”Folk kiggede på mig, som om der var sket et dødsfald i familien”

Hvad var det, der oprindelig fik dig til at gå efter formandsposten i Venstre?

”Under valgkampen i sommeren 2019 skrottede Lars Løkke egenhændigt den plan, som Venstre havde lagt. Med ham for bordenden havde vi i månedsvis arbejdet ud fra, at vores hovedmodstander var Socialdemokratiet og Mette Frederiksen. Men på et sent aftenmøde en mandag midt i valgkampen blev vi i valgkampsgruppen pludselig orienteret om, at han havde lanceret idéen om en regering hen over midten i en bog, der udkom torsdag morgen. Jeg tog ordet flere gange til mødet og sagde, at jeg mente, at det var en dårlig idé: Overalt i Europa var det mindste parti i sådanne regeringer blevet kvast, og politisk var der alt for langt mellem Socialdemokratiet og Venstre. Men Lars Løkke havde besluttet sig, og uanset hvad jeg havde sagt, havde han blæst det en hatfuld.

Da vi så tabte valget, havde jeg en forventning om, at han ville gå af som formand. Men da det ikke skete, mente jeg, at det var nødvendigt at tage en diskussion om, hvilken retning Venstre skulle gå i fremadrettet: Var vi et borgerligt parti, der sagtens kunne samarbejde bredt, eller skulle vi være et vedhæng til Socialdemokratiet?”

Hvad skete der i ugerne efter valget?

”Det tog lang tid for regeringen at konstituere sig bag Mette Frederiksen. I den periode undlod Venstre også at fordele posterne, som man ellers plejer. Det meste af sommeren gik med snak i krogene på kryds og tværs, og der var et ret forpestet klima internt i partiet. Ingen vidste, hvem der skulle have hvilke poster, eller hvad den politiske linje var.

I starten af august afviste jeg i et interview med Berlingske Lars Løkkes idé om en SV-regering. Da vi mødte op til sommergruppemødet på Kragerup Gods i starten af august, var stemningen derfor anspændt. Normalt er det sådan, at gruppebestyrelsen på Christiansborg møder op med en plan for, hvordan posterne i folketingsgruppen skal fordeles. Men vi sad med så store problemer, at vi i gruppebestyrelsen måtte arbejde helt frem til 10 minutter før det store møde med resten af partiet med at få kabalen til at gå op. Og så var der hele balladen om den politiske linje: Skulle det være min linje med udgangspunkt i, at vi er et borgerligt-liberalt parti eller Lars Løkkes linje; at vi skulle være et parti, der rakte hen over midten?

Til sidst måtte jeg bøje mig og beklage mit interview med Berlingske, selv om jeg stadig mener, at det var Lars Løkke, der var gået uden om partiet først. Vi forlod mødelokalet og gik ud på gårdspladsen, hvor Lars fik øje på en golfvogn og sagde: ’Skal vi ikke tage den?’ Han satte sig symbolsk ved rattet, jeg satte mig ved siden af, og Jakob Ellemann tog bagsædet, og så kørte vi hen og mødte pressen.”

Men uroen fortsatte?

”Nogle støttede Lars, andre bakkede op om mig – og nogle ville have en helt ny ledelse. Jeg besluttede med mig selv, at det ikke kunne fortsætte. Fra baglandet fornemmede jeg, at der var stemning for en helt ny start, så jeg kontaktede Lars på sms og tilbød, at vi begge kunne gå af. Han svarede, at han ville overveje det og vende tilbage til mig. Men klokken 18.30 samme aften lavede han i stedet et opslag på Facebook, hvor han proklamerede, at han ikke skulle nogen steder hen. Det var en søndag, og fredagen og lørdagen efter var der forretningsudvalgsmøde og hovedbestyrelsesmøde i Brejning. Hver eneste dag op til var den besked, Lars gav mig, den samme: ’Jeg går ingen steder.’ Jeg tror sågar, han sagde: ’Jeg vil hellere smides ud på røv og albuer end at gå til falske klapsalver.’”

Hvornår tog du beslutningen om at udfordre Lars Løkke?

”Jeg vidste, at der i baglandet var et flertal for et ekstraordinært landsmøde for at få situationen afklaret. Og da Lars ikke ville gå med til, at vi begge trak os, var der kun én ting at gøre: Jeg måtte udfordre ham. Men jeg fortalte det ikke til nogen, før vi sad i Brejning fredag aften (30. august, red.). Efter et par timers debat rejste jeg mig og gav ham igen tilbuddet om, at vi begge gik: ’Prøv at høre her, Lars, lyt nu til, hvad der bliver sagt.’ Men han afviste igen. Og så svarede jeg: ’Så lad os tage et kampvalg. Nu skal vi have afgjort, om formanden har et parti, eller om partiet har en formand.’

Balladen brød ud, og mødet blev udsat til lørdag morgen. Da jeg gik i seng, var meldingen fra Lars stadig den samme. Men da han mødte op til mødet næste morgen klokken ni, havde han skiftet holdning. Han rejste sig op, meldte sin afgang, tog sin jakke og gik ud ad bagdøren. Jeg bad om ordet og fortalte, at jeg stod ved, at hvis Lars gik – så gik jeg også. Udenfor stod pressen og ventede, og jeg tilbød, at jeg kunne gå ud til dem. Der var cirka 150 meter fra mødelokalet derud, og på det sidste stykke drejede Venstres pressechef af, og jeg gik alene. Jeg tænkte, at det måtte være sådan, det føltes under den franske revolution, da de gik op på skafottet og lagde hovedet på blokken. 30 meter fra journalisterne stoppede jeg op og tog et billede af dem for at have et minde, hvis jeg nogensinde skulle glemme, hvordan det var. Der var opsat en afspærring, men da jeg kom derhen, brød det hele ud i kaos, og journalisterne stimlede sammen omkring mig.

Mens jeg fortalte, at jeg gik af, råbte en journalist fra Ekstra Bladet ude fra venstre: ’Hvorfor er du så berørt? Hvorfor er du så ked af det?’ Jeg forsøgte at ignorere ham, men pludselig greb en anden journalist forrest i flokken spørgsmålet. Jeg svarede, at der ikke var ord, der kunne beskrive min skuffelse, og min stemme knækkede. Jeg vendte mig og gik, og da jeg kom ind igen for at spise frokost, kiggede folk på mig, som om der var sket et dødsfald i familien. Jeg fik noget mad og en enkelt fadøl, satte mig ud i bilen med Volbeat på anlægget og kørte hjem.”

Hvordan bearbejdede du skuffelsen?

”De første dage væltede det ind med e-mails og sms’er og folk, der skrev til mig på sociale medier. Men så blev telefonen bare stille. Jeg løb nogle lange ture og tog ind på Christiansborg for at pakke mit gamle kontor sammen.

Normalt kaster jeg ikke om mig med filmcitater, men der er et enkelt fra ’Batman Begins’ (2005, red.), som har bidt sig fast. Bruce Waynes far henter sin søn op fra en brønd efter et fald: ’Why do we fall, Bruce? So we can learn to pick ourselves up.’ Jeg havde brugt 10 år af mit liv på at forberede mig på, at jeg en dag skulle være formand for Venstre. Det var mit selvbillede. Men jeg har accepteret, at det ikke var mig, der blev formand. Og jeg besluttede meget tidligt, at jeg ikke vil lade mig definere af det, der ikke lykkedes, men af det der lykkedes: Jeg har siddet i Folketinget i foreløbig 23 år, jeg har været minister i knap 10 år, og jeg har været med til at lave kæmpe aftaler om alt fra boligbeskatning til folkeskolen. Jeg vil ikke lade Brejning være et punktum, men et pausekomma. Men jeg har da spurgt mig selv mange gange: ’Hvorfor endte det, som det gjorde?’ ’Hvad skulle jeg have gjort anderledes?’ Ikke for at genleve det, men for at lære af det.”

Har du følt dig ramt på din mandighed?

”Ikke så meget på min mandighed – og min stolthed – som på, hvordan jeg definerede mig selv. Når jeg ikke længere skulle gå efter at være formand i Venstre, hvem var jeg så? Jeg tror, jeg skal sende en stor tak til mine forældre, som hele vejen igennem har sagt til mig, at det ikke er mine titler, men hvem jeg er som person, der betyder noget. Det er også vigtigt at være en god far og et ordentligt menneske, alle titler er kun til låns, og hvis man i jagten på dem stopper med at være ordentlig og ærlig, kan man hurtigt miste sig selv. Det er klart, at det arbejde, jeg laver nu, som ordfører for bæredygtighed og for fri- og efterskoler, ikke er lige så prestigefuldt som at være minister eller lige så magtfuldt som at være gruppeformand, men det vigtigste for mig er ikke prestige. Det er at lave noget, der er meningsfuldt, og hvor jeg kan levere noget, jeg selv er tilfreds med.”

Hvad har du lært?

”Jeg har lært, at man skal tage kampene, når de opstår. Jeg har tænkt, om jeg skulle have taget opgøret fem år tidligere, i 2014, hvor der var mange i Venstres bagland, som efter GGGI-sagen og bilagsskandalen om undertøj og sko ville have, at Lars Løkke stoppede. Men jeg kunne også have sat min egen karriere højest, holdt min kæft og ventet den ud. På et tidspunkt, om ikke andet på grund af alderen, ville Lars Løkke jo gå af, og så kunne det blive min tur. Men det havde krævet, at jeg arbejdede for et projekt, jeg ikke selv troede på – og det kunne jeg ikke.”

Er du stadig ærgerlig over, at du aldrig fik chancen for at kampvalg mod Løkke?

”Ja. Også fordi Lars Løkke har gået rundt bagefter og sagt, at han ikke fik chancen for at præsentere sin sag for Venstres medlemmer. Men han kunne jo bare have taget et kampvalg. Enhver, der kender Venstres vedtægter, ved, at hans bortforklaringer om, at han blev presset ud, ikke holder. Ingen kunne tvinge ham til at gå, medmindre han blev stemt ud. Jeg havde gerne set et kampvalg. Det kan godt være, jeg havde tabt, men så havde jeg da fået svar på, hvor stor opbakning, jeg egentlig havde.”

Jeg kan forstå, at du ikke har talt med Løkke siden den dag i august 2019?

”Jeg har ikke gjort noget for at forsøge at undgå ham, men han har jo ikke været ret meget på Christiansborg, og der har ikke været nogen naturlig anledning til at snakke sammen. Jeg ved heller ikke, hvad jeg skulle tale med ham om. Jeg er meget ærgerlig over, at han har forladt Venstre, jeg synes, det er at tilsidesætte alle de mennesker, der har arbejdet for at få ham fra byrådet i Græsted til statsministerposten. De har jo ikke hjulpet ham alene, fordi han var Lars Løkke, men også fordi han var kandidat for Venstre. At smide alt det væk, fordi han ikke længere er centralt placeret i partiet, det forstår jeg ikke, og det har jeg ingen respekt for.”

Hvorfor har du sagt ja til at stå spidsen for Danmarks kampagne for at få en plads i FN’s sikkerhedsråd?

”Jeg har sagt ja, fordi det er utroligt spændende at få lov til at arbejde med noget så kompliceret som 193 forskellige lande i FN med et klart mål om, at Danmark skal have plads ved det fineste bord. Jeg synes, det er vigtigt, at Danmark er med til at tage ansvar for at kæmpe for sikkerhed, frihed og internationalt samarbejde."

Der har været kritik og protester fra bl.a. ansatte i Udenrigsministeriet over, at du er politisk udpeget diplomat til en post, der normalt besættes af embedsmænd. Hvad tænker du om den kritik?

”Deres frygt er, at politiske udpegelser er noget, der vil brede sig. Men jeg er sikker på, at det vil være stærkt begrænset, hvor mange nye diplomatiske poster, der oprettes, som passer så godt til folk med politiske baggrunde, som tilfældet er her. Jeg tror, at deres frygt vil blive gjort til skamme, og jeg vil i hvert fald gøre alt, jeg kan for at gøre den til skamme med hensyn til de faglige kompetencer, jeg kan bringe som tidligere politiker. Og så må jeg bare knokle det hårdere for at overbevise alle om, at man godt kan begå sig i den diplomatiske verden med en politisk baggrund.”

Hvad er det for nogle kompetencer, du mener, at du kan bringe?

”Jeg kan bringe en viden om, hvordan man tænker og agerer i den politiske verden. Jeg har et stort netværk, som jeg har opbygget gennem min karriere som blandt andet tidligere udenrigsminister. Jeg ved også, hvad der skal til for at skabe et flertal, og derfor tror jeg, det vil være nemmere for mig at få åbnet de døre, der skal til for at opfylde Danmarks mål i FN.”

Kan du forstå, hvis nogen mener, at det her kan ligne en potentiel studehandel mellem regeringen og Venstre, og at din udnævnelse åbner for, at man kan bruge attraktive diplomatiske poster til at håndtere oppositionen eller belønne folk i egne rækker?

”Da Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, arbejdede han for at få Uffe Ellemann valgt til NATO’s generalsekretær (i 1995, red.). Vi prøvede selv at få Helle Thorning-Schmidt valgt som FN's flygtningekommissær i 2015. Ingen af delene lykkedes, men det er altså ikke nyt, at man arbejder på tværs af partiskel for at få placeret folk på poster, som kan gavne Danmarks indflydelse internationalt. Jeg tror ikke, at diplomatiske poster vil blive brugt til at belønne egne folk eller betale politiske modstandere for at være mindre kritiske. Jeg brugte faktisk det meste af februar på at kæmpe for at bringe regeringen i mindretal omkring et forslag om en ny, fri læreruddannelse, og det lykkedes. Jeg har med andre ord ikke siddet og holdt hånden over regeringen samtidig med, at jeg har haft drøftelser med statsministeren og udenrigsministeren om mit nye job – tværtimod. Så jeg synes allerede, at jeg har modbevist, at man skulle kunne købe folk til tavshed ved at stille dem en post i udsigt."

Er det så et endegyldigt farvel til Christiansborg?

”For to år siden havde jeg aldrig gættet på, at jeg skulle lave det, jeg skal nu. Så at begynde at spekulere på, hvad jeg skal lave om fire år – det tør jeg slet ikke. Men jeg har ingen plan om at skulle tilbage i politik.”