Det vrimler med naturvidundere i Grækenland: Her er de ti smukkeste
Der er masser af maleriske kystbyer, hvide sandstrande og saltstænkede øer i det populære land i syd. Men hvor finder man egentlig de 10 smukkeste naturvidundere i Grækenland? Vi viser vej.
Det naturlige havbassin på øen Thassos er også kendt under navnet ’Afrodites tæer’ og var ifølge myten en gave fra guden Zeus til hans hustru.
Annonse
Grækenlands nordligste ø ligger en kort bådtur fra fastlandet. Den er grøn og frodig med adskillige sandstrande og vandrestier, og den har nærmest helt undsluppet masseturismen, som ellers præger øerne i nærheden.
Aliki og Paradise på den sydlige del af Thassos er to af øens smukkeste strande. Hvis du vil have en spektakulær indkvartering, skal du gå for det legesyge A for Art hotel, som ligger i Thassos by.
Bonus: På fastlandssiden ved Thassos finder du den smukke havneby Kavala (hvorfra der går færger ud til øen) og den historiske bjerglandsby Xanthim.
2. Porto Timoni
Korfu
Disse halvmåneformede tvillingestrande befinder sig på hver sin side af en bjergrig landtange i den nordvestlige del af Korfu. Porto Timoni er den største af strandene, Limni den mindste. For at nyde de afsondrede strande skal man som udgangspunkt vandre i en halv time på stenede stier fra landsbyen Afionas. Men du kan også tage en vandtaxi eller leje din egen båd i Agios Georgios og komme hertil ad vandvejen.
Annonse
Hold også øje med stenstranden Rovinia i Paleokastritsa på vestkysten og den børnevenlige sandstrand Avlaki nær Kassiopi i den nordøstlige del af Korfu. Højt oppe i landsbyen Afionas nær tvillingestrandene finder du det magisk placerede gæstehus The 3 Brothers.
3. Vikos-kløften
Zagoria
Vandrere, naturelskere og eventyrere fra hele verden drager til Vikos-kløften i Pindos-bjergene i det nordvestlige Grækenland for at opleve de vilde naturformationer. Indled din vandretur i den smukkeste landsby af dem alle i Zagoria: Monodendri. Landsbyen med gamle stenhuse ligger i 1.000 meters højde, fire kilometer nord for Ioannina. En gammel brostensbelagt gade løber lige igennem det hele, og her finder du det forladte kloster Agia Paraskevi. Klosteret, der blev bygget i det 15. århundrede, balancerer på kanten af kløften, og herfra har man en fantastisk udsigt over Vikos-kløften.
4. Melissani-grotten
Kefalonia
En klassisk turistfælde, mener nogle. Mens andre er af den holdning, at Melissani-grotten på Kefalonia klart er et besøg værd.
Annonse
Man rejser ind i grotten i en lille båd med kig ned i det krystalklare brakvand. Samtidig fortæller guiden om den mytologiske kærlighedshistorie, der knytter sig til navnet og stedet. Grotten er opkaldt efter nymfen Melissanthi, som begik selvmord her, efter at guden Pan ikke havde gengældt hendes kærlighed. Melissani og flere andre lignende grotter i Sami-bugten er i øvrigt jordfaldsgrotter, som man oftest finder på den mexicanske Yucatan-halvø.
Kefalonia byder også på flere naturvidundere, som fx den lyse sandstrand Fteri på en af de nordlige landtanger. Her føler man sig som teleporteret til en caribisk ø.
5. Kleftiko-bugten
Milos
På øen Milos finder du Kleftiko-bugten, en gammel sørøverrede, som hovedsageligt nås med båd. Her styrter klipperne ned i havet, og i nærheden ligger adskillige grotter omgivet af krystalklart, blåt vand.
Milos er et indlysende valg for dig, der gerne vil opleve nogle af Ægæerhavets fineste strande væk fra turisthorderne på Santorini, Ios og Mykonos. De postkort-perfekte hvide klipper, strande og naturlige havbassiner frister, når du udforsker fx Sarakíniko, Paliochori og Voudi og nyder den golde, blege og særprægede ø.
Kystlandsbyen Klima med sine hvide stenhuse lige ud til havet er en slags græsk version af Venedig. Sea Jets har en hurtigfærge fra Piræus til Milos. Turen tager omkring tre timer og 30 minutter.
6. Hjerte-klippen
Preveli Strand
På det sydlige Kreta ligger denne majestætiske klippe. Hjerte-klippen er Preveli-strandens højdepunkt, men lige så smuk er naturen i nærheden, det klare havvand og gåturen hertil gennem en palmeskov. En længere gåtur på cirka otte kilometer begynder ved Megali Gefira-broen, krydser Megalopotamos-floden og følger derefter flodens østlige bred mod syd til Preveli-stranden, hvorefter man går tilbage langs floden mod nord til udgangspunktet.
Kretas sydkyst byder i det hele taget på masser af naturskønne og mindre turistede strande. Gå ikke glip af Plakías og Korakas og smukke kystbyer som Paleochora og Chóra Sfakíon. En anden god – og lidt hårdere – vandretur løber gennem den nationalparkklassificerede Samaria-kløft i Lefka Ori, også kaldet De Hvide Bjerge. Turen tager (alt afhængig af tempoet) mellem seks og otte timer.
7. Tourlitis-fyrtårnet
Andros
Her taler vi godt nok ikke om et naturfænomen, men det er stadig et under, hvordan idéen om at bygge et fyrtårn på netop dette sted overhovedet er opstået.
Tourlitis ligger 200 meter ude i havet, og det tog 10 år at færdiggøre. Det står på toppen af en lille sokkellignende klippe ud for kysten på den forblæste ø Andros og blev bygget færdigt i slutningen af det 19. århundrede. Under Anden Verdenskrig blev fyrtårnet bombet sønder og sammen, men i 1990’erne blev det genopført med økonomisk støtte fra oliemagnaten Alexandros Goulandris.
Rejsen til Andros går med Golden Stars eller Fast Ferries fra havnen i Rafina, som ligger tæt på Athens internationale lufthavn. Sejlturen tager cirka to timer.
8. Meteora
Thessalien
De seks Meteora-klostre har den vel nok mest spektakulære beliggenhed i verden. De er bygget på toppen af lodrette sandstenssøjler i en dal ved byen Kalambaka, og landskabet omkring klostrene i bjergene i det centrale Grækenland byder på nærmest overjordisk skønhed.
Oprindelig var der 20 klostre på toppen af klipperne, og frit oversat betyder Meteora faktisk noget i retning af ’svævende i luften’.
De første egentlige klostre ved Kalambaka blev bygget i slutningen af det 11. århundrede, og i 1988 erklærede UNESCO klostrene for verdensarv. Området betragtes i dag som helligt i Grækenland.
9. De blå grotter
Zakynthos
Grotterne på nordspidsen af Zakynthos byder på en af den ioniske øgruppes mest spektakulære naturoplevelser. Tag båden langs kysten for at opleve det krystalklare vand og de golde hulemiljøer.
Ikke langt væk på nordvestkysten finder du også den ikoniske skibsvragsbugt, eller Navagio, som den egentlig hedder, hvor kysttankskibet MV Panagiotis har ligget på stranden, siden det led skibbrud i 1980.
I Zakynthos by kan du bestille udflugter ved et væld af både, som tager dig ud til både de blå grotter og skibsvraget på én dag.
10. Voidokilia
Peloponnes
Voidokilia, den måske mest maleriske strand på fastlandet i Grækenland, ligger bag både færger og hoteller i Messinia. Området er et beskyttet naturreservat, hvor du kan støde ind i lyserøde flamingoer, hvide hejrer og afrikanske kamæleoner.
Begiv dig op ad kystklipperne til en gammel frankisk fæstningsruin på det sidste trin til en åben plads. På toppen har du en storslået udsigt over stranden, der er formet som det græske bogstav omega.
Et af de bedste steder at bo nær Voidokilia er den rustikke villa Petrochori Beach House, som ligger et par kilometer nord for stranden.
Det bedste, der kom ud af min galopperende 40-årskrise, er min sorte Saab 900 Cabriolet. Jeg synes, den er så flot. Det er en skulptur. En panikbil, uden så alligevel helt at være det.