Selvfølgelig koster Kofod kassen

I en nylig afsløring kan BT redegøre for udenrigsminister Jeppe Kofods udgifter til flyvninger. Det løber efter sigende op i 3,5 mio. kroner på et år. Argumentationen er en tilbagevendende dansk genre, hvor man lægger udgifterne sammen for en myndighed, allerhelst et individ, så vi kan forarges over ødselheden. Et nemt forargelsespunkt i et samfund, hvor penge per definition altid kunne bruges bedre på børnepasning og sygeplejersker. Hvor mange hofteoperationer kunne det ikke være blevet til, kan man spørge sig selv.

På sin vis er det sundt, at vi overhovedet har adgang til den slags informationer, så vi kan regne ud, hvor mange hofter, der ikke bliver fikset. Men vi skal nok ikke ret langt væk fra andedammen, før udgifter til politikernes privatfly slet ikke er noget, man har adgang til. Og her stopper min tilfredshed så også med fænomenet.

For vi bliver nødt til at holde fast i, at vi her taler om en UDENRIGSminister. Hvis denne skulle leve efter samme tilbageholdenhed som et privat hushold, ville det udgøre reel pligtforsømmelse. Vi kan ikke forvente, at en af vores vigtigste repræsentanter over for udlandet ankommer til Bruxelles i en to timer forsinket Norwegian-flyver, og skal stå og vente på sin bagage sammen med den almindelige dansker på vej på forlænget weekend.

Regnestykket er mere komplekst end blot, om der var en ruteflyver inden for samme tidsrum. Det handler også om, hvad arbejdsforholdene er. En udenrigsminister kan jo ikke sidde på sæde 5A og drøfte nationens sikkerhed med sin rådgiver, mens du og jeg lytter med fra sæderækken bagved.

En ultimativ øvelse i nedbringelse af udgifter vil resultere i, at ministerbilerne også bliver skrottet. Ministre kan vel sidde i bus og tog ligesom alle andre. Frokoster med statsoverhoveder erstattes af medbragt madpakke. Find selv på andre tåbelige tiltag i forargelsens og besparelses navn. Argumentatorisk vil sammenligningen altid få ministeren til at fremstå respektløs over for vores fælles pengekasse, så den tabloide øvelse ender som en succes.

Problemet er, at opgaven med at reducere udgifter ultimativt vil umuliggøre en succesfuld udfyldelse af de udenrigspolitiske pligter. Et elitejob har elitevilkår, også selvom det er udansk.

Så må vi andre, omkring frikadellerne på middagsbordet, blive enige om, at det lyder dyrt. I proportionalitetens navn må vi dog spørge os selv, om vi virkelig gerne vil spare de penge, da de negative konsekvenser for landet muligvis overstiger besparelsen.

Der er en meget kort vej fra lighed til ligegyldighed. Og det koster altså noget at drive et land.