Lars Trier Mogensen: "Fremtidsoptimismen fejler ikke noget i regeringstoppen, i hvert fald ikke når det gælder klimaet"

Begrebet bruges som oftest af des-perate juniorkonsulenter, når de skal forsvare og forklare manglende resultater over for den øverste ledelse: hockeystaven! Lige pludselig vil problemerne løse sig selv som ved et trylleslag – bare lidt ude i fremtiden.

Nu har den langmodige trolddomskraft også gjort sit indtog på Slotsholmen. S-regeringen satser på, at de største og sværeste skridt i den grønne omstilling vil kunne løses med et teknologisk snuptag, dog først om to til tre valgperioder.

Embedsmændene i Finansministeriet, der tidligere har været kendt som hårde regnedrenge og bitchy budgetbisser, har været nødt til at tænke kreativt, og tilsyneladende har de fundet en poppet PowerPoint-præsentation frem fra et ellers glemt business-diplomkursus.

Den allerede aftalte reduktion i udledningen af drivhusgasser skal efter S-regeringens plan kun ske meget langsomt i indeværende og næste valgperiode, for så til gengæld at accelerere voldsomt i årene lige op til 2030: En lang lige linje, som skal tage et skarpt sving i allersidste øjeblik.

Det er mildest talt ikke den måde, Finansministeriet normalt insisterer på, at budgetterne skal balancere. Men fremtidsoptimismen fejler ikke noget i regeringstoppen, i hvert fald ikke når det gælder klimaet, og når det kommer til at udskyde de mest ubehagelige beslutninger. Alt bliver nemmere, mañana.

Finansminister Nicolai Wammen (S) har lanceret en ny doktrin, ’hockeystav-doktrinen’: Kommer tid, kommer råd, lyder den besnærende logik, som markerer noget nær et paradigmeskifte i centraladministrationen.

”Min holdning er, at vi skal tænke hockeystaven ind,” har den socialdemokratiske finansminister tålmodigt forklaret: ”Der er bare værktøjer, hvor vi kan opnå CO2-udledninger på en billigere måde senere. Derfor lægger vi ikke op til at håndtere det her på en lineær måde.”

Umiddelbart lyder det avanceret, næsten disruption-agtigt: At løse problemer på en ikke-lineær måde virker som næste niveau. I sin tid hævdede daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), at de økonomiske lærebøger skulle skrives helt om. Og nu mener S-regeringen altså, at den er parat til at formulere næste kapitel.

Inspirationsgrundlaget for S-regeringens fortælling stammer dog næppe fra den canadiske ishockey-stjerne Wayne Gretzky. Han har ikonisk udtalt: ”Du misser 100 procent af de skud, du ikke tager.” Ministrene vil tydeligvis hellere vente og undlade at skyde – lige nu.

For regeringstoppen er det ikke noget praktisk problem, at Klimarådet tidligere på foråret konstaterede, at tempoet i den grønne omstilling er alt for langsomt til, at vi reelt kan nå målsætningen om at reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

For Mette Frederiksen er det afgørende nemlig ikke, hvilke beslutninger der træffes nu, men derimod hvad der vil ske, når hun en skønne dag måske kan fejre 10-års jubilæum i Statsministeriet.

Jo nærmere vi kommer år 2030, desto flere og billige klimaløsninger vil byde sig til, og indtil da har statsministeren tilmed forsøgt at berolige kritikerne med, at Danmark i virkeligheden er ’foran tidsplanen’ i den grønne omstilling.

Siden regeringsskiftet i 2019 er der truffet bredt forankrede beslutninger, som vil føre til en reduktion af udledningen med godt fem millioner tons CO2 i 2030, eller godt en fjerdedel af den aftalte klimareduktion på i alt 20 millioner tons CO2-ækvivalenter.

På papiret er matematikken enkel: Når man på to år har truffet beslutninger, der rækker godt en fjerdedel af vejen, så vil det også være muligt at nå de sidste tre fjerdedele på de næste ni år. Ikke mindst hvis der kommer schwung i den på Christiansborg – med hockeystaven, forstås.

S-regeringen sætter sin lid til fagre nye teknologier såsom CO2-fangst og Power-to-X, hvor nye, grønne brændsler skabes gennem elektrolyse. Der er dog ét lille problem: Eksperterne i Klimarådet køber ikke forklaringen, ligesom juniorkonsulenter nok heller ikke ville slippe afsted med blot at vise et slideshow med en hockeystav over for direktionen.

Tværtimod har Klimarådets formand, professor Peter Møllgaard vedholdende slået fast, at S-regeringen mangler en gennemarbejdet plan for, hvordan de sidste tre fjerdedele rent faktisk skal føres ud i livet.

I den brede offentlighed synes hockeystaven imidlertid at være slået igennem. Ishockey-billedet rummer således mindst to overrumplende styrker, der begge mindsker presset på S-regeringen: For det første er hockeystaven et direkte spejlbillede på den faretruende temperaturudvikling, som klimaforskere for længst har dokumenteret, er i fuld gang. En slags kommunikativt jiu-jitsu-greb.

Og for det andet virker det også uhyre bekvemt, hvis overophedningen vitterligt kan stoppes med et hurtigt tech-fix i fremtiden, frem for sure og dyre beslutninger nu.

Tilbage i 1998 skrev den amerikanske professor Michael Mann en artikel i tidsskriftet Nature med en senere berømt kurve over udviklingen i de seneste 1.000 års klima. Efter 900 års nogenlunde stabilt klima eksploderer den globale gennemsnits-temperatur pludselig – og er i løbet af de seneste 100 år steget til kritiske højder.

Michael Manns kurve blev dengang døbt, ja netop ’hockeystaven’, fordi den på enkel og grafisk vis udstillede, at klimaproblemerne først slog igennem med den fossile økonomi i det 20. århundrede. Og derfor er klimaproblemerne påviseligt menneskeskabte. Men vupti, tænk, hvis løsningen kan følge samme mønster?

På paradoksal vis er den mest basale klimavidenskab blevet vendt på hovedet, og ét af klimaaktivisternes mest dramatiske billeder er nu blevet overtaget af selveste finansminister Nicolai Wammen. Problemet er blevet selve løsningen. Ganske fiffigt.

Realpolitisk spiller et andet stærkt billede også ind: De gule veste. Den socialdemokratiske regering frygter at kunne udløse hidsige opstande, som hærgede Frankrig i 2018 og 2019, da de vrede bønder i Le mouvement des Gilets jaunes gik i gaderne i protest mod blandt andet stigende dieselpriser.

Bag finansministerens retorik om ikke-lineære løsninger ligger forklaringen på S-regeringens sendrægtige tempo i den grønne omstilling gemt netop her. For når klimapolitikken bliver konkret, bliver den også kontroversiel. Og uanset hvad de grønne Kloge-Åger måtte vurdere fagligt, er det afgørende for en regering at blive genvalgt. Hverken mere eller mindre.

For embedsmændene i Finansministeriet er det derfor en bunden opgave at finde på spilfor-sinkende handlinger. Både i realpolitik og ishockey betaler det sig nogle gange at skyde pucken ned bag modstandernes baglinje og dermed vinde tid; en manøvre, der kaldes ’icing’. Som et sindbillede på dansk politik her i 2021 er icing blevet den officielle taktik i kampen mod global opvarmning.