Lars Trier Mogensen: "Mette Frederiksen har forvandlet rollen som dansk statsminister til en ny slags mini-præsidentskab"

Spøgefugle taler om, at ’magtens todeling’ er blevet indført i Danmark. Ikke siden ophævelsen af enevælden i 1848 har blot to mennesker haft så overvældende magt på Slotsholmen: Efter dannelsen af den socialdemokratiske étparti-regering er alle vigtige politiske beslutninger blevet samlet hos blot to kvinder, 43-årige statsminister Mette Frederiksen og hendes 47-årige departementschef Barbara Bertelsen. Hemmeligheden bag Mette Frederiksens suveræne greb om magten – og fortsat høje popularitet blandt store vælgergrupper – kan føres direkte tilbage til den velforberedte paladsrevolution, som hun straks gennemførte, da hun i juni 2019 overtog nøglerne til Prins Jørgens Gård 11, hvor Statsministeriet har adresse. I løbet af de seneste to år er budgettet til rådgivere steget med over 25 procent, og ingen tidligere dansk statsminister har haft et så veludbygget kontrolapparat til sin rådighed.

Opgraderingen af Statsministeriet er et led i en større masterplan, som skal give den øverste regeringstop større partipolitisk styring med de klassiske embedsmænd: Væk med alle de gamle neutrale papirnussere – og ind med en ny generation af socialdemokratiske skrivebordskrigere. Og missionen er lykkedes. Alt skal i dag omkring Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.

I skarp kontrast til Danmarks første statsministre, som dengang kun fungerede som ordstyrere på møderne i Statsrådet, men dog havde den noget finere titel af konseilspræsidenter, har Mette Frederiksen på rekordtid formået at forvandle rollen som dansk statsminister i en retning, som begynder at kunne at kunne blive kaldt for en ny slags mini-præsidentskab.

Mette Frederiksen stræber efter en koordinerende magt, som normalt kun er forbeholdt stats- og regeringschefer i Europas mange republikker, såsom Tysklands kansler eller ligefrem Frankrigs præsident. Ærgerrigheden er ikke til at tage fejl af, men de danske præsidentdrømme er imidlertid motiveret mere ædelt, ja, ligefrem jordbundet og grundtvigiansk:

”Hvis ikke du har en politisk ledelse, i enhver regering og i enhver valgperiode, som lever op til det mandat, der er givet, og som også påtager sig ansvaret for det, så svækker du gradvist vores demokrati,” udtalte Mette Frederiksen til Mandag Morgen og gjorde dermed selve folkestyrets fremtid til et spørgsmål om hendes udvidede magtbeføjelser.

Officielt handler styrkelsen af Statsministeriet om at give de folkevalgte større hånds- og halsret over det anonyme teknokrati, de forsvundne fuldmægtige, som i årtier har været portrætteret som i den britiske tv-serie ’Yes, Minister’. Nu skal politikerne bestemme selv, og embedsmændene må træde i anden række.

Også i den danske folkekultur er der en lang tradition for at latterliggøre selvhøjtidelige typer som skrankepaver, budgetbisser og regnedrenge, lige fra H.C. Andersens eventyr til ikke mindst Ludvig Holbergs komedier, hvor de politiske kandestøbere bliver hudflettet.

Idéen om, at politikerne som folkets repræsentanter tager kontrollen tilbage fra de elitære embedsmænd, har således et romantisk schwung, som Mette Frederiksen effektivt har forsøgt at udnytte udadtil. Men indadtil er statsministerens drivkraft mere personlig.

I sin tid som beskæftigelsesminister i Helle Thorning-Schmidts regering oplevede Mette Frederiksen, hvor svært det kunne være at overbevise embedsværket om at skifte politisk spor, og det var først, da hun senere selv blev forfremmet til justitsminister, at hun fik løst gåden. Dengang fik hun nemlig hurtigt en ny departementschef ved navn Barbara Bertelsen, der viste sig uhyre effektiv som magtoperatør på Mette Frederiksens vegne.

I første omgang blev hendes mangeårige og betroede højrehånd Martin Rossen udnævnt til en nyoprettet stilling som stabschef i Statsministeriet, og som et kontroversielt nybrud fik han sågar fast sæde i regeringens to magtfulde udvalg, Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. Den udskældte konstruktion, som ikke tidligere er set i danmarkshistorien, blev imidlertid overflødig, da Barbara Bertelsen blot et halvt år efter valgsejren blev hentet over som ny departementschef i Statsministeriet.

Pludselig fik Mette Frederiksen en ny, stærkere og endnu mere brutal højrehånd, end selv Martin Rossen havde vist sig at være – og han forlod da også hurtigt efter Statsministeriet til fordel for en stilling som Senior Vice President i Danfoss. Med den erfarne, respekterede og frygtede Barbara Bertelsen i spidsen har Statsministeriet fået magt som aldrig før.

Flere borgerlige partiledere har kritiseret udviklingen, eftersom de bestemt ikke ser magtkoncentrationen i Statsministeriet som udtryk for en demokratisering. Tværtimod. Lukketheden og hemmelighedskræmmeriet under coronakrisen har kun forstærket beskyldningerne om egenrådighed.

Men forvent ikke en kontrarevolution, når de borgerlige en dag genvinder regeringsmagten. Så uskyldigt fungerer politik ikke. Allerede under Venstres statsminister Anders Fogh Rasmussen fik Statsministeriet en mere central rolle, og fremtidige regeringer vil med noget nær statsgaranti fortsætte ad samme spor. Magthavere opgiver ikke erobret terræn uden kamp.

De største problem for magtens nye ’toenighed’ er snarere, at Statsministeriet har udviklet sig til en flaskehals, hvor alle beslutninger skal presses igennem. Og imens sander systemet til. Som professor Jørgen Grønnegård Christensens udredning af coronanedlukningen dokumenterede, er absolut intet for småt til at skulle kontrolleres af Barbara Bertelsen, i mange tilfælde helt detaljeret og personligt.

Forstoppelsen i Statsministeriet er imidlertid kun et nyt argument for at fortsætte udvidelserne. Allerede efter to år har Mette Frederiksen dermed ændret dansk politik varigt: Prins Jørgens Gård 11 er blevet omdannet til en miniatureudgave af 1600 Pennsylvania Avenue.