Et nådesløst terræn: Tag selv på cykelferie i Flandern
Medmindre du arbejder for unionen, elsker avantgardistisk modedesign eller handler med dyrebare diamanter, er der formentlig en lang række andre lande, du hellere vil rejse til, før du vælger at sætte kursen mod Belgien. Men der er én rigtig god grund: Cykling. At køre gennem Belgien på to hjul er som at komme hjem.
Belgien er kilet ind i kontinentet mellem Holland, Tyskland, Luxembourg og Frankrig. Identiteten er splittet i tre; de fransktalende vallonere og de nederlandsktalende flamlændere – og regionen omkring Bruxelles. Spørger man en belgier, er der kun få ting, der reelt forener de tre hovedgrupper: Kongehuset, fodbold og EU. Og så cykling. Eddy Merckx. Lucien Van Impe. Wout Van Aert. Remco Evenepoel. Benhårde slidere, der er bygget af ren og skær kærlighed til cykelsporten og rundet af tarveligt vejr.
For dårligt vejr er opfundet i Belgien. Og det hører med til fortællingen om landet, at hvis du overlever en forårsklassiker, en vinter eller endda en hel opvækst her, er du ganske enkelt skabt af noget andet, noget større.
Når det regner i Belgien, river og rusker det, og du får ikke et sekunds hvile på cyklen. Hverken den italienske æstetik eller den franske je ne sais quoi findes her, øjet er ofte på overarbejde for at finde noget billedskønt at hvile ved, og så meget desto mere indgyder det respekt, at belgierne i det store og hele trækker vejret for cykling.
At se cykling får en helt anden dimension, når du har kørt på de selvsamme veje som alle de overmenneskelige legender og stakkels vandbærere. Du forstår løbet på en anden måde, det er brutalt og nådesløst, og det giver pludselig mening, hvorfor en rytter ikke svarer tilbage på et angreb efter 225 kilometer og seks timers møgvejr: Brostenene, blæsten, de dårlige veje og det dræbende hurtige tempo har taget livet af ham. Der er udsolgt.
