Lars Løkke udgiver sine politiske erindringer: "Den er blottet for hævnmotiver"

Dramaet i kælderen under Odense Congress Center i juni 2014, hvor Lars Løkke Rasmussen igen-igen formåede at sætte sine rivaler (og især næstformand Kristian Jensen) på plads. Det eksplosive hovedbestyrelsesmøde i Brejning sidste år, hvor Løkke efter voldsomt pres blev tvunget til at trække sig fra posten som formand i Venstre.

Man skulle tro, at der var masser af sprængfarligt stof at tage af, når den tidligere statsminister Lars Løkke nu udgiver sine politiske erindringer. Men Løkke har i bogen ’Om de fleste – og det meste’ valgt at gå i en anden retning. Det fortæller Kim Hundevadt, forlagschef for nonfiktion på JP/Politikens Forlag, som udgiver bogen:

”Der er absolut sekvenser, som nok skal vække opsigt i politiske kredse og i medierne, men det er meget langt fra at være en skandalebog. Lars Løkkes erindringer er først og fremmest punktnedslag fra hans liv og hans tid som politiker – og om mennesker, han har mødt på sin vej, der har gjort indtryk på ham. Det er ikke en bog, hvor han langer ud til højre og venstre. Der er ikke et regnskab, der skal gøres op, og den er blottet for hævnmotiver. Tværtimod handler Løkkes bog om en eksistentiel søgen, hvor han forsøger at blive klogere på sig selv og spørger: ’Hvad er jeg rundet af? Hvad har været med til at skabe mig som menneske og som politiker?’”

Forlagschefen siger, at han var overrasket over kvaliteten, da han første gang læste Lars Løkkes tekst. Det er nemlig usædvanligt, at politikere er drevne nok til selv at kunne skrive en bog, som man gider læse færdig. For selv om de seneste år har budt på en række velskrevne livsberetninger – fx fra Per Stig Møller og Mogens Lykketoft – så får de fleste politikere, tag bare Anders Samuelsen, Uffe Elbæk, Helle Thorning og Pia Kjærsgaard, journalister til at føre pennen og formidle deres historie.

”Normalt kobler man en ghostwriter på,” siger Kim Hundevadt. ”Det er trods alt de færreste sportsstjerner, kulturpersonligheder og politikere, der har ordet i deres magt og kan skrive en hel bog med nerve. Men jeg må sige, at Lars Løkke virkelig kan skrive. Jeg blev mildest talt overrumplet af den litterære værdi, da jeg modtog manuskriptet, og tænkte: ’Hvor fanden har han lært det henne?’ Det gode ved Lars er, at han har fornemmelse for at sætte en scene. Han skriver i essay-stil og åbner hver enkelt tekst med et lille glimt, hvorefter han folder stoffet ud, perspektiverer og slutter af med et vink med halen. Det fungerer rigtig godt, både på et sprogligt og et fortællemæssigt plan, synes jeg.”

Lars Løkke Rasmussen kommer i ’Om de fleste – og det meste’, som titlen antyder, vidt omkring. Han beretter blandt andet om sin opvækst, sin ungdom og om sine rejser til Afghanistan og Sovjetunionen – og så selvfølgelig om de seks et halvt år han var statsminister. Men er det noget, der kan sælge bøger?

”Danmark er et lille land, og vi kan ikke sammenligne os med England og USA, når det kommer til politiske selvbiografier. Jeg tror ikke, der er mere end fire-fem politikere i det her land, der har karisma og pondus til at sælge rigtig mange eksemplarer af deres erindringer. Jeg er overbevist om, at Lars Løkke er på det niveau. Lige som Ritt Bjerregaard. Da vi udgav første bind af Ritts nu i alt fire erindringsværker, var det en kæmpe succes, og den blev en af de allermest solgte bøger i Danmark, det år den udkom. Der er selvfølgelig en fascination omkring Ritt, fordi hun er et kvindeligt ikon som politiker, og fordi hun ikke er bange for at være ærlig. Men det gælder også Lars Løkke,” siger Kim Hundevadt.

Forlagschefen fortæller, at kvalitetskravene generelt indenfor erindringsgenren er blevet højnet inden for det seneste årti. Det skyldes ifølge ham især sportsbiografier som André Agassis ’Open’, ’Jeg er Zlatan’ og Rune Skyum-Nielsens Bendtner-bog, der har løftet det litterære niveau, rykket grænserne og vist, at erindringer bestemt ikke behøver at være kedelige og refererende, og at alt fra vugge til grav ikke nødvendigvis skal med.

”Der er en forventning hos læserne om, at det skal være velfortalt. Og så er det generelt en stor fordel, tror jeg, at erindringsbøger udkommer på et tidspunkt, hvor folks karrierer som fx sportsstjerner, erhvervsledere eller politikere er slut eller i hvert fald har toppet, så de ikke behøver tage hensyn til andre i miljøet. Det gør det mere rent, mere ærligt og mindre kalkuleret. Jeg tror, at politikere, der stadig er i gamet, mens de skriver deres erindringer, gør det mere taktisk og uden at tale frit fra leveren.”

Tre af de bedste i genren

Tony Blair: ’En rejse’

Den tidligere britiske premierministers storsælgende selvbiografi, hvori han på ærlig vis fortæller om sine 10 år ved magten. Blair er åben omkring sine egne fejl og mangler, men langer også ud efter adskillige politiske rivaler, især Gordon Brown får med grovfilen.

Barack Obama: ’Arven fra min far’

Den måske mest velskrevne selvbiografi af en amerikansk politiker nogensinde. Obama skriver gribende om at være barn af en sort far og en hvid mor, om faderens død og om sin ungdom og vej ind i politik, hvorefter han går på jagt efter sine rødder i Kenya.

Madeleine Albright: ’Madam Secretary’

En ekstremt læseværdig beretning af USA’s første kvindelige udenrigsminister om årene under Bill Clinton, fredsforhandlinger i Mellemøsten og armlægninger med Irak, Iran og Nordkorea. Albright reflekterer også over sin egen opvækst i efterkrigstidens Østeuropa.