Morten Dahlin betragtes som fremtiden i Venstre. Af samme årsag har hans datter fået to efternavne

DET MINDER OM de her videoer på internettet, hvor to hunde står og gør balstyrisk ad hinanden på hver sin side af et hegn, indtil hegnet fjernes, og de gøende hunde med ét bliver til mindelige, blide lam, da Morten Dahlin fra Venstre en tidlig novembermorgen møder Steffen Larsen fra Liberal Alliance ude foran Christiansborg. Begge er på vej på arbejde.

”Hvor kommer du med toget fra?” spørger Dahlin.

”Fra Lyngby,” svarer Larsen. ”Dig?”

”Karlslunde.”

Man fornemmer næsten ikke, at de to – med journalister som mellemmænd – har været i struberne på hinanden i ugen, der er gået. Efter Anklagemyndigheden droppede sagerne mod Lars Findsen og Claus Hjort Frederiksen, har Venstres Dahlin stillet en dør på klem for, at man skal ændre i loven, så det bliver lettere at køre sager om statshemmeligheder for lukkede døre. Til stor utilfredshed for retsordfører Larsen:

”Morten Dahlin skal genlæse nogle af de ting, han skrev under valgkampen om FE-sagen, og overveje, om det er den rigtig position at tage, eller om vi skal gøre noget, som minder om noget, man ville gøre i Hviderusland – nemlig en lukkethed om politiske sager i retsvæsnet,” svirpede han til Altinget.

Det har Dahlin ikke glemt, da jeg senere på hans kontor spørger ham, om den slags – ufrivillige møder med dem, man kriger med i pressen – egentlig kan være lidt akavet.

”Ja, han sagde noget fuldstændig tåbeligt.”

Han griner.

”Men nej. Det har jeg ingen kvababbelser med overhovedet.”

Og godt for det, for siden regeringsdannelsen for et år siden har Morten Dahlin som politisk ordfører for det underkuede regeringsparti Venstre sovet med rustningen på.

I en alder af 34 år er det ham, der sendes i frontlinjen for at forsvare løftebrud, armodige meningsmålinger og i høj grad også sin egen, skal vi kalde det, principielle smidighed. Det er typisk ved seks-tiden, de første morgenradioflader begynder at ringe for en kommentar til Venstres synspunkt om ethvert tænkeligt politikområde. Radio 4 er de værste, siger han.

Rollen kan synes utaknemmelig og kommer med en indbygget Komiske Ali-garanti, men den udsatte position bekommer Dahlin vel. For det første bliver man nødtvunget velbevandret i alt fra skat og klima til integration og transportpolitik. Og hvem ved, hvornår man kunne få nytte af dét? (Lad mig være så gavmild at afsløre svaret: Det kunne man, hvis man en dag gerne ville være formand for partiet.)

For det andet har Dahlin altid værdsat slagsmålet. Han kan lide at give, og han kan lide at tage. (For at bruge hans egen fodboldanalogi – én af mange – vil han ikke være som AGF’s Nicolai Poulsen, der deler syngende tacklinger ud til højre og venstre, men selv smider sig i græsset ved den mindste berøring. (Forholdet til Brøndby IF er for Dahlin, hvad forsvaret var for Jakob Ellemann-Jensen, og Holbæk er for Kaare Dybvad Bek)).

Dahlin har slåsset med en ildhu og slagkraft, der, og det er grunden til, at jeg sidder på hans kontor nu, gør ham til et navn, der bestandig nævnes, når det politiske Danmark kigger ind i Venstres grumsede krystalkugle. I en nylig Berlingske-artikel blev han af flere fremhævet som det bedste bud på en kommende Venstre-statsminister.

Men som han sidder her på sit rummelige kontor med udsigt ud over ridebanen og de københavnske tagrygge, er det, som om han pønser på at omskrive sin egen succesformel:

”Efter min hustru og jeg blev forældre for otte måneder siden, er det blevet tydeligt for mig, at jeg ikke er i politik for at diskutere. Der er alt for mange dage, hvor jeg tager hjemmefra, før min datter står op, og kommer hjem, når hun er gået i seng. Og det er sgu hårdt.”

Dahlin trækker tempoet ud af sine sætninger og tramper vestegnstungt hen over stavelserne.

”Det gør jeg ikke bare for at lege diskussionsklub. Når jeg er færdig i politik, vil jeg ikke tænke tilbage og sige ’ej, hvor havde jeg mange fede debatter.’ Jeg vil rykke noget i det her samfund. Og hellere tage 20 procent af uenigheden for at nå frem til noget, der trækker landet i den rigtige retning.”

Lagde du mærke til det? Det var Venstres politiske ordfører, der i en smuk sløjfe bandt sin egen private skæbne sammen med Venstres kontroversbelagte regeringsdeltagelse.

Morten Dahlin

F. 1989 i Hvidovre. Opvokset i Hundige i Greve Kommune, hvor han stadig bor – nu i Karlslunde med sin hustru Laura og deres otte måneder gamle datter Mathilde. Meldte sig ind i Venstre i 9. klasse, og fra 2011-13 var han landsformand i Venstres Ungdom. Blev valgt ind i Folketinget i 2019. Siden SVM-regeringsdannelsen i december 2022 har han været politisk ordfører for Venstre.

KARLSLUNDES S-TOGSSTATION klokken syv om morgenen i november er ikke ligefrem nogen turistattraktion. Her er kulsort og meget, meget koldt. Og så kommer Morten Dahlin, med hovedtelefoner i ørerne og en stor, mørkeblå Stone Island-jakke på, valsende målrettet op ad trappen til perronen.

Han er én stor identitetsmarkør. Fra dialekt og tøjvalg til transportform og gestik. Morten Dahlin dasker jovialt én på skulderen og vil med al tydelighed gerne tænke på sig selv som en mand af folket.

”Jeg har tænkt meget over det der. Hvordan jeg undgår at blive som alle andre på Christiansborg.”

Så ja, han går gerne i store jakker fra Stone Island – sådan én som den, han har på i dag, står vel i en seks-syv tusind kroner – selvom det italienske mærke typisk kædes sammen med forfængelige fodboldhooligans. Han har nedsat et dogme om, at han mindst en gang om måneden skal handle ind i Bilka, fordi ”det holder én på jorden. Og er godt for pengepungen.”

Hvis Morten Dahlin virker særligt optaget af at udvise personlig forudsigelighed, skal det måske ses i det lys, at få politikere det seneste år har været tvunget til at tage så dybe rygsvømmetag i det store indflydelsesbassin.

Som oppositionspolitiker spændte Dahlin den retoriske bue til det yderste over for særligt Mette Frederiksen og Socialdemokratiets håndtering af minksagen. Frederiksen var magtfuldkommen, selve retsstaten var på spil – hele den melodi. Piben fik forudsigeligt en anden lyd, da Venstre gik i regering med Socialdemokratiet, og Dahlin måtte igen og igen stille sig til rådighed for offentlig ydmygelse i pressen.

”Det har været svært,” siger han alvorstungt om perioden efter regeringsdannelsen i dag.

”Jo tættere man er på processen (om at gå i regering, red.), jo lettere er det, tror jeg. Fordi man selv er med til at influere. Lad os være ærlige: Jeg var ikke med til at influere. Det er bare en præmis herinde, at der stort set altid vil være nogen, der har flere stjerner på skulderen end dig. Men jeg tror, det havde været fuldstændig umuligt, hvis jeg ikke også syntes, det var den rigtige beslutning for Danmark, at vi gik i regering.”

Som politisk ordfører er hans skæbne besejlet med et behov for at gentage præcis dét: Det var det rigtige for Danmark, at Venstre gik i regering.

Uanset hvor mange gange du siger det, kan man som vælger tænke: Han ville jo aldrig sige det, hvis han tænkte det modsatte. Er det ikke utilfredsstillende, at man ikke kan vide, om du mener det, du siger?

”Jeg forstår godt spørgsmålet. Og det er rigtigt, at man som politisk ordfører skal være en loyal partisoldat, der forsvarer linjen. Men jeg synes, jeg har prøvet at gøre det på min egen måde. Indrømmet, at jeg kan komme til at se dum ud. Jeg tror også, danskerne er rimelig trætte af, når det bliver ren apparatjik.”

Som et skjold mod anklager om blind partiloyalitet kan han bruge den bog, der ligger i adskillige eksemplarer på hans kontor på Christiansborg: ’Må jeg være fri’, hedder den og er skrevet af Dahlin selv i forening med fire tilsvarende unge Venstre-folk. Den spritnye idédebatbog er landet lige midt i et formandsskifte og med få uger til weekendens landsmøde. Timingen kunne ikke være bedre.

”I bogen gør vi os nogle tanker, fx om atomkraft, der jo ikke svarer til partiets officielle linje. Men jeg har kun oplevet Venstre-folk, der synes, det er godt, at vi har starter nogle idépolitiske debatter, for ellers går et parti i stå,” siger han.

Morten Dahlin bekender sig til det liberale Venstre. I 2015, som helt ung folketingskandidat, argumenterede han for, at man skulle gå så vidt som til at afskaffe racismeparagraffen, fordi den begrænsede ytringsfriheden og den frie debat. I dag – hvor hans parti er medafsender på koranloven, der blandt andet begrænser kunstneres mulighed for at behandle religiøse skrifter utilbørligt – taler han om ”et større helhedsblik for samfundet”, og at han ”nok er blevet lidt rundere med årene.”

UNDER ET MORGENMØDE på Dahlins kontor sidder en Venstre-medarbejder med hovedet så få centimeter under det store fladskærms-tv på væggen, at enhver i lokalet må tælle sekunderne til, at han knalder hovedet op i det tunge fjernsynsapparat. Vanen tro har den politiske ordfører inviteret presse- og strategimedarbejdere til morgenrådslagning på sit kontor, og i dag er hoveddagsordenen at få kommunikeret Venstres aftryk på regeringens nye 2030-plan så vidt og bredt ud som muligt.

Siden 9. klasse har Morten Dahlin tænkt i de baner: Hvordan udbreder man Venstres politik? I 2011, bare 21 år var han, blev han landsformand i Venstres Ungdom – en rolle, der historisk set tegner sig som en ganske gunstig karriereafsats (forgængere på posten tæller navne som Anders Fogh Rasmussen, Kristian Jensen, Lars Løkke Rasmussen og, nå ja, Troels Lund Poulsen). Dahlin vidste da, at politik kunne blive hele hans arbejdsliv.

”Der var allerede dengang folk, der advarede mig mod at gå ind i politik,” fortæller han, da vi igen er blevet alene på hans kontor.

”Dengang gjorde det ikke det store indtryk på mig, men efter jeg selv blev far, har jeg tænkt meget på de advarsler, jeg fik fra folk, der selv var børn af politikere. Dem, der sagde, at det ikke altid er skidesjovt at se sin far hængt ud som skiderik på avisforsider, hvor alle de andre i skolegården også har læst det.”

Det spås, at du kan blive et af de mennesker i hele landet, som pressen og politiske modstandere allerhelst vil finde snavs på. Det er jo ikke kun dig selv, det bliver hårdt for.

”Jeg har brugt mange timer på at filosofere over det der. Og jeg har også haft rigtig lange snakke med Laura, min hustru, om det. Jeg ved udmærket, det er en kliché, men jeg er jo i politik for at gøre en forskel for samfundet. Men i forhold til min familie er det dybt egoistisk.”

Har du så filosoferet dig frem til, at du ikke vil gribe ud efter magten alligevel?

”Jeg har jo ikke ændret mit politiske arbejde. Og det er jo, fordi jeg tror, at jeg kan gøre dén forskel. Men jeg er meget bevidst om prisen. Min datter har både fået mit og min hustrus efternavn, for så har hun i hvert fald mulighed for, når hun møder folk for første gang, at fravælge, at de siger ’er din far ikke ham den åndssvage politiker?’.”

Så tolkningen må være den, at nej, Morten Dahlin kommer ikke til at vige tilbage for de tungeste poster. Hvor langt rækker ambitionerne?

”Altså, jeg har en ambition om at være med til at gøre størst mulige forskel. Og så må tiden jo…”

Her tromler den kalkulerende, pressetrænede Morten Dahlin den kåde, umiddelbare Morten Dahlin.

”Nej, altså: Jeg har en ambition om at være med til at gøre den størst mulige forskel. Det er det, jeg har besluttet mig for.”

Gæt så selv, om han vil indrømme, at han drømmer om at blive skiftet ind på det ministerhold, der skal omstruktureres i forbindelse med Venstres formandsskifte. Man gør jo en forskel som minister, skulle man mene.

Men først skal Morten Dahlin gøre en forskel derhjemme. Dagen efter Venstres landsmøde er forbi, går han nemlig på barsel i 11 uger.