Søren Gade er manden, der ikke ville magten

Du fik et kanonvalg ved EP-valget i maj. Over 200.000 stemte på dig, og du var ganske få stemmer fra at blive absolut topscorer, selv om du blot var nummer fire på Venstres valgliste. Hvorfor fik du så godt et valg?

”Det er svært at sige. Men jeg har noteret mig noget meget sjovt. Det var en kommentator fra København – alting foregår jo fra København – jeg tror, det var Noa Redington (politisk kommentator på Politiken, red.), der sagde: ’Søren Gade er under radaren; kører han overhovedet en valgkamp?’ Det smilte jeg bare lidt af. For det er jo rigtigt, at Søren Gade set fra elfenbenstårnet i København var under radaren. Men jeg kan love dig for, at det var jeg ikke i Jylland. Der tumlede jeg rundt som alle andre kandidater. Der er jo kun én måde at spise en elefant på, og det er i små bidder. Du er nødt til at komme ud til de mennesker, der skal stemme på dig. Så jeg havde en fokuseret valgkamp i primært Midt-, Vest- og Nordjylland. For det er der, jeg står stærkt, hvis jeg nu må være så fri.”

Du har altid været en meget populær politiker. Hvad tror du er årsagen til det?

”Det er svært at sige, det skal man måske spørge andre om. Men jeg kommer ofte til at sige det, jeg faktisk mener – og det slår jeg mig også på indimellem. Men når jeg siger det, jeg mener, så kan jeg til gengæld huske det, jeg har sagt. Det nemmeste ville jo være, hvis jeg snakkede udenom med dig i tyve minutter, og bagefter ville du ikke vide, hvad du skulle skrive. Fordi jeg ikke havde sagt noget. Det får man sort bælte i som politiker herinde på Christiansborg, og det gør man, fordi du nogle gange bliver presset op i en krog, hvor du bliver nødt til at snakke sort. Dér ligger dilemmaet. Hvis du ikke vil snakke sort, så slår du dig, for så kommer du faktisk også til at mene noget. Nogle gange kan dét at mene noget ramme dig ret hårdt. Især her hvor vi sidder, på Borgen. Men ude i virkeligheden, der kan de egentlig ret godt lide, at man siger, hvad man mener. Selv om det ikke er sikkert, de er enige med dig.”

Du mener, at du altså i modsætning til andre politikere siger tingene mere lige ud og i et sprog, som almindelige mennesker forstår?

”Det tror jeg. Og så holder jeg mange foredrag om andre ting end politik. Dengang jeg havde min personlige krise med min syge hustru og hendes efterfølgende død, var jeg ude at holde foredrag om sorg og det at miste, hvor jeg også gav folk noget af mig selv. Mere end jeg måske nok havde villet i starten. Og det, tror jeg, mange folk reflekterer lidt over. Jeg er ikke så bange for at stille mig op og fortælle noget, som også kan gøre mig ked af det, når jeg siger det.”

Hvordan mener du, at du giver mere af dig selv?

”Jeg fik engang en god ven, Peter, som jeg lærte at kende gennem Bendt Bendtsen (tidligere leder af Det Konservative Folkeparti red.). Peter havde på et tidspunkt mistet sin kone, og jeg blev inviteret ud til ham. Jeg sad med ham og græd, altså med en fremmed mand. Han fortalte sin historie, jeg fortalte min. Hans Skov Christensen (daværende direktør i Dansk Industri, red.) gjorde det samme med mig og inviterede mig op på sit kontor; jeg havde aldrig mødt ham før. Det er altså grænseoverskridende at sidde som krigsminister over for en direktør, som giver noget af sig selv, og det kom jeg jo også til. Det har jeg haft stor respekt for, at de gjorde, og det har faktisk fået mig til at gøre det samme nu. Jeg går også gerne ud til nogen, der har det svært. Livet er jo ikke en kassekredit. Men hvis du kan give lidt, når du selv har trukket på en kassekredit, så gør det ikke noget, hvis du sætter noget ind hos andre mennesker en gang imellem.”

Efter EP-valget og op til folketingsvalget sagde du: 'Jeg skal ikke ud at hænge på bannere sammen med Lars Løkke. Jeg passer på min troværdighed.’ Hvad mente du med det?

”Altså, nu blev det udlagt meget hårdt, men det er klart, at jeg havde jo ikke nogen ambition om at komme til at dingle herovre i folketingsvalgkampens slutfase, når jeg ikke havde været synlig her i EP-valgkampen. Det ville være rent hykleri, hvis jeg gjorde det. Og derfor blev det ikke sådan. Hvis man har valgt ikke at have nogen reklame med Søren Gade i en EP-valgkamp på Sjælland, så skal du ikke komme og spørge mig, når jeg har vundet mit mandat selv, om jeg ikke kunne tænke mig at gøre reklame på Sjælland for folketingsvalget. Så er det min troværdighed, det går ud over. Så ville du som vælger herovre kunne sige, at det er jo helt bizart, at han i sin egen valgkamp slet ikke var synlig nogen steder.”

Du tænker altså ikke, at der er nogen i Venstre, som har svigtet dig i din egen kampagne?

”Nej, ikke svigtet, for jeg fik jo kun en fjerdeplads på landsmødet. Så de kan jo sige: ’Hvad rager du os, du fik en fjerdeplads, vi koncentrerer os om førstepladsen.’ Det er jo det svar, du vil høre. Hvad jeg så kan føle, er en anden sag. Der kan det da godt ske, at jeg synes, at der er et eller andet, man måske ikke fik nok ud af. Men det er jo ikke en personlig ting. Du er ikke større end partiet. Partiet er altid det største. Så skal du bare huske, at lige som med et fodboldhold, så er der nogen, der sparker bolden i mål, men det betyder ikke, at forsvarsspillerne ikke er vigtige. I politik glemmer man nogle gange, at det er sådan, og så fokuserer man måske for meget på, ja, angriberen dér.”

Mange er vendt tilbage til dit forhold til Lars Løkke Rasmussen gennem tiden. Har der på noget tidspunkt været dårlig stemning eller ligefrem kold luft mellem dig og Løkke – du blev jo ikke minister, da du vendte tilbage til politik i 2015?

”Nu skal du høre. Man kan kalde det min skyld, min fortjeneste eller noget helt andet, men jeg er i hvert fald delvis årsag til, at Lars er blevet i sadlen som statsminister. Jeg var gruppeformand i tre år, indtil jeg fandt ud af, at jeg gerne ville til EU-parlamentet. I den periode har jeg haft møder med Lars tre gange om ugen. Jeg kunne jo ikke have det job, hvis vi ikke kunne tåle synet af hinanden. Det, der skete, var – og det har Lars også selv sagt – at jeg fik en ministerpost, som jeg ikke ville have. Punktum. Han er jo ikke forpligtet til at give én til mig, og jeg er ikke forpligtet til at sige ja. Derfor blev det aldrig til noget. Da jeg så først havde sat mig i stolen som gruppeformand, var det fint for mig. Det havde jeg det sådan set ok med. Jeg har været minister, jeg har udlevet den drøm, og jeg kender også bagsiden af medaljen. Første gang du bliver spurgt, om du vil være minister, siger du ja til hvad som helst. Anden gang tænker du dig om.”

Hvilken ministerpost var det, du blev tilbudt?

”Det var Miljø- og Fødevareministeriet.”

Hvorfor ville du ikke have den?

”Fordi jeg kom fra Landbrug & Fødevarer, hvor jeg stadig modtog et eftervederlag. Det ville være lidt svært for mig at se mig selv som en minister, der får løn fra den branche, du skal kontrollere. Det gav i hvert fald ikke mening for mig.”

Hvilken ministerpost ville du have sagt ja til?

”Det er jo lige meget, for jeg er bare én ud af 34 folketingsmedlemmer. Det er sådan set ligegyldigt, hvad jeg har lyst til. Det er Lars Løkke Rasmussen, der suverænt bestemmer. Han kan suverænt tilbyde, hvad han vil, og du har retten og pligten til at sige nej, hvis ikke du vil have den. Og det var sådan, det var.”

Du er ofte blevet nævnt som én af Venstres kronprinser sammen med Kristian Jensen og nu også Jakob Ellemann-Jensen. Har du drømt om at blive den næste formand?

”Nej. Du kan sige, at jeg tit er blevet skudt i skoene, at jeg skulle have de motiver. Jeg har kæmpe respekt for dem, der vælger at gå den vej og blive nummer ét. Specielt i de partier, som har mulighed for at besætte statsministerposten. Og det er fordi, de skal have et magt-gen, der er større end dit. Alle politikere er magtmennesker. Hvis ikke du er et magtmenneske, så var du ikke herinde. Men når det kommer til lige præcis posten som statsminister, så skal du være villig til at slå – nu siger jeg alt og alle – ihjel. Det lyder så ubehageligt, men det er sådan, det er. Det kan du se, hvis du kigger på Fogh, hvis du kigger på Helle, hvis du kigger på Lars, hvis du kigger på Mette nu her. De kommer til at ofre nogle af dem, der har båret dem frem. Og så er der en bagside af medaljen, det sluger dig med hud og hår.”

Hvis nu partiet kommer og siger: ’Søren, nu er det dig, der skal være statsminister. Nu skal du stille dig forrest, vi støtter dig i det.’ Vil du så ikke tage imod det?

“Nej, og du kan sige, at nu er det endnu nemmere at forstå, for jeg har frasagt mig mit mandat i Folketinget og skal starte i Bruxelles her lige om lidt. Det er så den nye verden for mig. Nu er der mange, der definerer snakken om den magtkamp. Men Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen er valgt i, jeg ved sgu ikke hvor mange år, 9-10 år, hvor folk stod op og klappede som vanvittige. Det gør de helt sikkert også næste gang. For det er landsmødet, der definerer, hvem der er formand og næstformand.”

Så vi vil ikke se dig, efter fem år i Bruxelles og med endnu mere international erfaring, pludselig være kandidat til statsministerposten?

“Nej, det kan jeg ikke forestille mig. Så er jeg jo 61 år gammel. Jeg sidder ikke med viljen til at ville magten. Og hvis ikke du har viljen til at ville magten, så skal du ikke søge den, for så får du den heller ikke. Det kan jeg sige med 100 procents sikkerhed, fordi hvis jeg havde det, så kunne jeg jo bare melde mig på banen.”

Du taler meget om bagsiden af medaljen. Hvad er det for en bagside?

”I 2007 havde jeg en nærmest religiøs oplevelse, som jeg ikke har fortalt om så mange gange. Jeg var presset helt i bund med alt muligt. Jeg lå på mit kontor ovre i Holmens Kanal 42. Jeg vågnede om natten og havde bare mega-ondt i brystet. Som i … jeg kunne slet ikke komme ud af min seng. Jeg var helt sikker på, at det var slut. Jeg tænkte: ’Hvor er det her ynkeligt. Du har en dødssyg kone og to børn derhjemme. Og så ligger du bare på dit kontor og kradser af, fordi du ikke kan finde ud af at sige fra.’ Så vågnede jeg og var – sjovt nok – ikke død. Jeg tog til lægen og kom igennem hele det store program. Jeg fejlede åbenbart ikke en skid, viste prøverne. Så sagde jeg: ’Prøv at høre, det er jo ikke noget, jeg har drømt, vel? Jeg kunne ikke komme ud af sengen, det var ikke bare gas.’ Det viste sig så, at der var gået krampe i de muskler, jeg har ind over brystet. Den krampe er lige som et hjerteinfarkt, når det opstår. Det kan dog klares med noget massage, når det kommer, og det er jo fint. Men oplevelsen var den samme for mig som at få et hjerteanfald. Oplevelsen var, at der kommer ikke nogen og passer på dig. Der er kun én, der passer på dig, og det er dig selv. Det kan være, nogen kommer med en krans til begravelsen, det kan du så håbe på, men det kan også være, der ikke kommer nogen med en krans. Dem der får sådan et job, kan bare sige farvel, farvel til vennerne og sige: ’Vi ses, når det her holder op.’ For i de år er du spist med hud og hår. Du skal have lysten og drivet til at ville magten så meget, at du er klar til at ofre det, det koster.”

Hvad var det for en Søren Gade, der kom ud på den anden side? Hvad lærte du af den oplevelse?

”Da jeg år senere var under maksimalt pres, lovede jeg mine piger, at hvis ikke det blev bedre, og det blev det ikke, så ville jeg stoppe som forsvarsminister. Det gjorde jeg i februar 2010. I dag trækker jeg mig i de politiske tacklinger, tidligere end jeg nok ville have gjort i gamle dage. Jeg kan godt spillet. Jeg har også sort bælte i at tackle bagfra. Men jeg er et andet menneske nu, og jeg er ikke misundelig på de øverste poster. Jeg ved, hvad prisen er. Jeg har respekt for, at Mette Frederiksen har taget den på sig, og jeg ved, hvad der venter hende. Jeg har jo set det med de chefer, jeg har arbejdet for, og det er bare tough. Det er tough for Lars, det bliver tough for hende. Du får ikke magten, uden at der er en pris, og den pris skal du bare være villig til at betale.”

Hvorfor valgte du overhovedet at forlade dansk politik og gå efter en politisk karriere i EU-Parlamentet?

”Det europæiske har altid interesseret mig, tro mig eller lad være. Folk har måske et indtryk af, at jeg altid har været i politik, men det har jeg faktisk ikke. Jeg er uddannet officer i hæren, jeg er uddannet fra Reklameskolen, jeg er også cand.oecon., jeg har arbejdet i eksportvirksomheder, altså Cheminova, Færch Plast, Landbrug & Fødevarer, jeg har været ansat i Dansk Supermarked. De job, jeg har haft i industrien, har altid handlet om eksport. Det betyder, at jeg om nogen ved, at frihandel betyder noget og har gjort os rigere, end vi ellers ville have været. Derudover er EU jo et frihedens og fredens projekt. Kul- og stålunionen blev ikke stiftet, fordi vi skulle handle med hinanden, det handlede om, at vi ikke skulle slå hinanden ihjel, og så voksede det sig så til det, det er blevet. EU er stadig et fredens projekt, men også et frihandelsprojekt, som et lille land som Danmark har stor gavn af.”

Hvordan vil vi i Danmark kunne mærke, at det er Søren Gade, der repræsenterer os i EU-Parlamentet?

”Jeg er selvfølgelig noget ydmyg over mit valg og det høje stemmetal, men jeg har jo ikke været dernede som medlem endnu. Jeg vil prøve at sige de ting, som jeg mener. Skal vi bevare opbakningen til det europæiske samarbejde, så er vi altså også nødt til at lytte til, hvad det er, der optager hr. og fru Danmark eller hr. og fru Europa. Selv om vi havde et klimavalg i Danmark, så er flygtninge, migration og indvandring stadig nummer 1 i Europa, og jeg synes kun, at det kan gå for langsomt med at sikre Europas ydre grænser. Jeg er arg modstander af, at Europa skal blande sig i barselsregler i Danmark. Jeg er arg modstander af, at man sender børnepenge ud af landet. Jeg er arg modstander af, at du kan komme op til Danmark og arbejde en måned og få dagpenge og tage dem med hjem. Det er jo ikke sikkert, at jeg kan vinde den debat, men jeg kan love dig for, at det kommer jeg til at mene, og jeg kommer til at stemme, som jeg har sagt, uanset hvad gruppen, jeg sidder i, vil stemme. Det er jo grotesk at tænke på, at verdens bedste samfund, den nordiske model, er under pres, fordi Europa laver regler, som gør, at andre får adgang til det, som du har brugt et liv på at spare op til, og som du har sikret dine børn og børnebørn med.”

Klimakrisen satte dog i den grad også dagsordenen ved valget i Danmark. Er det ikke et vigtigt område?

”Jeg vil bare lige minde om, at vi i Danmark er under 0,1 procent af verdens BNP. Hvis vi begår kollektivt selvmord i Danmark i morgen, slukker for radiatorerne og slukker lyset, inden vi tager strikken, så vil ingen kunne se det noget sted i verden. Det betyder ikke, vi ikke skal gøre noget, men det er sjovere og bedre, at man får andre lande til at bruge danske løsninger, end at vi pisker os selv, så vi til sidst ikke er i stand til at skabe vækst og udvikling i vores eget land. Så derfor kan man sige, at det europæiske samarbejde jo også er det bedste til at løse de store problemer, for eksempel de ydre grænser og klimakrisen.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Christiansborg