Det skal du opleve i Malmø

Mellem København og Malmø er der blot et stenkast, og derfor er en dagstur til den skånske hovedstad, der har masser at byde på, oplagt. Vi bringer her en guide med fire ting, du skal drikke, spise og opleve, hvis du vover en tur over sundet.

Det skal du opleve i Malmø
Offentliggjort

Malmö Saluhall

Malmøs svar på Torvehallerne, der byder på delikatesser, så langt øjet rækker. Uagtet om du selv planlægger at stå for aftensmaden eller er på jagt efter en frokost, kan Malmö Saluhall imødekomme de fleste behov. Her er det muligt at mæske sig i alt fra fisk og kød til grøntsager og kardemommesnurrer.

Selve hallen er en del mindre end Torvehallerne i København, men på trods af det, er den absolut et visit værd. Gæsteklientellet består hovedsageligt af byens unge, så atmosfæren på stedet er livlig og underholdende.

Foruden de gode madtilbud er Malmö Saluhall centralt placeret, og det betyder, at den er nem at tilgå, hvor end i Malmø du befinder dig.

Du kan læse mere om Malmö Saluhall her.

Form Design Center

Hvis du vil have en kultiveret dag i det svenske, bør du besøge Form Design Center. Centret er både et værksted og museum, og hvis du er til grafiske designs og illustrationer, vil vagterne formentlig se sig nødsaget til at trække dig baglæns ud af udgangen ved lukketid.

Værkstedet giver dig mulighed for selv at tegne og illustrere, mens første sal er dedikeret til forskellige udstillinger med grafisk kunst. Ud over det ligger en lille café i foyeren, der serverer overforventning godt bagværk.

Du kan tjekke Form/Design Center ud her.

Folkets Park

Blandt svenskerne er Malmø kendt for deres to store parker, Folkets Park og Slotsparken. Slotsparken er berømmet for sin natur og specielt de blomsterområder, som store dele af parken er udsmykket med.

Folkets Park er derimod samlingspunkt for mange af de lokale, der bor i Malmø, og parken emmer af liv. Alt fra unge mennesker til børnefamilier bruger parken flittigt, og leder du efter et sted, hvor du kan nyde medbragt mad, vin eller noget tredje, er Folkets Park et ganske udmærket bud på tiltale. Til dig, der har børn, finder du også et hav af gode legepladser her.

Læs mere om Folkets Park her.

Grand Malmö

Efter en lang dag med museumsbesøg, spisning og parkvandring er der gode chancer for, at tørsten melder sig på et tidspunkt, og er du i humør til drinks, er Grand Malmö byens mest oplagte bud. Stedet serverer både mad og drikke, men de fleste kommer her for at smage de cocktails, som Grand Malmö er kendt for at lave i høj kvalitet.

Særligt kan deres drink ’You Rice Me Up’ anbefales, som indeholder Cointreau, lime og risvin. Spørger man de lokale om deres go-to-sted, når de er på jagt efter drinks, svarer mange Grand Malmö, og har man smagt en af stedets signaturdrinks, forstår man godt hvorfor.

Du kan læse mere om Grand Malmö her.

Se, hvad vi ellers skriver om: Sverige