Minister ved et tilfælde

På en køretur gennem København mod det helt nyoprettede boligministerium er det tydeligt, hvor nyrigt den tidligere så forslåede og forsømte hovedstad er blevet. Byen var helt op gennem 90’erne en arbejder- og middelklasse by. De fleste havde såkaldt almindelige jobs som skolelærer, håndværker eller sygeplejerske.

Der var Østerbro og Frederiksberg, der var de lidt pæne piger i klassen i modsætning til rabalderstræderne på Nørrebro og Vesterbro. Men hvis man skulle finde rigtig rige mennesker, skulle man nordpå. Hellerup og Gentofte, som nedladende blev udtalt overdrevet affekteret, hørte ikke rigtig til byen.

I dag, 20 år senere, er velstanden tydelig overalt. Blanke sorte bygninger spejler det rene vand, der flyder i havnen, og selvom der stadig inden for den gamle bygrænse er ghettoområder, er der sket en kolossal velstands-vandring.

Man skal have en årsløn langt over millionen for at få en bolig i nogle af de nye kvarterer som Nordhavn. Statistikkerne viser, at selvom en husstand har to indtægter, har de svært ved at købe et hjem tæt på den nye Metro-ring, hvis de har et af de tidligere nævnte ’normale’ jobs. En udvikling, der også er sket i Paris, London og det meste af verden.

I Danmark indførte man for mange år siden en særlig paragraf 5, stk. 2., der gjorde det muligt at renovere lejligheder og derefter hæve huslejen. Det gjorde man i et forsøg på at forbedre standarden i den københavnske boligmasse, der stadig i 80’erne mange steder havde toilet på gangen og slidte, små lejligheder. Men få politikere havde formentligt forudset, at det senere ville udvikle sig til, at udenlandske investorer købte ejendomme for 22,2 milliarder kroner i 2017 i København. Det var en andel på 71 procent af ejendomshandlerne det år.

Tendensen har fået et navn (eller syndebuk, om du vil), og det er Blackstone. Bag navnet er en amerikansk kapitalfond, der går ind i en række vestlige byer, hvor de investerer i ejendomme, gerne i gamle, attråværdige kvarterer, sætter dem i stand og tredobler, eller mere, huslejen. Flere steder bliver de også beskyldt for at presse gamle lejere ud med skumle metoder, og i alle de byer, de er i, er de voldsomt upopulære.

Der er opgør i luften. Ikke alene er bybefolkningerne utilfredse. Den nye regering har genoprettet Boligministeriet og sat en af partiets unge profiler, Kaare Dybvad, i spidsen for at ændre udviklingen. Jeg møder ham i det nye ministerium, der har fået til huse sammen med Transportministeriet med udsigt til Frederiks Holm Kanal og Nationalmuseet. En udsigt til formentlig mange millioner.

Boligministeren har kun siddet få måneder på posten, før der pludselig kom en uventet invitation ind ad døren. Få timer efter vores møde skal han mødes med Blackstone på deres initiativ.

”Det kan jo ikke skade at mødes. Men det er svært at forestille sig, at man skulle blive overbevist af nogen, som, hvis man skal tro FN’s rapportører på boligområdet, presser folk ud af deres lejligheder, og i det hele taget presser de boligmarkeder, de kommer ind på. Det tror jeg stadig, jeg mener efter mødet. Men jeg vil gerne prøve at forstå dem, ikke mindst de danskere, der vælger at arbejde for dem. Det har jeg svært ved at forstå i dag.”

”Det er det helt klart. Det er en værdikamp, der er en del af et opgør med globalismen. I mange år havde man en enorm åben forestilling om, hvordan verden skulle udvikle sig. Man havde slet ikke lov til at diskutere de moralske aspekter af visse internationale virksomheders opførsel. Hele det nationale og folks oplevelse af det blev klemt ude af en forestilling om, at det var ubetinget godt, at der kom udenlandsk kapital til landet. Det var ubetinget godt, at vi åbnede os op – både mentalt og i forhold til vores lovgivning.

Jeg tror, at der er kommet et efterspil både efter finanskrisen og nu med Blackstone, hvor man begynder at sige: ’Hov, hov, måske kan vi også diskutere, hvad det er, der sker, når disse kræfter spiller ind’. Der er måske nogle af dem, der opfører sig på en måde, som vi ikke kan acceptere. Og det synes jeg er enormt vigtigt. Vi skal ikke bare acceptere, at markedet er markedet.”

”Når folk skal gøre grin med Socialdemokratiet, er det ofte at skyde os i skoene, at vi vil tilbage til et John Mogensen-Danmark med grønne Tuborg og kolonihave-idyl. Jeg synes, man skal være meget varsom med at være nostalgisk i forhold til, at alt var bedre i gamle dage. Men i forhold til 00’er-mentaliteten, hvor mange mente, at alle bare skulle flytte ind til byerne, og vi skulle orientere os mod alt internationalt og give vores uddannelsesinstitutioner internationale navne, mener jeg godt, at vi kan ændre os.

Dengang måtte man ikke sætte spørgsmålstegn ved noget international. Men man behøver eksempelvis ikke give din uddannelsesinstitution internationale navne, når 99 procent af eleverne er danske. Vi kan heller ikke åbne op for, at alle kan komme til Danmark, hvis de ikke har noget at bidrage med. Og vi skal ikke opgive alt, der er dansk. Nu lyder det som en karikatur. Men man kan sagtens være internationalt orienteret og samtidigt sidde i sin kolonihave og spise grøntsager, man har dyrket der. Det er ikke en modsætning.”

Kaare Dyvads vej ind i politik gemmer på en, om end lidt usædvanlig, hvid løgn. Han var netop som ung mand kommet hjem fra efterskole, og han havde længe gået med overvejelser om at melde sig ind i et parti. Ved en Grøn Koncert fik han det endelige skub. Han faldt i snak med én dreng på sin egen alder, der var medlem af Socialdemokratisk Ungdom, og uden at tænke over det kom Kaare Dybvad til at sige, at det var han da også.

”Det var jeg slet ikke, men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige til ham, og så sagde jeg det pludselig. På vej hjem i toget fik jeg dårlig samvittighed, og den eneste måde jeg kunne gøre det godt på var ved at melde mig ind, for så havde jeg kun løjet lidt. Da jeg så kom ind, syntes jeg hurtigt, det var spændende, og når man interesserer sig for politik, er det noget, man falder nemt ind i. Men jeg indrømmer, det er lidt spøjst,” siger han og smiler.

”Jo, det er måske rigtigt nok. Jeg har også altid været meget enig med SF, men det var en tilfældighed. Hvis der var en fra SFU til den grønne koncert, så havde det måske været der, jeg var havnet. Hvem ved? Der er heldigvis et bredt spektrum i Socialdemokratiet, hvor der er plads til sådan én, som jeg var, da jeg var 17 år og rendte rundt med hættetrøje og hanekam, og hvor der stadig er plads til, at jeg kan være i det samme parti med jakke og skjorte. Det er meget heldigt.”

Nu er han så blevet minister i det parti, han kom snublende ind i. Selvom den socialdemokratiske karriere startede ved et tilfælde, er det ikke bare samme måde helt unaturligt med den nye rolle. Han har etableret sig som et navn i den politiske debat ved blandt andet at udgive bogen ’Udkantsmyten’. Heri kritiserede han, hvordan medier og politiker havde adopteret den opfattelse, at affolkningen af provinsen og en øgede tilstrømning til byerne var en uundgåelighed, vi alle bare måtte acceptere. Faktisk havde ikke mindst politikerne et stort ansvar med en lang række centraliseringsforslag såsom den store kommunalreform været med til at dræne provinsen for arbejdspladser, mens København havde vokset og vækstet.

Siden har han i en ny bog gjort op med det, han kalder ’De lærdes tyrani’. Her mener han, at der er kommet en ny elite i Danmark, som ikke som tidligere udelukkende beror på økonomi, men i højere grad er en uddannelsesmæssig elite, der har sat sig tungt på den politiske dagsorden.

Lige fra Folkeskolen bliver den gymnasiale vej fremhævet, mens erhvervsuddannelserne bliver set som en nødløsning, hvis man ikke kan blive andet. Det er på trods af, at erhvervslivet skriger på faglært arbejdskraft.

”It takes one to know one,” siger han med et smil.

”Jo, det er jo ikke os politikere, eller de skoler, der laver uddannelsespladserne og markedsfører dem, der kommer til at betale regningen, når vi uddanner for mange akademikere i stedet for måske at bruge midlerne på erhvervsuddannelserne. Det er dem, som tager uddannelser og bagefter ikke kan få arbejde, der er taberne i det spil. Derfor har vi som politikere et ansvar.”

”Jeg har aldrig set det som en partipolitisk ting. Det har været en grundlæggende erkendelse af, at tidsånden har en betydning. Hvis man kan rykke ved den, kan man rykke utroligt meget mere, end hvis man har en partipolitisk diskussion.”

”Det er den opfattelse af, hvilke udfordringer vi har, og hvordan vi løser dem. Hvis du tager en ting som den ret nylige diskussion om 70 procents reduktion af CO2 inden 2030. Det var for et år siden et perifert synspunkt, og i dag er det alment accepteret. Det gik hurtigt, og der skal vi glade for, at vores støttepartier gik forrest. Det er et eksempel på, at tidsånden er skiftet. På den borgerlige fløj fortalte man vittigheder om folk, der gjorde noget for klimaet. På samme måde kan man sætte en dagsorden på andre områder.

Jeg synes, vi har en stærk generation i Socialdemokratiet med folk som Mattias Tesfaye, Ane Halsboe-Jørgensen og Peter Hummelgaard, der har været med til at fortælle, hvad Socialdemokratiets identitet er ud fra forskellige vinkler.

Jeg har haft mit fokus på geografiske spørgsmål, og Mattias har det på erhvervsuddannelserne og siden udlændingepolitikken, mens Peter har det på hele banksektoren. Sammen lykkedes vi med at skabe brikkerne til det puslespil, som jeg tror er nødvendigt for, at vi skal være her i det 21. århundrede.”

”Det første, man skal gøre, er at opnå en erkendelse af, hvorfor vi overhovedet skal være her. Der har fx lige været valg i Østrig. Og Østrig er sammen med de tre skandinaviske lande dèr, hvor Socialdemokratiet har stået stærkest historisk, men her har de lige haft et katastrofevalg. Her kom de med et tab på fem procent ned på 22, hvilket er det dårligste resultat så længe, der har været demokratisk styre i Østrig.

I Holland mistede Socialdemokratiet trefjerdedele af stemmerne. Man kan også se den tendens i Skandinavien. Fx fik Socialdemokratiet i Sverige i 1982 næsten halvdelen af stemmerne, og nu ligger de til 24. De er altså halveret på lidt mere end én generation. Når jeg så ser på os i Danmark, ser det ud til, at vi har fundet en model, hvor vi har kunnet placere os selv, så vi er interessante for en stor del af befolkningen, og ikke mindst dem, der går på arbejde, og som har relativt lave lønninger. Jeg mener, det er der, vi skal starte.”

Nu er Kaare Dybvad sammen med resten af den yngre generation blevet minister. Noget, han både forventede og ikke regnede med. Forklaringen på den dualitet skal findes i politikeres særlige psyke, forklarer han.

”Det, der kendetegner politikere, er, at når selv man er dømt håbløst ude, tror man alligevel lidt på det. Og på samme måde kan man være sikker på noget og alligevel føle, at der er en risiko for, at det ikke går. Hvis jeg så objektivt på det, var der en ret god chance for, at jeg ville blive genvalgt i år, men alligevel gik jeg hele tiden med følelsen, at jeg ikke blev det. Og i de tilfælde, hvor det ser sort ud, skal man alligevel tro på det. Det er to yderpunkter, man arbejder på i politik, som jeg ikke har oplevet, når jeg har haft andet arbejde.”

”Det er så svært at svare på. På den ene side troede jeg ikke på det, og på den anden side synes jeg, at jeg havde bevist noget, så jeg håbede da, at jeg var en, man diskuterede.

Vi havde netop købt sommerhus i Odsherred, og vi gik og satte det i stand. I de tre uger efter valget, skete der meget for dem, der forhandlede, men ikke så meget for os andre, så jeg gik og skrabede tapet af og fjernede gammelt gulv. Jeg vidste godt, at hun ville ringe rundt i løbet aftenen, men da klokken både blev først ni og siden 10, kom jeg i dårligere og dårligere humør.

Men så tændte jeg på TV2 News, og der sagde en af kommentatorerne, at de først begyndte at ringe nu, og så steg mit håb. 11 minutter over 10 ringede Mette så. Jeg var så glad. Men regeringen skal præsenteres samlet, så man kan ikke rigtig sige noget til nogen - ud over ens mor. Det var en mærkelig følelse.”

”Jeg har siddet som ordfører på det i tre år, og jeg føler mig inde i sagerne. Jeg har været i By & Havn, og jeg har en kandidat i geografi. Alt det, jeg har arbejdet med, har ligget i det spænd, der ligger mellem by- og erhvervsudvikling.

”Det tror jeg ikke. Der er en del volumen i det.”

”Det ligger ikke under, men vi ligger sammen, som også miljø- og fødevareministeriet ligger sammen. Det er altid et spørgsmål om, hvad du gerne vil understrege i en regering. Anders Fogh gjorde det meget tydeligt ved at ligge Boligministeriet under Erhvervsministeriet.

Man ville sælge de almene boliger, som Thatcher havde gjort det i England, og man ville liberalisere andelsboligerne, og man lykkedes med det sidste. Før det havde Boligministeriet eksisteret siden 1947, så det er en gammel institution, der er oprettet igen.

Det har en historisk betydning og har haft det i opbygningen af velfærdsstaten. Det, at der ikke var et boligministerium, fra 2001 til 2011, har jo også vist sig at have en betydning i planlægningen af vores byer. Landskabet er blevet mere opsplittede, end det var før.

Boligministeriet har historisk været garanten for, at man kunne blande sig i, hvordan byerne udvikler sig. Hvis du kun overlader det til markedet, bliver det ligesom i New York. Det kalder folk en smeltedigel, men det er reelt et opdelt samfund, hvor du har kinesere i et kvarter, afroamerikanere i andet.

Den form for opdelt samfund er det, man får, hvis man dropper at føre boligpolitik. Det har man ikke i Danmark i lige så høj grad, som man har det i andre lande. Og det håber jeg ikke, vi får.”

”Når jeg møder de frivillige i de udsatte boligområder, såsom dem i Natteravnene, eller dem i den lokale fodboldklub, siger de, at de bliver enormt provokeret af udtrykket. Og som minister har jeg et behov for at være allieret med dem, for det er dem, der skal forandre tingene. Jeg kan ikke starte med at bruge et udtryk, som de ikke bryder sig om. Jeg tror, at de her kvarterer skal have nogle strukturelle ændringer, og det er helt nødvendigt, men det, at man bruger nogle bestemte udtryk, kan også forstærke en negativ udvikling.

Det svarer jo til, at jeg kommer til Nakskov og sagde: ’Nu er jeg kommet til Udkantsdanmark’. Selv om borgmesteren godt ved og kender de udfordringer, der er, vil han sige til mig: ’Hvad er det dog, du starter med at fortælle mig?’. Og så er man bagud på point, hvis det man vil er at engagere folk til at starte en forandring.”

”Den vittighed har jeg set, og den er også meget god. Men det har også været et ønske blandt flere i Venstres gruppe at droppe det ord. Det kan godt være, at nogle af de mest hidsige i debatten stadig vil have, at man skal bruge det, men hvis det er en rimelig udbredt holdning, også ind i den borgerlige blok, så synes jeg nok, at vi kan ændre det. Og folk må jo kalde det, hvad de vil. Jeg skal ikke lege sprogpoliti. Men jeg har bare sagt, at jeg ikke selv vil sige det.”

Meget af diskussionen i disse år omkring boligpolitikken handler om byerne. Men faktisk har Kaare Dybvad gjort sig til fortaler for, at det er provinsen og udkanten, som bør få en håndsrækning fra politikerne.

”Det er noget, jeg stadig mener. Centraliseringen stod enormt stærkt i 00’erne. Der var i de fleste partier en opfattelse af at, det for det første var slut med produktionsarbejdspladser, og at dem, der havde det arbejde måtte søge mod byen og få servicejobs der. Det er ikke for at være ude efter De Radikale, men hele den tankegang er der kommet et opgør med.”

”Der er mange enkelting, man kan kritisere ved de planer, som den borgerlige regering lavede. Men jeg ønskede den udvikling, og jeg støttede det, og så er der ikke noget værre, end hvis folk får det, de vil have, og så de alligevel begynder at kritisere ude i hjørnerne af det. Der er givet noget, som ikke er gået så godt, men Rigsrevisionen har givet en overordnede positiv bedømmelse af udflytningen.”

”Jeg tror, man skal høste af de erfaringer, der er, før man træffer beslutninger om flere. Det er ikke alle, der er flyttet endnu. Nu handler det om at se på uddannelserne, så vi sikrer, at der er det rette udbud af uddannelsesmuligheder og en vis volumen spredt ud. Hvis man ser på væksten, så er det er i de større provinsbyer, der er den største befolkningstilvækst lige nu. Byer som Vejle, Horsens og Roskilde. Og det skyldes blandt andet, at der er statslige arbejdspladser der.”

”En lovgivning er bundet af tre hensyn. Det ene er, at vi ønsker at stramme lovgivningen, sådan at Blackstone eller lignende ikke kan udnytte den. Det andet er, lovgivningen er meget indviklet, og vi vil ikke gøre den mere besværlig. Og det sidste er, at mange pensionsselskaber og andelsboligforeninger har en økonomi i deres foreninger, som vi heller ikke vil ødelægge det for. Løsningen skal findes et sted mellem de tre hensyn. Vi har en ekspertgruppe, der kommer med deres anbefaling efter efterårsferien.”

”Det, jeg gerne vil måles på, er, at vi får mere blandet by. Vi skal fastholde, at man skal have mulighed for at bo i vores største by, selvom man har en lav indkomst. Og så skal vi have stoppet den trafik af sociale klienter til vores udkantsområder. Hvis du har fået kontanthjælp eller førtidspension i København, sker der ofte det, at de flytter ud af kommunen til fx Lolland. Og det handler også om boligpolitik – både i den ene og anden ende.

”Vi sidder lige nu og kigger på, hvordan vi kan få andelen til at stige. Men det er svært. I Aarhus er man gode til det. Men i København er grunde dyrere, og derfor er det sværere.”

”Jo, jo. Du skal bare lige forklare beboerforeningen i Lemvig, at deres penge skal gå til dyre grunde i København. Men det er da nødvendigt, at vi fra statens side både gennem regulering, men også økonomisk støtte, gør det muligt at bygge almene boliger i København. Det kommer til at ske.”

Epilog:

Efter ministeren samme dag havde holdt møde med Blackstone, holdt han et kort pressemøde. Helt præcist, hvad mødet havde indeholdt, kom han ikke ind på, men han blev citeret flere steder for at sige, at Blackstone havde lovet en ’ny etisk standard’.

Ministeren fastholder dog, at der om nødvendigt skal reguleres på området:

”Regeringen og jeg er optaget af, at der skal være boliger, som folk med almindelig indkomst har råd til at betale. Også i vores hovedstad,” sagde Kaare Dybvad til Berlingske.

Blackstone ophævede i starten af oktober overraskende en milliard-stor, særdeles omstridt ejendomshandel på Frederiksberg.