Et nådesløst terræn: Tag selv på cykelferie i Flandern
Medmindre du arbejder for unionen, elsker avantgardistisk modedesign eller handler med dyrebare diamanter, er der formentlig en lang række andre lande, du hellere vil rejse til, før du vælger at sætte kursen mod Belgien. Men der er én rigtig god grund: Cykling. At køre gennem Belgien på to hjul er som at komme hjem.
Belgien er kilet ind i kontinentet mellem Holland, Tyskland, Luxembourg og Frankrig. Identiteten er splittet i tre; de fransktalende vallonere og de nederlandsktalende flamlændere – og regionen omkring Bruxelles. Spørger man en belgier, er der kun få ting, der reelt forener de tre hovedgrupper: Kongehuset, fodbold og EU. Og så cykling. Eddy Merckx. Lucien Van Impe. Wout Van Aert. Remco Evenepoel. Benhårde slidere, der er bygget af ren og skær kærlighed til cykelsporten og rundet af tarveligt vejr.
For dårligt vejr er opfundet i Belgien. Og det hører med til fortællingen om landet, at hvis du overlever en forårsklassiker, en vinter eller endda en hel opvækst her, er du ganske enkelt skabt af noget andet, noget større.
Når det regner i Belgien, river og rusker det, og du får ikke et sekunds hvile på cyklen. Hverken den italienske æstetik eller den franske je ne sais quoi findes her, øjet er ofte på overarbejde for at finde noget billedskønt at hvile ved, og så meget desto mere indgyder det respekt, at belgierne i det store og hele trækker vejret for cykling.
Annonse
Rejsen dertil
I bil
Spænd cyklerne på taget, fyld bilen med trafiksikre venner og kør derned – det tager ikke meget mere end 10-12 timer med pauser.
I fly
Flyv til Bruxelles og tag toget videre. Halvanden time i fly og nem togforbindelse direkte til de vigtigste byer.
At se cykling får en helt anden dimension, når du har kørt på de selvsamme veje som alle de overmenneskelige legender og stakkels vandbærere. Du forstår løbet på en anden måde, det er brutalt og nådesløst, og det giver pludselig mening, hvorfor en rytter ikke svarer tilbage på et angreb efter 225 kilometer og seks timers møgvejr: Brostenene, blæsten, de dårlige veje og det dræbende hurtige tempo har taget livet af ham. Der er udsolgt.
I slutningen af denne september blev VM i cykling afholdt i Flandern. Allerede i foråret triumferede Kasper Asgreen på de samme veje i klassikeren Flandern Rundt og trak en dansk sejr hjem i et vanvidsridt mod først Wout Van Aert, indtil han røg af, og senere i spurten mand mod mand mod hollandske Mathieu Van Der Poel. Flandern er for de hårde cykelryttere, men der er også masser af plads til motionister, der måske ikke kører 250 kilometer på en træningstur.
Skulle du få den masochistiske tanke, at det kunne være sjovt selv at prøve kræfter med en tur til Flandern, har vi gjort forarbejdet for dig. Her guider vi til tre områder, hvor du kan martre dig selv med de samme stigninger og brosten som de professionelle.
Oudenaarde
Målbyen for Flandern Rundt. Livligt torv med masser af øldrikkende belgiere, der gerne vil tale cykling. Fra Oudenaarde når du nemt legendariske stigninger som Kwaremont, Paterberg, Koppenberg og Taaienberg på en tur på 60-70 kilometer. Varieret og kuperet terræn, der hurtigt får rutelængden til at føles som det dobbelte, skulle vi hilse at sige. Der er direkte adgang til gode ruter via cykelstier langs Schelde-floden ud af byen.
Leuven
Annonse
Målbyen for landevejsløbet ved VM i cykling i år. Ung universitetsby, hvilket altid borger for god stemning. Holm, Skibby og Riis boede her i midten af 1980’erne. Nem adgang til dele af VM-ruten med masser af kuperet terræn, vejstrækninger af tvivlsom kvalitet, grus, brosten og med garanti også lidt dårligt vejr. Får du ekstra tid på hånden, skal du snuppe en taxa til gårdbryggeriet Hof ten Dormaal, der i ro og mag moderniserer den belgiske bryggeritradition.
Ypres
Historiens vingesus fra første verdenskrig lader sig ikke fornægte. Stort mindemærke for de faldne i midten af byen, og den opmærksomme rytter bemærker hurtigt, at man cykler gennem slagmarkerne, hvor krigen reelt stod. På kanten af Frankrig og ikke langt fra Roubaix, smukt landskab med gode bakker, vinmarker og små bed and breakfasts, hvor man hjertens gerne checker ind. Gent-Wevelgem-ruten er markeret, og Kemmelberg lurer som en konstant dræber, der er umulig at komme udenom, og som kan bestiges fra hele tre sider. De er alle lige forfærdelige.
Teknikken
Brosten er teknisk svære at forcere, men der er nogle tips, der er gode at kende: Kør i midten af vejen, hvor brostenene hælder mindst og ligger tættest. Bliv i sadlen, og læn dig let forover, så forhjulet ikke rejser sig. Glem alt om at rejse dig i pedalerne, det kan ikke fysisk lade sig gøre. Og hvis du skulle være i tvivl: Bare skift ned på lille klinge med det samme. Det er svært at skifte gear, når du står stille på en stigning med 22% hældning.
Strava Challenge
Som et tiltag for at fremme cykling i regionen har Flandern indgået et samarbejde med motions-appen Strava. Det betyder, at man har markeret 59 særlige segmenter med start- og slutlinjer markeret på vejene, og koblet dem digitalt sammen med Strava. En meget god indikator på, hvornår der skal trædes til (og hvornår det bliver rigtig hårdt). Kører du samtlige 59 segmenter på under 72 timer, gennemfører du The Flandrien Challenge og får din egen, personalige mursten op at hænge på en Wall of Fame på cykelmuseet ved Centre Ronde van Vlaanderen i Oudenaarde.
Cykling på museum
For at forstå vigtigheden af cykling i Belgien er det værd at besøge museet KOERS i Roeselare. Her har man samlet og udstillet et enormt bibliotek af kuriositeter fra cykelhistorien: Trøjer, cykler, dunke, kasketter, avisudklip og meget, meget mere. Museets samling er enorm, og der er noget utroligt fascinerende ved at se Ekimovs rigtige enkeltstartscykel fra 1995 eller Michel Pollentiers signerede lyserøde førertrøje fra Giroen i 1978. Sæt gerne et par timer af til at nørde helt ud og snup en frokost i caféen efterfølgende, mens du kigger på lokale cykelryttere der triller ud på tur eller vender hjem til en velfortjent øl.
Euroman var inviteret til Belgien af Cycling in Flanders.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.