Søren Pape: "Jeg er ikke aktivist, jeg er ikke homopolitiker"

SØREN PAPE POULSEN stirrer frem for sig, opslugt af sine egne tanker på rulletrappen, der trækker ham ned mod udgangen i en lang glidende bevægelse. Han er i jakkesæt og slips og pæne sko, som han plejer, når han er ude og repræsentere sit parti. Det er den sidste fredag i februar 2020, og Søren Pape har netop afsluttet et interview med P1 i DR Byen. Nu er han på vej ud gennem svingdøren til sin parkerede Mercedes. De forløbne dage har udligningsreformen præget den politiske dagsorden, og debatten tog en ny drejning, da det i en mail kom frem, at socialdemokraterne planlagde et koordineret angreb på Venstre. Søren Pape deltager ikke længere i forhandlingerne, og han er utilfreds med, at udligningen kommer til at koste de konservative kommuner dyrt.

Men snart vil den debat blive trængt i baggrunden af en mere presserende dagsorden. På den anden side af Jorden, i den kinesiske millionby Wuhan, har man opdaget en virus, som er begyndt at smitte fra menneske til menneske. Om 12 dage vil den få direkte indflydelse på Søren Pape og resten af Danmark, da Mette Frederiksen på et historisk pressemøde lukker store dele af landet.

Søren Pape sætter sig til rette i bilen og taster Viborg ind på telefonen. Lidt efter fletter han ind i trafikken med kurs mod motorvejen. Forude venter en tre en halv time lang køretur tværs gennem Danmark, før han kan holde weekend. Han kan tilfreds notere sig, at hans parti ligger lunt i en blå blok, der længe har været præget af uro. Ved valget i 2019 fordoblede Det Konservative Folkeparti sit mandattal fra seks til 12. Senere samme år blev folketingsgruppen udvidet med den tidligere Venstre-profil Marcus Knuth, som forlod sit parti med den begrundelse, at han ikke længere kunne se sig selv i Venstres udlændinge-, værdi- og skattepolitik.

Søren Pape kommer efter sigende godt ud af det med de fleste partiledere. Han beskrives som en usnobbet og ligefrem partiformand, der foretrækker at holde en jordnær tone frem for at begive sig ud i længere filosofiske udredninger om konservatisme set i et historisk perspektiv. I Berlingske drager den politiske kommentator Thomas Larsen ligefrem paralleller til statsminister Poul Schlüter, ’som i mange år var en upåagtet og undervurderet politiker på Christiansborg, indtil han med et overraskende ryk blev Danmarks statsminister i 1982 og formåede at holde fast i mere end 10 år’.

Direkte adspurgt om sammenligningen med Schlüter forholder Søren Pape sig tøvende.

”Det eneste, der er sikkert som amen i kirken, det er, at hvis jeg hoppede på den præmis, så skulle du bare høre. Så ville den ene kommentator efter den anden lige pludselig sige: ’Nej, nu er han udnævnt til statsministerkandidat, har de da ingenting lært? Det er fuldstændig bindegalt, I har kun 13 mandater.’ Jeg har det sådan, at enhver politiker selvfølgelig har ambitioner, men som tingene ser ud i dag, så er det bare sådan, at Venstre er klart det største parti i oppositionen, og alt andet lige vil lederen af det parti stå til at få den post.”

Men hvis du fik buddet en dag?

”Spurgte du en hvilken som helst partileder på Christiansborg, om de var klar til at gribe posten, så tror jeg, alle ville sige ja. Det håber jeg, for ellers har man da misforstået, hvad man sidder der for. Men jeg har stadig en kæmpe opgave med at gøre mit parti større. Vi er slet ikke, hvor vi skal være endnu.”

SAMMENLIGNINGEN MED Schlüter var utænkelig for bare seks år siden, da Søren Pape – overraskende for de fleste – blev præsenteret som De Konservatives nye formand. Det skete, da Lars Barfoed efter lang tids dødvande trak sig fra formandsposten 6. august 2014 og overlod magten til den 42-årige Søren Pape, som stort set var ukendt uden for Viborg, hvor han havde været borgmester i næsten fem år. Kommentatorkorpset levnede ikke Søren Pape mange chancer. I Altinget blev Pape beskrevet som en joker, en kristen, klassisk konservativ med vægt på Gud, konge og fædreland. Han var populær i baglandet og god til brandtaler, hvor sætningen ’Vi er konservative, til vi dør’ indgik i repertoiret. Pape fremstod mere folkelig end den Frederiksberg-fødte, jurauddannede Lars Barfoed, hvilket blev udlagt som en fordel for den nye formand. Alligevel havde udskiftningen af Barfoed med en jysk borgmester et lidt desperat skær, mente Altinget. En anden kommentator, Hans Engell, hæftede sig ved, at Pape kendte hverken de skrevne eller uskrevne spilleregler på Borgen, eftersom han ikke sad i Folketinget. (Pape blev først valgt ind året efter, ved valget i 2015). Engell beskrev Søren Pape som ’spejlblank’ i forhold til den landspolitiske scene.

Irriterede det dig at få sådan noget at vide?

”Jeg syntes, der var lidt arrogance over, at jeg var en bonderøv vestfra, som ingen anede, hvem var. Jeg er helt sikker på, at der var folk, der betragtede mig som en meget kort passus, en letvægtertype. Der var folk, der tænkte, ’ja ja, nu går det galt om lidt’. Men sådan noget tænder mig bare. Så får jeg lige 10 procent mere til at stå fast.”

Alligevel var Pape inderst inde i tvivl, om han var den rette til at lede partiet. Allerede i juni 2014 havde Lars Barfoed luftet muligheden for Søren Pape, som i klare vendinger afviste at overtage formandsposten. Men internt i partiet mente flere, at Pape var det bedste bud på posten. Hen over sommeren modtog Pape flere henvendelser fra partiet. En af de første dage i august var han i sommerhuset i Trend ved Limfjorden, da telefonen ringede. Han ønsker ikke at fortælle, hvem det var, der ringede, kun, at det var et centralt placeret medlem af partiet.

”Jeg får et opkald, hvor jeg får at vide, at nu må jeg simpelthen træde til. At nu var jeg simpelthen nødt til at overveje det igen. Jeg sagde, at jeg da godt kunne tage til København og tage en snak om det.”

Søren Pape pakkede nogle få ting i en taske og tog et fly til København. Her havde partiet lejet et hotelværelse, hvor Pape kunne sidde og drøfte scenarierne med sin nære ven og rådgiver Søren Vandsø. De to har kendt hinanden siden 1980’erne, da de var aktive i Konservativ Ungdom i Silkeborg.

Søren Pape smiler.

”Det skulle jeg aldrig have gjort. Jeg blev fanget af momentet. Nogle gange er det nok meget godt, at man ikke har haft tid til at tænke over det. Jeg kunne have nået at blive bekymret over tusind ting, hvis jeg havde haft en måned til at tænke over det.”

Hvad fik dig til at sige ja, når nu partilederposten ikke var noget, du havde drømt om?

”Det er et rigtigt godt spørgsmål, for jeg havde det godt, hvor jeg var. Men for at lyde lidt højstemt, så var der a sense of duty. Når nogen beder mig om det og tror på, at jeg kan gøre det, så må jeg sige ja. Jeg kan ikke forklare det med rationalitet og logik. Jeg har været aktiv i den her familie, siden jeg var 15 år gammel, så det betyder noget helt særligt. Jeg nåede ikke at tænke konsekvenser overhovedet.”

To dage senere blev Søren Pape præsenteret som Det Konservative Folkepartis nye leder i Bibliotekshaven på Christiansborg. Jakkesættet havde han købt i hast dagen inden.

SØREN PAPE fik hurtigt at mærke, at han var trådt ind på den store politiske scene. For de fleste journalister i København var han ukendt. Nu blev de sat til at finde ud af, hvem den nye partiformand var.

”Folk i Viborg og omegn, også journalister, blev ringet op af hovedstadspressen. De københavnske journalister sagde: ’Det kan ikke passe, I ikke har noget på ham.’ Men det havde de jo ikke. Jeg synes, jeg har opført mig ordentligt. Så fandt man nogle andre sager, som havde været behandlet i det offentlige, men som lige pludselig blev serveret som skandalesager. Jeg blev beklikket på min hæderlighed. Det havde jeg det godt nok svært med, må jeg sige.”

En af sagerne havde tidligere været dækket lokalt i Viborg, men nu blev det en landsdækkende nyhed, at byrådet i Viborg Kommune med Søren Pape i spidsen i 2011 havde besluttet, at det kommunalt ejede selskab Energi Viborg skulle betale 3,25 millioner kroner for et treårigt navnesponsorat af fodboldklubben Viborg FF’s hjemmebane. Støtten var blevet presset igennem af byrådet med Søren Pape i spidsen for at hjælpe den økonomisk nødstedte fodboldklub. Statsforvaltningen afgjorde senere, at den kommunale støtte var ulovlig. Selv afviste Søren Pape at have gjort noget forkert, men i de første uger af hans tid som ny partiformand klæbede sagen til ham, inden den døde ud. Hans Engell udtalte til Ritzau:

”Billedet af, at her kommer den flinke og friske Søren ude fra Viborg ind i glasklokken til alle levebrødspolitikerne med deres akademiske uddannelser, krakelerer pludselig, hvis der tegner sig et billede af en borgmester, som ikke har styret kommunens økonomi ordentligt.”

Journalisterne interesserede sig også for Søren Papes privatliv. I Viborg var det almindeligt kendt, at han er homoseksuel, men for hovedstadspressen var det en nyhed, ikke mindst i lyset af at Det Konservative Folkeparti er kendt for at stå vagt om de klassiske familieværdier.

Kom det bag på dig, at der var så meget opmærksomhed omkring dit privatliv?

”Jeg følte, at der blev kørt et røntgenapparat hen foran mig, og så skulle alle i løbet af to dage kende alt om mig. Det var voldsomt.”

Søren Pape følte sig presset til at stå frem som homoseksuel.

”Vi blev kontaktet af en avis og fik at vide, at de vidste det, ’og hvis du ikke selv siger det, så skriver vi det alligevel.’ Så tænkte vi o.k., så må vi hellere kontrollere det lidt. Så meget vi nu kunne.”

I et forsøg på at styre kommunikationen lavede Søren Pape en aftale med Fyens Stiftstidende, som blev inviteret hjem til Søren Pape i huset i Viborg, hvor et portrætinterview blev gennemført. Artiklen blev som ventet samlet op af hovedstadspressen. I dag, seks år efter, undrer Søren Pape sig over, at hans seksuelle orientering blev forsidestof, især fordi den ikke har betydning for hans politik, understreger han.

”Jeg er ikke aktivist, jeg er ikke homopolitiker. Det er bare en del af den, jeg er. I dag fylder det ikke noget, men det var barskt, da det stod på, og ens forældre skulle se det hele blive tværet ud på forsiden. Og ens bedre halvdel også. Alle de mennesker omkring mig har jo ikke bedt om det her.”

SØREN PAPE sænker farten, drejer af fra motorvejen og parkerer foran Road House i Kildeskov på Fyn. Det er hans foretrukne cafeteria på turen hjem mod Viborg. Han går ind og bestiller en fransk hotdog og en cola zero. Han står ved disken i grill-osen og venter på maden, og en stund falder han ind i sine egne tanker. Søren Pape er en mand, der sjældent hæver stemmen. Han har i et par år konsulteret en personlig coach, mest for sin egen nysgerrigheds skyld, men som han nu sætter pris på. Coachen har udført en personlighedstest på Pape, en test, som viste, hvad Pape vidste i forvejen: At han ikke er en alfahan. Han er ikke en dominerende type, ’som bliver høj af at vise, at det er mig, der bestemmer,’ siger han. Hvad testen ellers afslørede om Søren Papes personlighed, ønsker han ikke at fortælle.

”Det indtryk kan folk selv gøre sig,” siger han med et hemmelighedsfuldt smil.

Den milde, kontrollerede fremtoning kan forvirre lidt, når man kender Søren Papes kontante linje inden for retspolitik og udlændingespørgsmål, hvor han har markeret sig som en strammer. I Søren Papes parti tror man på, at straf virker. Som justitsminister fra 2016 til 2019 har Søren Pape stået bag bande- og ghettopakkerne, og i det hele taget sætter han pris på synet af færdiguddannede, uniformsklædte politiskoleelever på lange, lige rækker, parate til at komme ud og opretholde lov og orden i landets gader.

For nylig var han med DR2 på besøg i Gellerupparken i Aarhus, som er kendt for sin koncentration af udlændinge og for sin kriminalitet og arbejdsløshed. Søren Pape fik en snak med en ung fyr, som havde siddet i fængsel og var utilfreds med de hårde straffe. Pape lyttede til den unge mand og sagde bagefter, at han mest havde lyst til at sige: ’Helt ærligt, tag dig sammen, og få et liv.’ Heller ikke de indsatte i fængslerne har Søren Pape megen medlidenhed med. Da det på et tidspunkt blev foreslået at give de indsatte en julegave, en kurv med et indhold til en værdi af 100 kroner, satte Søren Pape foden ned. Han synes, det er fint, hvis fængselspræsten stiller noget frem efter julegudstjenesten, men dér går grænsen. At lade skatteyderne betale for julegaver til kriminelle finder Søren Pape krænkende for retsbevidstheden.

Hvor kommer din kontante linje fra?

”Jeg tror, det er nogle af de værdier, jeg har fået med hjemmefra. Det ligger dybt i mig, og den opvækst jeg har fået, at enhver skal svare sit, man skal opføre sig ordentligt og være ordentlig over for andre mennesker. Hvis folk bare er ligeglade, er grove over for andre eller voldelige, så skal det have en konsekvens. For det konsekvensløse samfund er et normløst samfund, et værdiløst samfund, der bare falder sammen.”

Lidt efter er vi tilbage på motorvejen med popmusikken simrende fra radioen. I bagsmækken ligger en cheeseburger, som kvinden på Road House har pakket ind i en papæske, så Søren Pape kan tage den med hjem til sin kæreste, Josue Vazquez, der venter i huset i Viborg. Parret mødte hinanden første gang en juniaften i 2013. Søren Pape var borgmester og formand for KL’s internationale udvalg, som var på arbejde i Bruxelles. Efter aftensmaden gik Søren Pape en tur ud for at få en øl, inden han skulle tilbage til hotellet og i seng. På en bar faldt han i snak med Josue Vazquez, som var på vej hjem til Den Dominikanske Republik, hvor han er født og opvokset og arbejder i turistbranchen. Det var en helt almindelig samtale, ikke mere end det, husker Søren Pape, som gav Josue sit sidste visitkort, da de gik hver til sit. Der gik nogle uger, så fik han en hilsen på Facebook fra Josue. De to begyndte at skrive sammen.

”Så begyndte det at udvikle sig derfra, stille og roligt,” siger Søren Pape.

To år senere, lørdag 14. februar 2015, var Josue på besøg hos Søren i Viborg. Det var valentinsdag, og Søren havde inviteret Josue ud at spise på Niels Bugges Kro, der ligger i Dollerup Bakker uden for Viborg, tæt på Hald Sø, en af landets dybeste. Inden maden, under en gåtur i bakkerne rundt om søen, havde Søren friet til Josue. Bagefter fejrede de forlovelsen med en middag, da en tjener kom hen til bordet og sagde, at der var telefon til Søren Pape. Det viste sig, at man fra De Konservative på Christiansborg havde forsøgt at komme igennem på Søren Papes mobiltelefon, men dækningen var dårlig. Man ringede derfor direkte til kroen, hvor man vidste, han opholdt sig. I telefonen blev Søren Pape orienteret om, at der havde været et terrorangreb mod Krudttønden på Østerbro i København.

Filminstruktøren Finn Nørgaard var blevet skudt og dræbt. Og dermed var det ikke slut. Natten til søndag blev vagten Dan Uzan dræbt ude foran synagogen i Krystalgade. Sammen med de andre partiledere blev Søren Pape af statsministeriet bedt om at komme til København og deltage i en orientering om sagen og besøge Krudttønden og synagogen. Siden da har valentinsdag haft et blandet skær for Søren Pape. Det er en romantisk dag, hvor han og Josue blev forlovet, men det er også den dag, ’Danmark mistede sin uskyld’.

”Terrorangrebet har gjort, at Danmark er stærkt forandret. Efterretningstjenesten er styrket i dag i forhold til dengang, og hvis du går ned gennem Strøget, står der store kummer. Folk er bare mere på vagt. Vi har set, at der er nogen, der vil os det ondt.”

HAR MAN SET Søren Pape i ’Kender du typen?’ på DR1, vil man vide, at han og Josue Vazquez bor i et hus få meter fra Viborg Domkirke. Søren Pape, som er kristen, er ofte at finde på kirkebænken, når der er søndagsgudstjeneste. Parrets hus er fra 1698 og er et hjem, hvor man stiller skoene, når man træder ind på de hvidbejdsede gulve. Huset er enkelt indrettet med klassisk dansk design, og i køkkenet står musselmalede tallerkener og kaffekopper. Når Søren Pape står for aftensmaden, er han mere til flæskesteg, frikadeller og biksemad end det finere franske. På klaveret i stuen ligger højskolesangbogen og en bog med Melodi Grand Prix-sange. Når parret har fri og er på ferie, foretrækker de at gå til musicals i London eller New York.

Det eneste, der bryder med hjemmets stringente udtryk og hvide flader, er to kelimtæpper på væggen. Tæpperne har Søren Papes mor lavet. Pape har et nært forhold til sine forældre, som adopterede ham kort efter, han blev født på Rigshospitalet nytårsaften 1971. Søren Papes biologiske mor var 16 år, da hun fik ham som enlig forsørger. Hun boede hjemme hos sin far, som var alene med sine seks børn. Familien havde ikke plads til endnu et barn, og som 16-årig var Sørens mor for ung til at flytte hjemmefra og klare sig selv. Derfor måtte hun give barnet væk.

Sørens nye forældre hed Ruth og Svend Poulsen. De boede på en gård omgivet af marker i den lille by Vejerslev, 12 kilometer sydøst for Bjerringbro. Ruth arbejdede på plejehjemmet, Svend arbejdede på gården, hvor de havde køer og senere grise. Søren Pape priser sig lykkelig over den opvækst, han fik.

”Nu er der ingen, der ved, hvilket liv jeg ville have fået, men jeg har svært ved at forestille mig, at jeg kunne have fået noget, der var lige så godt, som det, jeg har fået. Jeg kom til et hjem, der var trygt og godt, i stedet for at bo hos en ung mor, der var 16 og skulle til at finde sine ben i livet.”

Som dreng hjalp Søren til på gården under høsten, når kornet og halmen skulle ind. Når det var frokosttid, kom Ruth ud med hjemmesmurte madder, og når de var spist, arbejdede far og søn videre.

”Når man havde kørt halm hele dagen på en af de der varme sommerdage, var det en af de mest himmelske oplevelser at komme i bad om aftenen, fordi jeg var så fuld af støv.”

Landbrug havde ikke Sørens store interesse, men det var ikke til debat, om han skulle hjælpe til. I sin fritid arbejdede han på Hydro tankstationen i Fårvang, fem kilometer fra Vejerslev, en distance, han tilbagelagde på sin knallert. På tanken kunne man leje videofilm og en movieboks, og der var også en kolonialafdeling. Her lærte Søren Pape et bredt udvalg af egnens borgere at kende. En af de faste kunder var en mand, der altid bad om ’en chokolade til hunden og en pakke hash til mor’. ’Hashen’ var en pakke grøn Cecil til hans kone, og chokoladen var en plade ’Mini-Muh’, som hunden skulle have. En anden kunde kom altid med det samme net og afleverede tomme flasker og skulle have 20 øl fra kassen. ’De må ikke være kolde. Det ødelægger maven’.

I 1987, da Søren Pape var 15, meldte han sig ind i Konservativ Ungdom i Hammel, ikke kun for de politiske diskussioner, som optog ham mere og mere, det var lige så meget for det sociale liv. Da han kom på handelsskole i Silkeborg, blev medlemskabet overført til Silkeborg-afdelingen, og her blev engagementet intensiveret. Her lærte han at skrive læserbreve, holde tale og udarbejde kampagner og brochurer, som blev delt ud i gågaden. Senere, under en EU-afstemning i begyndelsen af 90’erne, fik Silkeborg besøg af statsminister Poul Schlüter, som medvirkede i en debat på torvet. Mødet med statsministeren gjorde indtryk på Søren Pape.

”Efter debatten fik vi lokket ham ned i KU’s lokaler. Det var en varm sommerdag. Han fik en guldøl, og politibetjenten, som var med, fik også en øl. Det var andre tider. Poul Schlüter fortalte om dengang, han var KU’er i Haderslev. De havde ikke råd til varme om vinteren, så de var ude og stjæle koks. Vi syntes, det var helt vildt, at statsministeren var på besøg hos os.”

GENNEM HELE SIN OPVÆKST vidste Søren Pape, at han var adopteret. Men han kendte ikke noget til sin biologiske mors historie. Indimellem funderede han over, hvem hun var, og hvor hun befandt sig.

”Min mor har fortalt, at jeg sad på skødet af hende og snakkede, jeg har vel været tre-fire-fem år. Jeg prikkede hende på maven og sagde, at der har jeg ligget. Så sagde hun, ’nej, det har du ikke. Du har ikke ligget i mors mave, der var en anden dame, der har født dig, som ikke kunne passe på dig, derfor er du kommet til os, derfor er vi blevet din far og mor.’ Mine forældres holdning var, at det var vigtigt, at jeg skulle vide det.”

En dag, vist nok i 2003, Søren Pape husker ikke årstallet præcist, blev det aftalt, at han skulle møde sin biologiske mor. Inden mødet havde han hilst på den yngste af sine to biologiske halvbrødre. Kontakten var blevet etableret, da halvbroren havde henvendt sig til Familiestyrelsen, da han var bekendt med, at han havde en bror, som moren havde bortadopteret ved fødslen. Efter nogle møder med sin ene halvbror, som bor med sin familie på Sydsjælland, blev det aftalt, at nu var tiden inde til, at Søren Pape skulle møde sin biologiske mor. Mødet fandt sted hos den ene bror. Siden blev det besluttet, at de skulle møde Ruth og Svend, som havde solgt gården og var flyttet ind i et hus i Bjerringbro.

”Jeg sagde til mine forældre, ’I kan være helt rolige, I er mine forældre og vil altid være det. Jeg har ikke savnet noget nogensinde.’ Når du er vokset op med kærlighed 24 timer i døgnet, kommer du aldrig i en følelsesmæssig klemme. Jeg kan ikke vide det på andres vegne, men jeg kan sige for mig selv, at jeg altid har haft det godt,” siger Søren Pape.

Han beskriver mødet med sin biologiske mor som ’stille og roligt’:

”Hun er en dame, jeg nu ved, hvem er. Hun har haft et helt almindeligt arbejdsliv, hun har været ved posten. Mine forældre, som har adopteret mig, er mine forældre, det er der, mine følelser er. Men det var, som om noget faldt på plads. Jeg kunne spørge lidt ind til hvordan og hvorledes. Det har været svært for hende at skulle give et barn fra sig. Hun har ikke vidst, hvad jeg hed. Husk på, jeg blev bortadopteret ved fødslen, hun har ikke set mig og vidst, hvor jeg kom hen. Jeg tror, det har påvirket hende meget, især omkring nytårsaften, hvor jeg er født. Jeg tror, mødet har betydet mere for hende end mig, uden at det skal lyde forkert. Jeg har fået opklaret min nysgerrighed, og jeg tror, hun har fået en vished for, at hun gjorde det rigtige, og at jeg har haft det godt.”

Ruth Poulsen havde købt en kæde med et hjerte, som hun gav til Sørens biologiske mor.

”Hun gav hende kæden i taknemmelighed over, at det var gået, som det var gået. Hun var taknemmelig over, at hun havde fået mig, og hun forstod, at det har været svært for min biologiske mor at skulle give det afkald.”

Søren Pape har aldrig mødt sin biologiske far og kender intet til hans identitet.

”Jeg kunne mærke på min biologiske mor, at det behøvede jeg ikke spørge mere ind til. Det tager jeg stille og roligt.”

Han tøver en stund.

”Ved du hvad, det er fint. Jeg har ikke et savn på nogen måde.”

Søren Pape har siden mødt sin biologiske mor nogle gange, men han prioriterer at være sammen med Ruth og Svend, som er henholdsvis 83 og 87. I de senere år har Søren Pape taget sine forældre med på ferie i Europa og USA. Nu hvor hans far ikke kan rejse mere, er Ruth med, når turen går til Den Dominikanske Republik. Han tager med dem, hvis de skal på hospitalet, og han hjælper dem med at få deres regninger tilmeldt betalingsservice, og hvad der ellers melder sig i hverdagen.

Det er tidlig fredag aften, da Søren Pape parkerer sin Mercedes centralt i Viborgs gamle bykerne. Vi er fremme. Inden vi tager afsked, giver Søren Pape den medrejsende journalist en grundig orientering om, hvor man spiser bedst i Viborg, især hvis man er til italiensk eller bare gerne vil have en god bøf uden svinkeærinder.

”Vi ses,” siger han.

Så går han over mod sit hus med sin taske og burgeren i papæsken.

ET PAR UGER senere, tirsdag 10. marts 2020, er der spørgetime med statsminister Mette Frederiksen i Folketinget. Spørgetimen er lige gået i gang, da Mette Frederiksen bliver afbrudt af råb fra tilhørerpladserne. Højt hævet over politikerne har 11 demonstranter taget opstilling i bare maver og med et banner, hvor der med sorte bogstaver står, at regeringens grønne omstilling tager hensyn til økonomiske interesser frem for mennesker. Klimademonstranterne har limet deres hænder fast til rækværket og må rykkes fri af Folketingets betjente, da de lidt efter når frem og afbryder aktionen.

Optrinnet irriterer Søren Pape. Han tager et billede af demonstranterne og er hurtigt på Twitter med sit syn på sagen:

”Antidemokrater har netop afbrudt mødet i folketingssalen. Vi taler om COVID-19 som betyder utrolig meget for danskernes helbred og arbejdspladser og så kommer en flok forkælede unge og råber op om klima. Den gode nyhed er at de unge bliver anholdt hver og en.”

Halvanden time senere tager Søren Pape imod på sit kontor og er stadig irriteret over, at det lykkedes demonstranter at afbryde Folketingets arbejde.

”Det kan få mit blod til at bruse. Jeg bliver så sur.”

I spørgetimen drøftede man de sundhedsmæssige og erhvervsmæssige konsekvenser af coronavirussen, men de færreste kender endnu krisens omfang, og selvom Søren Pape sørger for at vaske hænder og undlader at give hånd, er hans kalender endnu fuld af aftaler og møder rundt om i landet. Men det vil ændre sig i morgen aften, når Mette Frederiksen holder sit nu historiske pressemøde.

Han tager plads ved mødebordet, hvor der er stillet kaffe frem. På væggen bag ham hænger et foto fra en ferietur til Thailand, hvor han fremviser en stor fisk, han har fanget. Billedet er sjældent, fordi det viser en Søren Pape med fuldskæg. På reolen står en model af et Maersk-skib bygget af legoklodser – en gave fra Danske Rederier. Ved siden af står en pokal til vinderen af årets julefrokostquiz hos De Konservative. I den anden ende af kontoret har Søren Pape placeret en hvid buste af dronning Margrethe. Busten er lavet af Jim Lyngvild og venter på at komme op på en piedestal. Bag dronningen skal dannebrog hænge.

Søren Pape er leder af den 13 mand store konservative folketingsgruppe, en gruppe, som fremstår mere homogen end længe. Da Søren Pape tiltrådte som partileder i 2014, gjorde han det klart, at han ikke tolererede intern uro.

”Jeg sagde, at hvis der var nogen, der skulle til at lave ballade, så ville jeg stoppe. Hvis nogen begyndte at være utilfredse, så måtte de være det, for jeg havde ikke tænkt mig at kæmpe for magten, jeg havde ikke bedt om at blive formand for det parti. Jeg havde sagt ja, fordi jeg var blevet spurgt, fordi situationen gjorde, at jeg måtte træde til, og det gjorde jeg så. Men så måtte vi også stå sammen om det.”

I den konservative partitop var der dengang mange meninger om, hvordan den nye formand skulle gå, stå, tale og klæde sig. Nogle mente, at han burde gå i sweater og markere sig som den bløde, konservative partileder og et alternativ til de andre partiformænd i blå blok. De mange meninger forvirrede Søren Pape, han blev ’ør i hovedet’, indtil han besluttede sig for at holde fast i det, han befinder sig bedst med: Jakkesæt og slips, og ind i mellem et dannebrogsflag i reversen.

”Det tog mig lidt tid, inden jeg besluttede mig for at mærke efter i maven, hvordan jeg har det godt med at være. Jeg har prøvet at finde hen til det, der gjorde, at det gik fornuftigt som borgmester i Viborg. Med det mener jeg sådan set bare at være mig selv, som jeg nu er på godt og ondt.”

Søren Pape erkender gerne, at det tog ham noget tid at lære at begå sig blandt politikere, partiledere og journalister på Christiansborg.

”Det første år til halvandet var forfærdeligt. Det var en stejl læringskurve. Virkelig. Jeg følte, jeg skulle begynde at bygge partiet op forfra. Vi vidste jo ikke, hvornår der kom et folketingsvalg, så samtidig med at vi skulle forberede os på et valg, skulle vi også prøve at se strategisk på, hvordan vi skulle forandre partiet. Og vi kunne ikke bruge vores mandater til at skabe et flertal, så det var virkeligt svært, når man er uden for indflydelse og betydning, og samtidig er det kampen om opmærksomhed og at bygge noget op. Det var et kæmpe pres. Man asfalterer, mens man kører.”

Var det hårdere, end du havde regnet med?

”Jeg har flere gange tænkt, om det var det hele værd. Men der var ligesom ikke noget at gøre, for nu stod jeg der jo. Når du står i lort til halsen, skal du kigge op. Og når det stormer, så er det bare om at blive stående.”

ÅRET EFTER, i 2015, skulle De Konservative fejre partiets 100-års jubilæum. Men egentlig var der ikke så meget at fejre. Med Søren Pape som formand havde partiet nået et historisk lavpunkt – i en meningsmåling stod partiet til blot 2,3 procent af stemmerne – og der var dage, hvor han spekulerede på, om partiet stod til at redde.

”De der tanker begyndte at sætte sig et eller andet sted: ’Tænk, hvis det er mig, der skal lukke og slukke.’ Det er et kæmpe ansvar at bære rundt på et 100 år gammelt parti. ’Fra Piper til Pape,’ var der en, der sagde til mig. Emil Piper var ham, der stiftede partiet. ’Ja, det ville da være trist,’ svarede jeg. Jeg har ikke troet på, at det ville gå galt på noget tidspunkt, jeg har været overbevist om, at det her kunne vendes, vi skal bare blive ved og ved og ved. Og vi skal være konsistente, vi skal være disciplinerede. Men man er ikke upåvirket af sådan en situation.”

Ved folketingsvalget i juni 2015 fik De Konservative som ventet et sløjt resultat med 3,4 procent af stemmerne – det dårligste resultat i partiets historie.

”Vi vidste godt, at det ville blive et dårligt valg. Vi kørte hurtigt ned ad bakke, bremserne var i stykker, og vi havde en rusten håndbremse. Da valget var overstået, kiggede vi hinanden i øjnene i den nye gruppe og sagde: ’O.k., nu er vi simpelthen nødt til at sætte os ned og starte forfra og stille og roligt bygge op. Det er vigtigt at erkende, at ting ikke forandrer sig over en formiddag. Der findes ikke nogen hurtige veje eller hurtige bemærkninger eller hurtige sager til at komme over det. Folk skal have tillid til partiet igen. Det havde vi fire år til, tænkte jeg.”

En af strategierne var at skærpe partiets kommunikation udadtil og markere sig mere tydeligt på nogle færre områder, blandt andet retspolitikken og udlændingespørgsmålet. Søren Pape mener, at vendepunktet for partiet kom, da man gik i regering med Liberal Alliance og Venstre i 2016. Søren Pape blev i den forbindelse udnævnt til justitsminister.

”Jeg befandt mig utroligt godt som minister. Det gav mig en platform at lave politik fra og blive synlig på et område, som interesserer befolkningen.”

Tre år senere, i juni 2019, gik danskerne atter til valg. Inden valget udtalte Søren Pape i pressen, at han var klar til at tage konsekvensen og trække sig som partiformand, hvis partiet fik færre end seks mandater. Men det blev ikke aktuelt. De Konservative fordoblede antallet af mandater fra seks til 12.

”Det var en kæmpe lettelse,” siger han i dag.

Det ændrede dog ikke på, at blå blok tabte regeringsmagten, og Søren Pape måtte forlade sit ministerkontor.

DER GÅR TO måneder, før jeg møder Søren Pape igen, tirsdag 12. maj. I den mellemliggende periode har coronavirussen lagt Danmark og resten af verden i dvale. Søren Pape har ligesom sine kolleger holdt sig væk fra Christiansborg og talt med hinanden på videomøder. Han har holdt sig på afstand af sine forældre i Bjerringbro, da de begge er udsatte, skulle de blive smittet, især hans far, som er ramt af lungesygdommen KOL. Men nu er smittetrykket dalet mærkbart, og Mette Frederiksen er gået i gang med at genåbne landet.

Den historiske krise, den mest alvorlige siden anden verdenskrig, har ikke just flyttet blå blok tættere på regeringsmagten. Søren Pape og hans kolleger til højre for midten har været vidne til en statsminister, som har fremstået handlekraftig, da hun lukkede Danmark ned i de første dage af krisen. Det smitter af på vælgertilslutningen til Socialdemokratiet, som i foråret 2020 står til hele 35 procent af stemmerne, hvis der var valg nu. Da Søren Pape har skænket kaffe på sit kontor på Christiansborg, spørger jeg ham, om coronakrisen er en af den slags situationer, hvor man som opposition tænker, at det kunne være spændende at have regeringsmagten. Det kan Søren Pape bekræfte.

”Det er bare sjovere at sidde i maskinrummet end ikke at sidde der. I begyndelsen tænkte jeg meget på: ’O.k., hvad gør ministrene lige nu, hvad skal de have vendt nu, hvad tænker en justitsminister lige nu? Hvad taler de om i Koordinationsudvalget, skal de mødes i Sikkerhedsudvalget? Alt sådan noget. Og ja, der er også meget bøvl, men det er derfor, man er her, det er for at være med, hvor man virkeligt er inde i maskinrummet.”

Gør det ondt at se en statsminister træde i karakter og tage rollen på sig?

”Det gør ikke ondt, det er bare sådan, vi har set det i alle lande – at de regeringer, der sidder nu, står stærkt. Folk samler sig om regeringslederen. Var det her sket for et år siden, kan det være, den tidligere regering sad der endnu. Det kan man ikke vide. Men jeg synes kun, det er naturligt, at når alt er utrygt – kan jeg betale huslejen i næste måned, har jeg et job? – så samler nationen sig og siger, nu må vi hellere lige lytte efter, hvad statsministeren siger. Men det kan også tage overhånd hos nogle mennesker. Jeg har fået vrede, vrede mails, når jeg bare har stillet et lille spørgsmål til statsministeren og kritiseret en lille smule. ’Vi skal stå sammen,’ får jeg at vide. Men det er jo misforstået. At vi diskuterer, hvordan vi genåbner landet, er jo bare en del af et demokrati og et folkestyre.”

Er du bekymret for den fremtid, Danmark går i møde?

”Jeg er bekymret over, hvor dybe spor det her sætter sig. Vi er en lille, åben økonomi, der er dybt afhængig af resten af verden, og kommer de andre lande ikke i gang igen, er der en masse underleverandører i Danmark, der er i risiko for at knække. Nogle eksportvirksomheder har ikke set voldsom nedgang endnu, men vi skal bare lige huske, at de godt kan have haft noget i ordrebøgerne, da det her begyndte, men så har det jo stået stille mange steder i verden, og inden de kommer i gang igen, kan der komme nogle måneder – bare forsinket i forhold til alt andet – hvor ting går i stå. Det kommer til at definere os mange år frem som politikere, hvad vi gør nu. Om vi var gældssættere, eller om vi var ansvarlige. Det er der ikke svar på endnu.”

Søren Pape forventer, at danskerne en dag vil vende tilbage til den hverdag, de før har haft. Han tror ikke, i modsætning til andre, at krisen har forandret os og måden, vi lever vores liv på.

”Jeg abonnerer ikke på den holdning, der hedder, at vi får et forandret samfund i fremtiden. Det tror jeg ikke en dyt på. Jeg tror, vi længes efter at komme tilbage til det, som var. Det kan være, jeg tager fejl, men jeg tror, vi længes efter at sætte os i en flyver og flyve sydpå. Vi længes efter at gå ud på en restaurant og spise, og vi længes efter at mødes med hinanden. For jeg synes ikke, vi havde et dårligt liv før. Det kan godt ske, at vi tænker over håndtryk og måder at hilse på også om et år. Men jeg tror ikke, vi kommer ind i en ny verden.”

Du tror ikke, vi bliver mere miljøbevidste?

”Nej, det tror jeg overhovedet ikke. Det kan godt være, at menneskeheden er langt bedre, end jeg tror, men jeg tror, at hvis folk bare minder en lille smule om mig selv, så længes vi efter de ting, vi kunne for to måneder siden. Jeg ville elske at kunne sætte mig i et fly her til sommer og flyve til Caribien, jeg kunne tage min mor med. Jeg vil gerne tilbage til at kunne leve mit liv helt normalt. Jeg ved godt, at der er nogle, især inden for den talende klasse, som har mange filosofiske indlæg om, hvordan verden aldrig bliver den samme. Jeg tror ikke en skid på det.”

Fordi vi er magelige?

”Vi er trygge i det, vi kender. Det er også derfor, al forandring og forandringsledelse er svært. Fordi vi ved, hvad vi har. Vi ved ikke, hvad vi får. Alle mennesker går ind for forandring, især hvis vi starter med nogle andre. Det er meget menneskeligt.”

Hvad er den store udfordring, Danmark står overfor i de kommende måneder?

”Det er hurtigst muligt at få gang i vores økonomi igen. Der er en grund til, at vi skal åbne storcentre før museer. Det er lige farligt at stå med en meters afstand på et museum og i et storcenter, men storcenteret genererer mere økonomi. Vi har brug for, at danskerne nu kommer tilbage på deres arbejde, og at selvstændige åbner deres virksomhed op. Vi kommer til at skulle diskutere, hvordan vi får gang i samfundet igen, hvilke investeringer skal der til? Skal man kigge på skatten som et instrument i den forbindelse? Det bliver nok svært, når regeringen har de støttepartier, den har. Det skal ikke undre mig, om der kommer nogen og siger, at vi skal sætte skatten op. Jeg kan lige høre det: ’Det har været voldsomt det her, nu må vi stå sammen om Danmark, vi må have en coronaskat.’ Men virksomhederne er i forvejen presset, så vi gør dem bare endnu mere presset, hvis vi hæver skatter og afgifter. Det er et ideologisk og holdningsmæssigt spørgsmål, der sagtens kan komme til at fylde noget. Jeg har spurgt statsministeren to spørgetimer i træk, om hun kan garantere, at der ikke kommer skattestigningerne for danskerne og erhvervslivet. Jeg får mildest talt ikke noget klart svar. Det er der, hun taler mest udenom.”

Hvor kunne det være godt at investere?

”Man kan slå to fluer med et smæk og foretage nogle grønne investeringer, som vi alligevel skal til i klimahandlingsplanerne. Når vi fx skal bygge flere havvindmølleparker, det er vi jo enige om, at vi skal, så kunne man lige så godt – i stedet for at gøre det til en lang proces – få taget en beslutning om, at det sætter vi i gang. Og så kan man kigge på skatte- og afgiftstrykket som noget, der kan få folk til at sætte nogle penge i flow.”

Ved en tv-debat to dage senere fastslår statsminister Mette Frederiksen, at regeringen ikke har planer om højere skatter. Det siger hun på baggrund af Jakob Ellemann-Jensens udmelding om, at Venstre kræver et skattestop under genopretningen efter coronakrisen.

”Regeringens svar er ikke at sætte skatten op. Det vil være et mærkværdigt svar til dansk erhvervsliv, der står i en rigtigt, rigtigt svær situation,” siger Mette Frederiksen.

Vi skal til at runde af på Søren Papes kontor, inden han skal videre til næste møde. Forleden kunne han i Berlingske læse, at blå blok efter avisens mening står splittet, ramt af idétørke under krisen. Mens statsminister Mette Frederiksen er trådt i karakter, ’afsløres det brutalt, at de borgerlige partier mangler faglig tyngde’, hedder det i avisens kommentar. Jeg spørger Søren Pape, hvad han siger til kritikken.

”Vi kommer hver især med nogle ting, vi synes, er vigtige. Det er altid nemt at stå udefra og sige, hvad man skulle have gjort. Nu er vi der, hvor vi skal se på, hvad skal der ske med Danmark på længere sigt.”

Ser du Jakob Ellemann-Jensen som en stærk, samlende leder af blå blok?

”Ikke nu, men det har han tid til at blive. Hvis han var det nu, så skulle han have gjort noget, som ingen andre ville være i stand til: På rekordtid at blive formand for sit parti, finde sine ben, få alt til at fungere. Jeg synes, der er noget arbejde endnu, og det, synes jeg, er helt naturligt. På sigt må vi have en snak om, hvordan de blå skal finde hinanden, det er derfor, vi har møder, hvor vi snakker om det. Det der med at være en samlende figur, det kan man ikke vedtage, at nogen er, det skal komme step for step. Men jeg har det også sådan, at det kan han meget let gå hen og nå. Ting tager tid. Alle os, der har prøvet at blive kastet ind i noget og lige pludselig blive formand for et parti, vi ved, at det ikke kommer dagen efter.”

Hvad mangler, før han er på plads?

”Tid. Og erfaring. Ingen mennesker i det her land ved, hvordan det er at være partileder, før man har prøvet det, vil jeg vove at påstå. Det er svært. Der er meget, man skal finde ud af, både på de indre linjer og i samarbejdet mellem partierne og finde sine ben og sin position.”