Lars Trier Mogensen: "Jeg havde en følelse af, at hvis jeg ikke gjorde det selv, så skete der ikke en skid"

Hvornår gik det op for dig, at du havde talent?

”Allerede som teenager blev jeg fænget af magien ved at udgive. Jeg lavede først et uafhængigt gymnasieblad sammen med en ven, men ret hurtigt blev jeg grebet af en endnu større og hovedløs ambition. Som 18-årig stiftede jeg tegneserieforlaget Cosmos Comics, hvor jeg udgav små undergrundshæfter med vulgære, vanvittige og voldelige tegneserier. Selvom det ikke blev en kommerciel succes, fornemmede jeg alligevel, at mit talent lå i at udgive og sprøjte ting ud i offentligheden, så jeg besluttede mig for, at jeg ville blive publicist. I dag er det jo heldigvis også lykkedes mig at etablere Føljeton.”

Hvad har motiveret dig mest?

”Jeg vender ofte tilbage til en sang med Lou Reed og John Cale, som hedder ’Small Town’, hvor Lou Reed synger: ’There’s only one good thing about a small town / you know that you want to get out’. Jeg er vokset op i en lille stationsby på Sydsjælland, og én ting vidste jeg: Jeg ville videre, og jeg ville væk fra den nedgroede provinsstemning. Jeg havde en følelse af, at hvis jeg ikke gjorde det selv, så skete der ikke en skid. Det var en stærk motivation, for jeg ville opleve, hvor meget større og sjovere verden var andre steder, og jeg ville være en del af det.”

Hvad er den bedste forandring, du har gennemført?

”Da jeg lavede radioprogrammet ’Det Røde Felt’, fik jeg pustet liv i politisk taleradio herhjemme ved at sætte strøm til nogle omvæltende dagsordener. Jeg satte gang i den kontroversielle debat om salget af Dong Energy til Goldman Sachs, og efter sammenbruddet i Skat var jeg på en årelang skattejagt efter de forsvundne milliarder. Min dækning var med til at sætte det tabuiserede kaos på dagsordenen, og den vedholdenhed og fandenivoldskhed, jeg fik opbygget i programmet, gjorde, at jeg skabte nogle forandringer. Jeg podede den politiske debat med nogle farlige dagsordener, som politikerne var nødt til at reagere på.”

Hvad er det mest markante ved din personlighed?

”Jeg er rimeligt kontrær, modsigelseslysten og til tider lidt vrangvillig. Det kan både være som antiautoritær og skeptisk over for selvbestaltede autoriteter eller som den mere irriterende Rasmus Modsat, der bedst kan lide brok, kritik og polemik. Jeg kan simpelthen godt lide, når folk sætter sig på tværs, og det ligger nok også til mine egen personlighed.”

Hvad er din jobmæssige største bedrift?

”Jeg føler selv, at jeg har været med på flere flops i medieverdenen. Senest oplevede jeg, hvordan tilfældigheder, rævekager og simpel dumhed kan være med til at afgøre ens skæbne med Radio24syv. Det har fået mig til at erkende, at man er nødt til at kunne klare sig selv uden den falske tryghed, man får ved fastansættelser. Jeg har revet mig fri og er blevet skubbet ud i et liv som iværksætter, hvor jeg i dag kan klare mig, og jeg kan også klare mig godt.”

Hvilken færdighed ville du ønske, du mestrede?

”Jeg kunne helt vildt og blodigt godt tænke mig at have en musikalitet. Jeg er desværre ret tæt på tonedøv, hvilket var et paradoks og et problem for mig i gymnasietiden. Dengang havde jeg meget langt hår, endnu længere end jeg har i dag, og jeg var måske også lidt mere fit og tiltrækkende. Jeg oplevede mange gange at blive spurgt, om jeg ikke ville være forsanger i grunge-bands. Der måtte jeg skuffe – i virkeligheden nok mest mig selv – ved at konstatere, at jeg ikke havde en tone i livet og knap nok kunne klappe i takt.”

Hvem er dit største forbillede?

”Det er mange år siden, at jeg har dyrket idoler, men når jeg kigger hen over mit arbejdsliv, kan jeg ikke komme udenom, at Tøger Seidenfaden, den nu desværre afdøde chefredaktør på Politiken, har spillet en skelsættende rolle. I en årrække var jeg redaktør for lederkollegiet på Politiken, og det betød, at jeg hver dag sad med Tøger Seidenfaden inde på hjørnekontoret på Rådhuspladsen. Han havde en ret brysk argumentationsform, som skræmte mange væk. Ofte sad han og jeg alene i et par timer hver dag og diskuterede hele verdenssituationen. Jeg har ikke mødt nogen som Tøger, der havde en så imponerende spændvidde i sin viden og samtidig spydighed til at bringe sit vid i spil. Det var inspirerende, enormt krævende og ikke mindst lærerigt at tilbringe flere timer hver eneste dag i flere år med at debattere med ham. Jeg var absolut ikke enig med ham i alt, herunder om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger, men det var heller ikke det, der var pointen, for det var et begavet frirum. Han var en kosmopolitisk fritænker, der nød at blive modsagt og udfordret.”

Hvilken bog bør enhver mand have læst?

”Det er ikke et klassisk bud, men jeg har fået enormt meget ud af at læse Michel Houellebecqs ’Udvidelse af kampzonen’. Det var hans debutbog, og et meget ubehageligt sted at være, men det er også en ætsende indgang til, hvad det vil sige at være mand i dag.”

Hvad er din største fortrydelse?

”Det er helt klart, at jeg ikke har boet fast i udlandet og prøvet at klare mig i et andet land end Danmark. Som 23-årig var jeg på sporet af det, da jeg blev optaget på et eliteuniversitet i London. Jeg nåede at forestille mig et internationalt liv, men så blev min kæreste gravid. Dengang var jeg slet ikke i tvivl om, at jeg hellere ville opleve hendes graviditet, og jeg var slet ikke i tvivl om – naivt nok – at man altid kan flytte til udlandet. Det bliver meget sværere med årene, kan jeg afsløre. Jeg fortryder, at jeg ikke har udfordret og tvunget mig selv ud i den sårbarhed, der er i at skulle klare sig i et andet land.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Interview, Christiansborg og Medier