I Toscana gemmer sig en næsten ukendt perle, som absolut er et besøg værd

DE HØJE NÅLETRÆER af sorten umbrella pine skråner mod bakkerne. Vi nærmer os langsomt halvøen Monte Argentario, og selvom GPS’en har sat ud, vidner sandet i vejkanten, fuglefløjtene og den lette brise om, at vi er på rette vej.

Vi åbner taget i bilen og nyder den særlige duft af hav. Ruten tager os forbi havnebyen Orbetello for til sidst at lede os ned igennem Porto Ercole med en antydning af byens havn i horisonten.

Over os rejser en klassisk, orangerød toskansk bygning sig. Vores destination er La Roqqa. Et nyåbnet, femstjernet hotel, som den svenske entreprenørfamilie Jonsson har (gen)skabt i billedet af gammelt hotel fra 1960’erne ved navn Don Pedro.

Vi bliver mødt af et gennemdesignet hotel. En original Fiat 500 cabriolet i den helt rigtige cremede farve har fået interiør i pileflet. En rød løber er rullet ud. Det er som at være med i en scene i ’The Talented Mr. Ripley’, mens alt stadig er lutter fryd og gammen.

DØRENE GÅR OP TIL FOYEREN, der afslører et receptionsområde indrettet med moderne italiensk design tilsat et skvæt sofistikeret Skandinavien. Tænk sandfarver, terrakotta og tilbagelænet luksus.

Den italienske designvirksomhed Palomba e Serafini Associati Studio står bag den treårige totalrenovering af den orangerøde bygning, og blandt de mest iøjnefaldende indslag er en organisk spindeltrappe, der snor sig om en skulpturel installation midt i rummet.

Trappen fører til mezzaninen med terrasse, lounge og fitness-faciliteter. Her får vi serveret en iskold lemonade, mens vi venter på, at vores værelse bliver klar. Havnen ligger lige nedenfor vores fødder, solen bager, og det glitrende vand i bugten gør længslen efter en dukkert endnu større.

SELVE VÆRELSET ER badet i varmt sollys fra vinduerne, der strækker sig fra gulv til loft, og som åbner op til den store terrasse. Udsigten her, to niveauer højere oppe fra mezzaninen, bliver ikke mindre betagende af havnelivet, hvor små både glider stilfærdigt hen over bølgerne i det tyrrhenske hav.

Terrakottafarverne er komplimenteret af cremehvide nuancer, og antydningen af skandinavisk simplicitet kommer klarest til udtryk i den kurvede, afdæmpede plyssofa, Faye Too-goods ikoniske stol og Arne Jacobsen-lamperne ved sengen.

Minibaren byder på te og kaffe samt en vandstation med filtreret drikkevand og dertilhørende dunke – en smågenial tilføjelse. Ingen grund til at købe vand på plastikflaske.

PÅ LA ROQQA er der hverken solterrasse, pool eller strand, og det er et bevidst valg fra Jonsson-familien.

”Det giver større anledning til at opleve Porto Ercoles charme, naturen og de omkringliggende byer i bugten,” siger Ulla Jonsson, som for år tilbage var med til at give liv til drømmen om et hotel i Porto Ercole, hvor familien ofte tilbragte deres egne ferier, her i den sydvestlige del af Toscana.

Men hvad man ikke kan levere i pool eller solterrasse, klarer La Roqqa med noget så overlegent som hotellets helt egen beach club, Isolotto.

Det tager fem minutter at nå den til fods, får vi at vide. Men vi kan også bare blive kørt derned i en shuttle. Vi hopper i badetøjet og tillader os den luksus, det er at blive kørt det korte stykke til strandklubben af hotellets egen chauffør.

Vel fremme på Isolotto slår vi os ned og kigger lidt rundt. Alt er holdt i afdæmpede farver, viben er afslappet.

Parasollerne skærmer for solen, loungemusikken spiller tilpas, sivtaget på restauranten svajer, og et par paddle boards står lænet op ad et buskads.

STRANDOMRÅDET ER DELT af en klippe med hav til både venstre og højre. Til venstre er sandområdet stort med græsplæne og solsenge. Vi sætter kursen mod området til højre, som er lidt mindre hektisk og fyldt med klipper.

Her ender vi med at holde til hver dag under vores ophold i Porto Ercole, skiftevis med snorkel under havoverfladen eller på en af de store klipper, som troner i havet, udstyret med solhat, en god bog og en espresso i hånden.

Klart inspireret af de mange ældre italienere, som gør det samme og synes at have knækket koden til drømmen om det gode (pensionist)liv. Det er i sandhed la dolce vita.

Det lader vi os også inspirere af, når vi vælger ud på frokostkortet på Isolottos restaurant, som især frister med specialiteter, der hver dag består af fisk eller skaldyr, gerne kombineret med forskellige former for pasta og et glas af den friske, hvide vermentino-vin fra Toscana.

VEL TILBAGE PÅ La Roqqas terrasse sænker jeg skuldrene endnu mere, kigger ud over bugten, og undrer mig over, at masseturismen aldrig er nået frem hertil. Her er roligere end Amalfi, mere eksklusivt, og gæsterne på hotellet er da også primært velhavende italienere.

På drinkskortet ved restauranten Sirocco er alt opkaldt efter maleren Caravaggios værker. Det giver god mening, da Caravaggio, som var i eksil, døde her i Porto Ercole i 1610, mens han var undervejs på vej tilbage til Rom, og ligger begravet på kirkegården i byen.

Solen er langsomt på vej ned. Den glødende himmel forsvinder bag bjergene, mens vi sætter os ved bordene med geometriske klinker i blå, rød og hvid. Dæmpet musik spreder sig under skyggesejlene.

Chefkokken på Sirocco, Francesco Ferretti, er lokal, og alt, han sender ud på tallerkenerne er et moderne take på det italienske køkken. Signaturretten, spaghetti pomodoro, indeholder syv forskellige typer tomater, og er … udsøgt.

Blot endnu et af trækplastrene på dette overlegne sted på den toscanske kyst, der endnu ikke er blevet opdaget af den slags turister, man gerne vil undgå.

Tag roligt hertil.

Men sig det ikke til nogen.

Euroman var inviteret til Italien af La Roqqa.