Leder: "Det er en pligt for den moderne mand, at han interesserer sig for kvinders velbefindende"

Du sidder med dine venner i børnehaven og tegner, og selvom du ikke er noget kreativt talent, insisterer alle de andre børn på at tegne det samme som dig. Når du får nok af at tegne, går du ud og leger, mens dit følge af kammerater umiddelbart efter får samme ide. Du finder ud af, at du er god til at bestemme, hvad I skal lege. Du er fire år.

Du starter til fodbold, og efter en af de første træninger en sensommeraften i august trækker træneren dig til side. Han siger, at han synes, du er god til fodbold, og at du kan noget med både fødderne og hovedet, og at det ikke er alle, der kan det. Du er ikke helt sikker på, hvad det kommer til at betyde, men du siger selvfølgelig ja, da han spørger, om du vil være anfører for dit hold. Du er syv år.

Der er valg til elevrådet. Og selvom du hurtigt gennemskuer, at magten i dét organ nok ikke rækker til at få indflydelse på mødetiden og længden af frikvartererne, så siger du alligevel ”okay,” da din lærer spørger, om du ikke har lyst til at stille op. Du bliver valgt ind uden stor konkurrence. Du er 13 år.

Det havde været nemmere at lade være og bare følge strømmen, men du kan ikke længere se dig selv i spejlet, hvis du ikke siger fra. Du foreslår dine venner, at I skal stoppe med at komme med nedladende kommentarer om hende den lidt enerverende pige, selvom hun forstyrrer undervisningen i Samfundsfag med sine uigennemtænkte spørgsmål og substansløse pointer. De følger dit eksempel. Du er 19 år og går i 3. g.