Tre år i hælene på Tommy Ahlers: "Jeg kunne ikke ubetinget lide, hvad jeg var blevet til"

"Tvivl er mere grusom end den værste af alle sandheder"

Fra 'Misantropen' af Molière

TOMMY AHLERS PRAKTISERER en slags tegnsprog for de uhæmmede.

Når mundtøjet kommer i omdrejninger, følger gestik og krop uvægerligt trop.

Variationen er stor. Hans arme opererer synkront, spejlvendt, synkoperet og forskudt.

Det hænder, at en hånd går solo, mens den anden søger noget at knuge. En stak notater, en cigaretpakke, en kop, en mobil. Hvad som helst der måtte være inden for rækkevidde.

Med ujævne mellemrum bryder en dråbe spyt ud af den fossende talestrøm og fortsætter sin flugt i retning mod tilhøreren, alt imens fingrene danser, dirigerer, peger, knipser, trommer, banker og tapper i nærmeste bordplade. Hakker luften midtover eller høvler skiver af intimsfæren.

Det er med fagterne, som det er med resten af hans tempofyldte tilværelse. Den drives af begejstring og kører så godt som aldrig i ring. I stedet gør den nogle gevaldige krumspring, som de færreste, inklusive Tommy Ahlers selv, havde set komme mange øjeblikke forinden.

Jeg burde om nogen vide det, for jeg har i årevis søgt slipstrømmen på den arbejdsomme multimillionær og politiker. Draget af hans fremdrift, nysgerrighed og ubændige virkelyst, som holder folk omkring ham til ilden. Det er umuligt at sige, hvor man ender i hans selskab. Hvad det skal ende med. Han kan også tåle at blive spurgt om stort set hvad som helst, og det virker besnærende – ligegyldigt hvem man ellers interviewer.

Jeg har oplevet Tommy Ahlers kåd og nyforelsket, og – i tiden op til – på desperat jagt efter at blive netop det. Vi har bællet gule fadbamser, grønne shots og suget Blå Kings foran en rødglødende Ice Cube på Orange Scene. Diskuteret seksuel orientering og alle mulige andres nyfigenhed på sommerhusverandaen i Hornbæk, grint ad kampagnesloganer ved et mødebord hævet over Knippelsbro. Og mistroisk misset med øjnene, da bulletinerne lød om hans fantomvalg til Folketinget.

Vi har gudfrygtigt skrålet aftenmåltidet ind hos hans indremissionske forældre i Sønderjylland og skålet i champagne med tre nyforgyldte medinvestorer, mens resten af landet lå i dvale. Plus det løse.

Ret beset er 45-årige Tommy Ahlers grådig af natur. Ikke at han svælger i sin formue eller flasher den materielle overflod, som der ville være rigeligt råd til.

Han repræsenterer en anden form for ærgerrighed. Vindertypen, der ikke helmer, når sejren hives i land, men i stedet opdyrker andre slagmarker at søge indflydelse og forandring på. Med en kammerats flotte ord ejer Tommy Ahlers ’den protestantiske etik, der skal til for at udføre et stykke arbejde til almenvældets gode. Ikke bare til en suboptimering af sin egen position.’ Selv har han i årevis sagt, at han føler en pligt til at gøre så meget forskel, som han overhovedet kan komme til.

Lige meget hvad er Tommy Ahlers legemliggørelsen af et sjældent dyr i den danske erhvervsjungle: Serieiværksætteren, der flere gange har kunnet lugte og forvandle idéer – i mindst ét tilfælde blot idéen om at få en god idé – til det pure guld.

Men som i legenden om Kong Midas kender lykken sine begrænsninger, og det herskende medieportræt fortæller kun den halve sandhed.

Igennem de seneste par år er en tiltagende flok forræderiske skyer krøbet ind over Tommy Ahlers’ plads på solsiden. Det intense engagement har det med at flimre for helt at forsvinde, og så er han pludselig en anden. Mellemfornøjet og utålmodig, hvileløs og bekymret, presset og pessimistisk.

Parallelt med at Venstre har mistet indflydelse, og de interne kriser årelader vælgerskaren, nager tvivlen med stadig kortere mellemrum. Drømmen om at ændre det bestående til noget bedre er stadig ædel. Men var det formålstjenligt, da han overnight meldte sig ind i Danmarks Liberale Parti, solgte ud af bestyrelsesposterne og gik all-in på den lovgivende statsmagt? Det er det, der er det store spørgsmål. Det, der spøger for fuldt blus.

Som nybegynder på Christiansborg synes lærepengene dyrere end nogensinde, og vendes blikket mod fremtiden, er trøsten til at overskue. Selvom han gav sig selv 10 år til at indfri sine tårnhøje ambitioner, er han længere fra dem, end da han begyndte i 2018.

Tommy Ahlers er mere end bare i tvivl. Han overvejer, om han bruger sin tid og sit liv optimalt. Om det er her, han kan gøre den største forskel.

”Essensen i vores snakke,” som han siger, ”den er vel, at jeg troede, jeg skulle forandre politik. I stedet er det politik, der forandrer mig. Og jeg kan ikke ubetinget lide, hvad jeg er blevet til.”

JUNI 2021

DEN DÆMONISKE HVINEN fra en vinkelskærer, der fræser i metal, stopper lige så brat, som den stemplede ind. Få sekunder efter vader to svedhaglende håndværkere gennem den åbne hoveddør, sparker sikkerhedsskoene til hjørne og forsvinder op ad trappen mod de øvre etager.

Renoveringen af rækkehuset på Galionsvej – et køb til 35 millioner ifølge Ekstra Bladets boligpatrulje – står stadig på, men Tommy Ahlers og hans nye kæreste er ikke desto mindre rykket ind med deres i alt fire børn.

Han mødte Le Gammeltoft, mediestifter og forretningskvinde, til et valgarrangement i foråret 2019. I november samme år blev de et par.

De er begge kendte, men ikke for at spilde tiden unødigt. Og nu har den sammenbragte familie fået tag over hovedet skråt bag Operaen. Havneblikket flugter gennem Amalienborg Slotsplads og bremses først ved den ranke, blankpolerede marmorkirke.

”Det kan virkelig noget, det må jeg medgive,” siger Tommy Ahlers fra sin plads for enden af parrets nye spisebord.

Han fortaber sig i alle de byer og bydele, han har levet i som voksen. Det er en lang og stakåndet remse. Lyngby, Gentofte, Gentofte igen, Frederiksberg, Nordvest-kvarteret, København K, Madrid, Gentofte igen-igen, Østerbro igen, Brønshøj, Østerbro igen-igen, København K igen og Østerbro igen-igen-igen. Som regel for et år eller to, nogle gange mindre.

Den netop fraflyttede murstensborg på Rosenvængets Allé, en astridlindgrensk Villa Villekulla med asymmetri, tårne og spir, er stedet, hvor Tommy Ahlers har boet længst siden opvæksten i Sønderjylland. Det er også det hjem, som han har haft mindst lyst til at rykke videre fra.

Men kæresten ville det anderledes, og hun havde en pointe. Skulle de starte fra en frisk, skulle det være på lige vilkår.

”Det forstod jeg godt. Og hvis ikke Le stillede den slags krav, ville vi nok ikke kunne være sammen.”

Nu er der lige kort til skole for begge søskendepar, men samlingen på Holmen er mere end en praktisk-logistisk foranstaltning. Går alt efter planen, tjener den som punktum for det hæsblæsende kapitel, der accelererede, da Tommy Ahlers blev separeret i 2013. Hans søn var kun fem år gammel og hans datter to, men bruddet med deres mor syntes uundgåeligt. For han troede ikke længere, at han var heteroseksuel.

Penge havde han tjent en masse af, og snart efter fulgte rollen som lyninvestor – kæphøj med et underfundigt og sønderjysk twist – i DR1-hittet ’Løvens Hule’. Dermed var Tommy Ahlers både rig, berømt og ungkarl. En kombination, der åbnede døre til en noget anden tilværelse efter et kvart århundredes opadstræbende slid.

I en alder af 11 indledte han sine skolemorgener med at gå til hånde på en nærliggende gård. Dernæst betjente han langturschauffører på Q8-tankstationer i grænselandet. Og da han avancerede til den i Lyngby lige nord for København, gav han samtidig jurastudiet en chance – en beslutning, der førte til en konsulentkarriere hos McKinsey.

Det var her, at iværksætterlysten meldte sig og nogle år senere kastede to trecifrede million-exiter af sig – ZYB solgt for 235 millioner til Vodafone i 2008 og Podio solgt for 330 millioner til Citrix i 2012.

”Jeg havde ikke rigtig tid til at pejle mig selv i de år. Det at føre en start-up til tops kaprede mit liv og fyldte nærmest alt. Da det sluttede, vendte det op og ned på det meste. Alt blev taget op til revision.”

De to håndværkere dalrer tilbage ad trapperne. I et splitsekund skifter Tommy Ahlers antenneretning, så fortsætter han sin fortælling. Vanen tro lader han sig ikke distrahere. Ikke for alvor. Han er observant, konstant registrerende, men fokusset får altid overhånden.

Når han er til stede, er han fuldt til stede. Så spørger han til sin samtalepartners velbefindende, følger op på gamle tråde, respekterer formalia, inden han lader sig sænke ned i materien. Det væsentlige, det, der skal føre samtalen videre.

I morgen aften skal Danmark op mod Belgien, og hele byen syder og bobler som en rødgrød under opkog. Der er Dannebrog i øjet, ‘Re-Sepp-Ten’ i øret og Eriksen i hjertet, og hvis man er folkevalgt og vil smede på en brandvarm folkestemning er det lige nu, det sker. En broget flok af Tommy Ahlers’ kolleger har da også sat kurs mod Parken, hvor de på sociale medier agter at skilte med deres – skal det vise sig – angribelige adgang til nationalstadionet.

Selv nævner han ikke fodbold eller dramaet forleden mod Finland. Ikke med så meget som et ord. Ikke fordi han finder EM-slutrunden latterlig eller ligegyldig, men fordi noget andet okkuperer hans hjernevindinger. Tvivlen.

For to måneder siden, i april, fastholdt Tommy Ahlers stadig, at han ville genfinde sin tro på sit 10-årige politiske projekt. Men han varslede også, at han ville rådføre sig hos et par tidligere folketingsmedlemmer. Nogle af de mest succesfulde, der har forladt Christiansborg for at forfølge civile karrierer. Han ville høre dem, hvorfor de havde fravalgt politik. Og hvordan de så hans muligheder, hvis han valgte at blive.

Er det noget, du har fået gjort?

”Ja, det har jeg fået gjort.”

Men det skubbede ikke i en positiv retning?

”Nej, det gjorde det ikke. Det gjorde det slet ikke. Det lader til, at folk, der er kommet på afstand af Christiansborg, deler en betragtning om, at det ikke nytter at holde ud. At tingene ikke ændrer sig til det bedre, hvis man insisterer på at blive.”

Han har læst op på sin penible situation og bringer Poul Hartling på banen. Den nu afdøde partifælles første gerning som formand var at trække Venstre væk fra de konservative, over mod de radikale, med en banebrydende og uhørt udmelding. Ved vejs ende, da han var færdig som statsminister lånte han fra en John F. Kennedy-metafor – sammenlignede det at være magtfuld folkevalgt med at ride på ryggen af en tiger:

”Den fører dig længere og længere ind i junglen, og hopper du af, så æder den dig.”

Nu er det Tommy Ahlers, der parafraserer Poul Hartling, og det gør ikke spørgsmålet mindre presserende. Må han – efter et år som minister og to år som menigt folketingsmedlem – videre i teksten? Han dunker en knyttet næve mod denimskjorte og brystkasse.

”Der er noget forbandet over at være en tvivler,” siger han så. ”Altså ... hvorfor kan jeg ikke bare settle down, ik’? Det er jeg måske på vej til rent menneskeligt, fordi jeg efter nogle hurtige år har indset, at de dybe venskaber og familien betyder mere, end jeg lige gik og troede. I alt muligt andet kan tvivlen fortsat nage.”

Tvivleren er i tvivl om sin tvivl. Måske er den en nådegave:

”Tvivlen gør jo, at jeg aldrig sidder fast og kan komme nye steder hen og gøre en forskel.”

Måske er den et åg, en gemen rygdolker, der pønser på at sætte sit nådestød ind:

”Men tvivlen gør jo også, at jeg – og sikkert flere andre – ser mig som en flakker. Hvad jeg på ingen måde bryder mig om.”

JULI 2018

VI SKRUER TIDEN tilbage. Tre år, godt og vel. En drøm rumsterer på den nye uddannelses- og forskningsministers hjørnekontor. På Tommy Ahlers’ hjørnekontor. Om at etablere sig, ”hvor man virkelig kan gøre en forskel,” som han siger.

De politiske idoler bærer fornavne som Poul og efternavne som Hartling og Schlüter, men han kalder det ”utidigt” at lufte ambitioner om selv at lede landet. Heller ikke en skønne dag.

”Sådan noget skal jeg ikke citeres for,” som han også siger.

Det kører ellers. Mens Tommy Ahlers gik på røven med sin første iværksættersatsning, har de første måneder som politiker været helt og aldeles vingebårne.

Muligheden opstod for et par måneder siden. Med et opkald den 30. april 2018. Det var statsminister Lars Løkke Rasmussen, der inviterede forbi privaten. Samme aften.

De var ikke komplet fremmede for hinanden – Tommy Ahlers har været formand for regeringens iværksætterpanel og menigt medlem af Disruptionrådet – og besøget i Nyhavn udviklede sig til den fugtige side. Gennem tobakstågerne skimtede serieiværksætteren, at han var i færd med at blive set an. Og ganske rigtigt, for en mulighed dukkede op. Om han ville være ny uddannelses- og forskningsminister.

Da statsministeren ringede tilbage næste morgen, var betænkningstiden allerede ovre. Tommy Ahlers huggede til. Så kompliceret var analysearbejdet heller ikke. Også fordi hans ekskone, iværksætteren Anna Søndergaard, lovede at bakke op, hvis der blev brug for fleksibilitet på børnepasningsfronten.

Til trods for et par teenageår i Konservativ Ungdom i Aabenraa i start-1990’erne og et mindre end halvhjertet forsøg på at komme i Folketinget i 1998 havde han ved flere lejligheder udnyttet sin medietaletid som iværksætter til at lange ud efter Christiansborgs eklatante mangel på erhvervsforståelse. Men det var ikke nogen undskyldning for nu at holde sig væk. Det var en udfordring, der var til at tage og føle på.

”Ville jeg risikere at blive upopulær hos de venner og bekendte og forretningsforbindelser, der er politisk uenige? Min tvivl provokerede mig til at takke ja til Lars Løkkes tilbud. For er det ikke selve meningen med livet? At vi ikke bare går igennem det med et mål om, at så mange som muligt skal kunne lide os, men at finde ud af, hvem vi selv er og dernæst stå ved det?”

Desuden var der det her med nysgerrigheden. Tommy Ahlers behøvede luftforandring, trængte til noget nyt at hengive sig til. Tre sæsoner med ’Løvens Hule’ var nok, og til trods for titlen som ’Best Angel Investor 2016’ kedede det ham at køre rundt og tilse sin myldrende underskov af investeringer. At mærke alle mulige andre brænde for deres hjertebørn mindede ham om sin egen sult. Hvor svært det var at finde frem til det næste, smågeniale koncept, som han kunne opdyrke og lade sig besætte sig af.

Tommy Ahlers har med egne ord været forelskelsesløs. Men det er han ikke længere. Den berusende følelse, der tidligere kunne løfte ham ud af kroppen og give ham overmenneskelige kræfter, er kommet brusende fra den 2. maj – hans første dag i ministeriet.

”Jeg går i det hele taget rundt og ... ja, jeg er simpelthen glad!” siger han. ”På den måde er der nogle reelle referencer til den kødelige forelskelse. Det er lige før, jeg tror, jeg er mere afslappet, fordi rammen som minister er så forholdsvis fast.”

Han læser notater til langt ud på natten, står op igen, når morgenen gryer og udnytter tiden på bagsædet af sin ministerbil til at konsultere rådgivere over telefonen.

På væggene i hjørnekontoret lyser en flok hvide firkanter. De er levn fra de malerier, som forgængeren på posten havde hængende. Omme på den anden side af døren, i det simrende sekretariat, hvor hæle klakker, og tastaturer klikker i en sagte og konstant kakofoni, undrer de sig højlydt. Skal den nye minister ikke snart have indkøbt sig noget kunst? Og nogle andre møbler? Sådan plejer det at være, når territoriet skal pisses af.

”Men det ser jeg ikke nogen grund til,” siger Tommy Ahlers. ”De fungerer jo, de stole, og jeg har så meget andet at tage stilling til.”

Han er ikke overdrevent forfængelig. Og mindre selviscenesættende end sammenlignelige størrelser som Søren Pind i politik og Jesper Buch i iværksætteri. Men tag ikke fejl. Han nyder at have privatchauffør og være omgivet af tjenende ånder. Ministersekretærer, den særlige rådgiver, pressechefen og fremdeles. Det lyder måske forlorent, men for en mand, der har tjent rigeligt til resten af sine dage, kan meningsfyldt arbejde være løn nok i sig selv.

Og lige nu giver alt mening. Han har ganske usædvanligt inviteret Enhedslisten med til forhandlinger om den årlige forskningsreserve – et forlig, som venstrefløjspartiet ikke normalt kommer i berøring med. Og inden Folketinget gik på sommerferie, begyndte den friskudnævnte minister at samle opbakning til det, der skal munde ud i en aftale med samtlige partier om nogle mere fleksible universitetsuddannelser.

Da det rent faktisk lykkes, skal adskillige medlemmer af den velvoksne kommentator-kolonne bemærke, at Tommy Ahlers – efter Lars Løkke Rasmussen-regeringernes vante standarder – har talent for at skaffe bred tilslutning. At det ligner et svendestykke.

Så det er dét, som den nytilkomne minister har gang i. Derfor, endorfinerne skyller i hans blodbaner. Og derfor de elastiske mundvige trækker højt op i hans kinder.

”Det er sådan, det føles at være blevet minister,” som han siger. ”Som en stormende forelskelse, der indtil videre har varet i to-tre måneder.”

Måske er det hele for godt til at være sandt. For lige midt i lykkefølelsen rører rankespillene på sig. Tommy Ahlers fortæller om den skoleafslutning, som han forleden holdt for sin efterhånden 11-årige søns klasse. Mens snobrød brankedes på bålet nede bagest i haven, faldt han i snak med en af de andre fædre. De talte forbi hinanden.

”Det var noget med folkemødet på Bornholm. Jeg troede, han fremhævede min foreløbige indsats for at ændre uddannelsessystemet – at det havde været talk of town i Allinge. Han troede, at jeg talte om min seksualitet, og at jeg havde meldt noget officielt ud. ’Ja, det var et stort tema derovre, ’ sagde han.”

Selv om Tommy Ahlers sådan set ønsker at være åben om sin seksualitet, så har han også lovet sig selv at værne om sine privatanliggender – ting, der ikke behøves at blive udbasuneret i pressen.

Men det går op for ham, at han har undervurderet det tiltagende rampelys. At han må bryde med sine principper – rydde op i det, som andre kan spekulere i – hvis han vil gøre sig gældende.

En ting er at tone frem på tv hver torsdag aften, en anden at stikke snotten frem i politik. Gør man det, giver det modstandere. Og selv hvis de ikke vil dig noget ondt, føler de sig berettiget til at snage i alle aspekter af dit liv.

”Som ny minister bliver man udsat for noget helt andet. Det er en helt anden scene. Det føles, som om offentligheden gør krav på én på nogle andre vilkår,” siger Tommy Ahlers.

Han frygter, at de skriverier, der går forlydener om, kan drysse grus i hans politiske maskineri. Så han beslutter sig for komme dem i forkøbet. I en artikel, som jeg står for til Euroman, fortæller Tommy Ahlers således om sin biseksualitet. De svar, han giver i interviewet, oser langt væk af den begejstring, som han lever højt på for tiden:

”På nogle vigtige punkter har de to ting (politik og start-ups, red.) faktisk en del til fælles. Man gør noget, man er engageret i noget, og man tør bringe sig selv i spil. Jeg undervurderede, hvor meget ægthed, passion og energi der er i den her verden. Det er blandt andet de kvaliteter, der nærer min forelskelse.”

Går du anderledes til arbejdet end dine kolleger, som er opvokset med partipolitik?

”Det vil jeg mene. Jeg kommer jo fra et sted, hvor jeg mest har været vant til at tale problemer og udfordringer i det politiske system. Jeg var længe sådan en skarp tunge, der bralrede løs og forlangte, at dem inde på Christiansborg måtte komme op med en løsning. Nu er det så mig, der skal levere løsningerne, og selv om the tables have turned, så prøver jeg at holde fast i, at jeg godt må sige: ’Jeg ved det ikke!’ i stedet for at lave en lov, der foregiver at være en løsning uden reelt at være det.”

NOVEMBER 2018

INGEN VED, HVORNÅR Lars Løkke Rasmussen trykker på knappen. Heller ikke Tommy Ahlers. At de to – i partipolitisk forstand – spiller på samme hold, betyder ikke, at de er tilnærmelsesvist fortrolige. Måske ved konen Sólrun og hunden Beauty noget, som vi andre ikke ved, men ellers holder landets leder de strategiske trumfkort tæt til sit tætte korpus.

Ude på Knippelsbro lyser de irrede kontroltårne i en aftendis, der emmer af hemmeligheder. Panoramaudsigten fra ministerkontoret er eventyrlig, men han har for længst vænnet sig til den. Uddannelses- og forskningsministeren langer til et fad med kødglinsende smørrebrød. De lange arbejdsdage med frokost- og middagsaftaler ad libitum har givet et par ekstra kilo på sidebenene. Det bekymrer ham dog ikke. Der findes stadig vigtigere ting at gå op i. At have fundet sit nye kald er ikke lutter lagkage, for hvis magten skulle skifte ved næste folketingsvalg, kan han være færdig i politik. Medmindre han altså bliver stemt ind i Folketinget.

Venstre har givet Søren Pinds københavnske valgkreds til Tommy Ahlers. Den på Østerbro. Hjemmebanen til trods er det ikke et sikkert sæde, men han bør have en fair chance, hvis tingene gribes kløgtigt an.

Og det er planen. Dér, hvor Tommy Ahlers har fået sin opdragelse, kan mavefornemmelser være værdifulde, men kun hvis de bakkes op af systematik, og han går til opgaven, som han ville gøre, hvis det var en investeringsmulighed, der skulle analyseres.

Omkring ministerens mødebord sidder en flok nære allierede. Til sammen udgør de kampagnekomitéen.

Den brogede forsamling har Tommy Ahlers som eneste fællesnævner – ham og så, at de bidrager pro bono. Der er blandt andre Peter J. Kofler, bestyrelsesformand i Dansk Iværksætter Forening.

Langhårede og gennemfynske Nicolaj Reffstrup er stifter af tøjmærket Ganni, mangeårig ven og tidligere bofælle i kæmpekassen på Rosenvængets Allé. Da Reffstrup og hans hustru var mindre kreditværdige, end tilfældet er i dag, tilbød Tommy Ahlers at købe et hus, der kunne rumme dem alle.

Jeg selv er undtagelsen i det sluttede selskab. Jeg har fået adgang som spinatfugl – hyret ind på timebasis for at kondensere det indhold, som komitéen eventuelt måtte nå frem til.

Den begynder på bar bund. Det vil ikke en gang hovedpersonen lægge skjul på. Som han siger, mens resten får gumlet færdig:

”Vi skal arbejde med mine politiske visioner. De ting, jeg ønsker at fokusere på. Hvis nogen i morgen spørger mig, hvad min politiske vision er, så får jeg svært ved helt at svare på det,”

I løbet af aftenen enes de om en slagplan. Helt konkret skal der udtænkes flyers, foldere og plakater, som markant adskiller sig fra Venstres generiske layoutlinje, i god tid, før valget udskrives. Der skal også hittes på et valgslogan og nogle dertilhørende hashtags.

”Vi behøver et ’Make America Great Again’, men den slags kan hurtigt blive banalt, hvis ikke vi får hevet ud af Tommy, hvad han vil fikse som politiker. Trump siger, at USA er truet fra mange sider, og man ikke kan stole på eliten. Det er der altså noget substans i,” er der én, der fremhæver.

”Og så kan Trump altid bare skifte emne, hvis dagsordenen ikke passer ham,” påpeger en anden.

”Ja, ja,” indvender Ahlers, ”men det er jo bare, fordi han glemmer nuancer og virkeligheden. Ellers kunne han ikke kommunikere specielt klart.”

Reffstrup nævner den direkte rival til et Venstre-mandat i København, Jan E. Jørgensen på Frederiksberg. ”Han er et fantastisk eksempel på, hvad der kan komme ud af at have en klar profil. Jeg gik og troede, han var en kuglestøder (reference til daværende folketingspolitiker Joachim B. Olsen fra Liberal Alliance, red.), men så udgav han en bog med utvetydige standpunkter, og pludselig ved alle, hvem han er. Og de har altså ikke læst bogen eller noget, de har bare fulgt lidt med i medierne.”

JUNI 2019

I DAG ER ikke bare grundlovsdag, det er også valgdag – dobbelt-op på fest for det danske folkestyre.

Tommy Ahlers’ og hans ivrigt fægtende hænder har gjort, hvad de kunne. Nu er der kun ét at gøre. At afvente vælgernes dom.

Debutanten har fået sig et valgslogan, som hører til de kortere af slagsen: Han er ’Politisk Iværksætter’. De to ord bakkes op af et skånsomt retoucheret ansigt, der indgyder øjenkontakt og velvilje på et halvt hundrede plakater langs rækværket over Knippelsbro.

Oppe fra hjørnekontoret ser den endnu fungerende uddannelses- og forskningsminister ud til at være i klart overtal. Hist og her er der tilmed blevet plads til nogle teksttungere variationer – den kække ’Et ben i fremtiden, flere ben i næsen’, den konkrete ’Vi skal investere i klimaet’ og den lettere personlighedsudviklende ’Ingen er perfekt, vi skal turde lave fejl’.

Med rene linjer og kølige signalfarver har Tommy Ahlers’ kampagne skilt sig smagfuldt ud, men på valgdagen er spørgsmålet ikke desto mindre, om det rækker med tryksagerne og de velbesøgte valgmøder, hvor kulturelle profiler med københavnerkapital – navne som Pernille Rosendahl og Le Gammeltoft – stillede op til paneldebat.

Da Tommy Ahlers åbner B.T. ud på morgenen den 5. juni 2019, får nervøsiteten et nøk. Formiddagsavisen har bedt en af landets mest træfsikre betragtere om at give sit bud på valgets sandsynlige tabere, og uddannelses- og forskningsministeren er én af dem.

”I København ser Venstre ikke ud til at få et godt valg, og her er det et tæt løb mellem Tommy Ahlers og Jan E. Jørgensen, hvor en af dem kan risikere at ryge ud. ” udtaler Lars Trier Mogensen. ”Og for dramaets skyld er jeg tilbøjelig til at pege på Ahlers, som godt nok har en kendisfaktor, men som jo er relativ uerfaren på den politiske scene.”

Eksperten skal vise sig at være galt afmarcheret. Tommy Ahlers får et brag af en debut. Han stryger ind som folketingsvalgets stemmesluger nummer fem, og med sine 26.420 personlige stemmer mere end tredobler han Søren Pinds facit fra 2015. I partiet overgås han kun af Inger Støjberg og Lars Løkke Rasmussen.

Ritzau ringer et par udtalelser hjem til nyhedsrullen:

”Jeg håbede og troede selvfølgelig, at jeg ville komme ind. Men det her er jo helt vildt,” siger Tommy Ahlers.

Der spørges ind til hans uforudsete popularitet.

”Jeg ved det ikke,” lyder svaret. ”Det er der sikkert andre, der er bedre til at svare på end mig. Men jeg tror, at det kan være noget med, at København er en studieby, og som uddannelsesminister har jeg fået lov til at lave nogle ting om og give de studerende mere frihed.”

Uden for citat er ydmygheden mindre eksplicit. Resultatet cementerer, hvad han længe har fornemmet. At danskerne higer efter udefrakommende kapaciteter. Idealister med erfaring fra virkeligheden. Typer, der har meldt sig ind i kampen af ædle årsager – ikke for at tjene til dagen og vejen, men for at synkronisere folkestyre og folk.

Trods fremgang til Venstre står Lars Løkke Rasmussen til at tabe regeringsmagten til socialdemokraternes Mette Frederiksen. Ritzau vil gerne høre om den ministerbil, som Tommy Ahlers snart må parkere.

”I nogle perioder har jeg cyklet på arbejde halvdelen af tiden, og det kan jeg jo bare fortsætte med. Jeg har det på samme måde, som da jeg blev minister: Det har jeg aldrig prøvet før. Det skal nok blive sjovt, og så håber jeg, at jeg kan finde ud af det.”

Jargonen sidder så småt.

NOVEMBER 2019

TOMMY AHLERS BOR formentlig på én af de tre dyreste adresser i Rosenvængets Kvarter, kongerigets ældste villakvarter.

Over de senere år er huset steget kraftigt i værdi, men Tommy Ahlers har tidligere afvist, at det spiller ind i overvejelserne, når han kaster sig ud i ejendomshandler.

”Jeg plejer at sige, at penge ikke kan fortrylle dit liv. En Mazda og en Tesla kan begge bringe dig fra A til B. Og ferie kan man holde hvor som helst. Men når man skal finde et sted at slå sig ned, kan det gøre en reel forskel at være ved muffen. Så det er jeg taknemmelig for at være. Det er min måde at investere i at få det så godt som muligt.”

Han er endnu ikke faldet for fristelsen til at slippe en indretningsarkitekt løs i et indvortes amokløb på sit ornamenterede sammensurium, og i al den tid, jeg er kigget forbi, har rummene stædigt lignet sig selv. Skolefotografierne på opslagstavlen opdateres løbende, men det er nærmest også det. Ellers råder en adstadigt patineret uforanderlighed. Et resultat af tidens tand. Og patriarkens benarbejde.

Tag fx plankegulvet i køkken-alrummet. Under Tommy Ahlers’ faste plads for enden af spisebordet skaller den grå maling i hundredvis af flager – slået af, når han stepper sig igennem den ene sindsoprivende monolog efter den anden. Det er ikke kun overkroppen, som indlever sig.

”Der har faktisk været boligmagasiner og den slags, som ville ind og fotografere. I gamle dage sagde jeg altid nej, og det holder jeg fast i. Men jeg overvejer det da nu. Det gælder om at være synlig. Det er sådan, alle tænker i politik. Og når jeg siger alle, så mener jeg alle.”

Tommy Ahlers rejser sig fra stolen og bakker mod kaffemaskinen, fortsat snakkende. Den står som altid på lungokapsler fra Nespresso, og som så mange gange før er han løbet tør for mælk.

”Det beklager jeg,” siger han. Det lyder oprigtigt.

Dagens varme emne er hierarkiet i Venstre. Hans egen position, ikke mindst. I folketingsvalgets efterspil måtte stridshanerne Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen hver især trække sig, hvorefter Jakob Ellemann-Jensen som den eneste stillede op som formand. I kampvalget om at blive næstformand var det strammeren Inger Støjberg mod pragmatikeren Ellen Trane Nørby. Strammeren sejrede.

Med den nye magtfordeling hviler freden ikke nødvendigvis, hverken over land eller by. Men Tommy Ahlers siger, at han klinger med den to år ældre partileder. En følelse, der må være gengældt. Han har i hvert fald fået plads i lederteamet, som desuden består af Troels Lund Poulsen, Sophie Løhde og Karsten Lauritzen, der – modsat Ahlers og Ellemann-Jensen – alle har trådt deres konfirmandsko i Venstres Ungdom.

”Jakob hersker helt anderledes, end Lars gjorde,” siger Tommy Ahlers. ”Det føles mere som et kollektiv. Vi kan diskutere alting. Lars var mere nede i sin egen mavefornemmelse.”

Ordførerskaberne er ikke endeligt fordelt, men de tunge af dem er der for længst lagt billet ind på. Foreløbig sidder Tommy Ahlers med erhverv, men han har også kig på klimaområdet. Da vi første gang sad i hans koboltblå Tesla, det var tilbage i 2016, afviste han ellers, at grøn teknologi var en motivation – endsige noget for ham at investere i. Elbilen havde han købt af andre årsager. Fordi den accelererede, så det kildede i maven, og fordi den kunne fjernstyres ud af garagen.

”Jeg har altid været et legebarn. Men det var i 2016. Der kan ske meget på ingen tid,” siger han. ”Der er et problem, der skal løses, og de borgerlige skal med på vognen. Jo længere, du har siddet i Folketinget, jo mindre føler du åbenbart for klimaet. Hvilket undrer mig en del ... for jo mere jeg lærer, jo mere overbevist er jeg om, at klimaet er den krise, vi for alt i verden skal løse.”

JANUAR 2020

DEN SJÆLDENT ANVENDTE øverste etage danner ramme om et sammenrend, som ingen anden politiker ville kunne diske op med.

Reelt set er det da også to verdener, der mødes, to værter, der inviterer. Spændvidden er til at tage og føle på: De 70-80 fremmødte på Rosenvængets Allé tæller popmusikere, reklamebureaudirektører, en chefredaktør fra en ugeavis, en anden fra et månedsmagasin, moderedaktører, radioværter, skærmtrolde, investorernes superliga, folkevalgte og sågar en nyslået partileder.

Dansegulvet, hvor et par seriøst dygtige dj’s spiller op, og trænede bartendere holder væskebalance og promille i top, er renset for socialdemokratiske ministre.

Ingen af de tilstedeværende aner, at en pandemi snart skal lægge tilværelsen, som de hidtil har kendt den, i dvale, men de fleste fyrer den af – et aldersgennemsnit over 40 år taget i betragtning – som om det er sidste nat på Jorden.

Mens Le Gammeltofts gæsteliste tæller folk, som hun aldrig har delt lønningsliste med, er størstedelen af Tommy Ahlers’ udvalgte samlet op via nuværende eller tidligere arbejdsfællesskaber.

Det siger noget om, at han lægger sin identitet i den daglige dont. Men også at han sjældent smækker med døren. Selv på mange års afstand er det svært at snige illoyale fraser ud af munden på ham.

Tommy Ahlers står midt i det hele. Pivåben skjorte, sveden haglende fra panden, en smøg i den brede flab og en vrikkende kæreste i hånden. Han er atter forelsket, men for første gang i umindelige tider er det ikke i sit arbejde.

Der var tale om en løbende udskiftning. Da den ubetingede kærlighed til politik begyndte at bakke, marcherede Le Gammeltoft ind. De to lange skikkelser udgør så oplagt en konstellation, at det kammer over i det umage. Så højtragende, målbevidste og markante kan man næsten ikke være to af i et ligeværdigt forhold. Ikke uden at den amourøse gnist kan forvandle sig til temperamentsfuld friktion.

Og ja, det lader til at være slut med at date mænd.

”Jeg skulle jo nok afsøge min seksualitet, som jeg har en historie med at afsøge ting. Og undervejs fandt jeg ud af, at jeg hverken er heteroseksuel eller homoseksuel. Det kan man så kalde biseksuel, hvis man vil. Det er i hvert fald personligheden og ikke kønnet, der gør udslaget.”

Han lægger ikke skjul på, at han får kvalificeret modstand.

”Jeg kan godt komme til at fylde for meget i mine forhold. Ikke forstået sådan, at jeg kører den anden midtover, men jeg kommer til at køre mit eget løb, så det ikke foregår på fællesskabets præmisser. Det sker ikke med Le. Jeg er fuld af beundring og respekt for hende. Jeg tager mig sammen, når vi er sammen.”

APRIL 2020

ET PAR MÅNEDER senere kan festen på Rosenvængets Allé være svær at genkalde sig. Hvordan det var før corona. Hvornår noget tilsvarende skal ske. Om nogensinde.

Det er sådan, vi sidder og har det i stueetagens køkken-alrum, hvor Tommy Ahlers klakker højre skosnude mod plankegulvet.

Corona-virus inficerer ikke ret mange, ikke endnu, men tanken om smitten infiltrerer alt. Selv de garvede kolleger siger det. At det er en enestående periode, som han er blevet politiker i. One to remember.

”De er paf. De har aldrig oplevet noget så vildt. Lovgivning handler meget om langsigtede prioriteringer, men nu skal der pludselig prioriteres kortsigtet. De er meget ... sådan: ’Wauw, det her bliver nok det vildeste, du kommer til at opleve i politik!’”

Når han ikke refererer kolleger, der lyder høje på de drastiske nye tider, er Tommy Ahlers mindre fascineret. Så taler han om at luske hjem fra Christiansborg i smådepressiv tilstand, fordi den handlekraftige regering slukker iværksætterdrømme i massevis.

”Jeg har konkret snakket med folk, der ikke var dækket af nogen former for hjælpepakke. Og dem har jeg så kæmpet for over for erhvervsministeren. Der har været enkelte indrømmelser. Men ikke helt nok. Alt det, som folk har kæmpet for at skabe, kan forsvinde på et splitsekund, hvis ikke der er hjælp at hente. Det er vildt skræmmende med al den frihed, der inddrages – de begrænsninger, der tvinges igennem for at nå nogle mål på den helt korte bane. Mette Frederiksen er sgu snu. Hun har sat sig på alt, men er god til at få alle mulige andre til at skulle bære ansvaret for sin linje. Det er gennemtænkt, de er dygtige. Det kan bare også kamme over og blive for orkestreret. Jeg frygter lidt, at de simpelthen ikke forstår, hvor skadeligt det er at lukke ned i den her ekstreme grad. Men omvendt gør det, at jeg aldrig har været mere borgerlig, end jeg er lige nu.”

Det næste øjeblik fremhæver han, hvor svært det kan være at indordne sig en partilinje, som byder den personlige logik trods. Tommy Ahlers tror stadig, at vi kan innovere os ud af de fleste problemer. Det være sig CO2-udledning, hungersnød eller pandemier. Men det er ikke altid nok, når der skal føres politik, og resultater kan synes mindre væsentlige end positionering.

”Jeg blev ret så frustreret i en intern diskussion her for nylig.”

Hvad skete der?

”Jeg foreslog noget, der gav mening, men ville være det samme som at købe ind på regeringens kurs. Det faldt ikke i god jord. Faktisk føltes det lidt som at blive udskammet eller desavoueret som barn eller ung. Det sidder stadig i mig.”

Fordi du blev ignoreret?

”Fordi jeg er vant til, at folk gerne vil lytte til mig – at de prøver at forstå mine inputs og forslag. Og i det her univers, skal du overdrive og være meget insisterende.”

For første gang i sine to år som politiker svælger Tommy Ahlers i det, han gjorde sig i før. I iværksætteriet. Han nævner Le Gammeltofts indsats for at løfte sit medie, Heartbeats, mod det næste økonomiske pejlemærke. At det er spændende at følge fra sidelinjen.

Han fremhæver Labster, der har grebet momentum og skabt virtuelle laboratorier til hjemmearbejdende forskere i den helt store stil.

”Tror du lige, det boomer!” spørger han uden at spørge. ”Det er en svær tid at være iværksætter i. Men hold kæft, der er nogen, der har ramt den lige i røven.”

Og så kommer han til Peakon. En af de investeringer, hvor han sad som bestyrelsesformand frem til ministerkaldet. Peakon spurter derudad. Den er ikke længere en gazellevirksomhed, men en savanne fuld af graciøst galopperende væsner. 200 ansatte i København og London og en ny investorpakke på omkring en kvart milliard kroner til at blive selvkørende.

”Det var jo pissesjovt at tage del i, og det går dem virkelig godt. Hvis jeg havde fået et opkald om at blive chef for så mange mennesker, tror jeg, det havde fristet lige så meget som en ministerpost. Og så se mig selv ... Jeg er vel snarere en slags mellemleder med stærkt begrænsede beføjelser. Det er sjældent, at mine visioner når længere end et niveau op i fødekæden. Så ja, jeg savner nok at have kortere til de afgørende beslutninger. Selv i en ekstraordinær periode med masser af kortsigtede løsninger er jeg laaaangt væk det meste af tiden,” siger Tommy Ahlers.

Han glatter fingerleddene mod bordpladen, lufter en erkendelse, der ikke før har været luftet:

”Den politiske træghed kommer til at udfordre mig. Mere end jeg havde forventet.”

JUNI 2020

TOMMY AHLERS SKAL på sommerferie. Sådan én har han bevilget sig selv.

”Jeg plejede at være pissegod til det med at feriere. Især hvis jeg vidste, hvad der skulle ske bagefter. Men sidste sommer, efter valget, var jeg i et vakuum. Jeg anede ikke, hvad min rolle ville være fremover, og så endte det med et virvar af afbrydelser og mobilen tændt. I dag kan jeg se, at jeg bare skulle have holdt rigtigt fri.”

Planen er at leje en autocamper og bumle rundt i sommerlandet med kæreste og børn, når nu udlandet alligevel er lukket ned. Det føles også klimavenligere sådan.

Derudover står den på færre sociale sammenkomster med færre tomme flasker og fyldte askebægre til følge.

”Jeg kunne mærke, at jeg brændte mit lys i begge ender. Efterhånden slappede jeg bedst af med en smøg og en øl i hånden til en middag eller en fest. Sådan er det ikke længere.”

Han tænker over, hvad han lige har sagt: ”Det slår mig, at når man er så udadvendt, som jeg er, så får man sin energi af at være sammen med andre mennesker. Min hobby har været at gå ud, og vores alle sammens krise fungerer som en form for nulstilling af det mønster. Jeg er ved at være normaliseret, fordi jeg ikke kan være social, som jeg har været vant til.”

Tommy Ahlers er under forandring. Tidligere på dagen var han forbi Novo Nordisk Fonden for at drøfte finansiering af grønne omstillinger. Det var det første virksomhedsbesøg siden nedlukningen af Danmark, og han nød det. Ligesom han nyder at være blevet klimaordfører for Venstre.

”Jeg vendte beslutningen med nogle folk. Som erhvervsordfører var der en tendens til, at jeg gemte mig lidt ... Altså, erhvervsstoffet er ikke så konfliktfyldt, når det kommer til de nærmeste partier på Venstre, og jeg opsøger ikke ligefrem konflikterne af mig selv. Dér er klimastoffet meget nemmere at gå til. Vi skal føre på den borgerlige fløj. Ud over stepperne og gøre grøn omstilling og teknologi til vores sag. Der er så meget at hente, så meget vi kan gøre.”

Kasketskiftet får ham til at tale om en ’ny luft som politiker’. Alligevel er der noget andet og mere råt ved Tommy Ahlers’ måde at omtale politik og politiske manøvrer på. En kynisme, jeg ikke fandt spor af to år tidligere. Som når han dissekerer spillet på Christiansborg:

”Om omgangstonen i politik og forretningsverdenen tåler sammenligning? Politik tåler ingen sammenligning! Politik er et nulsums-spil med en modstander, der vil have dig ned med nakken. Uanset, hvor saglig din agenda måtte være. Hvis noget kan kritiseres, så bliver det kritiseret. Så får det næring.”

OKTOBER 2020

RIVEGILDET HOLDT IKKE sommerferie. Tilbage i august kunne Berlingske bringe en historie, hvis rubrik nåede at sige det meste: ’Jakob Ellemann har på 11 måneder smidt Løkkes valgresultat på gulvet – og på det seneste er vælgerne især gået ét sted hen’.

Hver femte forlader skuden, og det er Det Konservative Folkeparti, som de siver til.

Siden er det kun blevet endnu mere grelt. Og det kan ikke længere forklares med den massive støtte til statsministeren, som i sagens natur lukrerer på massiv opbakning fra en nation i krisetilstand.

Venstres interne uro næres. Lars Løkke Rasmussen kører på med sin ufortrødne solokritik af Mette Frederiksens restriktive regime. Står de solide rygter til troende, pønser den bitre og detroniserede formand på at bryde væk for at skabe sin egen menighed.

Samtidig er der Inger Støjberg. Også hun søger frejdigt egne veje. Da den anden #MeToo-bølge skummer ind over kongerigets kyster, tager Jakob Ellemann-Jensen afstand fra enhver form for overgreb og udtrykker sin sympati med de berørte kvinder. Imens trækker hans næstformand i bikinien og dypper sig i de oprørte vande. På sin foretrukne affyringsrampe, Facebook, negligerer Inger Støjberg de vidnesbyrd, der verserer om mænd, som i jagten på et slag fisse eller et blowjob misbruger deres magtpositioner på det groveste:

”Ærligt talt! Jeg synes, det er ved at gå helt over gevind med al den #MeToo-og sexismesnak.”

I et opfølgende interview holder hun fast:

”Debatten er præget af feministisk hævntørst med så ekstremt meget vrede, at man er på vej til at sætte vigtige principper over styr.”

Da en dokumentar og en annonce fra kvinder involveret i politik sandsynliggør, at den også er gal i partiernes ungdomsorganisationer, heriblandt i Venstres Ungdom, må Jakob Ellemann-Jensen, der er sygemeldt med rygproblemer, på banen med en slet skjult irettesættelse:

”Der skal ikke herske den mindste tvivl om, at jeg og vi tager det her meget alvorligt i Venstre,” skriver han på de sociale medier.

Tommy Ahlers er ikke længere nem at begejstre. Der er grænser for, hvad han har lyst til at blive associeret med. Men han undviger, når jeg spørger ind til Løkke og Støjberg. Hvad han egentlig tænker om de gentagne brud på partilinjen. ”Lars er jo Lars,” som han siger. Og ”Inger er meget dygtig til at kommunikere, hvad hun selv mener om en sag.”

For fem år siden var Tommy Ahlers den åbenmundede iværksætteråbenbaring. Ham, der efter Folketingsvalget i 2015 fandt Dansk Folkepartis fremgang for problematisk og talte Christiansborg midt imod. Ham, der sagde, hvad han mente. Ting som: ”Der er jo ingen af dem, der nogensinde har tjent penge til det danske samfund.”

Nu er han noget andet. Noget mindre kålhøgen.

DECEMBER 2020

HAN HAR STADIG ondt af Kristian Jensen. Den detroniserede næstformand, som pænt ventede på sin tur. En anstændig kollega, der – selv i ydmygelsens stund, midt imellem de salte tårer for rullende kameraer – stækkede egne frustrationer. Eller bravt forsøgte på det.

”Der er to måder at tackle nederlag på,” siger Tommy Ahlers. ”Lars blev kontrær, Kristian blev konstruktiv. Thank god for ham, at det er overstået. Hvis dit liv i 20 år handler om at ofre sig for partiet, og det så er takken ... at blive umyndiggjort i en grad, at du slet ikke må sige noget, ik’?”

Den næste cigaret tændes med skoddet fra den første. Vi står i den frostklare luft på terrassen bag køkken-alrummet.

”Jeg ved ikke, hvordan jeg ville tackle det, hvis det var mig. Hvis det var det offer, jeg havde bragt. Hvis det var så stort, ik’?”

Tommy Ahlers klør sig bag øret, piller ved det yderste af næsetippen, tjatter til dørkarmen med den ene håndryg. Han er begyndt at afslutte sine sætninger med et ”ik’?” Kun mine transskriberede interview med Kim Larsen viser et lignende mønster. Og så alligevel ikke helt. Kim Larsen satte aldrig spørgsmålstegn, den afsnubbede negation var snarere et udråbstegn. Han vidste jo, han havde ret.

Sådan fungerer det ikke med Tommy Ahlers. Han søger bekræftelse, og han er blevet usikker på sig selv. Ikke rystet som et espeløv, men den klippefaste selvtillid forvitrer.

Politik er mere end et nulsums-spil. Det er et spil om troner. For et par måneder siden røg Frank Jensen, hovedstadens halsslikkende bykonge, i svinget. Og nu er der kræfter, der vil have Tommy Ahlers ind på rådhuset. Han er ikke overbevist. Hvad handler det om? Ønsker nogen ham væk fra Christiansborg? Har han en chance? Og er København overhovedet nok, hvis det er verden, man vil forandre? Til en start?

”Det duer ikke med overborgmesterposten, bare fordi den kunne være sjov,” slår han fast. ”Men jeg er i proces. Jeg snakker med et par tidligere medlemmer af Borgerrepræsentationen. Vi har allerede en kompetent kandidat i Cecilia (Lonning-Skovgaard, red.), og måske ville det være det helt forkerte sted at parkere mit temperament. Jeg skal minde mig selv om, hvorfor jeg er her. Om jeg vil belønnes i politik, eller om jeg ønsker at ændre politik, ik’?”

Han bringer tidligere meritter på banen. Hvorfor det har artet sig igen og igen og ...

”Når jeg har været god i min karriere, har jeg været parat til at miste det hele. Og sådan bør jeg også gå til den politiske forhandling. Man får mere på den måde – hvis man er parat til at gå. Hvis jeg er bange for at blive fyret af Jakob, fordi jeg presser landbruget med større klimakrav, så kommer det vel ud på ét.”

Han parkerer en kop kaffe, uden mælk, foran mig.

”Altså, jeg klarede mig godt i McKinsey, fordi jeg var ærlig over for vores kunder og turde sige nogle ting, der var dybt upopulære. Ikke fordi jeg ville være partner. Det samme må gælde nu. Jeg skal ikke være i politik, fordi jeg vil have poster, der lyder godt. Og hvad vil jeg i øvrigt gøre for København? Hvorfor mig?”

Han nævner presset indefra. At det mere end antydes. Han skal være mere besk og harsk i sin retorik, gå i struben på socialdemokraterne.

”Men jeg vil ikke gå ud og kalde en minister en løgner. Det er ikke min facon, det kan det ikke være, hvis jeg skal forblive mig selv.”

Tommy Ahlers stryger sig over panden, lader hånden løbe gennem Tintinlokken. Hårrødderne synes truet som aldrig før.

”Christiansborg er et vildt sted,” udbryder han. ”Det sluger én.”

Og lidt efter:

”Det er fandeme nogle hårde dage i politik. Det er surt at være i Venstre lige nu.”

JANUAR 2021

OKAY, HVIS DU fik at vide, at du og dine homies havde solgt en virksomhed til 4,3 milliarder kroner ... Hvad ville du så gøre?

Hvad jeg ville gøre? Jeg tror, jeg ville foretage mig noget eksorbitant ekstravagant. Ikke noget med mexicansk take-away eller en køretur ind i Bellevues ikkeeksisterende solnedgang. Der skulle leves for fuld slæde.

Med Christian Holm, Kasper Hulthin, Mads Viktor og Tommy Ahlers er det en lidt anden sag. Omstændigheder og timing tvinger dem til at gå underspillet til værks. Resten sørger udmattelsen for.

Da jeg ud på aftenen den 28. januar trasker mod Østerbrovillaens andensal – deroppe, hvor der var kæmpe fest for et år siden – sidder firbanden og spytter i boblerne.

Over dem hænger et gigantisk maleri, som blev impulskøbt efter en nat med meget lidt søvn på Manhattan i 2015. Det var i Tommy Ahlers’ promiskuøse heydays, og denne aften burde kunne måle sig med dem. Den burde være den største af dem alle, men nedlukning nummer to har sendt Danmark i kummefryseren, og vi står tilmed på tærsklen til kyndelsmisse – en gammel kristen helligdag, der markerer, at vi er midtvejs i mørket.

Man må ingenting længere, folk holder et vågent øje med hinanden. Så ingen har det for godt. På sociale medier harcelerer indestængte brugere fx over sportsmænd og realitykendisser, der blev fanget i udlandet, mens Mette Frederiksens rejsevejledninger gik i rødt. Et medmenneskeligt overskud synes stadig sværere at spotte.

Den forgyldte kvartet – ifølge min hovedregning må de hver især have tjent et to- eller trecifret millionbeløb på dagens handel – synes også tynget af omstændighederne. Og et forsamlingsloft på fem, ikke at forglemme.

Peakon blev stiftet af Holm, Hulthin og to briter i 2015. Idéen bag var løs og viste sig ikke helt at holde. Men efter et par grovjusteringer og en hel masse finjusteringer har firmaet udviklet et avanceret HR-værktøj, der gør virksomheder bedre i stand til at fastholde og stimulere deres medarbejdere. Som investor nummer ét er Tommy Ahlers’ gevinst formentlig endnu større, end den var med både ZYB og Podio.

Mads Viktor – Peakons 32-årige designchef, der var så smart selv at investere – nikker i takt til ’Føler mig selv 100’ af Andreas Odbjerg. Den Justin Timberlake-vibrerende tjubangsang handler om at overflyve København. Høj som en drage, i ensom majestæt. Nummeret er på repeat på Sonos-højttaleren, uden at nogen lader til at bemærke det.

’Alle kigger på mig, når jeg danser med mig selv/Føler mig selv 100/Jeg blev væk fra alle mine venner, jeg ku’ li’ det/Føler mig selv 100,’ synger Odbjerg.

De har været i gang et par timer og smager på aftenens femte eller sjette flaske champagne. Tommy Ahlers – iklædt hættetrøje og uldne hjemmesko – henter dem én efter én fra sit gavearsenal. På vejen tilbage fra sit stash flår han rutineret cellofanen af.

Alle er udkørte. Det er åbenbart det, som fem års udviklingsræs gør ved folk. WorkDay, en amerikansk softwaregigant, viste spæd interesse i sommeren 2019. Nu da parringen er en realitet, får metaltrætheden lov at lægge sig som en jerndyne.

”Det har føltes som en lang, lang dans med mange forsigtige tilnærmelser,” siger Christian Holm.

Skinnet bedrager. Den gennemtroværdige IT-gut i spraglet skjorte og anderledes anonyme briller hævder, at han er i fuld færd med at slå til Søren som aldrig før:

”Jeg tog mit livs første taxa for at komme herhen.”

Latteren spreder sig. Det er vist, trods alt, en underdrivelse.

Kasper Hulthin, der også skabte Podio og solgte virksomheden med Tommy Ahlers som hovedinvestor og administrerende direktør, bliver bombarderet af lykønskninger, fordi nyheden har ramt nettet. Han lægger endelig mobilen fra sig.

”Du er en big spender nu,” siger han til Christian Holm og giver sig i kast med en flok anekdoter fra Podio-tiden. En af dem handler om dengang, han og Tommy Ahlers ragede uklar.

”Vi ville ikke være den europæiske version af noget, der allerede fandtes i USA, så vi lancerede Podio i San Francisco på bedste danskermanér. Med en kæmpe fest. Det gik så godt, at jeg måtte blive derovre og køre vores US-kontor fra en madras i baglokalet.’

Efter et heftigt år opkøbtes Podio af Citrix. På det tidspunkt havde Kasper Hulthins og Tommy Ahlers’ konkurrenceglade temperamenter prøvet at kollidere i et par seriøse langdistanceskænderier.

”Jeg husker især det her Skype-opkald, hvor vi råbte ad hinanden i en time. Der var jo meget på spil dengang. Det var meget stort at sælge en start-up, og da det skete, var Tommy live på TV 2 News og det hele. Til trods for det stod vi samme dag nede ved skraldespandene bag vores Vesterbrokontor og røg smøger og diskuterede, hvordan vi kunne gøre det bedre endnu.”

Tre år senere, i 2015, blev Tommy Ahlers inviteret med som investor og bestyrelsesformand for Peakon. Snart efter lagde han sommerhus til en højintens, frugtbar og vist nok også drengerøvet hjernestorm.

Røverhistorierne forstummer, da Matthis – nu fyldt 13 år – kigger op i pyjamas for at sige godnat til sin far. Så snart han er smuttet, gør de andre store øjne. Siden sidst er han skudt i vejret som en bønnestage.

”Ja, det er helt vildt, ik’?” siger den stolte far. ”Han vejede kun ét kilo som nyfødt. Nu er han 181 centimeter, en af de højeste i sin klasse. Og snart får han det sorte bælte i karate! Det er en vild alder.”

Snakken bliver ved med at vende tilbage til deres afkom. Deres skolegang og fritidsinteresser. Glæden ved at kunne følge med uden alt for sort samvittighed.

”På en aften som i aften er det måske et lidt sært fokus. Men altså ... jeg så ikke mine børn i to år. Det har sin pris at gå all-in på sin start-up,” siger Christian Holm.

De bliver enige om at zoomkalde Neil, Peakons irske salgschef. Den forhenværende rugbytræner får på nærmest ingen tid pumpet stemningen op på Østerbro. I den grynede baggrund står hans kone og storsmiler. Hun vidste intet om deres økonomiske lykke, før WorkDay tidligere på dagen sendte den underskrevne kontrakt retur. At være så hemmelighedsfuld omkring sit arbejdsliv – at prioritere det så kraftigt – virker overvældende på alle andre end salgschefen selv. På hans ene arm anes tre tatoverede bogstaver:

’W I T’

”Det står for Whatever It Takes,” forklarer Mads Viktor.

Tommy Ahlers supplerer det sluttede selskab med yderligere et par Neil-anekdoter. Han lader sig rive med. Af kompromisløsheden. Det målbare i at satse hele butikken. At være villig til det. Alt det, som han frygter at miste afgørende føling med, mens tvivlen æder sig fed.

Så skeler han til sit armbåndsur, et Breitling, omkring det højre håndled. Klokken nærmer sig 23. Om ni timer skal han zoome igen. Så begynder forhandlingerne om Energiøen – den kunstigt anlagte ø, der skal samle og fordele strømmen fra Nordsøens omkringliggende havvindparker.

”Det er pisseirriterende at skulle sidde passivt og være i opposition på sådan noget. Jeg gad godt køre de forhandlinger. At eksekvere!” harcelerer han.

APRIL 2021

I PÅSKEFERIEN BAKSEDE Tommy Ahlers med at gøre sin aldrende Porsche 911 sommerklar. Men han undlod at sikre arbejdspladsen, som han siger.

”Og da jeg så skulle have fat i noget værktøj, bankede jeg hovedet ind i frontklappen.”

Han krængede sin T-shirt af og pressede den mod det åbne sår, mens han ringede til vagtlægen med den anden hånd.

”Er du svimmel?” blev der spurgt i den anden ende.

Ikke rigtigt, mere akut var det vel ikke. Vagtlægen foreslog, at han selv tog en taxa ud til Amager Hospital, hvor det burde være nemmest at komme til.

Tommy Ahlers gik op for at skifte tøj, og da han fjernede bylten fra panden, sprøjtede en blodstråle op og ramte badeværelseloftet. En ambulance havde nok været at foretrække, men en halv time senere sad Tommy Ahlers alligevel og knugede sygeplejersken Gurlis hånd, mens han blev syet uden bedøvelse. To indre og syv ydre sting.

”Det gjorde ret ondt, men det værste, var næsten mine tanker. Jeg lå og tænkte, at jeg var meget glad for Gurlis indsats, og hvordan jeg bedst kunne udtrykke min taknemmelighed over det danske sundhedsvæsen. Altså på de sociale medier, ik’?”

Så du var taknemmelig, men ville også gerne høste nogle likes på hele situationen?

”Det var der nok en snert af.”

Og hvad synes du selv om det?

”At det er en lidt mærkelig ting at gøre. Men jeg har endnu ikke lagt noget op, og nu er det sikkert for sent.”

Tommy Ahlers fortæller løs på bagsædet af Le Gammeltofts muskuløse og tørstige Range Rover.

”Bare rolig,” indskyder han med et undskyldende grin, ”vi har planer om at udskifte den. Med noget mere klimavenligt. En hybridbil.”

Drikkedunken hopper frem og tilbage mellem højre og venstre hånd, og ved det ene øjenbryn skrår et plaster op i pandebrasken. Venstres klimaordfører lider fortsat af mén fra sin hjernerystelse, og det er for tidligt at sætte sig bag rattet. Derfor har han hyret Abbas. Den nobelt klædte og servicemindede chauffør trykker os ud ad E20. Langt væk fra Islands Brygge, hvor Tommy Ahlers og Jakob Ellemann-Jensen tog hul på dagen med et besøg hos Vivino – en vin-app, som på få sekunder kan fortælle, om flasken, du står med i hånden, er dine penge værd. Ahlers er mangeårig investor.

Næste stop er Odense Robotics, inden turen går videre til en green tech-virksomhed i Kolding.

Vi gør holdt på en rasteplads nær Nyborg. Da vi bliver sat af, står Jakob Ellemann-Jensen foran skydedørene til Circle K og vipper på hælene.

”Der må ikke være flere inde i butikken,” siger han og løfter skuldrene, lettere opgivende.

Hans entourage på tre unge Venstre-mænd er kravlet ud af en sort minibus. Gårsdagens nyhed om en ny europæisk fodboldturnering for de største og rigeste klubber får sindene i kog.

”De siger, de kæmper for de små,” er der én, der fnyser. ”Røvhuller.”

Tommy Ahlers peger dem ud for mig.

”Og ham dér hedder også Jakob. Jakob er vores videomand og har været ansat i fem år. Joken går på, at han aldrig kan fyres. Tænk på, hvad han har optaget os sige helt off the record. Det er lidt ligesom med dig. Du kan heller ikke skrive alt, som jeg siger højt, ik’?”

Han trækker afsides med sin partiformand. Det lyder, som om der udveksles erfaringer med bilbatterier. Ladetid og den slags.

De er blevet grå- og tyndhårede det seneste år. Jakob Ellemann-Jensen sporter en sølvmanke nu, men vinteren har heller ikke været blid. Hverken ved ham eller Venstre.

Efter nytår smækkede partiets største stemmeslugere med døren. Først Lars Løkke Rasmussen, dernæst Inger Støjberg, Meningsmålingerne har aldrig været mere miserable, og det lægger pres på hele folketingsgruppen. Også Tommy Ahlers.

Han opererer ikke længere med diplomatiske vendinger. Ikke når han skal sætte ord på den

illoyalitet, som han mener at have været vidne til. Én ting er, at de to profiler ikke ville være med længere. En anden ting var deres måde at gå solo på. At de skød al skyld på partiet og dermed også dets formand. Det er trods alt Støjberg og ikke Ellemann-Jensen, som har en rigsretssag ventende på sig.

”Kritik synker bare ikke ind hos Inger. Hun indrømmer ikke sine fejl og ville for alt i verden holde fast i sin næstformandspost. Da hun så alligevel trak sig, fortsatte hun med at så splid og grave grøfter.”

Abbas fletter tilbage på motorvejen.

”Det værste for Jakob,” siger Tommy Ahlers, ”det er næsten, at han ikke kan gøre noget rigtigt. Han er fanget. Lige meget hvad han gør, vil han blive kritiseret.”

Efter at den udsendte partidelegation har set alskens robotarme og droner demonstreret, udbeder PR-medarbejderen fra Odense Robotics sig et interview. Ikke med Jakob Ellemann-Jensen, men med hans klimaordfører.

Jeg lader en bemærkning falde.

”Ah,” siger Tommy Ahlers, ”det er vist mere ’Løvens Hule’ end politik, der tæller dér. Men nej, det er ikke helt vildt taknemmeligt at være formand for Venstre for tiden.”

Hvad er den største hindring?

”At han ikke gider råbe højest og bare være imod, men prøver at forstå ting og være saglig. Jeg håber virkelig, der også er plads til en partileder som ham i dansk politik.”

På vej over Lillebæltsbroen bringer Tommy Ahlers sin egen fremtid op. Tvivlen, der har bidt sig fast. Opfordringerne om at gribe ud efter overborgmesterposten fulgte han ikke til dørs. Og et indfald om at prøve at skabe en anden platform inden for partiet har heller ikke fundet rodfæste.

”Men den vibe, der var i den robothal ... Jeg savner start-up-verdenen, det gør jeg sgu. Hende kvinden, vi lige talte med. Siden 2019 havde hun skabt to prototyper af noget, som jeg slet ikke forstod noget af, ik’? ... Altså, jeg forstod jo noget. Jeg forstod, at 20 virksomheder allerede brugte hendes produkt. Og hvad har jeg så selv bedrevet til sammenligning? Siden jeg stoppede som minister for to år siden? Har jeg skabt noget? Ikke nok.”

Men er det ikke også nemmere at opfinde noget, der mangler, end at drive politik?

”Nej, det er ikke nemt. Det er os, der ikke hugger til. Vi laver ikke forandring nok. Vi er for reaktive, og hvis ikke snart jeg får bevis for, at politik kan forme samfundet i stedet for at regulere det – at det kan være langt mere transformativt – så ved jeg godt, hvad det er, jeg skal lave.”

Tommy Ahlers smiler skælmsk, inden han staver sin pointe: ”Og det starter ikke med p!”

Så hvad er planen herfra?

”Jeg har faktisk en plan. Jeg vil snakke med nogle udefrakommende, nogle folk, der ikke længere er i politik. Fra snart sagt hvilket som helst parti. Måske også internationalt. Og hvis de siger – hvad jeg ikke forventer eller håber – at det er en blindgyde at blive, at det er naivt at tro, jeg kan gøre en reel forskel og ændre noget i den her politiske kultur ... Hvis de siger, at jeg bedre forandrer samfundet ved at bygge virksomheder, der kan gøre noget proaktivt ved vores store problemer, ik’?”

Ja, hvad så?

”Så tror jeg ikke, jeg skal være med mere.”

SAMME DAG KLOKKEN 18.04

”JAMEN, WELKOMMEN HÆÆ.”

Martin Ahlers Hansen breder armene ud i sin lavloftede udestue. På en lilla stofdug imellem os svømmer svinekoteletter i et kolossalt glasbassin med brun sovs til randen. Det er Tommy Ahlers’ gamle far, som selv har været i køkkenet.

Da Jakob Ellemann-Jensen og hans unge følgesvende for et par timer siden forsvandt videre op i Jylland mod dagens sidste virksomhedsbesøg, navigerede Abbas mod syd – til Agerskov, 38 kilometer fra den tyske grænse

Nu er vi parat til at gå ombord i et koteletfad og en dertilhørende cabernet sauvignon fra Santa Rita i Chile – et fornuftigt køb med rubinrød fylde til 39,95 kroner ifølge Vivino-app’en.

Først er der dog et ritual, der skal overstås.

”Det æ skik å brug her, at vi synge et vers, før vi starte å æ mad. Og da det æ corona, så trække vi en halv met’ tilbach,” dikterer Martin og verfer os baglæns med sine grove håndrygge. Uden at nå at trække vejr ind stemmer han i en velkendt og pompøs engelsk salme, tilsat Jacob Knudsens danske lyrik fra 1891:

”Alle gode gaver de kommer ovenned, så tak da Gud, ja pris da Gud, for al hans kærlighed!”

Martin lader håndfladerne falde.

”Welkommen til æ bord, wæsgo å sæt’ jer.”

Det smager fortrinligt. Tommy Ahlers læner sig ind imod mig.

”Han lærte at lave mad, da min mor ikke længere kunne. Og ved du, hvorfor det lod sig gøre? En 80-årig mand, der aldrig havde prøvet det før? Fordi han turde.”

Måske er det ham selv, han taler til. At han skal mobilisere mod. At det er okay at indrømme, at man ikke altid har ret. Okay at fortryde og sadle om. Det selvsamme opgør, som han varslede med perfekthedskulturen, da han gik til valg. Ude i samfundet og i særdeleshed på Christiansborg.

Som barn sang Tommy Ahlers hvert evig eneste aftenmåltid ind. Og han slår stadig over i et drævende sønderjysk a la Tønder – eller ’Tynne’, som de lokale siger, når han besøger sine forældre. Per automatik.

Tommy Ahlers’ forældre bor stadig det samme sted. De flyttede til parcelhuset med deres tre yngste børn, da Martin skiftede metier i 1983. Efter at have opdrættet slagtegrise på en gård, han selv havde bygget, skulle han i stedet være foderstofsælger.

I en alder af 63 ville foderstoffirmaet pensionere ham, men det kunne ikke komme på tale. Martin genopfandt sig selv som tømrer og murer og arbejder stadig 15-20 timer hver uge i enkeltmandsvirksomheden M.A.H. Småbyg.

”Al’ mæ å spartle å den slaus, det ka’ æ. Det passe mæ stadich godt.”

Tommy Ahlers har det ikke fra fremmede. Da han var 11 år, stod han op drabeligt tidligt og cyklede af sted mod en bondegård for at muge ud i stalden. Senere avancerede han og malkede kvæget. Det var sådan, han tjente sine første beløb til opsparingen.

I weekenderne gik han og tvillingsøsteren i søndagsskole, hvor de tegnede religiøse motiver, mens forældrene var til gudstjeneste inde ved siden af.

De andre børn kiggede skævt. Ikke at Tommy og Susanne blev mobbet, ikke for fuld skrue, men de var indlysende anderledes.

På væggene hænger billeder af familien og af Jesus. I reolerne gnubber Bibelen bogryg med andre kristne udgivelser. Det var lige her, i den lyserøde sofa, at en bævende Tommy Ahlers satte sig ned en håndfuld år tilbage. For at fortælle sine indremissionske forældre, at han var homoseksuel.

”De tog det pænt. Faktisk gjorde min far ret meget ud af, at jeg blev mødt med forståelse. Jeg fortalte dem, at jeg ikke ville gøre noget stort nummer ud af det, men altid ville stå ved det, hvis nogen spurgte. Så nej, han er måske ikke så omfavnende verbalt, men han er det i sin væremåde.”

Tommy Ahlers har skruet op for familiebesøgene mod vest.

”Før corona ... Hvis det stod mellem en sjov middag med tilfældige mennesker eller at besøge mine forældre eller søskende, så valgte jeg det første. Men det tager kun tre timer at køre herned, så der er ingen undskyldning. Og det giver noget igen. Vi kommer tættere på hinanden. Min store frigørelse må følge i anden række. Og hvad skal jeg også bruge den frigørelse til? Den skal jeg bruge til at bygge en base og nogle fællesskaber op. Størrelser, som jeg var ved at glemme i en periode. Det var meget mig, mig, mig. Nu skal Tommy springe ud, nu skal Tommy på tv, nu skal Tommy være iværksætter. Men det har rykket sig. Jeg forstår bedre mine forpligtelser nu.”

Hans mor, Margit, har været indlagt og diagnosticeret med demens, men er alligevel i fremgang. Selvom hun ikke fylder det store i lydbilledet, så følger hun opmærksomt med under den blidt smilende overflade. Sygdom eller ej, det er formentlig nemt at træde i baggrunden med en husbond som Martin ved sin side. Han sørger for underholdningen og fører ufortrødent ordet.

Lige da vi ankom, fik Tommy Ahlers øje på Margits nye maskine. En motoriseret kørestol af mere avanceret model. Da hun først havde demonstreret instrumentbrættet, kaprede han den med ordene ’Så æ det min tue!’

Sekunder senere drønede folketingsmedlem Tommy Ahlers, en af Sønderjyllands uomtvistelige stoltheder, op og ned ad villavejen med det lille horn i bund.

’Hey-hey!’ hujede han.

’Den fæ fart å. Ja, ja,’ medgav hun.

’Hvor lånt kan den køje å jen opladning? Hvo lång ti’ tæge det?’ ville hendes søn vide.

Før Margit kunne svare, brød Martin ind: ’Ik’ så lånt som æ Tesla!’ Snappy comeback.

Tommy Ahlers takker nej til et glas Santa Rita og undskylder sig med sin hjernerystelse.

”A bævle stadich mæ nauge hovedpin’. Æ æ bång for det munde ud i nauge stress. Æ burde eg’ntlig slap’ a’.”

Hans far kigger op fra det brune eldorado på tallerkenen. En anelse perpleks.

”Men øh ... Slap’ a’, det lyje træls?”

”A præve å slap’ a. Det ska’ te.”

”Nå, men hvad er dæ å slap’ av?”

”Altså, så sjauw æ det heller ik’ å være Venstremand lich nå. Men æ tæge’ til møje på Christiansborg, mødes mæ nån investeringæ, holder øj’ mæ byggeri i æ hus å sejlæ mæ æ båd. Men næ, å lång sigt så æ det ik’ sjauw ik’ å arbejd’.”

”Næ. Nå man laue naue, så glæmmæ man os’ bere.”

De kommer til at drøfte ren energi. Tommy Ahlers råder sin far til at skille sig af med gasfyret. Han fortæller om den virksomhed, vi besøgte i Kolding. Ægte begejstret. Green Hydrogen Systems forvandler vand til forureningsfrit brintbrændstof, og det lader til, at koden er knækket på de vigtige parametre.

”Det var fe-jæ!” udbryder han – det var fedt! – og går i detaljer om en teknologi, der tilsyneladende har været undervejs i 14 år.

Tommy Ahlers holder fortsat af posten som klimaordfører. Venstre-uenighederne til trods. Som han siger, da vi – efter at have spist os bugnende i Viennetta-is og skyllet kaloriebomben ned med kaffe og piskefløde – er tilbage i Range Roveren:

”Når nu det står klarere og klarere, at klimaet er kampen over dem alle, så kan det være svært at høre, at landbruget nærmest ikke må røres ved. At det er synd for landmændene. Det er så kortsigtet, for jeg synes jo ikke engang, at vi gør dem en tjeneste. Vi skal meget hellere hjælpe dem med at omstille produktionen, så de kan overleve på sigt.”

Han kigger ud ad vinduet. De flade landskab blødes så småt op af en stime tøvende bakkedrag.

”Men tør jeg så overhovedet sige det højt? Det føles lidt som at sidde i Dansk Folkeparti og mildne sit syn på muslimer.”

Da vi søvndrukne når et Sjælland, der har svøbt sig i nattens mulm, spørger jeg til den lille meningsudveksling far og søn imellem.

Han lød tæt på forfærdet, da du sagde, du prøvede at slappe lidt af?

”Det er meget typisk ham. Det kommer jo ned til, om man kan have et meningsfuldt liv uden at arbejde. Og dér er vi nok temmelig ens. For det ville jeg heller ikke kunne. Men måske kan jeg have et meningsfuldt liv med at lave noget mere almindeligt end det, jeg gør lige nu. Noget mere almindeligt end politik, ik’?”

JULI 2021

DET ER NOGLE dage med uvished marineret i uvished. Både for mig og for Tommy Ahlers. For en måned siden sad han med sin nye udsigt over Københavns Havn og kiggede tvivlen dybt i øjnene. Allerede dér vidste han, at det ville kræve mirakler at blive i politik. For skal han blive i politik, skal det være for at ændre politik.

Beslutningen trækker ikke desto mindre ud. En ængstelighed rumler. Han ønsker ikke at være en ’quitter’ eller en ’flakker’ – to ord, han ville hade at se anvendt om sig selv.

”Mit eftermæle må jeg kæmpe mig videre fra. Jeg ved godt, jeg kan komme til at skuffe folk, men jeg håber, de vil forstå, trods alt. Og jeg håber i hvert fald ikke, at folk på Christiansborg bruger min beslutning til at tænke mindre om iværksættere. For det er ikke hårdere at være politiker end at bygge ting op fra bunden. Slet ikke. Jeg piver ikke over arbejdsmængden. Men jeg føler ikke, jeg er med til at skabe noget.”

De seneste uger er gået med rendyrket afslapning. På et resort med Le Gammeltoft ved den spanske solkyst og dernæst – efter fødselsdagsmiddag hos sin nye svigerfar – med ungerne i Hornbæk. Afbrækket rykker ham ikke tættere på Christiansborg. Han har læst Anders Langballes ’Forfra’ – den tidligere TV 2-journalist og politiske redaktørs biografi om de mekanismer, ikke mindst i medierne, der er med til kontinuerligt at hærde kulturen. Og før det Sigge Winthers ’Entreprenørstaten’, der tegner et billede af vores alle sammens folkestyre som både pseudopolitisk og selvdestruktivt.

Nu har han fået min alenlange tekst til gennemsyn. Med nedslag, citater og observationer fra sommeren 2018 og frem – modtaget natten mellem en torsdag og fredag i juli. Han skriver efter at have sovet nogle få timer på det.

”Jeg sidder jo et par gange og tænker: ’Har jeg virkelig sagt det?’ Jeg tror, at en del af det, jeg har sagt, netop også er en tvivl, som jeg så vendte med dig. At jeg tænker, når jeg taler. Derfor har vi haft nogle meget frie samtaler, som måske ikke er konklusive. Noget har mere været for at sige det højt og så se en reaktion, både fra mig selv og fra dig.”

Men der er en konklusion. Det må der være.

”Konklusionen er, at jeg er nødt til at handle og gøre noget anderledes. Det bliver jo helt klart, når jeg sort på hvidt kan se, hvad jeg har tænkt og sagt i tre år. Og med anderledes mener jeg markant anderledes. Ikke bare en lille korrektion.”

Han fortsætter diskussionen med sig selv. Der må ændringer til. Men hvordan kan han skade sit parti mindst muligt undervejs?

”Hvis jeg skal tage et opgør (med Christiansborg, red.), må det blive et ret kort oprør, fordi uro er så giftig efter det, som Venstre har været igennem. Og det er måske også naivt at tro, at jeg ene mand kan ændre, hvordan vi laver politik. Jeg har lysten til det, men der skal et vildt ’show of force’ til for at gøre det. Så er det måske bedre at stille sig udenfor og se, om jeg kan skabe forandring på andre måder. Det ved jeg jo, man kan. Det er den verden, jeg kommer fra.”

For første gang oplever jeg Tommy Ahlers med noget, der minder om kærestesorger. Han blev forelsket i politik for tre år siden. Nu trækker han den smertelige afsked i langdrag. Klimaordføreren suger på benzindampene. Det er sådan, det tager sig ud. Som et langt, sidste kys, der måske aldrig kan gentages. Ikke med den samme partner, ikke i de samme omgivelser.

”Pis!” står der pludselig i mailen. ”Politik kan virkelig noget, og jeg havde virkelig håbet, jeg kunne passe ind og så lave det om, som jeg ikke fandt rigtigt. Men jeg må nok erkende det. At jeg hverken passer ind og heller ikke tror, jeg kan lave det om. Pis!”

De fire afsluttende ord ligner ikke længere noget, der burde komme ud af Tommy Ahlers' mund. Ikke hen på sommeren 2021. De ligner et ekko af den forbandede tvivler: ”Men jeg tænker stadig.”

Denne artikel vil også blive bragt i Euromans september-nummer.