Uffe Elbæk: "Jeg var pirrelig, men jeg var ikke vred"

Hvordan har du det i dag?

”Udover, at jeg er mør, og jeg har været oppe at snakke alt for meget det sidste døgn, hvilket kan mærkes, har jeg det helt perfekt. Jeg er simpelthen så glad for, at det hele kørte, som jeg havde håbet på. Personligt er jeg rigtig glad for beslutningen. Det er en skide spændende beslutning, en stor beslutning for Alternativet, men selvfølgelig også for mig selv.”

Foto: Jonas Pryner

I bogen ”Uffe mod magten” følger journalisten Morten Reimar dig i alt i 10 måneder og i ugerne op til Folketingsvalget. Hvordan vil du selv beskrive den valgkamp, vi var igennem i 2019 og din rolle i den?

”Når jeg svarer, er det med afsæt i, at vi fik et dårligt valg. Det var der nogle grunde til. Dels vores udmelding et år før, om at jeg stillede op som statsministerkandidat. Det var vi ikke gode nok til at forklare. Den beslutning rejste, tror jeg, oprigtig tvivl om, hvorvidt man med Uffe fik en Lars Løkke- eller en Mette Frederiksen-regering. Når vi sagde, at vi ville gøre op med ’blå’ og ’rød’ og skabe en grøn blok, så opstod der noget usikkerhed ude hos vælgerne, som også aftegnede sig i valgresultatet.

Og så skete der jo det sidst i forløbet, at alle partier gik op i grønt. Hvor vi i 2015 havde den dagsorden for os selv, skete jo det, at pludselig på de sidste 100 meter op til valget gik alle partier op i grønt. Så kunne nogle vælgere gå tilbage til deres gamle partier, for nu gik de også op i grønt.

Det medførte en lidt defensiv reaktion fra vores side, hvor vi nærmest blev endnu mere optaget af at sige, ‘vi er mest grønne’, hvilket vi er, men det blev lidt defensivt. Og det betød, at vi ikke i tilstrækkelig grad fik foldet ud, hvad vi i øvrigt mener om, hvordan vi får skabt nogle rige liv for den enkelte, hvordan får vi meget mere demokratiske arbejdspladser og uddannelser, hvordan får vi sænket arbejdstiden, hvordan implementerer vi borgerløn, hvordan slipper vi de kommunale og statslige institutioner fri, alt det der var vi ikke gode nok til at kommunikere.

Så på den måde er der meget at lære af valget, det har tvunget organisationen til at kigge tilbage og spørge, hvorfor var det, vi startede Alternativet, hvilket parti skal vi være? Det har været en enormt berigende oplevelse at være med til det arbejde, der er sket i partiet efter valget.”

Foto: Jonas Pryner

I det kapitel i bogen, som Euroman har adgang til, og som du også har læst, fornemmer jeg, at det til tider var svært at holde hovedet koldt og humøret oppe. Hvordan oplevede du selv det?

"Jeg synes egentlig … nu skal jeg ikke anmelde bogen ... Jeg synes, det er sindssygt modigt af os at lade Morten følge os på den måde. Men jeg synes, han har skruet lidt op for volumen. Det er bare min personlige holdning. Jeg synes, han tillægger ting en anden betydning, end jeg ville.

Når det er sagt, synes jeg faktisk, at det kapitel, vi taler om her, meget godt viser, at når man er ude i en valgkamp, hvor man godt ved, det ikke lige går, som man gerne vil have det, så sidder følelserne ude på tøjet. Man er under enormt pres. Man får ikke sovet. Man gør, hvad man kan for at vende det. Nogle dage synes man, det lykkes, nogle dage synes man overhovedet ikke, det lykkes. Så det er ekstremt fortættet og dramatisk rum at være i.

Der er jo ikke særligt mange, der har prøvet at være partileder, så vi er en lille gruppe, der ved, hvad det er, man er oppe imod, hvad det er for et krydspres, man er i, både mediemæssigt, politisk og psykologisk."

Frygter du, hvordan folk vil reagere, når de læser bogen?

”Næ, hvorfor skulle jeg det?”

Foto: Jonas Pryner

Jeg synes, at du nogle gange fremstår presset. Du har blandt andet et tidspunkt, hvor du siger ”nu går vi i krig”, og der kunne man sige, at det går mod Alternativets idealer, og måske sidder der nogle vælgere derude og tænker, ‘det er da ikke vores Uffe, der sidder og siger sådan.’

”Det skal jeg ikke gøre mig til dommer over. Men som jeg også sagde til dig før, så synes jeg, at der bliver tegnet med lidt stærke farver. Men det kører hårdt i en valgkamp, og nogle gange træffer man de helt rigtige valg, og nogle gange gør man ikke, og jeg tror egentlig, det giver et meget ærligt billede af, at følelserne sidder ude på tøjet.”

Kapitlet her giver et indblik i de strategiske overvejelser bag, hvordan I har indgået alliancer på miljøpolitikken. Der er nogle passager, hvor det frem og tilbage med, hvorvidt I skal være med i et fælles klimaudspil med bl.a. Enhedslisten. Så vil de gerne have jer med, så vil de ikke, så vil I gerne være med, så vil I ikke. Hvordan har jeres relationer været i forbindelse med klimapolitikken?

”Den har været supergod.”

Vil du prøve at beskrive det spil, der foregår i sådan en situation?

”Det er jo både et spil, men politik udvikler sig også og forandrer sig. Eksempelvis er vi lige blevet færdige med en fælles finanslov og en fælles klimalov, og det har været en utroligt god arbejdsproces. Jeg oplever vores relation som meget god – både til SF og Enhedslisten, men i en valgkamp er du også oppe at konkurrere, og som jeg sagde før, så blev det til sidst en nørdet kamp om, hvem der var mest grønne. Det er klart, at vi var bange for at blive ædt op af de andre.”

Du siger på et tidspunkt i bogen, ”For helvede, de kvæler os i grønt!” ...

”Ja, lige nøjagtig. Men det synes jeg bare er en præmis i en valgkamp. Der er forskel på valgkamp og det arbejde, hvor man bagefter skal i gang med at skabe politiske resultater.”

Foto: Jonas Pryner

Du giver udtryk for, at du synes, pressen har været efter dig. Har du følt, I er blevet uretfærdigt behandlet af pressen?

”Ansvaret ligger nok et sted mellem os og pressen. Jeg vil ikke sige, det er pressens skyld eller vores skyld, vi har alle en aktie i det. Igen i går blev jeg konfronteret med de her sager, og der sagde jeg, at hvis jeg skal give et godt råd til en ny leder, hvilket man ved Gud skal være varsom med, skulle det være, at vi ikke må blive bange for vores egen skygge.

På et tidspunkt turde vi nærmest ikke smile eller holde en fest, fordi vi var bange for, at der skulle tegnes det her useriøse billede af partiet.

I går var jeg i Deadlilne, og der sagde journalisten ”de der krænkelsessager blandt medarbejderne”. Der havde jeg det sådan, nu må det altså stoppe. Der har ikke været en eneste! Der har været en sag med en medarbejder og et medlem og det i en organisation med 9.000 medlemmer, men alligevel skal jeg høre om seksuelle krænkelsessager blandt medarbejderne. Så synes jeg ikke, journalisterne har gjort deres hjemmearbejde ordentligt. Min aktie er, at jeg ikke har været skarp nok til at tilbagevise det.”

Der står i kapitlet, at du ikke griner med Mette Frederiksen …

”Det har jeg sagt til Morten (Reimar, red.), at det er simpelthen ikke rigtigt. Der har han fuldstændigt mislæst det. Det må stå for fuldstændig hans egen regning. Jeg havde en anden dynamik i årene op til valgkampen med Mette, end jeg havde med Lars. Lars havde jeg en meget mere humoristisk dynamik med. Til gengæld har jeg altid haft nogle enormt gode og tillidsfulde møder med Mette, og jeg oplever, at jeg har et meget godt forhold til Mette.”

Der står også, at du på nogle måder ville have foretrukket Lars Løkke som statsminister. Kan du fortælle lidt om de overvejelser, hvad var det ved Lars Løkke, der tiltalte dig?

”Der, hvor kæden hopper af for mig, når jeg læser det, er, at der jo var en grund til, at vi var i opposition til Lars Løkkes regering. Vi var så dybt uenige med Inger Støjberg og hendes politik. Vi syntes, det var helt, helt forfærdeligt, så der var en masse grunde til, at vi ikke ønskede en Lars Løkke-regering. Men det, vi diskuterede, var, at når alt var i opbrud, hvilke konstellationer kunne man så forestille sig. Men ikke ud fra den ide, at vi ville være støtteparti. Vi ville aldrig være støtteparti for det der.”

Har udgivelsen af denne bog noget at gøre med timingen i, at du går af som formand nu?

”Nej, overhovedet ikke. Den beslutning er flere år gammel. Det har hele tiden været planen, at det skulle være i denne valgperiode, og så besluttede jeg mig endeligt i løbet af efterårsferien. Grunden til, at det er nu, er, at vi har fået evalueret hele valget, og vi har kigget frem mod vores næste politiske mål. Vi har opnået to store politiske sejre, finansloven og klimaloven. Så min vurdering har været, at nu er bordet ryddet, der er en god platform for den næste at gå op på. Det er ikke en organisation i konflikt med sig selv.”

Foto: Jonas Pryner

Hvad skal du nu?

”Jeg skal være menigt medlem. Det glæder jeg mig til. Men jeg er også spændt på min egen reaktion. Det er første gang i 38 år, at jeg ikke står i front for den organisation, jeg repræsenterer. Siden 1982 har jeg været chef. Så pludselig er jeg ikke det længere. Hvordan bliver det? Umiddelbart tænker jeg, at det åbner for nogle gode ting, jeg har glædet mig til. Jeg har flere bogprojekter oppe i hovedet og flere politiske initiativer, der bare står og banker på, og jeg håber, at jeg kan få en eller anden – ok, det lyder måske lidt voldsomt – men en eller anden form for nestorrolle. Det er jo mig, der har tænkt de første tanker, og jeg vil da gerne give de tanker videre. Men på et mere dybt, psykologisk niveau er det spændende at se, om den indre chef gør oprør.”

‘Uffe mod magten’ er skrevet af Morten Reimar og udkommer på Forlaget Momenta 24. januar. Op til dette interview har Euroman haft mulighed for at læse og dele et kapitel af bogen med Uffe Elbæk.