfredningsmanden har selvfølgelig også kendt Dan Jørgensen fra han var helt lille og er far til en af hans venner. Heller ikke han kunne dy sig for at fortælle om de mange damer, Dan Jørgensen har scoret efter en gåtur rundt om Langesø.

På spisebordet i Kirke Hyllinge ligger en mappe, en bog om NLP-terapi, løse ark, dagens mindmap med en oversigt over ugens træning i hjørnet (hot yoga, styrketræning og valgfri core-træning) og to iPhones.

Den ene giver lyd fra sig, og Dan Jørgensen tager den op og læser en sms.

”Fra kæresten,” smiler han.

Helt unødvendigt at sige, for ministeren ligner prototypen på en nyforelsket dreng, mens han læser.

Han fortæller, at hun er sjov, sød og kærlig. Og at han er meget glad for hende. Det sidste var igen unødvendigt.

”Hendes største interesse, ud over det hun laver, er politik, og min største interesse, ud over det jeg laver og naturen, er bøger og skønlitteratur. Jeg ser op til hende og alt det, hun har læst, som jeg ville ønske, jeg havde læst, og hun er interesseret i det, jeg laver. Det er bare vildt dejligt.”

Resten er privat.

Dan Jørgensen fortæller videre om klimaloven, der skal forpligte partierne til at nå de 70 procent inden 2030. Om hvorfor det er så vigtigt at få så mange partier med som muligt, så aftalen ikke falder til jorden med et plask, den dag regeringsmagten skifter, om fordele og ulemper ved at skrive delmål ind i loven. Han er optimistisk og tror på en meget bred aftale. Men han ved også godt, at selvom det ikke umiddelbart lyder let, så bliver det den lette del af arbejdet. Det virkeligt svære bliver, når regeringen i løbet af foråret skal have vedtaget selve klimahandlingsplanen, der skal omsætte de flotte ord til reelle reduktioner af drivhusgasser: flere elbiler, mere vedvarende energi, ud med kullet i kraftværkerne, et grønnere landbrug, mere grøn forskning og meget andet. Det koster alt sammen masser af penge og kræver, at danskerne ændrer forbrugsvaner, og det kræver politikere, der vil træffe beslutninger, der gør ondt på vælgerne.

”De partier, der pludselig er blevet meget grønne i deres retorik, vil blive testet på, om de faktisk mener det. Men der er ingen vej udenom. Som Svend altid sagde: ’Man kan ikke forhandle med naturen’.”

Han griner, da han hører, hvad David Auken har sagt om, at det ville være som en afgudsdyrkelse, hvis han havde et billede af hans far på kontoret.

”Men jeg ved, at Svend ikke ville have syntes, det var for meget. Han ville snarere have spurgt: Hvorfor hænger der kun ét billede af mig? Jeg bruger ham, når jeg holder møder, så kan jeg pege op på ham og sige: Hvad tror I, han ville have sagt til det? Jeg møder nogle gange unge mennesker, der ikke ved, hvem han er, og jeg føler et ansvar for at føre hans projekt og arv videre …”

Dan Jørgensen kigger stadig lidt ud mod markerne, mens han fortæller. Af og til tager han tager kikkerten op for at se, om der skulle være dukket noget spændende op. Ingen interessante fugle, men en ret spektakulær regnbue, der endda ender nede i søen, kan Kirke Hyllinge levere.

”David sagde jo til begravelsen … det er noget af det, jeg er blevet mest glad over nogensinde, det var så storsindet af ham. Han sagde, at han nogle gange havde været jaloux, når Svend havde talt om sine drenge. Hold kæft, hvor var det fint sagt af ham. Så storsindet af ham at fortælle det. Det var en kæmpe ære. Han fortalte også, at Svend engang havde sagt … jeg kan næsten ikke engang tale om det uden at få tårer i øjnene, for det er alt for gavmildt, men Svend skulle have sagt, at han så noget af sig selv i mig.”

Og så gentager Dan Jørgensen noget, han også sagde i toget mod New York, da han fortalte Svend-anekdoter:

”Men jeg kommer aldrig til at nå ham til sokkeholderne.”

6. december 2019, Dan Jørgensens Instagramprofil:

”Vi har en aftale!!! #klimalov”

8. december 2019, Dan Jørgensens Instagramprofil:

”Dagens solstrålehistorie ... det er DK blevet kåret til her på #cop25 af verdens førende klima-ngo'er. Det kan vi godt være stolte af!”

15. december 2019, sms-korrespondance med Dan Jørgensen, der netop er kommet hjem fra COP 25 i Madrid.

Hvordan var Madrid?

”Ambivalent. På den ene side stor positiv opmærksomhed om DK’s nye klimalov. Gode møder og ros fra Al Gore, Mike Bloomberg, FN’s generalsekretær m.fl. På den anden side var det samlede resultat ret skuffende. Jeg er oprigtigt trist og bekymret over, at der stadig er lande, der ikke forstår alvoren i det her!”

Hvad ville Svend mon have gjort?

”Han ville ha’ slået i bordet og sagt ’hør her; vi kan ikke forhandle med klimaet. Derfor SKAL vi gøre mere’. Og så ville han i øvrigt ha’ ærgret sig en dag eller to over resultatet for så optimistisk at kaste sig ind i kampen igen. Det første gjorde jeg også i Madrid, og det sidste har jeg tænkt mig at gøre … fra i morgen.”