Vil du også lave andet end at stå på pisterne på din skiferie? Så skal du tage til denne schweiziske perle

Grindelwald er ikke på radaren hos synderligt mange danskere. Det er en fejl, for den schweiziske destination ligger i en af de smukkeste dele af Alperne og byder på meget mere end skiløb.

Vil du også lave andet end at stå på pisterne på din skiferie? Så skal du tage til denne schweiziske perle
Offentliggjort

Euroman var inviteret af grindelwald tourism.

ER DU KOMMET I ALPERNE i vintersæsonen med jævn frekvens de seneste 10 år, har du lagt mærke til udviklingen: Det er oftere og oftere, at der simpelthen ikke er nok sne. Engang fandtes det hvide guld i metermål, nu skal man være mere end heldig for at ramme en velfortjent vinterferieuge, der lige passer med nyt snefald og gode forhold.

Få ting er mere deprimerende end at sidde i en gondol og ved selvsyn konstatere den globale opvarmnings meget håndgribelige konsekvenser. Gletsjerne smelter, sneen tør, og bjergsider, der tidligere var dækket af sne, er i langt højere grad end tidligere nøgne.

Og ja: Selvfølgelig kan man stadig stå på ski, og selvfølgelig er der masser af år foran os, hvor skisportsstederne kan byde skiløbere velkommen til alpint skiløb i verdensklasse.

Men i takt med klimaforandringer – og nye typer af vinterturister, mere om det senere – gør de mest fremsynede skisportssteder også i tiltagende grad et stort nummer ud af at lokke med andre aktiviteter end velpræparerede pister og effektive lifter.

Sådan et sted er Grindelwald i Schweiz. Byen ligger ualmindeligt smukt i 1.034 meters højde i en dal med udsigt til det monumentale bjerg Eiger, og udover de åbenlyse fordele ved at have 215 kilometer pister i en af de smukkeste dele af Alperne tilbyder Grindelwald også aktiviteter, der rækker langt udover skiløb.

Hurtigt til tops

Eiger Express er en helt ny gondollift, der tager skiløbere og alpint interesserede turister fra Grindelwald til Eiger Glacier Station på bare 15 minutter. Tidligere tog den tur, der nu strækker sig over næsten syv kilometer, over en time med forskellige lifte og gondoler, så den stillesiddende tid er formindsket betragteligt til fordel for tid på pisterne. 

Tag fx liften op til området Grindelwald-First, og gå på det yderste af bjergsiden i 2.184 meters højde på en metalsti, der fører over en hængebro og videre ud på et ’svævende’ plateau med ekstraordinær udsigt over både dal og bjerge.

Her fra Grindelwald-First kan du også prøve en af de to svævebaner, hvor man enten glider ned over landskabet på en traditionel svævebane med 84 km/t eller ligger fastspændt på maven og oplever at flyve gennem dalen som en fugl, ligeledes med over 80 km/t. Det er ekstraordinært, og det er ikke noget, man finder på alle skidestinationer.

Åbent året rundt

Grindelwald består af tre skiområder, der alle kan nås fra byen: Grindelwald-First, Grindelwald-Wengen og Mürren-Schiltorn. Kigger man på pistekortet over terrænet, opdager man hurtigt optegnede linjer, som er andet end de sædvanlige blå, røde og sorte pister.

Ligesom mange andre alpedestinationer er forår, sommer og efterår mindst lige så vigtige perioder for turisme som vinteren, og Grindelwald gør et stort nummer ud af vandring, klatring og løb – derfor de afmærkede ruter. Et af de vigtige ultraløb i verdens mest prestigiøse ultraløbserie, UTMB World Series, ligger netop i Grindelwald.

Det hedder Eiger Ultra Trail og foregår hvert år i juli i grønne bjerglandskaber og forbi bjergsøer og klippetoppe. Mountainbike er også stort i området, og mange steder i byen er det muligt at leje cykler. 

GRINDELWALD ER OGSÅ hjemsted for Europas højest beliggende togstrækning, og stationen Jungfraujoch ligger på toppen af et bjerg i hele 3.454 meters højde. På vej derop kører man ganske enkelt igennem bjerget Eiger, i dag i et topmoderne tog, men indtil for bare få år siden i klassiske gammeldags tog, som havde kørt siden indvielsen i 1946.

Her bor du godt

Hotel Bergwelt er et designhotel, der er en storby værdig. Gode detaljer, gode værelser, men stadig en stemning af at være i bjergene. Når du er mørbanket efter en dag i højderne, kan du genfinde energien i hotellets 800 kvadratmeter store spa-område. Hotellet ligger centralt i Grindelwald. 

Uden at forklejne de danske statsbaner er der her blevet gået til opgaven om at skabe forbindelse bogstavelig talt gennem landet og dets bjerge, og man fornemmer den entreprenante ildhu kombineret med den eventyrlystne alpinisme, der har brændt i pionererne i området.

Fra toppen af Jungfraujoch, som er et UNESCO-område, er udsigten fænomenal. Den kommer dog med en bismag. Mod vest strækker gletsjeren Aletsch sig, og med 24 kilometer og 800 meters dybde er den Alpernes længste og største.

Så længe det varer, og her bliver det med klimaforandringerne meget håndgribeligt: I det 19. århundrede var gletsjeren over 3 kilometer længere, og i år 2100 siger prognoserne, at den kan være skrumpet ind med yderligere 12 kilometer.

Udsigten her er selvsagt god, men når man står der på Europas tag, bliver det meget hurtigt klart, at tingene forandrer sig endog meget hurtigt. Skræmmende hurtigt, faktisk.

Rejsen dertil

Fly og tog til Geneve, herfra tog til Interlaken og videre til Grindelwald, der må siges at have en af de smukkest beliggende togstationer i Europa.

I modsætning til nogle af de mere kendte schweiziske skidestinationer som Gstaad, Zermatt, Verbier og St. Moritz er Grindelwald fløjet en smule under radaren – du møder stort set ikke en dansker i byen – og det betyder også, at priserne ikke er helt så hampre, som det schweiziske renommé ellers lover. 

DET ER OGSÅ VED JUNGFRAUJOCH, at man har bygget et ismuseum ind i gletsjeren. Yes, man har ganske enkelt hakket sig vej ind gennem isen og skabt en udstillingsoplevelse, der er ulig noget andet, man har set før. Har man brug for et afbræk fra skiene, er det oplagt at bruge en hel dag på en tur til toppen.

Og så var der det med de andre gæster i Grindelwald. For hvor man mange steder er vant til at kæmpe om pladsen i liftkøen med vraltende, skistøvlebærende skiløbere, er der i Grindelwald et helt andet mix blandt gæsterne.

Hos byens turistkontor har man gennem en årrække gjort en indsats for at lokke nye besøgende til, og resultatet er, at man ofte hører sprog som kinesisk, thailandsk og amerikansk på byens stræder og beværtninger.

Man møder også det nye kuld af bjergbegejstrede tilrejsende oppe i terrænet, men de besøger Grindelwald snarere for udsigten, maden og de mange alpine oplevelser, destinationen har at byde på, i stedet for at suse ned ad pisterne.

Når alt kommer til alt, er Grindelwald et godt bud på en vinterdestination, som den kommer til at se ud i fremtiden: med masser af godt skiløb og god stemning i byen – og med en velspækket schweizisk buffet af muligheder og oplevelser for dem, der også gerne vil noget andet end at stå på ski.

En oplagt destination for parret eller familien, der ikke nødvendigvis er de første i liftkøen om morgenen og de sidste til at komme ned fra bjerget om aftenen, men alligevel gerne vil indånde den livgivende alpeluft, vi må se langt efter på vores egne breddegrader

Se, hvad vi ellers skriver om: Ski og Ferie