Ny i Folketinget: ”Der er en helt særlig kriller i maven”

Christiansborg er ryddet for politikere. Mandag er mødefri, så de eneste, der render rundt på gangene, er journalister, som gør klar til dækningen af Folketingets åbning 1. oktober.

”Det bliver virkelig spændende i morgen,” siger det 27-årige, nyvalgte folketingsmedlem for Socialdemokratiet, Bjørn Brandenborg, og guider os hen imod de selvkørende, åbne elevatorer, hvor man springer af og på i farten.

Det er i sådan én, at en vandrehistorie om Bertel Haarder har sit udspring. Som relativt nyt medlem af Folketinget kom den i dag længst siddende folkevalgte til at køre helt op i toppen af Christiansborg. Her forestillede Haarder sig, at elevatoren ville dreje omkring og køre ned igen, og derfor fik han bugseret sig rundt. En skoleklasse, der var på parlamentsbesøg, blev noget overrasket, da politikeren kom kørende ned med benene i vejret.

”Så jeg har allerede lært, at man skal hoppe af i tide, når man kører med sådan én,” griner Bjørn Brandenborg og lader hånden glide hen over det trimmede skæg, da vi springer af på tredje sal. Tirsdag får han sin ilddåb i folketingssalen, og fynboen ser frem til at komme i gang med det politiske arbejde.

”Da jeg blev valgt ind ved valget 5. juni, havde jeg faktisk ikke et jakkesæt, jeg kunne passe, men det har jeg fået nu,” siger han og åbner døren ind til sit kontor, hvor en lædersofa slanger sig over for en bogreol med enkelte bøger og flere tomme hylder. Det hele emmer af en nyindflytning.

”Man kan ikke komme meget længere væk, men sådan er det bare, når man er ny på Christiansborg. Så får man kontorerne øverst oppe og længst væk,” siger socialdemokraten og skænker kaffe op.

Bjørn Brandenborg havde sådan set et fint og fast job i 3F Sydfyn i Svendborg, inden han fandt på at stille op til Folketinget. Derfor er det nærliggende at spørge, hvorfor han overhovedet gider være folketingsmedlem, når man tænker på den massive og ofte negative dækning, der er af politikere i disse år.

”Jeg tror på, at jeg kan ændre noget. Men det er da rigtigt, at det ikke er et populært job at være politiker, og jeg takkede faktisk også nej til at stille op flere gange, men til sidst havde jeg ikke et godt argument for at lade være med at gå efter at komme i Folketinget. Jeg vil rigtig gerne være repræsentant for de mennesker, der ikke kan være en stemme for sig selv, og jeg er formet politisk af de mennesker, jeg bor i nærheden af og er vokset op sammen med,” siger han og kaster det venstre ben over det højre.

Brandenborgs far er sømand, hans mor pædagog, og barndomshjemmet var i udgangspunktet ikke et sted, hvor de politiske bølger gik højt over middagsbordet. Men da sønnen begyndte at fatte interesse for samfundsforhold, tog hans far ham som 14-årig med til et vælgermøde, hvor han kunne beslutte, hvem han var mest enig med. Siden den dag har Bjørn Brandenborg været socialdemokrat, og han bestemte sig for at stille op til Folketinget, fordi Fyn og Langeland havde brug for et talerør. Han fik 6.837 personlige stemmer og er den første socialdemokrat, der kommer ind i sin valgkreds i mere end 20 år.

”Hver eneste dag vil jeg tænke på dem, der har stemt på mig. Politik handler alt for ofte om, hvad regnearkene i et ministerium dikterer, men hvordan kan du gøre tryghed op i et regneark? Hvis vi mister trygheden og tilliden til vores institutioner, så mister vi alle sammen noget,” siger han og sluger en tår kaffe.

”Politikere skal ikke være nogle, man bare ser i fjernsynet af og til. De skal være i nærheden, og jeg vil gerne holde fast i, at mine lokale vælgere skal kunne komme og banke på min dør i Strandgade på Langeland, hvis de har noget, der bekymrer dem rent politisk.”

Derfor er Bjørn Brandenborg da også hjemme på Langeland tre dage om ugen, mens han i de resterende fire dage skal være til møder rundt om på Christiansborg. Som nyvalgt medlem fra en udkantsdel af Danmark har han fået stillet en lejlighed til rådighed tæt på Christiansborg. Til gengæld har han selv måtte lære sig, hvordan man er folketingspolitiker.

”Der er ikke noget introforløb eller en rustur, så læringskurven er stejl. Socialdemokratiet fik jo regeringsmagten ved valget, så der er mange fra folketingsgruppen, som er blevet ministre. Derfor har jeg også måtte gøre mig mine egne erfaringer. Jeg har været i gang siden valget 5. juni, for der er tusindvis af sider, der skal læses op på. Nu er jeg ved at være utålmodig og glæder mig til at komme i gang.”

Brandenborg har fået en del fine poster for partiet, og han er endda blevet formand for Uddannelses- og forskningsudvalget. Det har imidlertid overrasket det nyvalgte folketingsmedlem, at det faglige niveau er så højt, som det er på ’Borgen’.

”Fagligheden er kolossal herinde, og der er et virkeligt godt arbejdsklima på Christiansborg, hvor vi hjælper hinanden på tværs af partierne. Jeg har talt en hel del med de andre nyvalgte, og det skaber en stemning af at starte på et nyt job. Der er en helt særlig kriller i maven, og vi bruger hinanden til at navigere rundt, mens vi også giver tips og tricks videre,” fortæller han og lader begge ben dumpe ned på gulvtæppet, mens han læner sig frem.

”Jeg har aldrig været med til Folketingets åbning før, men jeg kan mærke, at det er en virkelig stor dag. Det er en vigtig kulturel begivenhed, og mine forventninger er, at det er en demokratisk festdag. Jeg har det faktisk ret vildt over, at jeg er så heldig at være én af dem, der har fået en stol herinde – også selvom jeg sidder langt tilbage i salen. Man sidder efter, hvor man er i hierarkiet, og derfor sidder jeg som nyvalgt bagerst i salen sammen med min gode ven fra Socialdemokratiet, Kasper Sand, der også lige er blevet valgt ind.”

Den bagerste række i folketingssalen kaldes på Christiansborg for ’grebningen’. Altså en rende i en stalds gulv, som er placeret bag dyrene og som opsamler deres pis og lort. Men det skræmmer nu ikke Bjørn Brandenborg.

”Jeg er der jo ikke for at sidde ned. Tværtimod skal jeg være der for de mennesker, der har stemt på mig. De kender mig, og den nærhed er vigtig, hvis politik skal være relevant,” siger han og forklarer, at han også forventer at være tæt på de socialdemokratiske topfolk.

”Det er klart, at afstanden til ministrene er kortere nu, hvor vi har en et-parti-regering. Flere af ministrene kender jeg godt, og jeg har arbejdet sammen med dem i andre sammenhænge i partiet. Det giver selvfølgelig et særligt tilhørsforhold, og min vigtigste opgave og ambition er at bakke ministrene op, men jeg vil selvfølgelig også kvalificere debatten på de områder, hvor jeg kan gøre en forskel i forhold til de dagsordener, jeg er gået til valg på,” siger han og nikker sin sidste pointe hjem:

”Jeg vil gerne sætte fokus på, at hele Danmark skal fungere, og at det ikke kun er de store byer, der skal have al opmærksomheden. Det håber jeg, at jeg kan lykkes med, og det vil jeg gerne måles på, når der er valg igen om fire år.”