Lars Trier Mogensen: "Mette Frederiksen har forvandlet rollen som dansk statsminister til en ny slags mini-præsidentskab"
Magtkoncentrationen i Statsministeriet er kommet for at blive. Selv om de blå partiledere kritiserer den tiltagende topstyring under statsminister Mette Frederiksen, vil centraliseringen næppe blive rullet tilbage under fremtidige borgerlige regeringer.
Spøgefugle taler om, at ’magtens todeling’ er blevet indført i Danmark. Ikke siden ophævelsen af enevælden i 1848 har blot to mennesker haft så overvældende magt på Slotsholmen: Efter dannelsen af den socialdemokratiske étparti-regering er alle vigtige politiske beslutninger blevet samlet hos blot to kvinder, 43-årige statsminister Mette Frederiksen og hendes 47-årige departementschef Barbara Bertelsen. Hemmeligheden bag Mette Frederiksens suveræne greb om magten – og fortsat høje popularitet blandt store vælgergrupper – kan føres direkte tilbage til den velforberedte paladsrevolution, som hun straks gennemførte, da hun i juni 2019 overtog nøglerne til Prins Jørgens Gård 11, hvor Statsministeriet har adresse. I løbet af de seneste to år er budgettet til rådgivere steget med over 25 procent, og ingen tidligere dansk statsminister har haft et så veludbygget kontrolapparat til sin rådighed.
Opgraderingen af Statsministeriet er et led i en større masterplan, som skal give den øverste regeringstop større partipolitisk styring med de klassiske embedsmænd: Væk med alle de gamle neutrale papirnussere – og ind med en ny generation af socialdemokratiske skrivebordskrigere. Og missionen er lykkedes. Alt skal i dag omkring Mette Frederiksen og Barbara Bertelsen.
I skarp kontrast til Danmarks første statsministre, som dengang kun fungerede som ordstyrere på møderne i Statsrådet, men dog havde den noget finere titel af konseilspræsidenter, har Mette Frederiksen på rekordtid formået at forvandle rollen som dansk statsminister i en retning, som begynder at kunne at kunne blive kaldt for en ny slags mini-præsidentskab.
Mette Frederiksen stræber efter en koordinerende magt, som normalt kun er forbeholdt stats- og regeringschefer i Europas mange republikker, såsom Tysklands kansler eller ligefrem Frankrigs præsident. Ærgerrigheden er ikke til at tage fejl af, men de danske præsidentdrømme er imidlertid motiveret mere ædelt, ja, ligefrem jordbundet og grundtvigiansk:
