Lars Trier Mogensen: Kampen om midten i dansk politik buldrer derudaf

Som en udspændt elastik, der pludselig slippes, er dansk politik atter viklet sammen inde omkring midten. Efter folketingsvalget i 2019, hvor den yderste højrefløj på den ene side stjal billedet i skikkelse af Rasmus Paludan fra Stram Kurs, og unge klimaaktivister satte en ny, kompromisløs dagsorden på den anden side, er spændingerne atter dæmpet ned – og dynamikken vendt tilbage til et mere gummiagtigt centrum.

Yderfløjene har mistet tiltrækningskraft, og i stedet er stadig flere midtersøgende partier vokset frem med bredere vælgerappel. Mest opsigtsvækkende har Venstres tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen lanceret sit nye parti, Moderaterne, der har taget navn efter ’Borgen’, den internationalt anerkendte tv-serie med Sidse Babett Knudsen i rollen som Birgitte Nyborg, der her er formand for partiet De Moderate.

Som i en båndsløjfe af genudsendelser fra perioden efter jordskredsvalget i 1973 tegner også Kristendemokraterne til igen at kunne klare spærregrænsen. Dansk politiks enfant terrible Jens Rohde har fundet sammen med den talentfulde Isabella Arendt, som under sidste valgkamp fik tilnavnet ’Vikaren fra Himlen’ og allerede dengang var umådeligt tæt på at bringe Kristendemokraterne i Folketinget.

Det opbrud, der opstod i centrum-højre med dannelsen af Ny Alliance i 2007, er langt fra slut, for samtidig kæmper også Radikale Venstre og Alternativet for at styrke et tværpolitisk samarbejde, der overskrider den gamle og ofte karikerede blokopdeling mellem rød og blå.

Efter en tumultarisk periode, hvor yderpolerne lykkedes med at skabe splid, ballade og lidenskabelige konfrontationer, både i Trumps Amerika og i Brexit-land, men bestemt også i Danmark, står vælgerne nu med sjældent mange forskellige nuancer af grå at vælge imellem.

Som en klar kontrast til de hårdt udspændte og farverige fløjopgør, der hærgede gennem offentligheden op gennem 2010’erne, kæmper de mange midterpartier nu om at fremstå mest pragmatiske, ansvarlige og afdæmpede. Bevægelsen mod midten er ikke noget dansk fænomen. For flere steder i verden har etablissementet slået tilbage, symbolsk kronet med indsættelsen af den midtersøgende Joe Biden som USA’s nye præsident i januar.

Umiddelbart kunne man forvente, at dansk politik skulle være på vej mod kedeligere tider, og partiernes paroler vil blive stadig mere intetsigende og karakterløse. Politologer omtaler midten som ’et sort hul’, hvor det er svært at markere sig, og hvor yderfløjspartierne derfor hurtigt løber med opmærksomheden, fordi de altid kan foreslå noget lidt mere spektakulært. Mediernes centrifugalkraft har en tendens til at trække alt ud mod skingre yderligheder.

Men kampen om midten behøver bestemt ikke at være blodfattig. For jo flere partier, der hævder, at netop de repræsenterer midten, desto større kappestrid opstår uundgåeligt.

Særligt med lanceringen af Løkkes Moderaterne – som har gode muligheder for at komme i Folketinget – er der her i de kommende måneder lagt op til en intensiveret magtkamp, som nok skal komme til at rumme forøget drama, intriger og bitre personopgør.

Midten er nemlig langt fra nogen entydig størrelse, og i en tid, hvor de klassiske fordelingspolitiske konflikter på ingen måde følger det samme mønster som de nyere værdipolitiske konflikter, placerer alle midterpartier sig heller ikke de samme steder. Magtspillet kompliceres yderligere af, at også partier som Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Venstre i dag definerer sig selv som midterpartier.

Traditionelt set er et midterparti karakteriseret ved at appellere til den såkaldte medianvælger – den vælger, som står midt mellem blokkene og vipper mellem rød og blå. Tidligere var det da også netop denne mytologiske medianvælger, som afgjorde om en dansk regering skulle være borgerlig eller socialdemokratisk. Og de partier, som kunne indtage den parlamentariske midter-position, fik uforholdsmæssig stor magt som tungen på vægtskålen. Som kongemager.

Potentielt kan den genopblussede midte dog få endnu større gennemslagskraft. Uden for Danmark har det nye midteroprør for længst vist sin overrumplende styrke. I Frankrig triumferede Emmanuel Macron således med sin bevægelse ’En Marche!’, som først bragte ham til sejr ved præsidentvalget og dernæst til flertalssejr ved parlamentsvalget. I Tyskland er Die Grünen vundet massivt frem som en ny, grøn vej hinsides borgerligt og socialdemokratisk.

Herhjemme drømmer Lars Løkke Rasmussen om at gøre Emmanuel Macron kunsten efter, ligesom Radikale Venstre og Alternativet spejder sydover efter inspiration til en ny klimaoffensiv. I både Norge og Sverige har midterpartierne også fået placeret sig gunstigt, så i virkeligheden er midterpartiernes genkomst i Danmark kun et udtryk for, at centrumbevægelsen har momentum over hele Europa.

Frem mod næste folketingsvalg er dysten mellem Moderaterne, Radikale Venstre, Kristendemokraterne og i mindre grad Alternativet dømt til at kunne udløse fejder, som kan blive udslagsgivende for, hvad også de andre partier må forholde sig til.

De interne meningsmålinger, som de største partier får lavet selv, viser, at Lars Løkkes nye parti står til at kunne mønstre over fem procent af stemmerne, og samlet set kan de erklærede midterpartier meget vel nå op på godt en tiendedel af alle vælgere, og dermed blive større end både den yderste højre- og venstrefløj.

Den største bremse på midtens fremmarch er imidlertid, at budskabet om pragmatisme ikke ligefrem er kopisikret. Langt fra. Statsminister Mette Frederiksen (S) har for længst kombineret sig frem til en populær platform, hvor S-regeringen har indtaget en dobbelt-midterposition, der ligger lidt til venstre for midterpartierne i den økonomiske politik og lidt til højre for midterpartierne i værdidebatter, såsom udlændingepolitikken.

I en tid, hvor yderfløjspartierne har mistet kraften som truende skræmmebilleder, ganske enkelt fordi den eksplosive vælgerappel er falmet, og regeringspartiet samtidig placerer sig demonstrativt i centrum, kan det i praksis blive svært for Moderaterne, Kristendemokraterne og Radikale Venstre at komme til at fremstå bydende nødvendige.

De små midterpartiers største problem kan hurtigt vise sig at blive, at midten allerede har sejret ad helvede til.