Søren Pind: "Der blev sat en hviskekampagne i gang imod mig"

Anders Fogh Rasmussen sad med en kop kaffe i hånden og bladrede lidt fraværende i en avis. Han sagde ikke et ord. Ved mødebordet sad Claus Hjort Frederiksen også. Hjort kiggede med en træt mine på Søren Pind, der stod forpustet i døråbningen til sit eget borgmesterkontor på Københavns rådhus. Stemningen var anspændt.

”Har du læst formandens mail,” spurgte Claus Hjort.

Det havde Søren Pind ikke.

”Så foreslår jeg, du læser den, før vi går i gang med mødet.”

28-årige Søren Pind var bygge- og teknikborgmester. Han var kommet for sent til et møde om Venstres fremtid i hovedstaden. Sekretæren havde lige nået at advare ham med håndtegn og fagter.

Mødedeltagerne var kommet. Ét er at komme for sent til et møde med partisekretær Claus Hjort, noget andet at komme for sent til et møde med Venstres næstformand Anders Fogh. Det gjorde man bare ikke.

Søren Pind gik hen til sit skrivebord og åbnede computeren. Mens der langsomt kom liv i computeren, ærgrede han sig indvendigt. Han forestillede sig, hvad Fogh og Hjort måtte tænke om ham. At han var en fløs, der lod sine gæster vente, nu hvor de var kommet for at hjælpe ham med det hele. Som om det ikke var nok, så var der hele balladen, efter at Pind havde optrådt alt andet end elegant i pressen nogle dage tidligere, i februar 1998.

Nogle udtalelser fra Pind havde gjort partiformanden Uffe Ellemann-Jensen rasende. Søren Pind havde leveret udtalelserne i forbindelse med valget af folketingskandidater for Venstre på Bornholm. Pind havde vundet folketingskandidaturet samtidig med, at han var blevet bygge- og teknikborgmester i København.

Den ene udtalelse var om Aakirkebys borgmester Birthe Juel Jensen, der mente, det var et problem, at Pind stillede op til Folketinget for Venstre på Bornholm, når han nu boede i København. Hun mente ikke, at han hørte til på Bornholm. Udtalelsen gjorde Søren Pind rasende, han var jo vokset op på Bornholm. Da TV 2 Bornholm spurgte til kritikken af ham, svarede han:

”Som min onkel sagde til min kusine, da hun kom hjem og havde smadret hans bil: ’Hvad kan man vente fra en ko andet end et brøl.”

Journalisterne klippede onklen og kusinen ud, så der kun var koen og brølet tilbage.

Dagen efter faldt den anden udtalelse, der havde et af Venstres medlemmer af Borgerrepræsentationen i København, Tove Fergo, som modtager. Hun syntes, det var ’uanstændigt’, at Pind ville flytte til Bornholm, hvis han blev valgt til Folketinget, når nu han var blevet valgt ved kommunalvalget i København.

Søren Pind havde sagt, at ’han ikke tillagde Tove Fergos udtalelser megen vægt, da hun var en slidt hattedame.’

’Brølende ko’, ’hattedame’. Hvad skulle det nu til for?

På borgmesterkontoret åbnede Søren Pind sin mailboks og læste Uffe Ellemann-Jensens mail til ham, mens Fogh og Hjort tavst ventede ved mødebordet. Ellemann havde noteret sig Pinds udtalelser, og partiformanden lagde ikke fingrene imellem:

”Kære Søren,” skrev formanden.

”Du har vundet. Så HOLD DOG DIN KÆFT en gang imellem. Vis hensyn til dem, du har slået – og som har hensyn behov. Du har råd til det. Hvorfor jokke på dem? Hvad er det for en dum selvtilfredsstillelse, man kan få ud af det? Skab dig venner – i stedet for at opsøge alle muligheder for at skabe dig fjender. Sig undskyld til dem, du har hånet med udtryk som ko eller hattedame. Du er sandsynligvis citeret forkert. Men for helvede – sig undskyld. Det bliver du ikke mindre af. Og find så ud af, hvad du vil. Nu er du borgmester. Flot. Bliv ved med det. Og DROP ALT ANDET IND TIL VIDERE, hvis du vil tages seriøst. Vel… Det er et råd. Du må selv om, hvorvidt du vil følge det. Men min næse fortæller mig, at du er på vej ind i ganske store vanskeligheder – som også kan give partiet problemer. Se at få bragt orden i situationen omkring det ansvarsfulde mandat, dine vælgere har givet dig. Venlig hilsen Uffe.”

Søren Pind vidste, hvad formandens mail betød. Drømmen om at repræsentere det bornholmske samfund i Folketinget var slukket. Formanden havde utvetydigt beordret ham til at koncentrere sig om København og opgive sit kandidatur på Bornholm.

Resigneret tog han plads ved mødebordet over for Anders Fogh og Claus Hjort. Han forsøgte at skjule, hvordan han havde det.

Dagen efter sendte Søren Pind en telefax til Bornholms Venstreforening og Bornholms Tidende med besked om, at han trak sig fra sit folketingskandidatur på grund af balladen omkring ham.

Selv i dag, mere end 20 år efter mødet på borgmesterkontoret i København, gør det ondt at tænke tilbage på. Søren Pind bliver bevæget. Det var ikke meningen, at det skulle gå, som det gjorde.

”Jeg identificerede mig så stærkt med det bornholmske samfund. Jeg forstod det. Jeg holdt af det. Jeg havde arbejdet i alle dets krinkelkroge. Jeg havde set gårdene, jeg havde været i Brugsen, hvor jeg mødte alle. Jeg kom på biblioteket. Jeg havde udleveret sangbøger i kirken. Jeg kendte det ud og ind. Og jeg syntes, det var et samfund, der var værd at slås for.”

Er du ked af, at du kaldte kvinderne for køer og hattedamer. Du stod jo med to sejre og var blevet både borgmester i København og folketingskandidat på Bornholm?

”Ja, det var da dumt. Vi havde jo vundet. Hvad skulle det til for? Men det er noget, jeg har måttet døje med mange gange. At min egen retorik bragte sikre sejre uden for rækkevidde igen.”

Og Uffe Ellemann-Jensen rammer noget helt centralt ved Søren Pind i det brev?

”Ja. Det tog mig mange år at begribe det. Og jeg har aldrig helt fået greb om det. Men det sjove er, at Reagan sagde det jo: Der er ingen grænser for, hvor langt du kan nå, bare du giver andre æren. Men nogle gange kunne jeg bare ikke. Så ville jeg tage de der slagsmål. Det er ikke fordi, jeg fortryder noget, men jeg synes i dag, at nogle af dem da var åndssvage. Hvorfor skulle jeg det? Der er rigtig mange af dem, jeg syntes, var nødvendige, men der er også nogle af dem, hvor jeg tænker: Hvad var det lige, der drev det? Hvad var det for en oprørstrang?”

Var du bevidst om, at du nogle gange gik for langt?

”Ja, nu! Men ikke dengang. Det tog mange år. Jeg følte jo, at jeg var retfærdighedens forkæmper. Jeg var Tempelridderen, som stod og forsvarede Jerusalem.”

Han slår armene ud i en slags sejrsgestus.

”Jeg var på mission for Vorherre. For frihed. Og der tror jeg, at jeg på et eller andet tidspunkt må sige, at den form for selvretfærdighed, den er sådan set ikke særlig prydelig, når det kommer til stykket.”

Vi sidder på hver vores bænk over for hinanden. Vi befinder os i et sommerhus ved Kongsmark på Vestsjælland, som tilhører en af Søren Pinds barndomsvenner. Solen skinner, og Storebælt glitrer i formiddagslyset lige der ved siden af os.

Søren Pind, der i sine yngre dage og måske altid har ’båret sin borgerlighed udenpå’, som han siger, er ikke så borgerlig at se på i dag. Han er i shorts og har en lidt småkrøllet polo på. Jeg siger med et smil til ham, at jeg efter at have læst hans erindringsbog ’Frie ord’, der udkommer 1. oktober, overvejede, om jeg egentlig skulle sige De eller du til ham, når vi mødtes. I bogen skriver han, at han altid i Danmark har følt, at ’vi rager på hinanden mentalt under det falske flag at komme hinanden ved’. Hvorimod man i Schweiz, hvor han boede i de tidlige år af sin barndom, var Des og mere formel i sin omgangsform.

Han ler.

”Det var sjovt sagt,” siger han. Og går straks i gang med at tale om et emne, der optager ham: Vores respekt for hinanden som individer. Eller mangel på samme.

”Nu sidder du for eksempel og interviewer mig, og det er ligesom et krav, at man skal krænge sig selv ud. Det hele skal ligesom fortælles i ord. Følelsen skal forklares helt. Man må ikke kun lave antydninger og fortællinger. Vi skal have det hele med. Og der er det at sige ’De’ jo bare én markør af mange til at udvise respekt for den enkelte.”

Søren Pinds fortælling om sig selv begynder i den lille by Aigle i Schweiz. Forældrene Torben og Jytte havde besluttet sig for et udlandsophold, da de var blevet færdige med deres uddannelser som henholdsvis tandlæge og fysioterapeut. Søren var ganske lille, da familien flyttede. I Aigle kendte alle hinanden, og Søren Pind holdt af at tale med folk omkring sig. Blandt andet med byens enker. En af enkerne gjorde et uudsletteligt indtryk på ham, fortæller han i sin bog. I hendes lejlighed hang der krucifikser og Jesus-figurer på væggene, og en dag tog hun et hvidt stykke papir frem og sagde:

”Gud har en stor bog. Hvert menneske har en side som denne. På den ene halvdel skriver Gud alle de gode gerninger, du gør, op. På den anden de onde. Hvis der, når du dør, er flere onde end gode, så kommer du i HELVEDE!”

Det sidste ord blev sagt med høj, dramatisk stemme. Søren Pind var skrækslagen.

”Det var sådan en eksistensangst, der blev grundlagt. Hvad sker der med mig bagefter, hvis ikke jeg opfører mig pænt. Jeg forestillede mig det, man så i Dantes ’Inferno’, hvor man bliver ædt flere gange af et stort djævlehoved, bliver pirket til eller brændt.”

Som dreng havde Søren Pind mareridt om natten. Om hvide heste, der jagtede ham. Eller om at han sad på bagsædet af sine forældres bil, og pludselig forsvandt forældrene, der sad foran, og bilen kørte videre uden dem. Han fortalte ikke sine forældre om sin helvedesangst, selv om den først forlod ham flere år senere.

Inden Søren Pind kom i skole, blev han om formiddagen passet af en håndfast gammeljomfru, mademoiselle Denise Frossard. Nok havde hun kærlighed at dele ud af, men det var af den gammeldags slags. Så børnene fik lussinger, når de havde gjort noget forkert. Den formastelige blev løftet op af de andre børn og båret ind til frøken Frossard, mens der blev råbt ’à la maitresse, à la maitresse.’

Mange år senere kommer lydene fra lussingerne stadig til ham, når han skal falde i søvn.

”Men jeg kunne godt lide at bo i Schweiz, selv om man jo godt kunne slå sig på det i ordets bogstaveligste forstand. Når man blev båret ind til ’maitressen’, var der en magtesløshed over det. Massen tog dig. Det har været en del af mit oprør. Det ville jeg ikke finde mig i.”

På klassefotografiet fra 1974 ser man 19 børn og en ung skolelærerinde, der står længst til højre i billedet. Det er ikke svært at se, at den lyshårede dreng, der lidt betuttet har en pegefinger i munden må være Søren Pind. Han er 5 år gammel. Han står lige ved siden af lærerinden. Han holder hende i hånden.

”Ja, det er den smukke Annemari Morero,” siger han nærmest kærligt, da jeg lægger billedet foran ham.

”Jeg var meget glad for hende.”

Børnehaveklasselærerinden Annemari Morero er en af den slags voksne, som kan forandre et barns livsbane. Hun så Søren Pind. Og han så hende.

”Hun var den første kvinde, jeg så på på den måde. Jeg skulle jo giftes med hende. Og så ansporede hun mig. Hun tog lidt af den der rastløse energi, jeg havde, og fik den omsat til noget. Hun brugte kærlighedens stærke arm. Hun lærte mig meget hurtigt mange ting. Jeg lærte at læse og skrive hurtigt. Jeg var en god elev.”

Trods helvedesangsten og ørefignerne var det konservative Schweiz alligevel et sted, der gav Søren Pind en grundlæggende tryghed. Landet var omgivet af beskyttende bjergkæder, voksne var autoriteter, og børn var børn. Der var klare rammer. Der var orden.

”Børn var objekter, de var ikke subjekter. Det var ligesom en voksen verden, hvilket jo er en stor kontrast til i dag. Jeg synes, der er mange fordele ved, at børn er blevet subjekter, men det interessante var, at rollefordelingen var klar. Der var ikke alle mulige diskussioner om børnemagt, kønsidentitet eller den kolde krig. Schweiz var et neutralt land, nationalkonservativt på den gode måde, ikke på den onde måde. Man fik lært landets historie som led i skoleundervisningen. Der var selvfølgelig kristen forkyndelse. Det var et OR-DENT-LIGT samfund.”

Det næstsidste ord udtaler Søren Pind med tryk på alle tre stavelser.

Men i 1977 var det slut. Faderen ville hjem til Danmark og åbne sin egen tandlægepraksis. Valget faldt på Bornholm, der ligesom Schweiz havde smuk natur og noget, der mindede om bjerge. Familien brød op.

Det var en lille og tynd, fransktalende og bebrillet dreng, der landede i et gammelt, slidt husmandssted i Østermarie på Bornholm. Han var syv år og led af helvedesangst, og den verden, han mødte, var nærmest en diametral modsætning til Schweiz.

I radioen kunne man høre Bjarne Jes Hansen synge ’Vi voksne kan også være bange,’ og i den nye skole mødte Søren Pind lærere i islandske sweatere, brede bukser og fodformede sko. Lærerne sagde: ’Hej, hvad har du så lyst til at lære i dag?’ I fjernsynet talte de om den kolde krig og USA’s og Sovjetunionens atomraketter, der kunne destruere hele kloden. Politikere talte om ’afgrundens rand’, når de beskrev landets økonomiske forfatning.

”Man kan næsten ikke forestille sig et mere forskelligt land i vestlig kontekst end det konservative samfund i Schweiz og det Danmark, jeg kommer hjem til, hvor alt i princippet er uformelt. Børn, voksne, kvinder, mænd, De, du, gammel, ung – det hele var mixet sammen i én stor pærevælling. Det var utrygt. Jeg savnede autoriteter.”

Kontrasten mellem de to barndomslande fik afgørende betydning for politikeren i Søren Pind.

”Lige pludselig var de voksne ikke længere autoriteter over for børnene. Lige pludselig var vi alle sammen på samme niveau. Lige pludselig var de voksne også bange. Og hvis man i forvejen er bange for at dø, så var det i hvert fald ikke nogen rar følelse at have. Jeg er helt sikker på, at det var det skifte, som gjorde, at jeg gik ind i politik. Der skulle styr på tingene. Børn skulle have karakterer og tæsk, hvis de ikke opførte sig ordentligt.”

Da Søren Pind kom rundt i det bornholmske lokalsamfund, begyndte en vis tryghed alligevel at indfinde sig i ham. Midt i kaosset og grænseløsheden opdagede han rester af det, han kalder ’det gamle samfund.’ Et samfund, han kender fra Schweiz:

”Jeg opdager de små menigheder, som på mange måder minder om det schweiziske. De hellige i kirken, Brugsen, naboerne og præsten. Steder, der stadig har bund i det gamle samfund, som jeg genkender og finder meget tryghed i.”

Han nød at gå på biblioteket og blev ansat som medbibliotekar. I Brugsen blev han flaskedreng og sagde De til de ældre kunder. Om søndagen var han kirkesanger og delte sangbøger ud til menigheden.

Det var også på Bornholm, at Søren Pind slap af med sin helvedesangst. I kirken i Østermarie mødte han præsten Gunnar Strand-Holm. Søren Pind fortalte ham om sin angst og sine mareridt og blev taget alvorligt.

”Han sagde, at Gud var lys. Han sagde, at jeg ikke skulle være bange. Han sagde, at når man gik ind og fik syndernes forladelse, så var det ligesom at få en helt ny og ren skjorte på. Den anden blev lagt til vask. For mig var det stort.”

Siden samtalerne med Gunnar Strand-Holm har Søren Pind med egne ord ikke været bange for at dø eller frygtet helvedes pinsler. Han har syndet, ja, mange gange, men så har han taget en ren skjorte på og smidt den beskidte til vask.

På skolen i Østermarie blev Søren Pind mere og mere optaget af verden omkring sig. I 7. klasse tog han et smalt, sort læderslips på. Slipset var en protest. En protest mod utrygheden, mod rodet og manglen på rammer. En protest mod de voksnes lange hår og håbløsheden i alting.

”Slipset var et sindbillede på længslen efter orden. Dengang følte jeg mig jo som enestående, men jeg har siden fundet ud af, at der var mange andre unge, der gjorde det. Det var dengang, Konservativ Ungdom startede, og det var den protest, man havde: Et slips. Du kan tage slips på og vise, at du protesterer. Hvilket jo er mærkeligt, fordi protest jo ofte er uorden. Det var længslen efter orden. Styr på det! Vi gider ikke al den usikkerhed! Det skal være et trygt sted. Et fundament at stå på. Det kom til udtryk i det der læderslips og de grå bukser.”

I 1982 blev Poul Schlüter den første konservative statsminister i Danmark siden 1901. Han talte optimistisk om Danmarks fremtid, om at producere sig ud af krisen. Der var håb.

Og så var der Ronald Reagan. Da Reagan slog Jimmy Carter og blev USA’s næste præsident i 1981, jublede den næsten 11-årige Søren Pind. Til sine forældres store forbløffelse styrtede han rundt i hele huset i Østermarie og råbte: ’Reagan vandt, Reagan vandt’ og fulgte senere begejstret præsidentindsættelsen på det sort-hvide fjernsyn.

”For mig kom han midt i den der baggrund af angst og bekymring og tilbød et ståsted. En slags politisk udgave af Gunnar Strand-Holm. Han havde charme og humor, han var ideolog. Han havde det moralske syn på, at det enkelte menneske var ukrænkeligt, og at man ikke bare kunne overlade Østeuropa til sig selv. For Reagan var USA ikke et land, det var en vision, hvor enhver kan komme.”

Og så var cowboypræsidenten den første borgerlige politiker, Søren Pind havde set være sjov og munter.

”Venstrefløjen stod for mig dengang kun for det negative. For håbløshed, for sådan en langsom degenerering, og så kom de her mennesker i pænt tøj og filmstjerne-look.”

I de år blev politikeren Søren Pind født. Han ville være en del af den positive bølge.

”Det var en praktisk omsættelse af min angst. For første gang i mit liv var der nogen, der faktisk anviste en vej. Ikke bare på det åndelige plan, men også på det politiske. En vej, som faktisk kunne skabe et fundament.”

Nu skulle han i gymnasiet, han ville læse jura og blive landsretssagfører, være rig og hjælpe de svageste i samfundet. Kort inde i sin gymnasietid på Rønne Statsskole blev han politisk aktiv og medlem af Venstres Ungdom.

I gymnasiet vakte Søren Pind opsigt i slips, pæne bukser og blankpolerede sko. Han lignede en kostskoleelev, og det havde en pris. Til en fest klippede de andre elever hans slips over, men for det meste fik han lov til at være i fred.

En sommerdag i 1986 deltog han for første gang, da Venstres Ungdom holdt landsstævne i Helsinge. Han var 16 år og en af de yngste deltagere. Han var ’stangborgerlig’ og repræsenterede de højreorienterede ’sorte’ VU’ere.

”Vi var de hårde gutter. Vi bar – apropos slipset – vores borgerlighed uden på. Vi ville have mindre stat, mere privat, vi ville have minimalstaten, natvægterstaten. Vi støttede kongehuset, NATO og krævede lav skat.”

Landsstævnets højdepunkt var valget til landsformandsposten. Den siddende landsformand hed Lars Møller Sørensen, udfordreren var en ’opkomling’, som var på hjemmebane i Nordsjælland. Hans navn var Lars Løkke Rasmussen.

”Han var ambitiøs, begavet og en fænomenal dygtig taler. Selvom det lyder åndssvagt, for Venstre var jo lille dengang, så havde vi alle sammen den faste overbevisning, at den mand ville blive statsminister. Det var vores klare forventning. Vi syntes også, at han strålede i forhold til de andre ungdoms-politiske formænd.”

Løkke vandt formandsposten i et dramatisk kampvalg, og Søren Pind oplevede for første gang det, han kalder Lars Løkkes ’gyldne arm’. Denne lidt lavstammede politikers ufattelige evne til at kæmpe sig tilbage, når det ser allersortest ud.

Søren Pind ankom til København i 1988. Han var 17 år gammel og havde fået en chance af en af Bornholms mest kendte personer.

”Du skal lave kaffe og snakke bornholmsk,” havde Bornholms venstremand Niels Anker Kofoed sagt.

Kofoed var kommet i Folketinget, og han havde brug for en sekretær. Valget var faldet på den unge, energiske jurastuderende Søren Pind, der med ét kom tættere på den magt, han selv drømte om at gribe ud efter en dag. Pind blev ’kammerherre for en bonde’, som han formulerer det i sin bog. Udover at tale bornholmsk og lave kaffe skulle han vaske bil, bringe gaver ud, hente skrå og lave udkast til taler, som Kofoed aldrig brugte.

Søren Pind var flyttet på kollegium i København og fik for første gang indsigt i arbejdsgangene og de politiske processer på Christiansborg. Om aftenen og i weekenden turede han rundt på byens værtshuse og vinstuer, hvor han mødte andre unge politikere. Der blev diskuteret politik, drukket bajere og sunget John Mogensen-sange. Manddomsprøven var at bunde en Von Oosten.

Det var også her, han mødte den radikale ungdomsleder Lars Kaspersen, som skulle følge Søren Pind ind i et af hans første store offentlige slagsmål. Den borgerlige KVR-regering ville fjerne et såkaldt petroleumstilskud, som ældre kunne søge. Ældre Sagens direktør Bjarne Hastrup havde iværksat en kampagne i protest mod forslaget, og de to unge politikerspirer var irriterede over, at en så lille sag kunne fylde så meget. De besluttede sig for at skrive et indlæg i Ekstra Bladet.

Debatindlægget røg på forsiden af formiddagsavisen. Her kunne man se et billede af en stakkels, gammel mand, der sad bøjet ind over sin stok. Overskriften var: ’De gamle klynker.’

”Er du sindssyg, mand. Det er noget af det politisk mest sindssyge, jeg har oplevet. Vi havde skrevet artiklen så knaldhårdt, at alle sådan set bare fik lyst til at give os tæsk. Der var trusselsbreve og tilråb. Det var en helt vanvittig oplevelse, og jeg frygtede for mit job.”

Søren Pind og Lars Kaspersen kom med i det populære underholdningsprogram Eleva2’eren på TV 2 sammen med Bjarne Hastrup og blev sat til vægs for åben skærm af den erfarne direktør. Debatsiderne i Ekstra Bladet eksploderede i en uge, folk var rasende. Lars Kaspersen blev råbt og skreget af til en fodboldkamp, og Søren Pind blev lovet tæsk på bornholmerfærgen.

Lærte du noget af det forløb?

”Det tror jeg ikke helt, jeg lærte noget af dengang. Det var jo irriterende, at det var måden, vi havde skrevet på, som kom foran selve substansen. Og det er klart, at når man kigger på det bagefter, så siger man: ’Nå, det er ikke alle mennesker, der kun vil dig det godt.’ Men det kom da ind i en erfaringsbase, som senere resulterede i, at man kunne jo også gøre tingene på en anden måde.”

Da Søren Pind en aften kom hjem til sin studenterhybel, lå der en kuvert fra Venstres Landsorganisation og ventede på ham. Den var fra partisekretær Claus Hjort Frederiksen. Søren Pind åbnede panisk kuverten. Men heldigvis var brevet en venlig hilsen og et godt råd:

”Sig aldrig noget ringeagtende om de ældre. Og hunde,” skrev Hjort og roste i øvrigt de to kamphaner.

”Det føltes som et ridderslag,” skriver Søren Pind.

Ved kommunalvalget i 1993 erobrede Venstre otte pladser i Københavns Borgerrepræsentation. Et af Enhedslistens medlemmer bemærkede i den forbindelse, at der måtte have været udsalg i Regent – en kendt, prisbevidst herreekviperingsforretning på det tidspunkt – for næsten alle otte Venstre-medlemmer var i blå skjorter og slips. Salen brølede af grin.

En af blåskjorterne var Søren Pind. Som bare 22-årig havde han fået chancen for at stille op for Venstres Ungdom til kommunalvalget i hovedstaden. Moderpartiet Venstre havde besluttet, at de unge VU’ere kunne vælges sammen med ’de voksne’. Pind var kækt gået til valg på at ville privatisere hele kommunen. VU’erne havde jublet, mens de ældre Venstre-medlemmer havde rynket brynene.

På Københavns Rådhus skulle Søren Pind stifte bekendtskab med et hårdt og indimellem brutalt politisk miljø fuld af slagsmål og knive i ærmerne. Han deltog selv flittigt.

Det første slagsmål tog Søren Pind med sit eget partis borgmester og spidskandidat, Bente Frost. Frost havde siddet i Borgerrepræsentationen i perioden forinden og var ikke særligt begejstret for at skulle dele magten med den nyvalgte VU’er. Han havde bare at sætte sig ned og vente på, at det blev hans tur. Samtidig kunne Frost ikke døje gruppens andet kvindelige Venstre-medlem, Tove Fergo. Forholdet mellem ’de to damer’, som de blev kaldt, var så dårligt, at det skadede hele Venstre-gruppens samarbejde. Det kunne ikke blive ved.

Over en middag med glaseret skinke og nogle gode glas rødvin tilrettelagde Søren Pind sammen med et par Venstrefolk fra det københavnske bagland derfor, hvordan Bente Frost kunne fjernes som partiets spidskandidat, og hvordan Søren Pind selv kunne tage hendes plads som borgmester. De satte en kampagne i gang i Venstres rækker:

’Det kan ikke blive ved med at gå med Frost’, og ’hvad synes du, vi skal gøre?’

De fodrede københavnermedierne med historier, som miskrediterede hende, og inden opstillingsmødet i Nørrebrohallen forud for kommunalvalget i 1997 havde kupmagerne fuldstændig styr på, at Pind ville vinde opstillingen stort og overtage pladsen som spidskandidat. Bente Frost var færdig.

Årene på Rådhuset var fulde af den slags slagsmål.

”Når jeg vælger at fortælle det på den måde, så er det fordi, folk skal vide, hvordan politik også er. Jeg har aldrig fortalt det før. Det var et barskt sted at være. Jeg synes også selv, at jeg blev smittet af den måde, det foregik på.”

Du fortæller, at du orkestrerer et brutalt angreb på Jens Kramer Mikkelsen, fordi du selv ville være overborgmester?

”Ja, det var der også store dele forfængelighed i. Er du sindssyg, mand. Jeg havde jo indskrevet mig med flammeskrift i Venstres partihistorie, hvis det var lykkedes.”

Med Bente Frost ude var der fri bane til Søren Pind. Han var kun 28 år, da han blev bygge- og teknikborgmester. Han blev udstyret med en chauffør, et stort embedsapparat med 3.400 ansatte og en repræsentationskonto på 130.000 kr. Han begyndte at spise frokoster rundt omkring i byen og delte gaver ud til jubilæer og fødselsdage.

”Jeg beundrede og misundte Jens Kramer lidt. Han havde en repræsentationskonto på 600.000 kr., og der var fandeme ikke den 100 års-fødselar eller socialdemokratiske formand, som ikke fik en buket eller en flaske. Og jeg tænkte: ’Nå, ja, hvis han kan, så kan jeg også.’ Det er sådan noget, Københavns Rådhus gør ved én. Og det har jeg jo nok også været disponeret for.”

En dag i 2001 begyndte Jens Kramer Mikkelsens spindoktor Carsten Mai at plante historier om, hvad det var, Søren Pind brugte kommunens kreditkort til. Ifølge Søren Pind opsøgte Carsten Mai bl.a. JP Københavns redaktion og fortalte under hånden journalisterne, at kortet var blevet brugt på stripbarer, prostituerede og champagne. Journalisterne undersøgte bilagene, men kunne ikke dokumentere rygterne, og historien blev lagt ned.

”Grundlæggende var jeg meget, meget vred over det, Carsten Mai og Kramer gjorde med det kreditkort. Og jeg følte, at der var noget, der bristede den dag.”

Søren Pind svor at give Kramer igen med samme mønt, og nogle år senere tog Pind sin hævn i et stadig eskalerende og råt politisk klima på Rådhuset.

”Det var blevet så hårdt, at der ikke var nogen grænser. Det var blevet grænseløst, man skulle bare ned med nakken. Vi blev presset ud i en situation, hvor Socialdemokratiet overhovedet intet ville give os. Det ville jeg ikke leve med. Og så trykkede jeg på atombombeknappen, hvis jeg kunne. Hvis folk putter en kniv i mig, så… Ligesom i filmen ’The Untouchables’: ’He pulls a knife, you pull a gun. He sends one of yours to the hospital, you send one of his to the morgue!’ Sådan har jeg i hvert fald opereret, og på den måde er jeg en hård hund.”

En dag fik Søren Pind et tip af en god ven. De 50.000 kr., som Jens Kramer Mikkelsen havde fået af en fond for sit arbejde for København, lovede han at forære til byens hjemløse. Det fik han bare aldrig gjort. Pengene blev i stedet brugt på en privat rejse til Australien. Det var en kæmpehistorie. Hævnens time var kommet. Søren Pind trykkede på ’atombombeknappen’.

”Ja, det var ren payback. Der kunne du jo sige, at der opfyldte jeg i hvert fald ikke buddet om at vende den anden kind til. Men det var en tid, hvor ’everything was off’. Nu spørger du mig, om jeg kan se mig selv i øjnene. Ja, det kan jeg for en tid, men det var heller ikke noget, jeg kunne blive ved med. Hvis det giver mening?”

Historien var på alle forsider og i alle nyhedsudsendelser på tv, hvor en rystet Jens Kramer stammende måtte bekræfte og beklage. Han var færdig. Kort efter meddelte han, at han ikke genopstillede. En historisk vej for Søren Pind var dermed banet. Der var ingen seriøse afløsere til Kramer i sigte, og opinionsmålingerne så gode ud. Pind kunne blive den første borgerlige overborgmester i København – nogensinde.

Fortryder du den måde, du bragte dig i position til overborgmesterposten på?

”Det der med fortrydelse, det er ligesom at sige undskyld for ting. Det er ord, jeg bruger med meget stor varsomhed. For hvis jeg nu havde været i den samme situation i dag, havde jeg så handlet anderledes? Det er jeg ikke sikker på. Men som et kristent menneske, så har jeg det som Luther siger: Jeg har syndet tappert. Men jeg har fået en ny skjorte på siden.”

Resten er historie. Socialdemokratiet trak en kanin op af hatten: stemmeslugeren Ritt Bjerregaard. Søren Pind tabte med et brag til den rutinerede landspolitiker ved kommunalvalget i 2005, og da han nu ikke kunne blive de borgerliges stjerneskud i København, valgte han helt at forlade kommunalpolitik.

Det er begyndt at blæse op over Storebælt. Der er lidt flere skyer på himlen. En flyvemaskine kredser over vores hoveder, så vi indimellem har svært ved at høre hinanden.

Har det været en af dine svagheder, at du i din iver kom til at gøre eller sige ting, som kom til at stå i vejen for dine mål?

”Ja, det er der ingen tvivl om. Hvis jeg skal sætte mine egne ord på, så brændte jeg for politik. For mig var politik et virke, ikke en karriere. Jeg ville faktisk gerne opnå nogle ting. Ved siden af det var der også i rigtig mange år en forfængelighed, som skulle udfyldes. Og den forfængelighed drev mig ud i mange ting.”

Hvad var det for en forfængelighed?

”Jeg ville gerne ses. Og jeg tror, det er en syge, som rigtig mange politikere har. Der er nogen, der kommer over det. Jeg kom over det, men forfængeligheden bragte mig mange slagsmål, hvor jeg bagefter sagde til mig selv: ’Hvorfor gjorde du egentlig det?’ Jeg blev meget ked af det bagefter. Man skal virkelig kunne styre sin forfængelighed, og det var der en rum tid, hvor jeg ikke kunne.”

Hvad var det værste slagsmål?

Søren Pind sukker.

”Det var de ti teser. Helt uden sidestykke. Det var forfærdeligt.”

De ti liberale teser fra sommeren 2003 var egentlig ment som et debatudspil, et forsøg på at udvikle Venstres politik. Søren Pind var borgmester i København, og meget var lykkedes, efter Anders Fogh Rasmussen og Venstre endelig havde erobret magten fra Poul Nyrup Rasmussen i 2001. Men der manglede noget, mente Søren Pind. Især kneb det med at få gennemført de skattelettelser, som var en del af kernen i den liberale politik. Teserne havde alle afsæt i Søren Pinds og mange andre liberalisters politiske arvegods: Mindre stat, mere privat, mindre skat og mere frihed til den enkelte.

Han samlede en lille kreds af partifæller omkring sig herunder Peter Christensen og Leif Mikkelsen. De tog på sejltur i Københavns Havn, hvor de diskuterede og arbejdede på et udkast til nogle rettesnore for Venstres fremtidige politik. De holdt flere møder. Men de holdt kortene tæt til kroppen, de ville sikre sig, at debatten om teserne fik det bedste afsæt.

De valgte at offentliggøre debatudspillet dagen efter, at partiets formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen var taget på sommerferie. Diskussionen ville foregå bedre uden ham, tænkte de.

Den 20. juli 2003 offentliggjorde Berlingske Tidende og Jyllands-Posten de ti teser, og debatten eksploderede. Det fik konsekvenser for Søren Pind, der følte, at de andre i folketingsgruppen behandlede ham som en spedalsk. Flere af hans partikammerater undgik ham. Nogle beskyldte ham ligefrem for at være ansvarlig for, at Venstre havde tabt fire mandater ved folketingsvalget, hvor han selv for første gang var kommet ind.

Mens Søren Pind følte sig isoleret i sit eget parti, dannede Anders Fogh Rasmussen sin anden regering. Der var 13 ministerposter til Venstre udover statsministerposten. Ingen af dem gik til Pind. Heller ikke et ordførerskab. Ingenting. Søren Pind skulle straffes.

I lancerede teserne som en bombe. Hvorfor tog I det ikke stille og roligt i partiet?

”Fogh var sådan en monolitisk skikkelse, så det turde vi simpelt hen ikke. Min erkendelse var, at hvis vi skulle have en ordentlig diskussion, så skulle vi have et frirum. Og det frirum havde vi den måned.”

Fogh siger senere til dig, at han oplevede det som et kupforsøg?

”Ja, han siger meget senere, at jeg jo ville ham til livs som formand. Det var aldrig meningen, men det er klart, at måden, vi gjorde det på, var gedulgt. I mit ungdommelige overmod tænkte jeg: Skide være med det, det går nok alt sammen. Vi er et frit parti og et åbent parti, der er højt til loftet, lad os få en diskussion, når Fogh er væk. Det var selvfølgelig dumt gjort, men teserne synes jeg ikke, der var noget galt med.”

Anders Fogh Rasmussen reagerede kontant på balladen om de ti teser. Han truede med at gå af som formand, hvis teserne kom til afstemning på det efterfølgende landsmøde.

Selvom mange i Venstre ikke kunne sige noget decideret dårligt om teserne, og meningsmålingerne i øvrigt var gode efter offentliggørelsen af dem, så blev de tre centrale figurer bag dem, Søren Pind, Peter Christensen og Leif Mikkelsen, straffet for deres handling.

”Vi blev ikke behandlet fair. Mikkelsen blev fyret, PC lagt på is, og jeg fik lov til at sidde og kigge ind i væggen. Det var modbydeligt at opleve. Uffe ville have gjort det anderledes. Han ville have kaldt os til sig og spurgt: ’Hvad fanden er det, I laver?’ Det var bare ikke Foghs stil. På en måde var han konfliktsky, selv om det ikke er sådan, man oplever ham i offentligheden. Når børnene leger, så er det de voksnes opgave at sætte en ramme omkring. Og det synes jeg ikke, blev gjort.”

De ti teser kostede Søren Pind flere år i frostboksen.

Søren Pind og Peter Christensen var begge sat uden for indflydelse i Venstre. Modviljen mod de to partimedlemmer var så stærk, at Pind og Christensen flere gange drøftede, om de skulle bryde ud og danne deres eget parti.

En dag blev Pind inviteret til møde i et imponerende glashus på Philip Heymanns Allé i Hellerup.

Overfor ham sad to mangemillionærer, som i modsætning til Anders Fogh var stærkt begejstrede for de ti teser. De ville have Søren Pind til at stille sig i spidsen for et nyt liberalt parti i Danmark, som de ville være med til at finansiere. Partiet skulle tage afsæt i de ti teser, og de to mænd var villige til at betale Søren Pind godt for at gøre det.

De to mænd ved mødebordet var Saxo Banks direktører, Lars Seier Christensen og Kim Fournais. De var efter offentliggørelsen af de ti teser mødtes med Søren Pind og Peter Christensen gennem nogle måneder og havde diskuteret muligheden for at etablere et nyt parti ’med et klart borgerligt-liberalt udgangspunkt’. Meningsmålinger viste, at der var plads til et nyt borgerligt parti i Danmark.

Pind og Christensen var tæt på at sige ja til de to rigmænd. For at understrege, at Lars Seier Christensen mente det alvorligt, sagde han, at han var villig til at betale Søren Pind fem millioner kroner for at skifte fra Venstre til partiet, der ikke havde noget navn endnu. En slags transfersum.

Søren Pind tænkte: ’Hold da op, mand. Det er mange penge. Det er alvor, det her.’ Han forstod Lars Seiers tilbud sådan, at han personligt kunne beholde pengene, hvis han ville.

Hvad tænker du om på den måde at blive købt til at drive et parti?

”Det udtryk ville jeg ikke selv bruge, men det er da en alternativ måde at gøre tingene på. Men jeg efterlyser jo selv erhvervsfolk, som vil tage ansvar på sig og også gøre den slags ting. Jeg havde bare ikke hørt om sådan noget før. Og jeg sagde jo også nej.”

Så du har ikke problemer med at blive tilbudt penge for at blive partiformand?

”Nej, det synes jeg egentlig ikke. Ville jeg selv…?” Søren Pind tøver.

”Jeg synes, hvad skal man sige, at det er en pudsighed. For mit vedkommende ville de penge være blevet brugt til at udvikle partiet.”

Peter Christensen tog efter tilbuddet fra Seier og Fournais til kredsbestyrelsesmøde i Sønderjylland, hvor han mødte det Venstre-bagland, han havde kæmpet for i mange år. Da han kom tilbage, var han kommet i tvivl. Han sagde til Søren Pind, at han ikke troede, han kunne forlade Venstre alligevel. Det kunne Søren Pind heller ikke.

”Jeg sagde til Seier og Fournais: ’Prøv at høre her, jeg holder for meget af Venstres kultur’. Da jeg siger det der med kulturen, så kigger de lidt vantro på mig. Og jeg tror, det er lidt det, der er gået galt med Liberal Alliance, at det der med kultur ikke er den store ting.”

En aften i februar 2010 ringede telefonen hjemme hos Søren Pind. Det gjorde den mange gange. For netop den aften, hvor rygterne kogte om, at en regeringsomdannelse var på vej, havde venner og bekendte øjensynligt besluttet at blokere linjen for at høre, om der var nyt.

I strømmen af stemmer sagde én af dem: ”Det er fra Statsministeriet.” ”Er det telefonfis,” spurgte Søren Pind. Nej, den var god nok. Må statsministeren ringe om en time? Søren Pind var spændt. Nu skulle det altså endelig ske. Efter en god times tid ringede Lars Løkke.

”Godaften, statsminister,” sagde Søren Pind. Tonen var formel og lidt højtidelig.

”Hvad laver du,” spurgte Lars Løkke.

Søren Pind citerede en Gustav Winckler-vise og sagde, at han havde ventet ved telefonen.

”Vil du være udviklingsminister,” spurgte statsministeren.

”Skal jeg være negerminister,” røg det ud af Søren Pind. Han lovede Løkke, at han aldrig ville bruge den betegnelse igen. Men det gør han nu i sin erindringsbog.

”Ja, det er frygteligt, ikke? Jeg ved heller ikke, om det er klogt at fortælle det, men det var sådan, det var. Når jeg ser alle de der diskussioner, der er i dag, så skal man jo huske, at alt hører til i en historisk kontekst. Jeg ville ikke sige det i dag. Men det var sådan, det var. Det skyldes jo, at Thor Pedersen (tidligere finansminister for Venstre, red.) kaldte støttekroner for ’negerpenge’ bag de lukkede døre.”

Søren Pind havde fået sin første ministerpost. Selvom han nok havde regnet med at blive kulturminister, så sagde han ja til at blive udviklingsminister, eller ’frihedsminister’ som han kom til at kalde det.

”Ja, jeg blev skuffet, men alligevel ikke. Alle havde jo blæst mit hoved fuld af, at jeg blev sgu’ aldrig minister.”

Søren Pind var på alle måder kommet ud af frostboksen. Lars Løkke bad ham om at rydde op efter Birthe Rønn Hornbech, der var blevet fyret som integrationsminister efter fejlbehandling af en stribe sager om statsløse palæstinensere. Pind var nu både udviklingsminister og integrationsminister.

Medierne kaldte ham superminister. Han var så meget inde i varmen, at han også hyppigere og hyppigere blev nævnt som et seriøst bud på Lars Løkkes afløser som statsminister. Det var der en grund til. For på de indre linjer var Søren Pind selv i fuld gang med at sikre sig et flertal omkring sig. Og valget rykkede nærmere. Der var tunge Venstre-folk fra hele landet, som ringede til Søren Pind, for at sige, at de støttede ham.

”Det begyndte at gry for mig, at jeg faktisk – efter alle de bank, jeg havde fået, og den måde jeg gennem årene var blevet skyet på – måske en dag kunne ende med at komme til at lede det parti, jeg hidtil havde haft en ulykkelig, uigengældt kærlighed til,” skriver han i sin erindringsbog.

Efter Lars Løkkes nytårstale 1. januar 2011 var Venstre og regeringen klar til valg, og Søren Pind var klar til at gå efter formandsposten, hvis Venstre tabte regeringsmagten og Løkke gik af. Om nødvendigt i kampvalg med næstformand Kristian Jensen.

Målet var ikke bare at blive statsminister, det var lige så meget at forhindre, at Kristian Jensen blev det. Den mand, som i Søren Pinds øjne lige siden Lars Løkke blev næstformand havde modarbejdet ham. I bogen skriver han, at det også var Kristian Jensen og hans fløj, der flittigt fodrede Ekstra Bladet med historier om Løkkes forbrug af dyre jakkesæt og dyre flybilletter for at undergrave hans troværdighed. Historier, som pressede Løkke voldsomt, men som han igen og igen kæmpede sig ud af.

Ved valget i 2011 tabte Løkke nok regeringsmagten til Helle Thorning, men Venstre fik et fint valg, og Løkke blev siddende i formandsstolen. Men magtkampen mellem Kristian Jensen og Søren Pind fortsatte i kulisserne.

Du skriver, at du var ret sikker på, at du kunne blive formand. Hvorfor opgav du?

”Det var fordi, tiden løb fra det. Det flertal, jeg var ret sikker på, jeg havde, kunne jeg mærke, at jeg ikke havde senere. Det sker dels, fordi jeg selv forløber mig, men også fordi der kommer en modreaktion. Hvis man løber gennem avisartiklerne fra 2011 til 2015, kan man se, at der bliver sat en hviskekampagne i gang imod mig.”

Søren Pind drømte om at blive udenrigsminister, når Venstre kom tilbage til magten. Han sikrede sig derfor udenrigsordførerposten, mens Venstre var i opposition. Han var aktiv på Twitter og Facebook, hvor han mente noget om det meste – om fodbold-VM, Syrien og troppeudsendelser, og som så mange gange før gik han til kanten i sine synspunkter. Og nogle gange over. Det bragte ham ofte i problemer. På Facebook skrev han om juraprofessor Claus Haagen Jensen, at han havde en ’presseliderlig adfærd’ og kaldte ham en ’skændsel for juraen’, ligesom han om Europarådets svenske menneskerettighedskommissær Thomas Hammarberg skrev: ’Manden er åbenlyst idiot og derfor ikke værd at spilde tid på.’

Igen kan Søren Pind altså ikke helt holde sin mund?

”Ja, lige præcis.”

Anonyme kilder i Venstre begyndte at problematisere Søren Pinds udtalelser på de sociale medier. Han blev kaldt farlig og utilregnelig.

”Det blev selvfølgelig igen brugt til at sige, at hvis jeg nogensinde blev udenrigsminister, så ville der jo blive krig med alle lande i verden. På et tidspunkt lavede Ekstra Bladet en kampagne og skrev en række historier om de vanvittige ting, jeg havde skrevet. Og én ting var, at man nok kunne forklare de ting, hvis man så dem i kontekst, men hvis man bare tog enkelte linjer ud, så kan man i hvert fald få noget til at se gakket ud.”

Ødelagde du selv det momentum, du havde?

”De åbninger, jeg gav i de år, kombineret med, at partifæller brugte de åbninger, gjorde, at det moment forsvandt. Løkke bad mig også om at holde op med at mødes med den kreds, der støttede mig som formandskandidat, og nogen i den kreds gik over til Kristian og udløste det oprør, der senere kom.”

Oprøret var det dramatiske og voldsomme kupforsøg, som fandt sted og kulminerede ved et berømt møde i en kælder under Odense Congress Center i juni 2014. Et kupforsøg, hvor Kristian Jensen og hans støtter i Venstre forsøgte at vælte Lars Løkke som formand. Men manden med ’den gyldne arm’ overlevede – igen.

Et år senere, sent om aftenen en junidag i 2015, ringede Søren Pinds telefon. Han var gået i seng. Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der ringede.

”Hvad laver du,” spurgte han.

Søren Pind svarede, at han var gået i seng.

Lars Løkke sagde, at Pind var den sidste, han ringede til.

”Vil du være min justitsminister.”

Trods tilbuddet om den prestigefulde post var Søren Pind rasende. Men han sagde ja. Da statsministeren fortalte, at det var Kristian Jensen, der havde fået udenrigsministerposten, smed han røret på.

Søren Pind begyndte at mærke, at han var ved at være slidt op. Jobbet som justitsminister pressede ham og efter bare halvandet år flyttede Lars Løkke ham igen. Løkke gjorde ham til uddannelses- og forskningsminister i en ny regering, hvor Liberal Alliance og de konservative også deltog. Denne gang var det Liberal Alliances leder Anders Samuelsen, der løb med udenrigsministerposten.

Statsminister Løkke Rasmussen stod og stegte frikadeller på Marienborg. Det var en aften i 2017. Han var omgivet af sine hunde og sin familie. Søren Pind havde bedt om en samtale. Han ville meddele statsministeren, at han ikke kunne mere. Han var træt af kampene med Kristian Jensen, af splittelsen i Venstre, træt af udlændingepolitikken, træt af politik. Han ville ud. Lars Løkke kaldte på sin kone Sólrun og sagde: ”Søren vil holde op.” Søren Pind fornemmede, at statsministeren ikke rigtig troede på ham.

Løkke bad ham om at gå hjem og genoverveje det. Men Søren Pind havde for lang tid siden besluttet sig.

Hvornår tænker du allerførste gang, at du vil stoppe?

”Det gør jeg allerede, mens jeg er justitsminister. Der er jo flere grunde, men jeg fornemmer en ende på det. Jeg kan huske, jeg skrev til en partifælle, at jeg følte mig overflødig."

Hvordan føler du dig overflødig?

”Det kan jeg ikke forklare. Men det synes jeg bare lidt, jeg var. Jeg havde jo høje ambitioner og havde i mange år taget tilløb til virkelig at komme til at bestemme, og så lykkedes jeg ikke med at blive udenrigsminister. Jeg kunne også se nogle politiske valg i partiet, som jeg ikke var enige i – taktiske og strategiske beslutninger, som jeg kan se på længere sigt, vil gøre det svært for Venstre.”

Søren Pind luftede ind i mellem sine frustrationer på gruppemøder og ministermøder. Især udlændingepolitikken og alle de symbolske stramninger plagede ham. Men ingenting skete.

”Vi bliver ved med at tæske løs på udlændingepolitikken, skønt den er en gammel krikke efterhånden. Det er gået fra at være et es til at være en møllesten om halsen. Når jeg på et ministermøde siger, at vi bør lave et nationalt kompromis med Socialdemokratiet om udlændingepolitikken, og Inger Støjberg så som den første minister siger: ”Hvad skal vi så vinde næste valg med?” Så er udlændingepolitikken jo flyttet fra at være et nationalt anliggende til at være en taktisk foreteelse. Det går jeg ikke ind for.”

Dråben, der fik bægeret til at flyde over, blev Finansministeriets stadig større indflydelse på politik.

Mens Søren Pind var justitsminister, modtog han en PET-analyse om terrortruslen mod Danmark. Som alle andre papirer skulle det runde Finansministeriet. Her rettede en embedsmand i analysen, ’fordi det ser for dyrt ud.’

Søren Pind blev rasende og satte sin stilling ind på, at dokumentet blev rettet tilbage til det, fagfolkene fra PET havde skrevet. Han gik til statsministeren og ville diskutere Finansministeriets placering.

”Det er jo GRÆNSEOVERSKRIDENDE, at en tilfældig økonom uden det fjerneste begreb om Danmarks sikkerhedssituation kan rette i så vigtigt et dokument, ’fordi det ser for dyrt ud’. På en eller anden måde bliver det dråben for mig og et eksempel på, hvad der er galt med dansk politik.”

Den 1. maj 2018 klokken 18.01 tweetede Søren Pind, at han gik af som minister. Tweetet var illustreret med Søren Pinds profilbillede, hvor han med ryggen til og hånden på hatten som en anden cowboy går ud til et ventende privatfly i horisonten.

Karakteristisk nok for Søren Pind skete offentliggørelsen netop 1. maj, så nyheden om Søren Pinds afsked kunne kaste lidt grus i maskineriet, når venstrefløjen fejrede Arbejdernes Internationale Kampdag. Han sluttede sit tweet med et citat af Ronald Reagan: ’Fremtiden tilhører de modige – ikke de svaghjertede.’

Du blev ikke overborgmester, du blev ikke valgt til Folketinget på Bornholm, du blev ikke udenrigsminister, og du blev ikke formand for Venstre og statsministerkandidat. Når du ser tilbage, ser du så de bristede forhåbninger eller en fornem politisk karriere?

”Jeg tror, jeg ser begge dele. For mig er politik ikke en karriere, og noget af det, der irriterer mig ved moderne politik, er, at de unge politikere tror, man kan lave sådan et trip-trap-forløb, hvor man ender et bestemt sted. Sådan er politik ikke. Og apropos mit forsøg på at blive formand i 2011 så er ting nødt til at ske på tidspunkter, hvor det er rigtigt. Der har jeg mange gange i mit liv været på det rigtige tidspunkt, men nogle gange har jeg også bare været på de forkerte.”

Når man læser bogen, så er den farverig og ærlig, men også lidt vemodig?

”Det var vigtigt for mig at skrive ærligt, og det der med en lang række sejre, det ville jo ikke være rigtigt. For mig har det også været smertebundet. For eksempel erkendelsen af, at en hel del ting af det, jeg har gjort, har jeg gjort for min egen forfængeligheds skyld. Når man nu har fremstillet sig selv som en heroisk idealist, der altid bare har gjort det, man troede på, så er det jo også svært at se tilbage på: Det dér, lige præcis det dér – og nej jeg vil ikke nævne eksempler – det dér var jo bare din egen forfængelighed.”

Se, hvad vi ellers skriver om: Portræt, Christiansborg og Interview