Det kræver ikke en lang uddannelse at gennemskue valgmatematikken i Danmark: Christiansborg regeres af jyder. Den simple forklaring er, at mandater i Folketinget ikke kun fordeles efter befolkningstal, men også efter landareal, og derfor er Jylland i dag markant overrepræsenteret på bekostning af hovedstaden.
Før partierne overhovedet stemmer om noget som helst i Folketinget, kan det jyske flertal på forhånd nedlægge veto. Ingen kan regere i Kongens København, hvis jyderne ikke nikker ja. For ikke alene er mere end halvdelen af alle danske folketingspolitikere født i Jylland, men valgkredsene vest for Storebælt leverer også langt de fleste mandater.
Den store bundvending, der er sket i dansk politik i de senere år, hvor Socialdemokratiet atter har fået etableret sig som et folkeparti med opbakning fra godt en tredjedel af vælgerne, handler først og fremmest om, at Mette Frederiksen har drejet det gamle arbejderparti vestover – og vredet Socialdemokratiet væk fra hovedstaden.
Midt mellem den gamle rivalisering mellem blå og rød blok, midt mellem slagsmålet mellem højre- og venstrepopulisme, har Mette Frederiksen udviklet og raffineret en endnu mere slagkraftig appel: Provinspopulisme har vist sig at være vejen til flertallets hjerter og sind.
Københavner-bashing er en vindersag. Ved at distancere sig demonstrativt fra vælgerne i hovedstadsområdet har statsministeren forsøgt at kapre mange af de jyske vælgere, som ved tidligere valg stemte på Venstre og Dansk Folkeparti. I sine mange Instagram-opslag betoner Mette Frederiksen således altid sin glæde ved det ordinære, gennemsnitlige og ikke mindst jordnære jyske.
Du skal ikke bilde dig ind, at du er bedre end os. Og tricket virker. Allerede ved sidste folketingsvalg gik Socialdemokratiet markant frem i de jyske valgkredse og faktisk tilsvarende klart tilbage i flere universitetsbyer. Men storbyvælgerne spiller ikke længere en afgørende rolle i kampen om magten på Christiansborg.
Det er slaget om Jylland, der tæller, og her har Socialdemokratiet igen fået fat i lavtuddannede, midaldrende mænd i mellemstore provinsbyer, mens de højtuddannede og yngre kvinder i storbykvarterne så til gengæld skubbes ud til støttepartierne.
Ved næste folketingsvalg tegner opbruddet til at blive forstærket: Socialdemokratiet satser på at blive det største parti blandt ufaglærte og faglærte i endnu flere jyske motorvejs- og stationsbyer og lever så fint med, at studerende og vidensarbejdere dropper partiet. Magten i Danmark vindes nemlig i Brønderslev-kredsen, ikke på Vesterbro.
Provinspopulismen er bestemt ikke kun retorik. Ét af S-regeringens nye påfund er at ville rykke nogle af de mest eftertragtede videregående uddannelser ud af København, og gerne helt derud, hvor de unge flygter væk fra i dag. Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), som selv er valgt i Nordjylland, vil have trukket eliten ud af hovedstaden:
”Der er nogle af de mest populære universitetsuddannelser, som vi kan få unge mennesker til at læse, uanset hvor de ligger. De behøver jo ikke at ligge inde midt i vores største by,” lyder den nye S-logik.
Regeringen forsøger at få flertal for at opsplitte én af verdens førende veterinæruddannelser og delvist flytte de studerende fra Frederiksberg til den midtjyske landsby Foulum med under 200 indbyggere, mens den mindst lige så interna-
tionalt anerkendte danseuddannelse på Den Danske Scenekunstskole, der i dag ligger på Holmen, skal rykkes til Vestjylland. Ansporet af indenrigsminister Kaare Dybvad (S), der om nogen har støbt kuglerne til udflytningsplanerne med en række toneangivende debatbøger, og som selv er valgt i Vestsjælland, ønsker Socialdemokratiet også at oprette en ny videregående uddannelse i byplanlægning – i Kalundborg.
Jyder tæller mere
Én mand, én stemme. Sådan lyder den højtidelige slaglinje fra demokratiets fødsel. Men i virkelighedens Danmark er nogle borgere mere lige end andre. Ved sidste folketingsvalg krævede det således 22.620 stemmer at vinde et mandat i Københavns Storkreds, mens blot 19.284 stemmer var nok til at sikre et mandat i Nordjyllands Storkreds. Altså en jysk rabat på omkring 15 procent, eller hvad der næsten svarer til at trække momsen fra.
Forslagene har skabt ramaskrig fra bedrevidende Kloge Åge-typer i København og Aarhus, og dét er faktisk selve bagtanken: Storbytosserne skal tvinges til at virke arrogante og nedladende, så vælgerne i resten af landet kan lade sig provokere – og derved bringes til at føle, at S-regeringen kæmper for netop deres lille landsdel.
Idéen om at rykke prestigeuddannelser til provinsen er en både endnu mere ekstrem og udspekuleret udgave af den omfattende udflytning af statslige arbejdspladser, som blev gennemtvunget, mens Lars Løkke Rasmussen var statsminister. Socialdemokratiet vil ikke alene bruge specialiserede uddannelser som trækplaster for at få flere unge til udkanten, men tydeligvis også som en symbolsk markering over for de ældre vælgere i provinsen.
Udflytning af uddannelser har ganske vist været prøvet flere gange før, og resultatet er det samme – alle steder: De midaldrende, lokale vælgere begejstres, mens stort set ingen unge søger de nye uddannelser. Og heller ikke her behøver man selv at have taget en lang uddannelse for at gennemskue hvorfor: Kvikke unge i hele verden søger mod de største byer af mange vidt forskellige og ret oplagte årsager, og derfor mislykkedes også tidligere Venstre-regeringer med at dæmme op for urbaniseringen.
Tilbage i 2018 forsøgte VLAK-regeringen eksempelvis at oprette 1.000 nye uddannelsespladser i mindre byer som Rønne, Hedensted, Nykøbing F., Skjern og Svendborg. Men under 100 unge søgte ind sidste år, og en tredjedel droppede senere ud. Socialdemokratiet lader sig imidlertid ikke stoppe af fiaskoerne.
Pointen er politisk: S-regeringen får sendt et effektivt signal om, at storbyborgerne ikke skal tro, at de er bedre end andre – og dermed har aalborgenseren Mette Frederiksen formået at genoplive Anders Fogh Rasmussens gamle kulturkamp mellem folket og smagsdommerne.
Eller som løsgængeren Inger Støjberg endnu mere bramfrit sagde, da hun forlod Venstre i vrede: ”Vi må aldrig glemme lastvognsmekanikeren i Holstebro, og dem, der går i gummistøvler og sikkerhedssko. Det er trods alt sådan, at Produktionsdanmark i høj grad er den del af Danmark, hvor værdierne skabes og pengene tjenes.”
At virkeligheden forholder sig stik modsat, og det gennemsnitlige BNP pr. borger i dag er nede omkring halvdelen i fx Nordjylland, anfægter selv ikke de mest magtærgerrige toppolitikere. For nu er den afgørende frontlinje i dansk politik blevet trukket op mellem storby og stationsby, mellem stilletter og sikkerhedssko, mellem surdej og choko-
ladekiks.
Magtbalancen på Christiansborg er skiftet, ikke fordi vælgerne er blevet mere røde, men fordi Socialdemokratiet er blevet i stand til at kæmpe med om vælgerne i parcelhuskvartererne i provinsen. Officielt under en parole om, at Danmark er for lille et land til for store forskelle, men reelt ud fra en kynisk kalkule, der bygger på det hårde faktum, at jyske mandater kræver færrest stemmer.
Makrelmadder, håndboldhaller og dobbeltcarporte er blevet magtens nye trikolore.
