Klimaminister Lars Aagaard om sine første 100 dage i politik: ”Jeg har da bidt i bordkanten en gang eller to i frustration”

Da SVM-regeringens ministerhold blev præsenteret, var du den eneste på holdet, der ikke kom med en solid politisk erfaring i bagagen. Nu runder du så 100 dage i dansk politik. Hvordan har det været?

”Det har været en stor omvæltning at gå fra at være lobbyist til at være politiker, men jeg har jo det lykkelige udgangspunkt for det her ministerjob, at jeg kender området i forvejen gennem mine mange år som direktør for Dansk Energi (nu Green Power Denmark, red.). Så fra første dag var det bare snuden i sporet. Jeg havde været minister i to dage, da jeg skulle til rådsmøde med de andre europæiske energiministre, og dagen efter skulle der vedtages hastelovgivning om CO2-fangst i Folketinget.

Efter jul tog vi hul på en hel byge af lovforslag, og derfor har jeg brugt rigtig meget energi på at komme ned i sagerne og lægge en strategi for, hvordan vi får gennemført og implementeret en masse politiske tiltag. Så de første 100 dage har handlet om at komme ned i materien, og så må jeg også sige, at når man starter som ny minister, så er der – heldigvis – ufatteligt mange mennesker, som gerne vil snakke med en. Det tager også noget tid.”

Du har sagt, at du aldrig har haft en ambition om at blive politiker. Hvorfor takkede du alligevel ja til jobbet?

”Jeg har haft ledelsesansvar, siden jeg var 30 år gammel, og jeg har altid følt, at det var min pligt at tage ansvar. Helt grundlæggende er jeg også bare bekymret for klimaforandringerne. For mig er det en hjertesag. Men egentlig havde jeg planlagt mit liv i en helt anden retning. Efter jeg stoppede som direktør i Dansk Energi, brugte jeg et halvt års tid på bare at være mig selv. Jeg tænkte, at det kunne være meget fedt at have et liv som freelancer og arbejde på deltid, fx som konsulent.

Senere faldt jeg i snak med Peter Mogensen fra Kraka og tænkte, at jeg skulle være med til at styrke deres position som tænketank på det grønne område. Men så kom det her ud af det blå, og det gjorde det jo, fordi De Radikale trak sig fra regeringsforhandlingerne. Pludselig blev der nogle ekstra ministerposter, som skulle fordeles. Det var helt i slutningen af forløbet, at jeg blev spurgt, og jeg havde meget kort tid til at beslutte mig, men jeg endte med at sige ja. Og så var det bare ind at stryge skjorten, sætte sig op på tigeren og holde fast, mens den trak mig ind i skoven, eller hvad det nu er, man siger.”

Hvor befandt du dig, da du blev ringet op?

”Jeg var på arbejde et par dage før regeringsdannelsen, da jeg fik den første forsigtige forespørgsel om hvis og såfremt og i givet fald. Men selve opkaldet kom, mens jeg sad og så VM-semifinale mellem Argentina og Kroatien. I pausen ringede min telefon, det var Lars Løkke i røret, og så var det jo bare at være klar næste morgen.”

Du siger, at det gik stærkt, men nåede du alligevel at gøre dig nogle overvejelser om at takke ja til at blive minister? Havde du nogle betænkeligheder?

”På en måde har jeg forberedt mig til det her job i årevis. Jeg har arbejdet med klima og energi siden 2007, og som branchedirektør har jeg også været en del af offentligheden, men man står for skud på en helt anden måde, når man er minister. Men jeg har det sådan, at man må løbe en chance engang i mellem her i livet, og så må jeg stole på, at jeg med mine værdier, min person, mit drive og min erfaring kan levere resultater for Danmark på klimaområdet – så meget selvtillid har jeg da, selvom jeg også går ydmygt til opgaven.”

Så hvad har været det mest udfordrende?

”Det mest udfordrende for mig har været at skulle træde endnu længere frem i offentlighedens søgelys. Jeg er en ret introvert person, så når jeg har fri, omgiver jeg mig ikke med mange mennesker. Jeg vil hellere have to end otte til middag, og er jeg til en reception, vil jeg hellere tale med én person hele aften end hilse på 100 forskellige. Jeg er ikke gået ind i det her for at blive en mere offentlig person, og det giver mig ingen puls at se mit navn i avisen, men det er en del af jobbet. Når den tid kommer, stiller jeg også op til Folketingsvalget, men det er for at hjælpe mit parti Moderaterne og ikke på grund af personlige ambitioner. Jeg er glad for, at jeg – så sent som i går – stadig kan gå ned i brugsen på Christianshavn efter en løbetur i mine udtrådte Birkenstocks og ligne en afart af Anders And i mine løbetights, uden at nogen lægger mærke til mig.”

Lars Aagaard

Født 1967. Opvokset i Odense. Uddannet cand.scient.adm. fra RUC i 1994. Begyndte sin karriere som erhvervspolitisk konsulent i Københavns Kommune og har siden været ansat på Teknologisk Institut, Dansk Industri og Erhvervsministeriet. Blev i 2009 udnævnt til adm. direktør for Dansk Energi, en post han bestred frem til foråret 2022. Har desuden været medlem af Det Miljøøkonomiske Råd under De Økonomiske Råd fra 2015-2022. Udnævnt til klima-, energi- og forsyningsminister i SVM-regeringen i december 2022. Bor i København med sin kæreste, ingeniør og strategidirektør Charlotte Søndergren. Er far til to døtre fra et tidligere forhold, Neel på 17 og Thora på 21.

Jeg har set dig beskrevet som ’superlobbyisten’, og du er tidligere blevet kaldt Danmarks bedste lobbyist på klima- og energiområdet. Hvordan kan du bruge den erfaring i dit nye job?

”Jeg har hørt på samtlige interessenter på det her område i årevis, og jeg behøver ikke at lytte til ret mange sætninger fra Dansk Erhverv, Dansk Industri, Green Power Denmark, Fagbevægelsen og så videre, før jeg kan gennemskue, hvad de mener. Jeg håber, det betyder, at vi kan cut the crap og måske komme lidt hurtigere ind til kernen. Jeg har haft at gøre med ministre i min tid som lobbyist, som man kun kunne få i snak, hvis man aftalte et møde, hvor man satte sig rundt om det hvide bord og snakkede i 50 minutter om ingenting, før man de sidste fem minutter nåede frem til det, der er vigtigt. Der skulle drikkes kaffe hver eneste gang, og det var den eneste adgang. Men jeg kender alle aktørerne, og de kan bare ringe.”

Jeg har hørt, at du i det hele taget ikke er så glad for at holde alt for mange møder.

”Nej, jeg er ret utålmodig, og det har jeg gennem mange år prøvet at styre. Det, jeg har allersværest ved, er, når samtalerne går hen og bliver indholdsløse. Jeg har lige været i Indien for at blive klogere på de udfordringer, som inderne har på energiområdet, og på vej derud i flyveren læste jeg hele IEA’s (Det Internationale Energiagentur, red.) landerapport om Indien, så jeg var forberedt på at kunne have nogle gode diskussioner. Jeg skulle så rundt og holde en masse velkomstagtige taler, og fair nok, det skal en minister, men man skal passe på, at det hele ikke bare bliver form uden indhold.”

Og det var der lidt for meget af på den tur, eller hvad mener du?

”Lidt meget til min personlige smag, men jeg anerkender også, at det er en del af jobbet som minister. At der under et statsbesøg er nogle sammenhænge, hvor man skal kunne deltage i den diplomatiske jargon og sige, at man er superglad for samarbejdet med Indien, at vi skal fastholde den konstruktive dialog og så videre. Men mit hjerte banker nok lidt mere for det konkrete.”

Tidligere klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V) har sagt om dig, at det, du var god til som lobbyist, var, at alle politikere følte, at du var medlem af deres parti. Kan du bruge det i forhandlingslokalet?

”Jeg behøver ikke at få min vilje 100 procent, hvis bare jeg får 80 procent til gengæld for en bred opbakning. Sådan arbejdede jeg også som lobbyist. Men det er sjovt, at Lars Christian siger sådan. Jeg joinede Moderaterne, fordi jeg synes, at Lars Løkke er topfed, men også fordi jeg godt kunne lide partiets vision om at skabe en regering over midten. Så jeg er jo både lidt liberal, men jeg er også socialt indigneret og dermed lidt socialdemokrat. Jeg har siddet på sidelinjen og set Socialdemokratiet og Venstre kæmpe en definitorisk kamp mod hinanden om vælgerne, men når jeg havde dem på tomandshånd, var de jo mere enige end uenige. Jeg har aldrig dyrket de partipolitiske uenigheder, men i stedet haft fuldt fokus på klima- og energisagen, og det har jeg sådan set tænkt mig at fortsætte med.”

Jeg har fået dig beskrevet som en handlekraftig mand, der – når du sætter dig noget for – gerne vil have tingene ført ud i livet med det samme. Men i en regering er der jo en arbejdsgang, hvor du ikke bare kan køre dit eget løb på klimaområdet, men skal tage hensyn til det samlede regeringsgrundlag, et fastlagt reformprogram og så videre. Har du skulle vænne dig til at vente på, at det bliver din tur?

”Det er klart, at jeg har været vant til at have et stort råderum som direktør i Dansk Energi. Når først jeg og bestyrelsen var enige om noget, så kørte det, og i mange sammenhænge har jeg arbejdet efter, at det er bedre at bede om tilgivelse end at bede om lov. Det er selvfølgelig lidt noget andet nu, og jeg har da bidt i bordkanten en gang eller to i frustration i løbet af de første 100 dage, fordi jeg ikke kunne forstå, hvorfor tingene ikke kunne gå lidt hurtigere. Den utålmodighed tror jeg ikke, at jeg helt kan lægge fra mig, men så må jeg forsøge at bruge den til noget konstruktivt.

Jeg vil gerne have, at vi får udbygget den vedvarende energi, jeg vil gerne have, at vi leverer på CO2-reduktionerne, jeg vil gerne have brintinfrastrukturen på plads, jeg vil gerne have, at vi er klar til at indfange CO2 og lagre den i undergrunden, og jeg vil allerhelst have det hele overstået i morgen. Men jeg kender også kompleksiteten, så jeg ved godt, at det ikke altid kan gå så hurtigt, som jeg godt kunne tænke mig.”

Du har været ude at sige, at der først kommer ny klimapolitik fra regeringen i april, når du kender resultatet af Energistyrelsens kasseeftersyn. Apropos utålmodighed, kan du så forstå, hvis der sidder nogle vælgere derude, som synes, at det går lige lovligt langsomt med at få sat gang i tiltag, som skal sikre, at vi når klimamålene?

”Jo, men altså, vi har formuleret vores klimamål for 2025 og 2030, og så har vi i øvrigt skærpet de langsigtede mål. Det er den strategiske ramme. Det, der så skal ske nu, er, at vi gennemfører konkret lovgivning, som gør, at vi øger sandsynligheden for at nå de mål. Jeg er ikke vild med den slags klimapolitik, der er blevet ført i Danmark, ikke bare i den seneste regeringsperiode, men i de sidste 10-12 år. En klimapolitik, hvor politikerne stryger om sig med målsætninger, men uden en seriøs kobling mellem dem og konkrete initiativer. Det bliver hurtigt sådan noget ’Twitter-politik’, hvor det bare handler om at have to-tre gode sætninger, som man kan gentage for vælgerne.

Man gør ikke danskerne det klart, at det at nå klimamålene også kommer med en konsekvens. Det bliver ikke let. Vi kommer til at bygge noget i det danske land, som mange ikke synes er kønt: vindmøller, højspændingsledninger, solcelleanlæg, brintfabrikker, lagertanke og biogasanlæg etc.

Det er også noget, der kommer til at koste nogle penge, fordi vi agter at lave omstillingen hurtigere, end teknologiudviklingen og markedet tilsiger. Samtidig er der noget af det, vi er nødt til at gøre for at nedbringe CO2-udledningen, som kommer til at påvirke brancher, virksomheder og mennesker, der bliver ramt af regulering.

Nu har vi lige vedtaget en lov, der gør, at vi kan komme i gang med geotermi (vedvarende energi baseret på vand i undergrunden, red.) i Danmark, og forhåbentlig har vi snart en lov, der gør, at man kan trække strøm direkte fra en vindmølle- eller solcellepark hen til fx en brintfabrik. Det er nørdet, men det er fucking i det nørdede, at løsningerne ligger. Det er lovgivning, afgifter, tilskud, forbud og tilladelser, der skaber forandringer. Ikke målsætninger.

Det kan godt være, at det fremstår halv-teknokratisk, men I don’t give a shit. Det handler om at let’s get the job done, som jeg har fået skrevet på bagvæggen dernede (Lars Aagaard peger ned på væggen bag sit skrivebord, red.). Og så må vi se på valgdagen, om der stadig er opbakning. Jeg har rimelig meget fedt på nerverne, og jeg er ikke stillet op for at vinde en popularitetskonkurrence.”

Der kom for nylig en rapport fra Klimarådet, hvori nogle af landets førende klimaeksperter udtrykker bekymring for, om Danmark kan nå dets klimamålsætninger. Hvad tænker du om det?

”Jeg deler bekymringen. Det Klimarådet siger, er, at der skal tages en række politiske initiativer de kommende år, hvis vi skal nå vores mål om at reducere CO2-udledningen. Det er jeg enig i. Når man laver klimapolitik, træffer man nogle beslutninger ud fra nogle forudsætninger om, hvordan verden udvikler sig i forhold til energipriser, teknologiudvikling etc. Selvfølgelig er der usikkerhed om dem, og det er jeg også enig med Klimarådet i. Derfor er opgaven også at kigge på, om det, vi allerede har vedtaget, virker som forventet. På nogle områder tror jeg, at vi bliver positivt overraskede. Fx har Elon Musk nedsat prisen på en Tesla ret drastisk. Noget af det, som udleder rigtig meget CO2 i klimafremskrivningerne i 2030, er danskernes bilvaner. Men sæt nu, at det her gør, at den omstilling kan komme til at gå hurtigere.

Der kan bestemt også være ting, som trækker den modsatte vej, og derfor er jeg enig med Klimarådet i, at the job ain’t over. Men jeg vil have det done. Og det handler i de næste par år først og fremmest om at kigge på landbrug- og fødevareområdet, og så skal vi tilbage til CO2-fangst, beskatning af industrien og alle de ting. Jeg er optimistisk af sind, og jeg har sagt ja til det her job, fordi jeg tror på, at vi kan nå vores mål.”

Der tales ofte om en generationskløft i klimadebatten med de unge idealister på den ene side og de ældre pragmatikere på den anden. Hvordan ser du på den kløft som minister?

”Jeg synes, det er topfedt, at folk engagerer sig i klimadebatten, unge såvel som gamle. Men jeg har nok et lidt mere sammensat billede af, hvem ungdommen er. Jeg hører bestemt, at dele af ungdommen er meget bekymrede og klimabevidste. Men jeg har også selv to piger på 21 og 17 år, og jeg kan se, hvordan de og deres omgangskreds lever. De spiser altså også burgere, og de kan godt lide at rejse. Særligt når far betaler.

Det kan godt være, de går i genbrugstøj, men de køber stadig meget tøj. Når jeg ser unge mennesker, ser jeg ikke helgener, men lige så sammensætte mennesker som alle andre. Jeg snakker selv på en anden måde i dag som 55-årig, end jeg gjorde, da jeg var 18, og jeg har intet problem med, at vi har forskellige tilgange, så længe der er en gensidig respekt.”

Hvor klimabevidst lever du egentlig selv?

”Jeg skal ikke spille hellig. Mit kødforbrug er fladet meget, og jeg spiser højst ét måltid – som regel mit aftensmåltid – hvor der indgår kød. Jeg cykler, når jeg kan, men jeg har altså også en gammel autocamper, der kører på diesel. Jeg ejer ikke et sommerhus, så min frihed ligger i at starte min VW California og køre afsted. Jeg elsker den frihed, der er forbundet med det. Jeg prøver at bruge den så lidt som muligt i hverdagen, men jeg har svært ved helt at opgive den. Jeg flyver også engang i mellem, både i forbindelse med arbejde og på ferie, så jeg er lige så sammensat som alle andre. Selvfølgelig betyder det personlige ansvar noget, men jeg er mere optaget af de strukturelle løsninger.”

Nu siger du, at du stiller op til næste folketingsvalg. Hvis vi mødes igen, når den her valgperiode er slut, hvad skal vi så måle dig på som minister?

”Jeg har tre mål. Først og fremmest skal vi i de næste to-tre år træffe alle de beslutninger, der gør, at vi når 2030-målet. Nummer to er, at krigen i Ukraine ser ud til at fortsætte en rum tid endnu, og derfor skal vi stadig have fokus på energiforsyningssikkerheden. Vi står et bedre sted nu, end vi gjorde i august sidste år, men it ain’t over, så vi skal fortsætte arbejdet med at mindske både vores, men også hele Europas afhængighed af importeret energi.

Det tredje er, at vi står i en tid, hvor vores fokus inden for vedvarende energi og andre grønne teknologier kommer til at ændre sig. Vi har ikke store udfordringer med at få produceret nok grøn energi til at dække det danske elforbrug, og derfor bliver den næste fase at forløse det danske potentiale for at levere grøn energi til Europa. Det er både klimapolitik, men det er dæleme også industripolitik, og min ambition er, at grøn energi skal blive til business for Danmark.”