Lars Trier Mogensen: "Hvad kan en småstat som Danmark gøre med alle de mange milliarder, som politikerne for længst har afsat til militæret?"
Nederlaget i Afghanistan har sat skub i en stadig mere indadvendt strømning i dansk udenrigspolitik: Statsminister Mette Frederiksen sætter Danmark først.
Den aktivistiske udenrigspolitik er død. Nederlaget i Afghanistan har kastet de seneste 20 års forsvars- og sikkerhedspolitik ud i kaos og hjemlig forvirring. Lige så tydeligt det nu er blevet, at lille Danmark er nødt til at følge USA på verdensscenen i tykt og tyndt, lige så brutalt har det afsløret sig, at demokrati og menneskerettigheder ikke lader sig udbrede med våbenmagt.
Efter tre mislykkede krige i Afghanistan, Irak og Syrien er Danmark blevet bombet tilbage til start. Og vel at mærke uden så meget som konturerne af en ny idé om, hvilken rolle Danmark reelt kan og skal spille internationalt her i det 21. århundrede.
Den aktivistiske linje, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med brask og bram søsatte i 2001, har vist sig at være en illusion.
I praksis har det vist sig kropumuligt at opbygge nye nationer i ruinerne fra flere års angrebskrige, og realistisk set er der ingen på hverken Christiansborg eller ude omkring i resten af landet, som forventer, at Danmark i de næste mange år vil engagere sig militært i fjerne, fattige lande. Æraen for såkaldt ’humanitære interventioner’ er slut.
