Leder: "Det er en pligt for den moderne mand, at han interesserer sig for kvinders velbefindende"

Du sidder med dine venner i børnehaven og tegner, og selvom du ikke er noget kreativt talent, insisterer alle de andre børn på at tegne det samme som dig. Når du får nok af at tegne, går du ud og leger, mens dit følge af kammerater umiddelbart efter får samme ide. Du finder ud af, at du er god til at bestemme, hvad I skal lege. Du er fire år.

Du starter til fodbold, og efter en af de første træninger en sensommeraften i august trækker træneren dig til side. Han siger, at han synes, du er god til fodbold, og at du kan noget med både fødderne og hovedet, og at det ikke er alle, der kan det. Du er ikke helt sikker på, hvad det kommer til at betyde, men du siger selvfølgelig ja, da han spørger, om du vil være anfører for dit hold. Du er syv år.

Der er valg til elevrådet. Og selvom du hurtigt gennemskuer, at magten i dét organ nok ikke rækker til at få indflydelse på mødetiden og længden af frikvartererne, så siger du alligevel ”okay,” da din lærer spørger, om du ikke har lyst til at stille op. Du bliver valgt ind uden stor konkurrence. Du er 13 år.

Det havde været nemmere at lade være og bare følge strømmen, men du kan ikke længere se dig selv i spejlet, hvis du ikke siger fra. Du foreslår dine venner, at I skal stoppe med at komme med nedladende kommentarer om hende den lidt enerverende pige, selvom hun forstyrrer undervisningen i Samfundsfag med sine uigennemtænkte spørgsmål og substansløse pointer. De følger dit eksempel. Du er 19 år og går i 3. g.

Lidt for sent er du en mørk vinteraften på vej til en aftale med en ven i København. Du skynder dig på cyklen og har egentlig ikke tid til at gøre stop, da du ser to mænd trække en kvinde ned mod en parkeringskælder. Du triller lidt videre, men din samvittighed byder dig at vende om. Du anråber mændene, der viser sig at have slette hensigter, og får tilkaldt en politibil, der hurtigt ankommer. Du er 28 år.

Du er i midten af 30’erne, og du ser verden omkring dig blive forandret i rekordfart. Andre mænds magtfuldkomne gerninger gør kvinder fortræd, og du ved snart ikke, hvilket ben, du skal stå på. Det ene øjeblik tænker du, at det er kvindernes kamp, og at de skal have pladsen til at kæmpe for sig selv.

Det næste øjeblik går det op for dig, at du og dit køn er hovedansvarlige for den utryghed, stort set alle kvinder er vokset op med og må håndtere hver eneste dag. Og du indser, at du er nødt til at være en del af løsningen på problemet.

Det er en fejlbehæftet opfattelse, at vi mænd skal afgive territorium for at få kvinderne ind på direktionsgangene, ud af utrygheden og op på løntrin med os andre. Ligestilling er ikke et nulsumsspil. Det er en pligt for den moderne mand, at han interesserer sig for kvinders velbefindende, ligesom han gør hos sine medmænd. Og aktivt gør noget for at komme utryghed og skævvridning til livs.

For den, der har evnen, har også pligten. Og den, der har pligten, har også magten til at gøre noget ved det, der ikke fungerer. Du er et sted i dit liv, hvor dit engagement vil skabe forandring.

Tak, fordi du læser Euroman.

Kristoffer Dahy Ernst

Chefredaktør