Pelle Dragsted: ”Der er en fortælling om, at højrefløjen har styr på økonomien, og at det modsatte gør sig gældende for venstrefløjen. Hvilket er bizart”

Pludselig mærker Pelle Dragsted noget varmt, der løber ned ad hans ben. Han kigger vantro ned ad sig selv, hvor en mørk plet spreder sig i skridtet på cowboybukserne. Pelle Dragsted har ikke tisset i bukserne, siden han var barn. Men nu har han gjort det af ren skræk. Midt i cellen på Københavns Politis Station 2 i Store Kongensgade.

Det er 1992, og få nætter forinden er Dragsteds to år ældre ven fra den autonome ungdomsgruppe Børnemagt, Benjamin Christian Schou, blevet hjerneskadet under en arrestation på Rådhuspladsen i forbindelse med festlighederne nytårsnat. Den 18-årige Benjamin Christian Schou blev lagt i benlås med tre betjente oven på sig. En af dem pressede et knæ ned i ryggen på Benjamin Christian Schou, mens en anden trak i hans halstørklæde. Han mistede bevidstheden, uden det i første omgang fik betjentene til at reagere, og vågnede aldrig siden op igen.

Pelle Dragsted vil egentlig bare, sammen med flere andre fra det autonome miljø, hævne sin ven. Men efter at have kastet sten og maling mod vinduerne i nærpolitistationen på Jagtvej, bliver de efterfølgende passet op og anholdt af politiets hundepatruljer i den nærliggende Fælledparken, hvor de har forsøgt at gemme sig mellem træer og buske i den vinternøgne park.

Det er ikke første gang, at Pelle Dragsted er blevet anholdt. Det har han tidligere oplevet, når han har begået husbesættelser med Børnemagt, og hver gang har betjentene været voldsomme og har skubbet og hevet i ham, lige indtil de er nået til stationen, og han har afleveret nøgler og andre personlige ejendele og blevet sat i en celle. Så er det stoppet.

De efterfølgende afhøringer af kriminalbetjente, under overværelse af en repræsentant fra Den Sociale Døgnvagt, er foregået fredeligt og roligt. Hvilket Pelle Dragsted også tror, vil være tilfældet på stationen i Store Kongensgade denne aften.

I stedet går døren til cellen pludselig op efter midnat. De to betjente fra hundepatruljen, som tidligere på aftenen har anholdt Pelle Dragsted, kommer ind. Først forstår han ikke, hvad der foregår. Men betjentene begynder at støde til ham. De vælter ham omkuld og hiver ham op i håret. Slår og sparker.

Han skal tilstå, siger de, at han har været med til hærværket mod nærpolitistationen på Jagtvej. Ikke i morgen, i dag. Til sidst siger betjentene til ham, at de går, men at de vil komme tilbage senere. Og så tilføjer den ene:

”Du får så mange tæsk, at vi kan hive skelettet ud af røvhullet på dig.”

Senere på natten kommer de to betjente som lovet tilbage uden dog at gøre alvor af truslen. I stedet spørger betjentene, om Pelle Dragsted og hans venner nogensinde tænker på, at de blot passer deres arbejde, når der bliver kastet med sten og maling mod dem.

Op igennem 1980’erne har der været en række sammenstød i København med BZ’ere og autonome grupper, der året efter skal kulminere med urolighederne på Nørrebro efter folkeafstemningen om Edinburgh-aftalen.

Men da Pelle Dragsted næste morgen, efter at være blevet afhørt af en kriminalbetjent, igen med tilstedeværelse af repræsentanten fra Den Sociale Døgnvagt, bliver løsladt og kan gå derfra, har han alligevel kun én tanke i hovedet:

’De skal fandeme ikke have lov til at skræmme mig. Næste gang står jeg forrest!’

Pelle Dragsted sidder ved stuebordet i det kollektiv på Frederiksberg, hvor han bor med sin egen og tre andre familier.

”Rammer jeg det rigtige niveau?” spørger han sig selv.

Han er i gang med at forberede et oplæg, han skal holde for en 2.g-klasse på Rødovre Gymnasium om sin bog ’Nordisk socialisme’. Det er første gang, han skal ud og præsentere bogen for så ung en flok.

Der er tre årtier – og en verden til forskel – mellem den langhårede knægt, som forlod Københavns Politis Station 2 i 1992 ”frataget enhver tro på systemet” (hvilket kun blev bekræftet af den efterfølgende retssag, hvor betjentene blev frifundet – deres ord mod Dragsteds) og den efterhånden halvskaldede, midaldrende mand ved bordet, der i dag bliver kaldt den mest indflydelsesrige politiker uden for Folketinget på den danske venstrefløj.

I 2019 måtte Pelle Dragsted forlade Folketinget på grund af Enhedslistens rotationsprincip, der skal forhindre, at partiet har levebrødspolitikere. I mellemtiden har han skrevet ’Nordisk socialisme’, skrevet klummer, deltaget i debatter på tv og i radio. Og senest, ved kommunalvalget i 2021, blev han valgt ind i kommunalbestyrelsen på Frederiksberg.

Med 4.198 personlige stemmer fik han næstflest i kommunen og var dermed med til at sikre, at borgmesterkæden for første gang i 112 år ikke endte om halsen på en konservativ, men på den socialdemokratiske udfordrer, Michael Vindfeldt.

Men to ting har de stadig tilfælles, manden og knægten: ønsket om at lave verden om og ønsket om at stå forrest.

”Selvom jeg fortryder meget i dag, så er mine grundlæggende politiske holdninger stadig de samme i forhold til de problemer, som jeg ser i verden,” siger Pelle Dragsted.

I den røde murstensvilla fra 1890 er der højt til stuklofterne, væggene er hvidmalede, og de lyse trægulve afsyrede. I det store samtalekøkken hænger lamper lavet ud af gamle Nilfisk-støvsugere over bordet. Kun en indrammet plakat fra Ungdomshusets 10-års-jubilæum afslører, at kollektivets familier alle har en fortid på den yderste venstrefløj. Foreningen bag villaen blev nemlig stiftet i 1990 af en gruppe BZ’ere fra kollektivet Sorte Hest.

”Det er stadig den samme sociale og økonomiske uretfærdighed, som jeg reagerer mod,” fortæller Pelle Dragsted, som er opkaldt efter ’Pelle Erobreren’, karakteren fra Martin Andersen Nexøs roman af samme navn om den fattige indvandrerdreng, der drømmer om at erobre verden og gøre den til et bedre sted at leve for proletariatet. Målet er det samme. Kun midlerne er anderledes.

Pelle Dragsted

Født 13. april 1975 på Frederiksberg. Som ung var han medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom (DKU) og blev siden aktiv i Børnemagt og efterfølgende Antifascistisk Aktion (AFA), inden han efter folketingsvalget i 2005 blev ansat som international sekretær i Enhedslisten. Han har en bachelor i historie fra Københavns Universitet og en master i retorik og formidling fra Aarhus Universitet. Pelle Dragsted var medlem af Folketinget for Enhedslisten i perioden fra 2015-2019 og er i dag medlem af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg. Her bor han i et kollektiv med sin hustru (parret har to børn). Han genopstiller atter ved det kommende folketingsvalg for Enhedslisten

Alligevel er det først i dette forår, at Pelle Dragsted endelig har besluttet sig for stadig at ville stå ikke blot forrest – men allerforrest. Pelle Dragsted genopstiller til Folketinget ved det kommende valg, og fordi Enhedslistens politiske ordfører, Mai Villadsen, falder for rotationsordningen i den kommende valgperiode, vil han – ikke mindst efter at være blevet topscorer i partiets urafstemning om folketingskandidaterne i april – kunne lægge billet ind på posten efter folketingsvalget, når – hvis! – han bliver valgt.

Og det vil han gøre på trods af det faktum, at Liste Ø i de seneste år udelukkende har valgt unge kvinder til posten (før Mai Villadsen var det som bekendt Pernille Skipper og Johanne Schmidt-Nielsen).

For selvom Pelle Dragsted netop er blevet valgt ind i kommunalt regi, er folketingseventyret ikke et lukket kapitel. På nogen måde, faktisk.

”For helvede!” udbryder han. ”Jeg fik kun fire år i Folketinget, og det var en periode, hvor Enhedslisten var i opposition. Det kunne være sjovt også at være med til at få vedtaget nogle konkrete politiske resultater. Hvis ellers regeringen fortsætter efter det kommende folketingsvalg.”

Siden Pelle Dragsted som kun 13-årig meldte sig ind i Danmarks Kommunistiske Ungdom (efter at have fået dispensation, fordi han egentlig ikke var gammel nok), har alt i livet handlet om politik. Det gjorde det egentlig også før det.

Begge hans forældre var medlemmer af Dansk Kommunistisk Parti og Venstresocialisterne, så Pelle Dragsted kom med i barnevognen til demonstrationer mod Augusto Pinochets styre i Chile, han samlede tomme flasker sammen efter marcherne mod NATO’s såkaldte dobbeltbeslutning om at opstille atomraketter i Vesteuropa, og han faldt i søvn til lyden at højlydte politiske diskussioner i stuen i deres lejlighed på Frederiksberg.

Skulle Pelle Dragsted så nu – i en alder af 47 – sige, at det var det?

”Jeg kan mærke i maven, at jeg ikke er færdig med politik. Og slet ikke nu, hvor de socialistiske idéer er i fremgang i verden, og hvor der er brug for den økonomiske og ideologiske kritik, som jeg blandt andet selv står for,” siger han.

På Rødovre Gymnasium lægger Pelle Dragsted fra land med at undskylde over for 2.g.-klassens samfundsfagslærer Pernille Ehlers, at han ”ikke har været så meget så meget på gymnasier før.” Pernille Ehlers har skrevet og redigeret flere bøger om Afrika, miljø og udvikling og på forhånd kopieret og omdelt tredje del af ’Nordisk socialisme’. Den del, som handler om baggrunden for, hvad Pelle Dragsted anser for at være en særlig socialistisk tradition.

Pelle Dragsted er iklædt alle nuancer af sort: Sort-hvide sportssko, gråsorte bukser, koksgrå jakke og en sort rundhalset bluse. Han har medbragt en bærbar computer, hvorfra slides kan styres på en storskærm, og i ventetiden tjekker han mails og sms’er på sin mobiltelefon. Allerede inden klokken slog 9, har han denne morgen talt med både børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S) og formanden for Det Udenrigspolitisk Nævn, Martin Lidegaard (R).

”Okay, så kan vi godt starte,” lyder det endelig fra Pernille Ehlers, mens de sidste elever kommer ind og sætter sig ved bordene i klasseværelset.

”Jeg ved, at I har forskellige spørgsmål ... Hallo, nu er vi her! Så det er altså chancen for at få en god diskussion.”

Pelle Dragsted begynder med at stille eleverne et spørgsmål:

”Hvis jeg siger socialisme. Er det så noget, I tænker negativt om?”

Kun to rækker hænderne i vejret.

Pelle Dragsted nikker.

”Hvis jeg siger socialisme. Hvilket land tænker I så på?”

To svarer Danmark, en Sovjetunionen og en Kina.

"Det er interessant,” konstaterer Pelle Dragsted. ”Hvis det var et lidt ældre publikum, ville alle have sagt Sovjetunionen.”

Pelle Dragsted voksede op i det såkalde Svømmehalskvarter på Frederiksberg. Kvarteret har sit navn efter Frederiksberg Svømmehal, der dengang ikke var lige så mondæn, som den er i dag. Faren Niels Dragsted og moren Lone Lyager blev skilt, da Pelle Dragsted var to år.

Forældrene var henholdsvis uddannet som læge og socialrådgiver. Men på grund af den store arbejdsløshed i 1980’erne – eller fattigfirserne, som årtiet blev kaldt – havde de svært ved at finde arbejde trods deres uddannelser, og de måtte ofte låne penge af venner og familie i slutningen af måneden for at få det til at løbe rundt.

På et tidspunkt rejse Niels Dragsted til Sverige for at finde arbejde som læge og tog siden til Nicaragua for at deltage i en såkaldt sundhedsbrigade efter Sandinisternes revolution i 1979, mens Lone Lyager blev ansat på deltid i Kriminalforsorgen og havde nattevagter på herberget Lindevangen på Frederiksberg.

Her stiftede Pelle Dragsted i en tidlig alder bekendtskab med stofmisbrugere, kriminelle og alkoholikere. Et møde, som overbeviste ham om, at mennesker ikke altid er herrer over deres egne livsvilkår.

Efterfølgende indskrev forældrene sønnen på Freinetskolen i Valby, en lilleskole, der med inspiration fra den afdøde franske pædagog Célestin Freinet bygger på, at eleverne har medindflydelse på deres undervisning, og hvor denne er såkaldt værkstedspræget med trykkeriet som det vigtigste værksted. I 8. klasse skiftede Pelle Dragsted til Det frie Gymnasium på Nørrebro, der også er kendt for at eksperimentere med skoledemokrati og alternative undervisningsformer.

Denne dag på Rødovre Gymnasium går Pelle Dragsted rundt mellem bordene i det aflange klasselokale. Han fortæller, at årsagen til, at de seneste årtiers utilfredshed med kapitalismen endnu ikke har givet sig til udtryk i et oprør, skyldes, at vælgerne ikke tror, at der findes et alternativ.

De fleste forbinder nemlig, siger han, stadig socialismen med netop Sovjetunionen og glemmer, at socialismen faktisk allerede er her, ikke i klassisk forstand, men i form af en blandingsøkonomi. Pelle Dragsted slår ud med hænderne og siger, at uligheden i samfundet ikke skyldes tilfældigheder, men selve kapitalismens natur.

Han rynker panden og advarer om, at uligheden underminerer demokratiet, fordi dem, der har penge, bestemmer mere, end dem der ikke har.

”Det var det, som Karl Marx beskrev for 150 år siden,” fortsætter Pelle Dragsted og beskriver sig selv som old school-marxist forstået på den måde, at han mener, at verden – og politik – bedst forstås ud fra sociale klasser og klassekonflikter.

”Jeg har bombarderet jer med mærkelige fremmedord,” siger han undskyldende til gymnasieeleverne.

”I får en pause, hvis I stiller spørgsmål,” bryder samfundsfagslæreren Pernille Ehlers ind. Uden for vinduerne er det begyndt at blive mørkt, og indenfor begynder elevernes opmærksomhed at svigte. Skoledagen lakker mod enden.

”Er det sort, hvad jeg siger?” spørger Pelle Dragsted. ”Er jeg for hård ved kapitalisterne?”

Han lader det sidste spørgsmål hænge et øjeblik i luften og fortsætter så uden at vente på et svar.

”Der har været en opfattelse af, at demokrati er én ting og økonomi en anden. Men socialisme handler dybest set om, at demokrati og økonomi er én og samme ting. Ligesom vi kan udskifte vores statsminister, så skal vi også kunne udskifte vores direktør. Hvis vi ellers har lyst.”

For at parafrasere Karl Marx’ ord om Europa og kommunismen, så ser mange af kritikerne i denne tid et spøgelse gå gennem Danmark, og det tilhører Pelle Dragsted.

’Pelle Dragsted har en plan for den totale magtovertagelse,’ lød det fra Berlingskes debatredaktør, Pierre Collignon, i forbindelse med udgivelsen af ’Nordisk socialisme’ i maj 2021. ’Østberlin har opslugt Frederiksberg,’ konkluderede Søren Pind i samme avis efter Enhedslistens fremgang ved kommunalvalget.

Mens Liberal Alliances finansordfører, Ole Birk Olesen, startede det nye år med at lægge et søvndrukkent billede af sig selv på Twitter med teksten:

’2022. Ingen nye husdyr udryddet, og Pelle Dragsted er ikke stået op endnu, for han har ikke tweetet. Det lover godt for året.’

Da jeg skriver til Ole Birk Olesen for at høre, om han vil medvirke i dette portræt, svarer han straks: ’Gerne!’

”Jeg forstår ikke, at en mand som Pelle Dragsted kan blive ved med at tro, at man opnår noget godt i et samfund ved at kollektivisere tingene på den måde, som han foreslår,” siger Ole Birk Olesen, da jeg ringer ham op.

Den tidligere journalist og redaktør på netavisen 180Grader.dk skrev i 2007 bogen ’Taberfabrikken’, der kritiserer velfærdsstaten for have gjort mere skade end gavn. Den skaber ”tabere” ved at understøtte mennesker i stedet for at lade dem tage ansvar for sig selv.

Eller som bogens fulde titel lyder: ’Hvordan velfærdsstaten opløste familier, skabte en eksplosion i kriminaliteten, ødelagde arbejdsmoralen og gjorde mange andre sociale problemer større i dens første 45 år’.

”Pelle Dragsted står jo ikke bare – ligesom SF – for Socialdemokratiet plus fem, 10 eller 20 procent. Det er noget helt andet,” siger Ole Birk Olesen.

”Socialdemokratiet og SF går ind for den private ejendomsret, kapitalismen og den frie markedsøkonomi – og så selvfølgelig med en masse omfordeling oveni. Men Pelle Dragsted går ind for et opgør med alt det. Han er altid villig til at give verdens Hugo Chavez’er (Venezuelas tidligere, nu afdøde præsident, red.) chancen for ligesom at prøve det af. Hvorefter man 10, 20 eller 30 år senere må konstatere, at det så heller ikke gik denne her gang – med de omkostninger, det har haft i mellemtiden.”

Det sidste, Pelle Dragsted husker fra den tidlige morgen i december 1999, er, at han ser en gammel, rød Volvo med slukkede forlygter køre op på fortovet foran formanden for Danmarks Nationalsocialistiske Bevægelse (DNSB), Jonni Hansens, hus i Greve.

Dragsted og andre fra gruppen Antifascistisk Aktion (AFA) havde indfundet sig på adressen med motorsave for at save plankeværket ned omkring den såkaldte naziborg, og hans første tanke var, at en civil politibil netop ville forhindre dem i dette. Det var først, da han vågnede op bag i en af en gruppens varevogne på vej til Hvidovre Hospital, at han blev klar over, hvad der var sket.

Jonni Hansen var kommet kørende, havde set medlemmerne af AFA, foretaget en U-vending og kørt Pelle Dragsted og flere andre ned på fortovet (partiformanden blev efterfølgende idømt halvandet års fængsel for grov vold). Pelle Dragsted førte sin ene hånd op til sit hoved og konstaterede, at næsen var smadret, og at han havde et åbent sår i panden. På Hvidovre Hospital blev Pelle Dragsted lagt på en enestue, og mens han lå der, tænkte han for første gang over døden.

’Hvis jeg dør nu, så dør jeg helt alene,’ tænkte han.

Pelle Dragsted havde ikke nået at være medlem af Danmarks Kommunistiske Ungdom i særlig lang tid, før Muren faldt i 1989 og efterlod ham med en masse politiske holdninger – uden noget sted at have dem. Lige indtil han en dag fik stukket en løbeseddel i hånden mod racisme fra AFA. Antifascistisk Aktion, som var blev dannet i 1992 i Ungdomshuset af tidligere BZ’ere og unge autonome, havde som formål at ”fysisk forhindre” såkaldte fascister i at mødes, demonstrere eller på anden måde komme til orde i den offentlige debat. Hvilket de følgende år resulterede i voldelige sammenstød, både med disse og ordensmagten.

I begyndelsen havde Pelle Dragsted ellers været kritisk over for at bruge vold i forbindelse med aktioner. Men efter natten på politistationen i Store Kongensgade i 1992 og den efterfølgende bombesprængning samme år i Internationale Socialisters partikontor i Søllerødgade på Nørrebro ændrede det sig.

Den manglende opklaring af eksplosionen, som kostede et af medlemmerne af Internationale Socialister Henrik Christensen livet, udviklede sig til den yderste venstrefløjs pendant til det uopklarede mord på den svenske statsminister Olof Palme i 1986. Der blev gennem årene gisnet om gerningsmænd og motiver og ikke mindst om, hvorfor politiet aldrig fandt den – eller de – skyldige.

Pelle Dragsted og mange andre på den yderste venstrefløj var aldrig i tvivl om, at fascister eller nazister stod bag bombesprængningen, og de besluttede derfor, at de måtte forsvare sig selv. Det var det, Pelle Dragsted blev tiltrukket af i AFA: den fandenivoldskhed, som fandtes i det autonome miljø, og viljen til netop at handle og ikke bare at tale.

”Den, der søger sandheden, skal man følge, men den, der har fundet den, skal man flygte fra,” havde Niels Dragsted altid formanet sin søn, selvom den mangeårige DKP’er nu ikke altid selv fulgte sit råd. Hvilket Pelle Dragsted heller ikke skulle komme til at gøre.

Det autonome miljø stod ellers på mange måder i modsætning til den traditionelle venstrefløj. Begge Pelle Dragsteds forældre var da også kritiske over for hans valg. Ligesom de var bange for, at sønnen kom noget til i forbindelse med demonstrationerne og aktionerne, som det var sket med Benjamin Christian Schou.

”Det irriterer mig, at jeg ikke tvivlede mere i de år,” siger Pelle Dragsted og uddyber: ”Eller at jeg i hvert fald aldrig stillede mig selv det åbenlyse spørgsmål: Hvordan kan man kæmpe for retssikkerhed og lige og fair behandling af alle, når man i selvsamme kamp agerer som både den lovgivende, udøvende og dømmende magt, når det gælder politiske modstandere fra den yderste højrefløj?”

Enhedslistens fremgang ved folketingsvalget i 2005 gav penge i partikassen til at ansætte en række unge mænd på Christiansborg med en fortid i organisationen Globale Rødder og forbindelse til den såkaldte ’Robin Hood’-ordfører Pernille Rosenkrantz-Theil, der officielt havde fået til opgave at tage fra de rige og give til de fattige. En af dem var Pelle Dragsted, der afløste partiets hidtidige internationale sekretær, Kenneth Haar.

Dengang kendte de færreste til Pelle Dragsteds fortid i Antifascistisk Aktion. Men mange i Enhedslisten gjorde selvfølgelig. Og de var bekymrede. Ikke mindst partiets udenrigsordfører, Frank Aaen. Den tidligere chefredaktør på Land og Folk, DKP’s partiorgan, og medlem af DKP’s Centralkomité og forretningsudvalg kendte om nogen til prisen for engang at have stået på den forkerte side af historien og efterfølgende måtte forsvare dette.

Men som partifællen og folketingsmedlemmet, den tidligere VS’er Per Clausen, beroligede Frank Aaen:

”Nå, ja, det går nok. Herregud, han skal jo også beskæftige sig med udlændinge.”

Kenneth Haar, der i dag arbejder som analytiker i tænketanken Corporate Europe Observatory, beskriver Pelle Dragsted som en ”strateg og taktiker, der ikke lader sig styre af sit temperament.”

Kenneth Haar stødte allerede ind i Pelle Dragsted i 2000 på et helleanlæg i den tjekkiske hovedstad, Prag, hvortil begge var kommet for at demonstrere mod et møde i IMF og Verdensbanken.

Demonstrationen var den første af sin slags i Europa og starten på den europæiske globaliseringsbevægelse, som det følgende årti blev det nye sort blandt de røde. Mødet mellem de to skyldtes en hasteindkaldelse blandt de tilrejsende danske demonstranter.

Efter at autonome tyske demonstranter bogstaveligt talt havde fået demonstrationen til at eksplodere ved at kaste molotovcocktails mod politiet på trods af en forudgående aftale om, at det kun handlede om civil ulydighed, var spørgsmålet nu, om danskerne skulle trække sig fra demonstrationen. Hvilket Pelle Dragsted afviste med henvisning til, at ”vi er jo et bredt initiativ.”

”Det har tit adskilt Pelle fra folk omkring ham, måske ikke mindst i hans mest aktivistiske periode,” siger Kenneth Haar.

”Han overvejede altid grundigt, om metoderne fremmede målet. Han var med, fordi han ville opnå noget, komme videre. Han tænker mange skridt frem og har på den måde altid været politiker. Det betyder ikke, at han er kølig, kun at han ikke vælger en bestemt vej, bare fordi han er vred.”

Selv opfattede Pelle Dragsted på det tidspunkt heller ikke sin fortid som kontroversiel. Det kom først senere, og Enhedslisten var da også længe kendt for ikke blot at bifalde civil ulydighed; indtil slutningen af 1990’erne havde der været en vis forståelse i brede kredse i Enhedslisten for voldelige aktioner, og partiet deltog desuden i demonstrationer sammen med AFA, uden at nogen løftede et øjenbryn.

Men forud for EU-topmødet i 2002 i København tog Enhedslisten en gang for alle afstand fra voldelige aktioner. Det ville ikke være et ”legitimt politisk mål” at forsøge at afbryde eller forhindre afholdelsen af topmødet i Bella Center om unionens udvidelse, som AFA og andre grupper netop truede med at gøre.

Det var i samme periode, at Pelle Dragsted, efter at have taget HF som enkeltfag, både begyndte at læse historie og spansk på Københavns Universitet og forlod Antifascistisk Aktion for i stedet at melde sig ind i Enhedslisten og være med til at danne netop Globale Rødder. En gruppe, der gik ind for civil ulydighed, men ikke støttede op om voldelig ulydighed.

”Det er ikke sådan, at jeg vågner en morgen og tænker: Alt, hvad jeg har lavet, har været idiotisk,” fortæller Pelle Dragsted.

”Når man ikke længere er i et ungdomsmiljø, men skal til møde i daginstitutionens forældrebestyrelse og begynder at læse og tilbringe størstedelen af ens tid sammen med mennesker, som ikke er en del af den osteklokke, opdager man, at de slet ikke synes, at ens holdninger er normale.

I stedet bliver man mødt af spørgsmål, og så kom min kæreste (og senere hustru, red.) på det tidspunkt fra elevbevægelsen og et bredere politisk arbejde og havde også svært ved at forstå min selvopfattelse.”

’Folk er jo bange for jer, når I går maskerede gennem gaderne,’ lød det dengang fra kæresten. ”Hvordan tror I, at I kan ændre verden på den måde?”

Efterfølgende – i 2008 og 2009 – stillede Pelle Dragsted op i Enhedslistens årlige urafstemninger om folketingskandidaterne, hvor han begge gange blev nummer otte – uden at opstillingen vakte stor opsigt. Men det skulle snart ændre sig.

I maj 2009 søgte 60 afviste irakiske asylansøgere, som havde fået besked på forlade Danmark, tilflugt i Vor Frue Kirke i København for efterfølgende at flytte til Brorsons Kirke på Nørrebro på grund af pladsmangel. Pelle Dragsted var med til at danne foreningen Kirkeasyl og blev foreningens talsmand sideløbende med arbejdet på Christiansborg.

Kirkeasyl samlede kritikerne af Fogh-regeringens udlændingepolitik, men var kontroversiel, fordi de var parate til at bryde loven for at hjælpe de irakere, som nu skjulte sig for myndighederne. Senere det år, i august, ryddede Københavns Politi Brorsons kirke, og måneden efter kunne B.T. berette, at flere af de afviste asylansøgere var dømt for alvorlige forbrydelser.

’Afvist iraker voldtog 14-årig’, lød overskriften.

Problemet var blot, at der ikke var tale om en afvist iraker. Der var tale om en iraker, som levede i Danmark med opholdstilladelse og som ved dom var blevet dømt til udvisning. Pelle Dragsted var med til at tippe Information om historien, og efterfølgende skrev dagbladet, at formiddagsavisen ”sværter afviste irakere på forkert grundlag.”

Næste dag lå der en mail i Pelle Dragsteds indbakke fra B.T. med et fotografi og et spørgsmål: ’Er det dig?’

Pelle Dragsted havde aldrig holdt sin fortid hemmelig, og han forsøgte heller ikke nu at skjule noget over for B.T. Hvorfor også gøre dette? Han havde haft nogle ”ret yderligtgående synspunkter,” som han siger det. Synspunkter, som han ikke længere havde.

Det resulterede den 26. september 2009 i et opslag over to sider i B.T.

’Frontfigur i voldsgruppe’, stod der i overskriften på artiklen, som var ledsaget af et fotografi af Pelle Dragsted, der stammede fra en video, som AFA havde lavet i 2002. På fotografiet var han iklædt en tætsiddende hue og med ansigtet dækket af et tørklæde. Kun øjnene kunne ses.

’Den frivillige gruppe Kirkeasyl ledes ikke alene af ’almindelige’ danskere, der vil hjælpe de irakiske asylansøgere,’ skrev B.T og henviste til, at en af ’de førende skikkelser’ i Kirkeasyl var Pelle Dragsted. I samme ombæring blev hans fortid i Antifascistisk Aktion beskrevet.

”Jeg må indrømme, at jeg der blev lidt personligt slået ud, fordi jeg havde børn, og de gik i børnehave og alt det, som nu engang følger med.”

Det var hans mor, Lone Lyager, som satte tingene i perspektiv for ham.

’Husk nu, at det ikke er noget personligt,’ sagde hun. ’Det er bare politik. Det handler om at ramme Enhedslisten og Kirkeasyl – og ikke dig.’

Af samme årsag genopstillede Pelle Dragsted året efter ikke i Enhedslistens urafstemning om folketingskandidater. Han frygtede, at hans fortid i den kommende valgkamp ville blive fremhævet og det på et tidspunkt, hvor Enhedslisten stadig kæmpede for at ændre på fortidens image.

”At stemme på Johanne (Schmidt-Nielsen, red.) er som at samle den smukke blaffer op på vejen, hvorefter alle tosserne kommer op af grøften,” skulle den tidligere konservative folketingskandidat Paula Larrain efterfølgende advare om under valgkampen i 2011.

I stedet blev Pelle Dragsted i kulisserne fra slutningen af 00’erne og fremefter en af drivkræfterne i Enhedslistens såkaldte modernisering, hvor folketingsgruppen fik grønt lys til at kunne stemme for røde finanslove, hvor principprogrammet med dets ord om revolutionen blev sendt til redigering – og måske mest synligt: hvor der ved folketingsvalget i 2011 for første gang kom billeder af spidskandidater på valgplakaterne.

Belært af sin egen historie satte Pelle Dragsted spørgsmålstegn ved de etablerede sandheder i partiet og var særligt optaget af, hvilke barrierer Enhedslisten stod over for, som kunne forhindre en fremgang.

”Var jeg blevet valgt til Folketinget i 2011, havde jeg ikke fået den samme rolle,” siger han. ”Men allerede tidligere spillede det, at jeg netop ikke var folketingsmedlem, en betydning for, at jeg udviklede rollen som strategisk rådgiver og fokuserede på vælgerundersøgelser og det at tænke lidt længere frem.”

Efter folketingsvalget det år blev Pelle Dragsted, som i mellemtiden havde overtaget rollen som pressechef, officielt politisk rådgiver for folketingsgruppen og Johanne Schmidt-Nielsen, og han deltog ligeledes i alle Enhedslistens afgørende politiske forhandlinger i Thorning-regeringens periode frem til det efterfølgende folketingsvalg i 2015. Og med en lille folketingsgruppe, der havde rigeligt med ordførerskaber at passe, var Dragsted en stor kapacitet i partiet i den periode – både før og efter 2011.

”Jeg har aldrig før mødt et menneske, der kan tænke og arbejde så hurtigt som Pelle,” siger Johanne Schmidt-Nielsen, som i dag er generalsekretær for Red Barnet.

”Han producerer simpelthen i et ekstremt tempo. Og når han er i det humør, så er al hans fokus rettet mod opgaven. Da han var pressechef, pyntede hans kolleger på kontoret engang skrivebordet med massive mængder af julekugler, gran og flettede hjerter. Der blev læsset mere og mere på hans bord hver dag. Jeg tror, vi var fremme ved den 18. december, før han bemærkede det.”

En af de politiske modparter i den periode, Helle Thorning-Schmidts særlige rådgiver, Noa Redington, kalder forståelsespapiret efter folketingsvalget i 2019, som Pelle Dragsted var med til at forhandle på plads, for Dragsteds ’politiske svendestykke.’

”Enhedslistens dilemma har altid været damned if you do og danmed if you don’t,” siger Noa Redington, der i dag arbejder som politisk kommentator.

”Med andre ord: hvordan støtter Enhedslisten en socialdemokratisk regering, hvis politik partiet egentlig ikke bryder sig om og truer med at vælte, uden samtidig at miste sin identitet og troværdighed? Der har Pelle været med til at flytte Enhedslisten i forhold til fx udlændingepolitikken.

Det er tankevækkende, at det ikke er Enhedslisten – men Radikale Venstre – som i dag fremstår som regeringens skarpeste kritiker, når det handler om udlændingepolitikken. Hvilket netop er for at undgå at påføre sig selv nogle nederlag. I stedet har Enhedslisten sat ind i forhold til spørgsmålet om økonomisk ulighed.”

I 2015 frygtede Pelle Dragsted ikke længere sin politiske skygge, fordi det – som han dengang udtrykte det i et interview – ”efterhånden måtte stå klart for alle, at han stod et andet sted politisk end i 1990’erne.” Efter at være blevet valgt ved folketingsvalget det år overtog han posten som finansordfører fra Frank Aaen, der ikke havde kunnet genopstille på grund af rotationsreglerne i Enhedslisten.

Hvor det i hans ungdom var racisme og diskrimination, som optog Pelle Dragsted, er det i dag blevet nationaløkonomien. Dels, fordi han under Enhedslistens forhandlinger med Thorning-regeringen om den økonomiske politik blev tvunget til at sætte sig ind i tal, grafer, strukturelle saldi og finanseffekter, som de færreste forstod. Og dels, fordi ’det er i kampen om den økonomiske magt, at venstrefløjen i mange år har været mest i defensiven,’ som han skriver i ’Nordisk socialisme’.

Mens venstrefløjen har vundet, hvad angår ligestilling mellem kønnene og klimakamp, er vores indkomster blevet stadig mere ulige, siger Pelle Dragsted:

”Helt tilbage, fra da vi startede med at lave de første vælgerundersøgelser, viste det sig, at mange vælgere havde den opfattelse, at Enhedslisten ville en masse gode ting. Men vælgerne tvivlede på, om vi havde en ansvarlig økonomisk politik. Der er en fortælling i offentligheden om, at højrefløjen har styr på økonomien, og at det modsatte gør sig gældende for venstrefløjen. Hvilket er bizart.”

Som finansordfører stod Pelle Dragsted i forrige valgperiode bag Enhedslistens økonomiske plan for de første 100 dage, hvis partiet fik 90 mandater i Folketinget, et forslag om at reformere finanssektoren og ikke mindst rapporten ’Den politiske regnemaskine’, der satte spørgsmålstegn ved Finansministeriets økonomiske regnemodeller.

Modeller, som Pelle Dragsted kritiserer for kun at regne med, at folk vil arbejde mere, hvis de betaler mindre i skat, og for ikke tage højde for, hvad skattekronerne bruges til. Fx børnepasning, hospitaler og ikke mindst uddannelse af arbejdsstyrken.

For ham er den nordiske socialisme historien om humlebien. Ligesom at humlebien – med dens små vinger og tykke krop – ikke burde være i stand til at flyve, burde et samfund med høje skatter, høj understøttelse til ledige og en stor offentlig sektor måske ikke være særlig konkurrencedygtigt i den globale økonomi. Men det er det, mener han.

Hvis Pelle Dragsted får tid til det før – eller efter – det kommende folketingsvalg, som skal afholdes senest om et år, vil hans næste bog komme til at handle om de økonomiske ’myter’ og det, at venstrefløjen skulle være de økonomisk uansvarlige.

Før venstrefløjen kan komme til at diskutere, hvilken økonomisk politik som er moralsk rigtig eller forkert, er venstrefløjen nemlig nødt til vinde diskussionen om, hvilken politik som egentlig er nødvendig.

”Jeg anerkender, at mennesker er økonomiske mennesker,” siger Pelle Dragsted. ”Problemet er, hvis man tror, at det er det eneste, vi er. Mange af os arbejder hele livet som frivillige i foreninger, uden at vi får noget for det. Det giver ikke økonomisk mening, så hvordan forklarer man det?”