Kristian Hegaard: ”Jeg trækker lidt på skuldrene, når folk skriver, ’du skulle aldrig have været født'”

En mand haster ned ad gangen på Christiansborg. Et adgangskort hænger rundt om halsen og svinger fra side til side. Han skorter til uret på håndledet, og det ser ud til, at han skal nå noget vigtigt. Det skal gå stærkt. Han når enden af korridoren, hvor en håndfuld trappetrin leder videre til en ny gang og stopper op.

En høj lyd afbryder hans hektiske færd. De fem trappetrin begynder at bevæge sig.

”Hej Kristian!” lyder det fra manden.

Op på den omdannede trappe triller Kristian Hegaard, retsordfører for Radikale Venstre. Han hilser igen og trykker på en knap, der får platformen til at bevæge sig. Den bevæger sig op ad i et tempo, der er mere snegl end hare. Men platformen når til tops, og Kristan Hegaard kører videre ad en gang, der ender i endnu en forhindring. På vejen bliver han overhalet af manden.

Kristian Hegaard blev valgt ind i Folketinget for Radikale Venstre ved valget i juni. Da han var 17 år, tilbød kommunen ham, at han kunne komme på førtidspension, når han fyldte 18. Et tilbud, som den daværende ungdomspolitiker valgte at takke nej til. I stedet blev han valgt ind i Fredensborg Byråd, hvor han hans politiske karriere for alvor startede. Vi har mødt Kristian Hegaard til en snak om livet som Folketingspolitiker, og hvordan det er, når man også har et handicap.

”Der er ingen tvivl om, at nogen tænker, at jeg kun er gået ind i politik for at kæmpe for forhold for handicappede. Det er også en vigtig sag for mig. Jeg har jo tilfældigvis en stor viden om det, og det ville da være spild af den viden, hvis jeg ikke bidragede med det. Men det handler ikke kun om handicapområdet for mig. Jeg kan bidrage med dét og mange andre ting,” siger han og fortsætter,

”Jeg har været så heldig, at jeg har haft ressourcer til at sige, at jeg gerne vil læse jura. Hvis der er flere, der får de muligheder jeg har fået, så vil det være en stor, politisk sejr for mig.”

Kristian Hegaard sætter hånden på en knap på siden af væggen. Han er kommet til den næste trappe på gangen, og trykket på knappen får trapperne til at omdanne sig til en lift, så han kan komme videre.

”Jeg er altid i tvivl, om jeg skal lade liften stå. Det er lidt ligesom at lade brættet være oppe på toilettet,” griner han.

”Jeg bruger lang tid på transport, og jeg bruger faktisk så lang tid på det, at jeg skal planlægge tid til det i min kalender. Det er suverænt det mest frustrerende for mig. Nu, hvor Folketingssalen er åben, kan jeg nemt bruge en time ekstra på det om dagen. Og det er altså bare på transport. Som det ser ud nu, så kommer jeg til at få et ekstra kontor i Vandrehallen, men det ser jeg kun som en nødløsning til, at vi får lavet slisker, så jeg bare kan fræse derned. Det burde være muligt, selvom det er en gammel bygning,” siger Kristian Hegaard.

På politikerens kontor er det klart, at det er ikke lang tid siden, Kristian Hegaard er flyttet ind. Væggene mangler billeder, kun et par enkelte bøger har indfundet sig i reolerne.

”Som den reol ser ud lige nu, skal jeg vist ikke invitere Katherine Diez ud,” siger han med et smil og refererer til en klumme i Berlingske, hvor førnævnte skrev, at hun ikke ville på date med nogen, før hun havde set deres bogreol.

En enkelt grøn plante står på et skrivebord. I et hjørne står en gul nettopose. Den er fyldt med flasker af gin og tonic. Det var da også med en kold G&T i hånden, at Kristian Hegaard fejrede, at han kom i Folketinget tilbage i juni. Han skrev samtidig Danmarkshistorie, som den første folkevalgte politiker i kørestol, og i denne uge gør han det igen.

Den 1. november er det planen, at Kristian Hegaard skal tale fra talerstolen i Folketingssalen. Umiddelbart lyder det måske ikke som noget til historiebøgerne. Men når han indtager talerstolen, så bliver det som den første kørestolsbruger nogensinde. Det har ikke været muligt at komme på stolen før nu, hvor der er blevet installeret en lift. Da Kristian Hegaard tidligere var i Folketinget på et barselsvikariat, måtte han tale fra sin plads i Folketingssalen.

”Jeg havde jo håbet på, at historien var blevet skrevet langt før, og at jeg bare var et senere kapitel. Nu er det så mig, der får lov til at starte på historien, men jeg håber, at der kommer til at være mange flere kapitler efter mig. Jeg håber, at der kommer til at være mange flere med handicap, der skal tale fra talerstolen. Jeg vil gerne bane vejen for mennesker med handicap, så de kan se, at man skal gå efter, hvad man gerne vil på trods af ens udfordringer,” siger han.

”Der er nok mange, der ville beskrive mig som arbejdsom og seriøs. Men jeg kan også rigtig godt lide at tage pis på tingene. Det må ikke være sådan, at man ikke kan lave sjov. Hvis man ikke tør tage et billede af min kørestol eller lave en joke om det, vil det betyde, at man skal være forsigtig med mig, fordi jeg har et handicap. Så bliver jeg pakket ind i vat.

Når man først når derhen, hvor man siger, at man ikke kan lave sjov med handicap, så bliver det først noget med diskrimination og forskelsbehandling. Hvis man virkelig skal tage personer med handicap og være i øjenhøjde med dem, som med alle andre mennesker, så skal vi også kunne lave sjov med det.

Når muligheden opstår, prøver jeg altid at lave sjov med det, for det er den eneste måde, man kan vise, at det at have handicap er fuldstændig på lige fod med alt muligt andet. Jeg går også i byen to gange om ugen, og jeg tager også på festival. Jeg gør alle de ting, som alle andre på 28 også gør, selvom jeg har et handicap."

”Efter jeg er kommet i Folketinget, er der langt flere, der skriver grimme ting til mig. Jeg har altid været ret robust, og jeg trækker lidt på skuldrene, når folk skriver vanvittige ting som ’hvorfor kører du ikke dig selv i havnen’ eller ’du skulle aldrig have været født’, der meget handler om handicap.

Det sker heldigvis ikke hver dag, men typisk, når der er noget værdipolitisk, som handler om udlændige- eller retspolitik. Så kommer de højreorienterede trolls frem fra deres kældre. De sidste to dage har jeg talt meget om masseovervågning, og der får jeg mange beskeder som fx ’hvad laver du, slikker du røv på muslimerne?’.

For mig har masseovervågning intet med muslimer at gøre, for mig er det et helt værdibaseret spørgsmål, om vi vil overvåges som samfund. Det er utroligt for mig, at nogen kan få muslim-bashing ind over det. Det er jo ikke nogen veluddannede børn eller forældre, der skriver sådan noget, og som ikke engang tør have deres eget profilbillede, eller har det danske flag som billede. Det er typisk dem, der skriver sådan noget,” siger han og fortsætter.

”Jeg er meget robust omkring det. Men det er nogen, der er tilbageholdende med at deltage i demokratiet og deltage i kommentarfelter af frygt for at blive generet eller talt ned til. Jeg har selv indført nultolerance på min Facebookside.

Hvis der er nogen, der skriver noget nedsættende om handicap, anmelder jeg det med det samme. Hvis Facebook ikke har slettet det inden for 24 timer, sletter jeg det selv. Jeg vil gerne presse Facebook til, at de får nosset sig sammen til at slette sådan nogle ting.

Det kan ikke være rigtigt, at de har ejerskab over mediet, men ikke får ryddet op. For mig at se er det ikke en indskrænkning af ytringsfriheden at slette chikane, det er en indskrænkning af ytringsfriheden, hvis hadefuld tale gør, at andre ikke kan komme til orde.”

”Da jeg går i 6.-7. klasse, er fodboldmålene i stykker. Og så tænker man nok som det første, ’men du kan jo ikke spille fodbold, så hvad har du egentlig med fodboldmålene og gøre? Men jeg har aldrig accepteret, at jeg bare skulle sidde indenfor og spise madpakke, når drengene spillede fodbold i frikvarterne. Så jeg var dommer. Og når fodboldmålene er i stykker, så er det virkelig svært for dommeren at se, om bolden er inde eller ej.”.

De svære dommerkendelser fik Kristian Hegaard til at melde sig ind i elevrådet. Han blev valgt som elevrådsformand, og så skaffede han nogle nye mål. Det endelige puf mod en politisk karriere kom i februar 2005.

”Jeg mødte en kvinde ved navn Margrethe, da der var valgkamp. Hun virkede meget klog og fornuftig, og hun var valgt i Fredensborgskredsen, hvor jeg er fra. Hun spurgte, om jeg ikke skulle være med i Radikale Venstre, og det ville jeg gerne. Nu er hun jo så kommissær i EU. Men det var Margrethe Vestager der lokkede mig ind i partiet, fordi hun ikke talte ned til mig. Jeg var 14 år, og det lå måske ikke lige til højrebenet,” fortæller han.

”Jeg er nok en af dem, der sidder længst på kontoret om aftenen. Hvis der kommer en forbi, jeg ikke kender, så kan de finde på at sige ’ej hvor er det flot, du sidder her til klokken senere end 16. Du må da være træt nu, skal du ikke hjem og sove?’. Der er vitterligt noget, der tror, at det er sværere for mig at arbejde, fordi jeg sidder i kørestol,” siger han og fortsætter,

”Jeg er politiker med et handicap. Jeg er ikke en handicappet politiker.”