Kommentator om ny regeringsaftale: ”Den slår et stort hul i paradigmeskiftet”

Sent i går aftes afsluttedes 20 dages intens forhandling mellem Socialdemokratiet, De Radikale Venstre, SF og Enhedslisten med en 18 sider lang regeringsaftale. Vi har bedt Altingets politiske kommentator, Erik Holstein, om at udlægge teksten.

regeringsaftale euroman paradigmeskifte erik holstein
Offentliggjort

Hvad er dine første tanker om den aftale, der nu er kommet i hus?

Jeg vil sige, at det er som forventet på de fleste punkter. Men det overrasker mig, at det er lykkedes de andre med De Radikale i front at presse Socialdemokratiet til reelt at gøre op med paradigmeskiftet. At flygtninge, der har været i arbejde i to år, fremover kan få lov at blive, slår – uanset, hvilke ord man bruger om det – et stort hul i paradigmeskiftet. Det overrasker mig meget, at Socialdemokraterne er gået med til det. Det åbner en farlig flanke i forhold til Dansk Folkeparti.

Hvad kommer den ændring til at betyde for Socialdemokratiet, når meget tyder på, at mange af deres vælgere er trukket fra Dansk Folkeparti?

De risikerer, at nogle af dem smutter tilbage igen. De andre indrømmelser, de har givet, såsom at droppe idéen om Lindholm og fjerne børnefamilierne fra Sjælsmark, er jo forventelige indrømmelser, som ikke rokker ved hovedlinjen i udlændingepolitikken, men at de åbner, for at flygtninge ikke som udgangspunkt skal tilbage til deres hjemland, vil blive brugt af Dansk Folkeparti og resten af blå blok til at påpege løftebrud.

Hvorfor har det været nødvendigt for Mette Frederiksen at give en sådan indrømmelse?

Der er ingen tvivl om, at De Radikale har mast godt på under forhandlingerne, og eftersom Socialdemokratiet har fastholdt, at de går alene i regering, har De Radikale jo kunnet stå meget stejlt. Og valget gik jo altså heller ikke præcist, som Mette Frederiksen havde håbet på. Det påvirker naturligvis forhandlingerne, hvordan mandaterne er fordelt.

Er aftalen en naturlig afspejling af partiernes mandater?

Ja, det synes jeg. Generelt er det et papir, alle partier kan se sig i. Den store fællesnævner er klimapolitikken, og der er fastlagt en økonomisk politik, der ligger klart til venstre for Thorning-regeringens. Så eneste større overraskelse er socialdemokraternes indrømmelse i forhold til paradigmeskiftet.

For mange er aftalen i sig selv en forløsning, men ser man fremad, hvad bliver venstrefløjens store udfordring så nu?

Det bliver rigtig interessant at se, hvordan det parlamentarisk kommer til at foregå. Mette Frederiksens masterplan var jo oprindeligt at arbejde sammen med venstrefløjen på klimapolitik og de borgerlige på udlændingepolitik og så ellers skifte lidt frem og tilbage i forhold til det økonomiske. Men spørgsmålet er jo, om den plan kan opretholdes, for man må forvente, at den her aftale vil betyde, at Dansk Folkeparti vil gå væsentlig hårdere i opposition. Det bliver sværere for Socialdemokratiet, end de havde forventet.

Hvad har været det mest opsigtsvækkende ved de sidste 20 dages forhandlinger?

Det er selvfølgelig opsigtsvækkende, at det gamle, pragmatiske midterparti, De Radikale, har været mere barske og ultimative, end et yderparti som Enhedslisten har været det.

Der har bestemt været gang i De Radikale. Forventer du, at det vil forblive sådan, nu hvor det daglige arbejde skal i gang, eller har det været et forhandlingstrick?

De har på mange måder kørt det meget professionelt, synes jeg, og har været gode til at holde fokus på dem selv og egne mærkesager. De har fået skabt et klart bedre grundlag, end man kunne have forventet for bare få måneder siden. Selvom man må huske på, at de selvfølgelig gerne ville have været i regering, uagtet hvad de så siger.

Er der hold i den kritik, som Lars Løkke Rasmussen i dag har rettet mod aftalens manglende finansiering?

Kritikken er i hvert fald ikke så overraskende. Det kan Mette Frederiksen sagtens leve med. Den store prøve bliver, hvorvidt de kan få det til at hænge sammen eller ej, når næste finanslov skal forhandles på plads.

Det er meget naturligt, når du har fire så forskellige partier, der på ingen måde ville kunne gå i regering sammen, at de ikke udstikker et papir med en konkret finansiering. Det er en fælles forståelse, ikke et regeringsgrundlag. På mange områder vil finansieringen jo givetvis ske gennem aftaler med nogle af de borgerlige partier.

Hvordan ser du disse forhandlinger sammenlignet med 2011?

De her forhandlinger har været meget mere åbne, så selve stilen har selvfølgelig været anderledes. Der er jo ingen, der har muret sig inde i over 14 dage. Hen ad vejen har vi fået meldinger om, hvordan det er gået. Og der er heller ikke nogen, der er blevet kørt fuldstændig over, sådan som man så De Radikale gøre det i 2011 ved at gennemtrumfe en borgerlig-økonomisk politik.

Kan Mette Frederiksen være tilfreds?

Over det meste af linjen, ja, men jeg synes, at hun har blottet sig i forhold til paradigmeskiftet. Det kan give hende problemer på sigt.