Som taler er Barack Obama på niveau med de allerstørste i rækken af amerikanske præsidenter.
Den ydmyghed, brændende overbevisning og indimellem også humor, som han igennem sine regeringsår igen og igen har formået at levere sine store taler med, vil blive stående. Her var en præsident, der virkelig var veltilpas i rollen som taler, og den figur, som han tegnede på talerstolen, var i høj grad med til at skabe enorm sympati omkring hans person.
Lige så meget de mange fotos af præsidenten i rollen som far, ægtemand, basketballspiller og hyggelig kollega.
LÆS OGSÅ: 26 billeder der minder os om, hvorfor vi vil savne Obama
I anledning af Obamas snarlige afsked med Det Hvide Hus har People's Press udgivet en samling af de største og vigtigste taler fra den afgående præsidents to regeringsperioder.
Vi har fået lov at bringe en enkelt af dem og har valgt en tale, som præsidenten holdt 26. marts 2014 i Bruxelles for et overvejende ungt publikum, fordi den på smuk vis binder nutid, fortid og fremtid sammen.
I talen, der afholdes få dage efter, at Krimhalvøen ved en omstridt afstemning blev optaget i Rusland, langer Obama ud efter Rusland, samtidig med, at han roser de demokratiske processer, som Europa er bygget på, og opfordrer Europas unge til fortsat at stå op for frihedsrettigheder.
Vi anbefaler, at du læser den med eftertænksomhed. Langsomt og med kunstpauser. Eller hvad med at læse den højt?
Præsidentens tale til Europas ungdom
Palais des Beaux Arts, Bruxelles, Belgien, 26. marts 2014
Mange tak. Tak. (Bifald) Værsågod at sætte jer ned.
Godaften. Goede avond. Bonsoir. Guten abend.
(Bifald) Tak, Laura (Laura Hemmati, i dag Laura Westring, skotsk iværksætter, taleskriver og embedsmand, red.), for den fantastiske indledning.
Før hun gik ud, sagde hun til mig, at jeg ikke skulle
være nervøs. (Latter) Og jeg kan forestille mig – hendes far er
her i salen i dag – og jeg kan kun forestille mig, hvor stolt han
må være af hende. Vi er taknemmelige for hendes arbejde,
men hun minder os også om, at vores fremtid bliver bestemt
af unge mennesker som hende.
Deres majestæter, premierminister og belgiere – på vegne
af det amerikanske folk vil jeg gerne sige, at vi er taknemmelige
for jeres venskab. Vi står sammen som uadskillelige
allierede, og jeg takker for jeres vidunderlige gæstfrihed. Jeg
må indrømme, at det er let at holde af et land, som er berømt
for chokolade og øl. (Latter)
Ledere fra Den Europæiske Union, repræsentanter for
vores NATO-alliance, ærede gæster: Vi mødes her på et tidspunkt,
da Europa og De Forenede Stater og den internationale
orden, som vi har arbejdet igennem generationer på at
opbygge, står med svære udfordringer.
I hele menneskehedens historie har samfund kæmpet
med det grundlæggende spørgsmål om, hvordan de skal indrette
sig, og hvad der er det rigtige forhold mellem individ
og stat, og den bedste måde at løse de uundgåelige konflikter
mellem stater på. Og det var her i Europa, at et særligt sæt
idealer trådte frem, efter århundreders kamp, efter krig og
oplysningstid, undertrykkelse og revolution: Det er troen på,
at hver enkelt af os har ret til at vælge, hvordan vi vil leve,
efter vores samvittighed og frie vilje. Troen på, at magt udgår
fra de regeredes samtykke, og at love og institutioner vedtages
og etableres for at beskytte denne opfattelse. Og disse
ideer inspirerede med tiden en flok kolonister på den anden
side af havet, og de skrev dem ind i de grundlæggelsesdokumenter,
som Amerika stadig bygger på, herunder den enkle
sandhed, at alle mænd – og kvinder – er skabt lige.
Men disse idealer er også blevet udfordret – her i Europa
og verden rundt. Disse idealer har ofte været truet af et
ældre og mere traditionelt syn på magt. Denne alternative
opfattelse går ud på, at almindelige mennesker har for ringe
udsyn til at regere sig selv, at orden og fremskridt kun kan
skabes ved, at enkeltpersoner overdrager deres rettigheder til
en almægtig hersker. Denne alternative opfattelse bygger ofte
på den holdning, at der er nogle, som i kraft af race eller tro
eller etnicitet er andre overlegne, og at den enkeltes identitet
bestemmes af ”os” i modsætning til ”dem”, eller at en nations
storhed ikke kun kommer af, hvad et folk står for, men også
hvad det er imod.
På mange måder har Europas historie i det 20. århundrede
repræsenteret det fortsatte sammenstød mellem disse to
tankesæt, både internt i landene og mellem landene. Den industrielle
og teknologiske udvikling overhalede vores evne til
i fredsomlighed at løse uenigheder på fredelig vis, og selv i de
mest civiliserede samfund oplevede vi barbariet bryde frem.
Her til morgen blev jeg på en mark i Flandern mindet om,
hvordan en generation blev sendt i døden i Første Verdenskrigs
skyttegrave og gasangreb. Og kun to årtier senere kastede
ekstrem nationalisme endnu en gang kontinentet ud i krig
– og hele folkeslag blev lagt i lænker, store byer forvandlet til
ruiner, og millioner og millioner af mennesker blev slagtet,
heriblandt dem, som mistede livet i holocaust.
Det var som en reaktion på denne tragiske historie, at Amerika
efter Anden Verdenskrig gik sammen med Europa om at
forkaste fortidens mørke kræfter og i stedet bygge en ny fredsarkitektur.
Arbejdere og ingeniører gav liv til Marshallplanen.
I NATO stod allierede på vagt i en alliance, som skulle blive
den stærkeste, verden nogensinde har set. Og på den anden
side af Atlanterhavet delte vi Europas vision – en vision baseret
på repræsentativt demokrati, individets rettigheder og en tro
på, at stater kan opfylde deres borgeres behov gennem handel
og åbne markeder, et socialt sikkerhedsnet og respekt for folk
af andre trosretninger og med andre baggrunde.
I årtier stod denne vision i skarp kontrast til livet på den
anden side af Jerntæppet. I årtier blev der kæmpet, og til sidst
blev den kamp vundet – ikke med kampvogne eller missiler,
men fordi vore idealer greb ungarere, som indledte en revolution;
polakker på skibsværfterne, som gik ind i Solidaritet;
tjekker, som gennemførte en fløjlsrevolution uden at løsne et
eneste skud, og østberlinere, som marcherede forbi grænsevagterne
og til sidst rev den mur ned.
Det, som ville være blevet opfattet som umuligt i Flanderns
skyttegrave, i Berlins ruiner eller i en dissidents fængselscelle
– det er i dag virkelighed. Et genforenet Tyskland.
Landene i Central- og Østeuropa er budt velkommen i demokratiernes
familie. Her i dette land, som engang var Europas
slagmark, mødes vi i hjertet af en union, som har samlet
ældgamle modstandere i fred og samarbejde. Europas folk,
med hundreder af millioner af borgere, i øst, vest, nord og
syd, er sikrere og mere velstående, fordi vi stod sammen om
de idealer, vi deler.
Og denne historie om menneskelige fremskridt var på ingen
måde begrænset til Europa. De idealer, som kendetegner
vores alliance, har faktisk også inspireret bevægelser over
hele Jorden hos netop de folkeslag, som ironisk nok ofte er
blevet nægtet deres fulde rettigheder af vestlige magter. Efter
Anden Verdenskrig kastede folkeslag fra Afrika til Indien kolonialismens
åg af sig for at blive selvstændige. I De Forenede
Stater aktionerede folk og lod sig prygle i demonstrationer for
at gøre en ende på raceadskillelse og sikre deres borgerrettigheder.
Da Jerntæppet faldt her i Europa, løsnedes apartheids
jernnæve sig, og en stolt og værdig Nelson Mandela kom ud
af fængslet for at lede et raceblandet demokrati. Landene i
Latinamerika kastede diktaturet af sig og opbyggede nye demokratier,
og asiatiske lande viste, at udvikling og demokrati
kunne gå hånd i hånd.
Unge her i salen i dag, unge som Laura, er født på et sted
og på et tidspunkt, da der er færre konflikter, mere velstand
og mere frihed end på noget andet tidspunkt i menneskehedens
historie. Men det er ikke, fordi menneskets mørkeste
instinkter er forsvundet. Selv her i Europa har vi set etniske
udrensninger, som har chokeret os.
Vanskelighederne ved integration og globalisering, som
for kort tid siden blev forstærket af den værste økonomiske
krise i vor tid, har belastet det europæiske projekt og fremkaldt
politiske strømninger, som alt for ofte går efter indvandrere
eller homoseksuelle og dem, som på en eller anden
måde er anderledes.
Selv om den teknologiske udvikling har skabt enorme
muligheder for handel og innovation og kulturel forståelse,
så har den også gjort det muligt for terrorister at dræbe i et
rædselsvækkende omfang. Jorden rundt fortsætter sekterisk
vold og etniske konflikter med at kræve tusindvis af menneskeliv.
Igen møder vi den opfattelse, at større lande kan true
sig til rette over for små lande – denne gamle tro på, at magt
på en eller anden måde giver ret.
Så her i dag vil jeg insistere på, at vi aldrig må tage det
fremskridt for givet, som er blevet skabt her i Europa og udbredt
over hele verden, for ideernes kamp fortsætter i jeres
generation. Og det er, hvad der er på spil i Ukraine i dag.
Ruslands ledere udfordrer de sandheder, som syntes selvindlysende
for nogle få uger siden, nemlig at Europas grænser
ikke i det 21. århundrede kan ændres med magt, og at folkeret
betyder noget, og at folk og nationer kan træffe deres egne
beslutninger om fremtiden.
Ærligt talt, hvis vi definerede vores interesser snævert, hvis
vi foretog en koldsindig beregning, så kunne vi beslutte os for
at kigge den anden vej. Vores økonomi er ikke tæt forbundet
med Ukraines. Vort folk og vort hjemland står ikke over
for nogen direkte trussel som følge af invasionen af Krim.
Vore egne grænser er ikke truet af Ruslands anneksion. Men
denne form for ligegyldighed ville være at ignorere den lære,
som står mejslet i sten på dette kontinents kirkegårde. Det
ville være ensbetydende med at lade fortidens hersketeknik
få fodfæste i et nyt århundrede. Og det budskab ville ikke
kun blive hørt i Europa, men også i Asien og i Nord- og Sydamerika,
i Afrika og i Mellemøsten.
Og de konsekvenser, som ville følge af denne selvtilstrækkelighed,
er ikke hypotetiske. Vi må forestille os den virkning,
det ville få på virkelige menneskers liv, på mænd og
kvinder som os. Se på de unge i Ukraine, som var besluttet
på at tage ansvaret for deres egen fremtid fra en regering,
som var ødelagt af korruption – på portrætterne af dem, som
blev dræbt af snigskytter, og de besøgende på Maidan. Der
var den kvindelige studerende, som indsvøbt i et ukrainsk
flag udtrykte et håb om, at ”alle lande vil blive retsstater”. En
ældre studerende sagde om de andre demonstranter, at ”jeg
vil gerne have, at de folk, som er her, får et liv i værdighed”.
Forestil jer, at I er den unge kvinde, som sagde: ”Der er noget,
som frygt, politistave og tåregas ikke kan ødelægge.”
Vi har aldrig mødt disse mennesker, men vi kender dem.
De giver stemme til et krav om menneskelig værdighed, som
har givet genlyd i Europas gader igennem generationer. De
giver stemme til alle dem, som verden over, i dette øjeblik,
kæmper for deres værdighed. Disse ukrainere afviste en regering,
som stjal fra folket i stedet for at tjene det, og de stræ-
ber efter de idealer, som gør det muligt for os at være her i
dag.
Ingen af os kan med sikkerhed vide, hvad de kommende
dage vil føre med sig i Ukraine, men jeg er sikker på, at disse
stemmer – de stemmer, som taler for værdighed og fremtidsmuligheder
for alle mennesker, og for rettigheder og retsstat
– at disse stemmer til sidst vil sejre. Jeg tror på, at i det
lange løb vil fremtiden være vores, vi, som er frie nationer
og frie folk. Det tror jeg ikke, fordi jeg er naiv, og jeg tror det
ikke på grund af vore våbens styrke eller vore økonomiers
størrelse. Jeg tror det, fordi disse idealer, som vi tilslutter os,
er sande, og de er universelle.
Ja, vi tror på demokratiet – med frie og retfærdige valg,
med uafhængige domstole og oppositionspartier, med civilsamfund
og ucensureret information, så den enkelte kan
træffe sine egne valg. Ja, vi tror på en åben økonomi baseret
på innovation og frie markeder, på individuelt initiativ og
iværksætterånd, og på handel og investering, som skaber velstand
i bred forstand. Og ja, vi tror på menneskelig værdighed
– på at alle er skabt lige, uanset hvem de er, eller hvordan
de ser ud, eller hvem de elsker, eller hvor de kommer fra. Det
er, hvad vi tror på. Det er, hvad der gør os stærke.
Og vores styrke afspejles også i vores respekt for et internationalt
system, som beskytter både nationers og folks
rettigheder – for FN og FN’s verdenserklæring om menneskerettigheder,
for folkeretten og midlerne til at håndhæve
disse rettigheder. Men vi ved også, at disse regler ikke bliver
overholdt af sig selv; de er afhængige af, at velvillige lande
og folk konstant bekræfter dem. Og derfor må vi fordømme
Ruslands krænkelse af folkeretten og dets angreb på Ukraines
suverænitet og territoriale enhed. Ikke fordi vi prøver at holde
Rusland nede, men fordi de principper, som har betydet
så meget for Europa og resten af verden, må holdes i hævd.
De seneste dage har De Forenede Stater, Europa og vore
samarbejdspartnere verden over været forenet i forsvaret af
disse idealer, og forenet i støtten til det ukrainske folk. I fællesskab
har vi fordømt Ruslands invasion af Ukraine, og afvist
folkeafstemningen på Krim som illegitim. I fællesskab har vi
isoleret Rusland politisk, suspenderet dets medlemskab af G8
og reduceret vore bilaterale forbindelser. I fællesskab lægger
vi omkostninger på Rusland og på dem, som er ansvarlige for
dets handlinger, i form af sanktioner. Og hvis den russiske ledelse
fortsætter sin nuværende kurs, vil vi i fællesskab sikre,
at landet bliver endnu mere isoleret. Sanktionerne vil blive
udvidet. Og belastningen af både den russiske økonomi og
landets renommé vil kun blive større.
I mellemtiden vil De Forenede Stater og vore allierede
fortsætte med at støtte Ukraines regering på dens vej mod
demokrati. I fællesskab vil vi tilbyde en betydelig hjælpepak-
ke, som kan bidrage til at stabilisere Ukraines økonomi og
opfylde befolkningens grundlæggende behov. Tag ikke fejl:
Hverken De Forenede Stater eller Europa har nogen interesse
i at kontrollere Ukraine. Vi har ikke sendt nogen tropper til
landet. Det, vi ønsker, er, at det ukrainske folk kan træffe sine
egne beslutninger, ligesom andre frie folk i verden.
I skal også forstå, at vi ikke er på vej ind i en ny kold krig.
Rusland står trods alt ikke som Sovjetunionen i spidsen for
en blok af lande eller en global ideologi. De Forenede Stater
og NATO søger ikke en konflikt med Rusland. Faktisk har vi
i mere end tres år været sammen i NATO, ikke for at erobre
nyt land, men for at sikre vore landes frihed. Vi vil altid opfylde
den højtidelige forpligtelse, som Artikel 5 pålægger os,
at forsvare vore allieredes suverænitet og territoriale enhed.
Og det løfte vil vi aldrig svigte; NATO-landene vil aldrig stå
alene.
I dag patruljerer NATO-fly himlen over de baltiske lande,
og vi har forstærket vores tilstedeværelse i Polen. Og vi er parate
til at gøre mere. Fremover må ethvert NATO-medlemsland
bære sin del af byrden ved at vise politisk vilje til at investere
i vort kollektive forsvar, og ved at udvikle sin kapacitet
til at fungere som en kilde til international fred og sikkerhed.
Ukraine er naturligvis ikke medlem af NATO – blandt
andet på grund af dets tætte og komplicerede historiske forhold
til Rusland. Rusland vil heller ikke blive fjernet fra Krim
eller afskrækket fra yderligere eskalation med militær magt.
Men hvis bare vi forbliver forenede, så vil det russiske folk
med tiden erkende, at rå magt ikke vil skaffe det hverken den
sikkerhed, velstand eller status, som det ønsker. Og derfor
kombinerer vi i denne krise vort betydelige pres på Rusland
med en åben dør for diplomatiet. Jeg tror, at for både Ukraine
og Rusland vil en holdbar fred komme gennem de-eskalering
– direkte dialog mellem Rusland og Ukraines regering og det
internationale samfund; observatører, som kan sikre, at alle
ukraineres rettigheder er beskyttet, en forfatningsreform i
Ukraine og frie og retfærdige valg i dette forår.
Indtil videre har Rusland modstået alle diplomatiske åbninger,
det har annekteret Krim og samlet store troppestyrker
langs grænsen til Ukraine. Rusland har retfærdiggjort
disse handlinger som et forsøg på at forhindre problemer på
sin side af grænsen og på at beskytte etniske russere inde i
Ukraine. Der er naturligvis ingen tegn på systematisk vold
mod etniske russere i Ukraine, og har aldrig været det. Desuden
er der mange lande i verden, som har lignende uenigheder
om deres grænser og etniske mindretal i udlandet, og
om suverænitet og selvbestemmelsesret. Det er spændinger,
som andre steder har medført diskussioner og demokratiske
folkeafstemninger, konflikter og anspændt sameksistens. Det
er vanskelige spørgsmål, og det er netop, fordi disse spørgsmål
er så vanskelige, at de skal håndteres med forfatningsmæssige
midler og internationale love, så flertallet ikke bare
kan undertrykke mindretallet, og store lande ikke bare kan
true sig til rette.
Til forsvar for deres handlinger har de russiske ledere yderligere
hævdet, at Kosovo er et fortilfælde – et eksempel, siger
de, på, at Vesten blander sig i et lille lands anliggender, præcis
som de gør nu. Men NATO intervenerede først efter, at Kosovos
befolkning i årevis var blevet systematisk mishandlet og
dræbt. Og Kosovo forlod først Serbien efter en folkeafstemning,
som blev organiseret ikke uden for international lov,
men i et omhyggeligt samarbejde med FN og Kosovos nabolande.
Intet af dette var man bare i nærheden af på Krim.
Desuden har Rusland peget på Amerikas beslutning om
at gå ind i Irak som et eksempel på vestligt hykleri. Det er
sandt, at Irakkrigen var genstand for en voldsom diskussion
ikke bare rundtom i verden, men også i De Forenede Stater
selv. Jeg deltog selv i den debat, og jeg var imod militær intervention
dér. Men selv i Irak prøvede Amerika at arbejde
inden for det internationale system. Vi gjorde ikke krav på
irakisk territorium eller annekterede det. Vi stjal ikke Iraks
ressourcer. I stedet afsluttede vi vores krig og overlod Irak
til dets folk og til en fuldt suveræn irakisk stat, som kunne
træffe beslutninger om sin egen fremtid.
Naturligvis lever hverken De Forenede Stater eller Europa
altid fuldstændig op til vores idealer, og vi påstår heller ikke
at være de eneste i verden, som kan afgøre, hvad der er rigtigt
og forkert. Vi er trods alt mennesker, og vi står over for vanskelige
beslutninger om, hvordan vi skal udøve vores magt.
Men en del af det, som gør os anderledes, er, at vi er parate
til at tage imod kritik, ligesom vi er parate til at påtage os det
ansvar, som følger med globalt lederskab.
Vi kigger mod øst og syd og ser lande, som er parate til at
påtage sig en voksende rolle på verdensscenen, og vi betragter
det som en god ting. Det afspejler den samme diversitet, der
gør os stærkere som nation, og det afspejler den integration og
det samarbejde, som Europa gennem årtier har stået for.
Og i en verden fuld af udfordringer og stigende globalisering
har vi alle en interesse i, at andre lande træder frem for
at gøre deres del – bære deres del af byrden med at håndhæve
internationale normer.
Så vores tilgang er i skarp kontrast til de argumenter, der
kommer fra Rusland i disse dage. Det er nærmest absurd at
påstå, sådan som stemmer fra Rusland ihærdigt gør det, at
Amerika på en eller anden måde skulle konspirere med fascister
i Ukraine, eller at vi ikke skulle respektere det russiske
folk. Min bedstefar tjente i general Pattons hær, ligesom
mange af jeres fædre og bedstefædre kæmpede mod fascismen.
Vi amerikanere kan godt huske de umådelige ofre, som
det russiske folk ydede i Anden Verdenskrig, og vi har vist
vores respekt for de ofre.
Siden afslutningen af Den Kolde Krig har vi under flere
forskellige præsidenter samarbejdet med Rusland om at
knytte kulturelle og handelsmæssige forbindelser og inddrage
landet i det internationale samfund, ikke for at gøre Rusland
en tjeneste, men fordi det var i vores nationale interesse.
Og i fællesskab har vi sikret nukleart materiale mod terrorister.
Vi har budt Rusland velkommen i G8 og WTO. Vi
mener, at verden har haft gavn af det, når Rusland har valgt
at samarbejde på grundlag af fælles interesser og gensidig respekt,
lige fra begrænsningen af atomvåben til fjernelsen af
Syriens kemiske våben.
Så både Amerika, Europa og resten af verden har en interesse
i et stærkt og ansvarligt Rusland, ikke et svagt Rusland.
Vi ønsker, at det russiske folk skal leve i sikkerhed, velstand
og værdighed som alle andre, stolte af deres historie. Men det
betyder ikke, at Rusland kan opføre sig hensynsløst over for
sine naboer. At Rusland har en lang fælles historie med Ukraine,
betyder ikke, at det bør kunne diktere Ukraines fremtid.
Propaganda vil aldrig kunne gøre noget rigtigt, som verden
ved er forkert.
I sidste ende må ethvert samfund lægge sin egen kurs.
Amerikas eller Europas veje er ikke de eneste måder at opnå
frihed og retfærdighed på. Men det grundlæggende princip,
som er på spil her – at nationer og folk kan træffe deres egne
valg – kan vi ikke give køb på. Det var ikke Amerika, som
fyldte Maidan med demonstranter – det var ukrainerne selv.
Ingen udenlandsk magt tvang borgerne i Tunis og Tripoli til
at rejse sig – det gjorde de på egen hånd. Lige fra burmesi-
ske politikere, som kæmper for at reformere deres land, og
til unge afrikanske ledere, som kæmper mod korruption og
intolerance, ser vi kernen i det, der forbinder os som mennesker:
En sandhed, som vil overleve vold og undertrykkelse,
og som til sidst vil sejre.
Til jer unge her i dag: Jeg ved, at man let kan se disse begivenheder
som noget, der ikke har med vores tilværelse at
gøre, noget, som er fjernt fra vores dagligdag og ligger langt
fra mere nærliggende bekymringer. Jeg anerkender, at der er
rigeligt at bekymre sig om både i De Forenede Stater og i
store dele af Europa. Der vil altid være dem, der siger, at det,
der sker i den store verden, ikke kommer os ved og ikke er
vores ansvar. Men vi må aldrig glemme, at kampen for frihed
er en kamp, vi har arvet. Vort demokrati og vore personlige
fremtidsmuligheder findes kun, fordi de, som gik forud for
os, havde modet og forstanden til at erkende, at vore idealer
kun vil overleve, hvis vi ser en egeninteresse i andre landes og
folkeslags succes.
Tiden er ikke til at puste sig op. Der er hverken nemme
svar eller militære løsninger på situationen i Ukraine, ligesom
med kriser i mange andre dele af verden. Men lige nu
må vi møde truslerne mod vore idealer – mod selve den internationale
orden – med styrke og overbevisning.
Og det er jer, Europas unge, unge mennesker som Laura,
der vil komme til at afgøre, hvilken vej historiens strøm vil
løbe. I skal ikke et øjeblik tro, at jeres egen frihed, jeres egen
velstand og jeres egne moralske forestillinger er begrænset af
jeres region eller etnicitet, eller bare af jeres land. I er større
end det. I kan være med til at skabe historie. Det er det, Europa
fortæller os. Det er den erfaring, Amerika har gjort.
Jeg siger dette som præsident for et land, der hentede værdierne
i vore grundlæggelsesdokumenter i Europa, og som
udgød blod for at sikre, at de værdier kunne overleve her. Jeg
siger det også som søn af en kenyaner, hvis bedstefar var kok
for briterne, og som et menneske, der har boet i Indonesien,
da landet gjorde sig fri af kolonialismen. De idealer, som
forener os, betyder det samme for unge mennesker i Boston
og Bruxelles, i Jakarta og Nairobi, og Krakow og Kiev.
I sidste ende er det os selv, som er herrer over, om vore
idealer bliver virkeliggjort – med det eksempel, vi sætter med
vore egne liv i vore egne samfund. Vi ved, at der altid vil findes
intolerance. Men i stedet for at frygte indvandreren, så
kan vi byde ham velkommen. Vi kan insistere på en politik,
som gavner de mange, og ikke kun nogle få, og vi kan insistere
på, at de svimlende forandringer i globaliseringens tidsalder
skaber fremtidsmuligheder for dem, som lever på kanten
af samfundet, og ikke kun for nogle få privilegerede. I stedet
for at diskriminere bøsser og lesbiske, så kan vi bruge loven
til at beskytte deres rettigheder. I stedet for at lægge vægt på
vore uenigheder med andre, så kan vi huske på de ting, vi er
fælles om at stræbe efter. Det vil gøre Amerika stærkt. Det vil
gøre Europa stærkt. Det er det, som gør os til dem, vi er.
Og ligesom vi lever op til vort ansvar som enkeltpersoner,
må vi være parate til at leve op til det som nationer. For vi
lever i en verden, hvor vore idealer igen og igen vil blive udfordret
af kræfter, som ønsker at trække os tilbage i fordærv
og konflikt. Vi kan ikke forlade os på, at andre vil tage ansvaret
for os. Den politik, som jeres regeringer fører, og som
Den Europæiske Union fører, vil være afgørende for, om den
internationale orden, som så mange generationer før jer har
kæmpet for, vil gå fremad, eller trække sig tilbage.
Og det er det spørgsmål, vi alle må svare på – hvilken slags
Europa, hvilken slags Amerika og hvilken slags verden vi vil
efterlade os. Og jeg mener, at hvis vi forbliver tro mod vore
principper og er villige til at følge vore overbevisninger op
med mod og beslutsomhed, så vil håbet til sidst vinde over
frygten, og friheden vil fortsætte med at triumfere over tyranniet
– for det er, hvad der rører sig i menneskers hjerter.
Mange tak.
LÆS OGSÅ: Fra terror i Nice til døren på Panama: Her er årets bedste artikler på Euroman.dk
LÆS OGSÅ: Pernille Vermund: "Martin Henriksen sveder lidt, når vi angriber ham for tiden"
LÆS OGSÅ: Rune Lykkeberg: "Højrefløjen har mere sex-appeal end de traditionelle partier"
