Den aktivistiske udenrigspolitik er død. Nederlaget i Afghanistan har kastet de seneste 20 års forsvars- og sikkerhedspolitik ud i kaos og hjemlig forvirring. Lige så tydeligt det nu er blevet, at lille Danmark er nødt til at følge USA på verdensscenen i tykt og tyndt, lige så brutalt har det afsløret sig, at demokrati og menneskerettigheder ikke lader sig udbrede med våbenmagt.
Efter tre mislykkede krige i Afghanistan, Irak og Syrien er Danmark blevet bombet tilbage til start. Og vel at mærke uden så meget som konturerne af en ny idé om, hvilken rolle Danmark reelt kan og skal spille internationalt her i det 21. århundrede.
Den aktivistiske linje, som daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) med brask og bram søsatte i 2001, har vist sig at være en illusion.
I praksis har det vist sig kropumuligt at opbygge nye nationer i ruinerne fra flere års angrebskrige, og realistisk set er der ingen på hverken Christiansborg eller ude omkring i resten af landet, som forventer, at Danmark i de næste mange år vil engagere sig militært i fjerne, fattige lande. Æraen for såkaldt ’humanitære interventioner’ er slut.
Modsætningen til idealisme er realisme. Og Danmark er i sandhed blevet ramt af et virkelighedstjek efter den desperate retræte fra Afghanistan: Hvad skal det nytte? Hvad kan en småstat som kongeriget Danmark fremover gøre med alle de mange milliarder, som politikerne for længst har afsat til militæret?
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) har allerede præsenteret sit helt eget bud. Den 47-årige bornholmer har lanceret et sikkerhedspolitisk koncept, som dog næppe vil gå over i historien som Kofod-doktrinen: Han vil have en ”dansk udenrigspolitik, der er i øjenhøjde med de bekymringer og håb, du og din familie taler om omkring middagsbordet og på arbejdet.”
Som et ekko af traumet fra 1864 – hvor det efter tabet af Sønderjylland dengang hed ”hvad udad tabes, skal indad vindes,” berømt formuleret af forfatteren H.P. Holst – er Jeppe Kofod nu i færd med at udvikle en ny udenrigs- og sikkerhedsstrategi, som ”skal tage udgangspunkt i socialdemokratiske værdier.” Eller som statsminister Mette Frederiksen (S) mere fyndigt siger: Danmark først.
Realistisk set er den mest oplagte reaktion på de gentagne militære nederlag ude i den store verden da også, at Danmark trækker sig indad. Igen.
Siden regeringsskiftet i 2019 har statsministeren indtaget en stadig mere indadvendt og indenrigspolitisk drevet linje. Mette Frederiksen har bevidst valgt at optræde som den mest EU-skeptiske statsminister, siden Danmark meldte sig ind i EF i 1973. Hendes enegang med vaccinealliancen med den østrigske, konservative forbundskansler Sebastian Kurz og Israels daværende premierminister Benjamin Netanyahu har også vakt opsigt.
Krudt og kugler
Forsvarsbudgettet hæves i 2023 til 1,5 procent af BNP. Den samlede bevilling til forsvaret herhjemme ser således ud:
2019: 23,5 milliarder kroner
2021: 26,4 milliarder kroner
2023: 29,4 milliarder kroner
Blandt embedsmænd på Slotsholmen og diplomater i udenrigstjenesten hersker en udbredt opfattelse af, at den socialdemokratiske regering – allerede længe før kollapset i Kabul – var begyndt at vende næsen hjemad. Skiftet fra en idealistisk aktivisme til en mere reaktionær position har været længere tid undervejs, og i regerings- kontorerne er der stor tilfredshed med, at USA’s nye præsident Joe Biden afviser at være hele verdens politibetjent.
Danmark følger i sporet på den amerikanske isolationisme. Kombinationen af en stram udlændingeskepsis og modvilje mod at betale til det fælles EU-budget har fået historikeren Uffe Østergaard til at optegne et nyt og tankevækkende mønster: ”Vi er ved at placere os som et Visegradland,” har han udtalt med henvisning til de fire mellemeuropæiske stater, Polen, Tjekkiet, Slovakiet og Ungarn, som alle er kendt for at føre en nationalkonservativ kurs.
Glem pigeskoler, regnbueflag og nye forfatninger. Fremover skal vi til at lære, at udenrigspolitik først og fremmest er indenrigspolitik. Og i stedet for fortsat at konkurrere og sammenligne os med selverklærede ’humanistiske stormagter’ som Norge og Sverige, skal vi måske vænne os til at være på hold med Polen og Ungarn?
Vendingen mod hjemmefronten rummer dog et aber dabei. I de senere år har flertallet på Christiansborg nemlig optrådt, som om at den aktivistiske udenrigspolitik skulle fortsætte nærmest uendeligt. I det seneste forsvarsforlig blev partierne enige om at løfte bevillingen med 12,8 milliarder kroner over en årrække, allerede til næste år vokser budgettet med 2,8 milliarder kroner og dernæst yderligere 4,8 milliarder kroner i 2023.
Som gamle generaler, der udkæmper den sidste, tabte krig, har forsvarsforligskredsen afsat penge til, at Danmark ikke alene skulle kunne have kæmpet videre i Afghanistan, men også ekstra midler til en ’deployerbar brigade’ på godt 4.000 soldater, som fra 2024 skal kunne indsættes i alverdens brændpunkter. Men de vil næppe blive brugt.
I moderne tid har Danmark aldrig tidligere haft så stor militær kapacitet til at kunne indsætte velekviperede tropper i Langtbortistan og samtidig heller ikke så stor indenrigspolitisk modvilje mod at gøre brug af slagkraften. Pacifistisk bliver det næppe, snarere passivistisk.
