Manu Sareen om skiftet til Alternativet

Manu Sareen: "Hvis jeg var medieliderlig, havde jeg sagt ja til Vild med dans"

Han var den første indvandrer nogensinde, som blev minister. Indbegrebet af radicool. Men så gik han gennem en voldsom skilsmisse, røg ud af Folketinget og forlod De Radikale. Nu har Manu Sareen meldt sig ind i Alternativet og er klar til en tur mere i den politiske manege, han hadede så inderligt. Knud Brix spørger ham hvorfor.

Manu Sareen om skiftet til Alternativet
Offentliggjort

Du røg ud af Folketinget og skrev en kritisk bog om dit liv i politik. Du ville absolut ikke være politiker mere. Det vil du så pludselig alligevel. Hvordan hænger det sammen?

”Det hænger sgu meget godt sammen. For at være helt ærlig: Jeg var slidt ned til sokkeholderne efter sidste valg. Virkelig slidt ned. Hele den politiske kultur gik mig på nerverne. Jeg blev svinet til. Måden, vi talte til hinanden på, var forfærdelig. Menneskeligheden i den politiske kultur er væk. Samtidig var jeg igennem en hård skilsmisse. Det rev alt væk under mig. Mit fundament i livet var ikke til stede. Og derfor sagde jeg til medierne, da jeg stoppede: ’På nuværende tidspunkt kan jeg ikke forestille mig et liv i politik igen.’ Nu er jeg så kommet videre. Og efter mange refleksioner og pga. hele flygtningekrisen kunne jeg mærke, at jeg ikke kunne holde mig væk.”

Så skulle du da være blevet hos De Radikale. De har en markant flygtningepolitik, og der havde du mulighed for at ændre noget...

”Det tænkte jeg også på. Jeg havde stadig mit kandidatur, efter jeg røg ud af Folketinget. ’Jeg bliver her og kæmper,’ tænkte jeg. Vi fik fremgang, og målingerne viste, at jeg ville komme i Folketinget igen. Men jeg kunne bare mærke, at jeg ikke var glad. Det føltes ikke rigtigt. Samtidig var jeg begyndt at skele over til Alternativet og blev vildt irriteret på dem, fordi jeg gerne ville være derovre. De gør virkelig tingene på en anden måde. De havde et forslag om, at 50.000 borgere skulle kunne tage en sag ind i Folketinget. Det afviste De Radikale. Hvorfor, mand? Det giver da så god mening. Den slags trak i mig. Alternativet har ikke lovet mig noget. De har ikke lokket med en kreds eller sådan noget. Jeg har meldt mig ind, fordi min mave sagde det. Nogle kommer så hurtigere frem til den slags store beslutninger end mig."

En ting er, at du lurer på Alternativet, noget andet er at forlade dit parti. Der må da have været noget, du var træt af hos De

Radikale?

”Hvor lang tid har dit længste forhold varet? Jeg har været hos De Radikale i 17 år. Det at være i et politisk parti kan virkelig sammenlignes med at være i et forhold. Det handler om kærlighed, pligter og venskab. Nogle gange vokser man fra hinanden. Jeg er vokset fra min ekskone gennem 19 år. Jeg kan ikke fortælle dig helt præcis hvorfor. Jeg elsker hende stadig, men vi voksede fra hinanden. Jeg elsker stadig Det Radikale Venstre, men jeg kunne bare mærke, at jeg ikke skulle være der mere.”

Men du taler hele tiden om følelser. Er følelser ikke et forkert grundlag at handle på i politik?

”Det var heller ikke nemt. Det var faktisk den sværeste beslutning i mit liv. Det var sindssygt hårdt at skulle ringe til Morten Østergaard og alle mine venner i partiet og sige: ’Hey, jeg er der ikke mere.’ Jeg er et meget loyalt menneske.”

Loyalt? Partiet har båret dig frem i 17 år gennem Borgerrepræsentationen, Folketinget og gjort dig til den første minister med indvandrerbaggrund. Og det smider du på porten pga. en forkert følelse. Hvor er din loyalitet?

”Jeg synes ikke, man kan bruge ordet loyalitet i den sammenhæng. Jeg havde været illoyal, hvis jeg var blevet uden at være der 100 % eller var gået til Alternativet, mens jeg havde et radikalt mandat. Jeg går meget rent.”

Men er sandheden ikke, at du blev banket af Ida Auken til trods for, at hun var overløber fra SF, mens du selv var højt profileret minister? At hun ville banke dig igen, og derfor skred du?

”Nej, nej, hør nu lige, det er rigtigt, at jeg ikke ville kunne banke Ida Auken. Hun er sindssygt dygtig. Men jeg ville blive nummer to. Og vi havde helt sikkert fået et mandat mere, fordi partiet er gået frem. Så jeg var kommet ind. Det er virkelig ikke derfor. Men efter 17 år synes jeg faktisk, at det er o.k. at gå, når jeg ikke føler for det mere. Jeg har brug for at være et sted, hvor folk tænker anderledes.”

Ud over at folk tænker anderledes i Alternativet, hvad var det så, som tiltrak dig så meget?

”De er en bevægelse, de har en aktivistisk gnist, de tør have det sjovt. Jeg elsker, at de har iværksætterånd og tør drømme stort. Så siger folk, at deres projekt er urealistisk. Men helt ærligt, for mig er den kritik et hædersmærke. Folk grinede også af Kennedy, da han sagde, at han ville flyve en mand til månen. Og de latterliggjorde Henry Ford, da han ville masseproducere en bil. Nej, det, verden havde brug for, var hurtige hestevogne. Alternativet har modet til at vende tingene på hovedet og stille spørgsmål ved den måde, vi har indrettet os på. Kan vi gøre det bedre eller smartere? Alternativet tør tænke stort, og derfor er de skøre eller farlige i de gamle partiers optik. Men om 20 år vil folk hylde partiet for at have været visionært.”

Du var meget højt profileret i medierne, mens du var i politik. Men man har ikke set så meget til dig siden. Er der også et element af medieliderlighed over dit comeback?

”Nej, slet ikke. Hvis jeg havde været medieliderlig, havde jeg sagt ja til at deltage i ’Vild med dans’. De spurgte mig to år i træk. Jeg siger nej til rigtig meget. Man kan godt vænne sig til, at alle kigger på én. At de sidder og kigger på din mad, når du spiser. Men det er ikke fedt. Jeg er et meget privat menneske.”

Men hvis du er så privat, skal du vel ikke være i politik?

”Vi snakker om to forskellige ting. Opmærksomheden som minister kan jeg leve med. Men ’Vild med dans’ har store konsekvenser. Så er du A-kendis. Så er det andre spilleregler. Så er det ikke sjovt længere. Det ved jeg fra dem af mine venner, som er kendte.”

Du skrev i din bog, at du havde mødt Indira Gandhi som 21-årig med din farmor, selv om Gandhi var død flere år før. Var det en svipser, eller fortæller du bare lidt for mange utroværdige anekdoter?

”Jamen, jeg mødte faktisk Gandhi. Men det var, mens jeg gik i folkeskolen, og ikke da jeg var 21. Jeg huskede forkert, jeg lavede en svipser, men det var en årstalsfejl på én side i en bog på 300 sider. Jeg har en redaktør og en ghostwriter, men det er jo stadig mit ansvar. Så jeg er ærgerlig over det. Men det er noget pjat at bruge den fejl til at sige, at jeg generelt fortæller anekdoter, der ikke holder. Jeg er ikke fejlfri, men jeg er heller ikke utroværdig.”

LÆS OGSÅ:"Den amerikanske drøm er desværre død. Men hvis jeg bliver præsident, bringer jeg den tilbage"

LÆS OGSÅ: "Min morfar sagde i ramme alvor, at hvis jeg droppede ud af gymnasiet, skulle jeg ikke være ked af det. For det var ikke meningen, at arbejderbørn skulle gå der"

LÆS OGSÅ: ”Hvis du er svag, er du på vej væk. Schæferhundene går altid efter det blødende dyr i flokken”