Uffe Elbæk før formodet vælgersmæk: ”Vi blev bange i en periode for vores egen skygge”

Latteren fylder rummet, og har man det ikke varmt, har man det nok snart, for vi kommer hinanden ved, her i Alternativets partilokaler i Åbenrå i Københavns indre by, hvor politisk kommentator Peter Mogensen er i færd med at optegne tingenes tilstand i dansk politik.

”Man kan næsten ikke se rundt i det politiske landskab uden at se en Radikal for enden af enhver ulykke,” siger Mogensen vittigt fra scenen, som ikke som sådan er en scene, men mere bare enden af lokalet, og kigger ned mod den tidligere Radikale Uffe Elbæk, som skraldgriner og vender sig om på sin stol og kigger ud over resten af lokalet, mens han griner, for lige at se, om alle de andre også finder Peter Mogensen lige så sjov, som han selv gør. Og det gør de. Latteren næsten rusker i loftets lyserøde stoflamper.

Vi er til fredagsbar hos Alternativet. Partiets sidste komsammen, inden valget skal afgøres på Grundlovsdag. Klimavalg, står der på et banner, der er hængt op på en væg i lokalet, og det må man jo nok sige, at det er, et klimavalg. Og det må jo være ubetinget glædeligt for dette parti, som siden dets grundlæggelse for snart seks år siden har talt højt og med prisværdig konsistens om klima, klima, klima. Men i seneste, vægtede måling står partiet til 3 procent af stemmerne, 1,8 procent færre end ved seneste folketingsvalg.

”Et kæmpeparadoks,” kalder Uffe Elbæk situationen, da jeg senere taler med ham i et lille rum ved siden af.

For indeværende er Peter Mogensen dog stadig undervejs med sit politiske oprids. Ingen er fredet. De fremmødte nikker og griner på skift, mens der bliver spiddet til høre og venstre, og det er svært i dette øjeblik at fornemme, at Alternativet, som de fleste her i rummet repræsenterer i forskellige funktioner, er på vej mod et skuffende valgresultat.

”Vi vil sgu da ha’ det fede liv,” siger Uffe Elbæk, som nu har overtaget mikrofonen og ladet Peter Mogensen gå for aftenen. ”Vi er ikke administratorer. Vi vil være samfundsarkitekter!”

Det er folk enige i, kan man både se og høre på de demonstrative nik med hovedet og de små ’mhm’-lyde, der siver ud hos folk for lige at understrege deres enighed. Men så går den heller ikke længere. Der åbnes op for spørgsmål og kommentarer fra de fremmødte, for sådan gør man i Alternativet, og det er ikke lutter roser, der møder lederen for den alternative bevægelse.

”For meget feel good” og ”der mangler klare argumenter” lyder nogle af mishagsytringerne. Uffe lytter til indvendingerne, så meget er tydeligt, men planen, der er blevet lagt, er blevet fulgt, siger han, og så må klogskaben findes frem bagefter.

”Jeg tror på 4-5 procent!” Udbryder én, og så klapper alle mand.

Uffe og jeg sætter os ind i et rum ved siden af, og jeg spørger ham, hvad han egentlig selv tænker, når der inde ved siden af bliver snakket om for meget feel good.

”Det er jeg uenig i,” svarer Uffe prompte.

Af og til bliver der også snakket om jazzhænder (foranlediget af et indlæg i Dagbladet Information 26/3/18) og den slags. Hvad tænker du om alt det?

”Der må gerne være flere jazzhænder for at være helt ærlig,” griner han, ”også selvom jeg synes, at det er et latterligt begreb. Jeg oplever faktisk begrebet som et mere eller mindre bevidst forsøg på at tage vores autoritet fra os,” afslutter han mere bestemt.

Uffe, der om et par uger fylder 65, kører flere gange i løbet af interviewet sin hånd ned over sit ansigt, næsten tværende, eller op igennem sit tynde, grå hår. Han virker træt. Og med god grund, valgkampen har været lang. Og ud fra et meningsmålingsperspektiv har det jo heller ikke just været en festlig én for ham. Den har været svær, siger Uffe, men han og resten af Alternativet har også for alvor fundet den glæde og uortodokshed, der tidligere kendetegnede den grønne Å-liste, frem igen, mener han.

”Der var en periode, hvor vi blev bange for vores egen skygge og ikke måtte lave nogle fejl. Og det er det værste, der kan ske, for så dør kreativiteten. Jeg hader nulfejlskultur. Men det er en svær øvelse, når man arbejder på Christiansborg, hvor medierne er over dig med det samme, der træder et myg ved siden af.”

Hvornår blev I det? Altså bange?

”Det har præget os det sidste halvandet til to år, synes jeg. Men man bliver nødt til at turde være radikal.”

”Det er min helt personlige vurdering,” understreger Uffe. ”Men noget, der er virkelig glædeligt ved det sidste stykke tid, og det har manifesteret sig i valgkampen, er, at vores kandidater har fundet ind til dét, de vil kæmpe for.”

Stoltheden er vendt tilbage i Alternativet?

”Ja! Altså, vi skal jo ikke måle os med de andre. Det er jeg da fuldstændig ligeglad med. Vi er jo ikke i tryghedsbranchen,” siger Uffe, nu med gejst i tonen. Trætheden er forduftet for en stund.

Inden Peter Mogensen tidligere på aftenen fik afsluttet sin politiske stand-up, gennemgik han nogle mere eller mindre sandsynlige scenarier, der kan udspille sig i dagene – ugerne, måske – efter valgdagen, når en ny regering skal formes, og en række støtteerklæringer skal tilkendegives. Ét af scenarierne gik på, hvad Alternativet mon vil gøre, hvis regeringsdannelsen går helt i vasken, og Venstre pludselig banker på døren her i Åbenrå med klimaindrømmelser og iværksætterpakker helt op til taget.

Kunne det virkelig ske, tænkte jeg, da Mogensen malede mulighederne op. Jeg spørger derfor Uffe, nu hvor vi er på tomandshånd.

”Ikke længere. Jeg tror, at løbet ér kørt for blå blok,” svarer han.

For 14 dagen siden havde han været mere tilbøjelig til at købe ind i det scenarie, siger han, men ikke nu, for i hans øjne er den blå blok faldet fra hinanden. Derfor er sigtet rettet mod det uundgåelige møde, han skal have med den socialdemokratiske statsministerkandidat, Mette Frederiksen. Og Uffe glæder sig helt vildt.

”Der er en psykologisk forskel på den samtale, vi kommer til at have med Mette Frederiksen og Henrik Sass og så den, som Enhedslisten, SF og Radikale Venstre vil få med dem, fordi vi ikke har peget på hende som statsminister. Vi kommer ikke med nogle krav. Men hun skal overbevise os om, at hun skal overleve den første dag i folketingssalen. Og det, vi fokuserer på, er en grøn, humanistisk politik. Men vi vil ikke stille nogle krav. Det er en helt anden dynamik. Jeg er meget spændt på det. Det bliver megasjovt.”

Du glæder dig?

”Ja! Vi bliver en helt fri, politisk stemme i den næste regeringsperiode, fordi vi ikke holder hånden under nogen. Men vi vil heller ikke forhindre nogen regering, så længe de kan overbevise os. Og der kan nemt gå 5-6-7-8-9 kopper lunken kaffe med Frederiksen og Sass, før det sker,” smågriner Uffe.

I målinger udført af Norstat for Altinget og Jyllands-Posten har man kunnet følge udviklingen i vælgernes dagsorden. Hvad finder vælgerne vigtigst? I slutningen af 2017 var klima og miljø i top tre over de mest afgørende politikemner for 24 procent af vælgerne. Den 13. maj i år var antallet af vælgere, der vægter klima og miljø i top tre, steget til 46 procent.

Så hvorfor er Alternativet, det notorisk grønne parti, ikke tilsvarende populære hos vælgerne? Ja, det ér, som vi kort kom forbi tidligere, et kæmpeparadoks for Uffe Elbæk selv. Han ved det ikke, siger han. Måske det skyldes, at alle nu har en klimapolitik, og det så er svært at adskille partierne fra hinanden, gisner han. Men én ting er sikkert, slår han fast, og det er, at Alternativet nu vil hoppe ned på alle fire og agere – efter mandens egne ord – grøn vagthund.

Partierne, som de seneste fire uger har lovet grønne skove, skal holdes fast på deres lovninger, ellers vil der blive bjæffet, må man forstå. Jeg spørger Uffe, om han så i virkeligheden mistænker de partier, som i valgkampen har været usædvanligt grønne, for at rende rundt i falske klæder?

”Nej,” svarer han, ”nej, det gør jeg faktisk ikke.”

Så du forventer, at de grønne ambitioner holder stik efter valget?

”Jeg tror i hvert fald, at det i så fald vil udløse en kæmpe vælgerskuffelse, ligesom man så det under Helle Thorning-Schmidt.”

Der så man en meget vred Johanne Schmidt-Nielsen.

”Ja, lige nøjagtig.”

Vil man også så også komme til at se en meget vred Uffe Elbæk?

”Ja. Og jeg ville ikke være den eneste.”

Vi skal til at runde af, siger Uffe, og jeg kigger på uret og konstaterer, at vi også har talt i snart tre kvarter, og vi er også så småt begyndt at kunne høre, at Alternativets sidste fredagsbar under folketingsvalget 2019 altså ikke bare er insektsnacks og politisk stand-up. Musikken er så småt begyndt.

Men jeg må lige høre ham, før vi render ud og tager nogle billeder i aftenens smukke maj-sol, om det for Alternativet egentlig er en større sejr, at klimaet nu er så højt på dagsordenen, end at partiet kun står til 3 procent af stemmerne?

”Jeg ved ikke, om man kan sætte det op på den måde,” siger Uffe. ”Vi ville jo selvfølgelig gerne være større, men det ér en kæmpesejr, at vi – sammen med en række andre, vil jeg lige understrege – har været med til at flytte dagsordenen. Jeg ser det som den svære to’er, det her valg. Jeg tror, at tre’eren bliver meget lettere.”

Hvad har du lært af den svære to’er?

”At være tro mod sig selv igen.”